Depression: mere viden

Omkring 8 % af den voksne befolkning har symptomer på en depression i løbet af et år. Tidlig behandling er vigtig, så depressionen ikke bliver dyb eller kronisk, og så den ikke kommer igen senere i livet.

undefinedOrdet depression bliver brugt på mange måder: Man føler sig ‘deprimeret’, ‘trist’, ‘ked af det’ eller ‘nede’, når ting går én på i hverdagen eller i livet. Men at være ked af det er ikke nødvendigvis det samme som at have en depression. Man kan være trist i en periode, hvorefter man får det bedre, uden at det kræver nogen særlig behandling.

Har man en depression, er der til gengæld tale om en psykisk sygdom, der er kendetegnet ved, at man i mere end to uger har så svære depressive symptomer, at man ikke er i stand til at arbejde, at håndtere daglige gøremål og at indgå i de relationer, man plejer.

Omkring 17-18 % af befolkningen vil på et eller andet tidspunkt i livet udvikle symptomer på depression. Til sammenligning kan nævnes, at angst og misbrug forekommer lige så hyppigt, mens fx skizofreni 'kun' rammer 3 %.

2-3 % af befolkningen har her og nu tegn på moderat til svær depression, i alt omkring 125.000 mennesker. Cirka 75.000 har lettere depressioner, som i mange tilfælde kan klares af personen selv – med passende information og vejledning.

Depression er som regel en tilbagevendende sygdom – med mindre man lærer at forebygge den. Har man haft en depression, er der omkring 60 % risiko for at få en ny depressiv episode. Har man haft to depressioner, er risikoen for at få en ny depressiv episode omkring 80 %. Jo flere depressioner man får, jo større er risikoen for, at tilstanden bliver kronisk. 

Næsten dobbelt så mange kvinder som mænd får depressioner. Mange depressioner begynder i 20-30-års-alderen, men i adskillige tilfælde ses depression også hos helt unge, især unge piger. Også en del ældre oplever depression for første gang.

En depression kan vise sig på mange måder. Den kan komme snigende, langsomt over nogle uger eller måneder, eller den kan komme næsten som et lyn fra en klar himmel. Symptomerne kan være lette eller svære, få eller mange. Og de varierer meget fra person til person.

Man deler symptomerne op i kernesymptomer og ledsagesymptomer.

De tre kernesymptomer

1. Nedtrykthed og tristhed

Man er ked af det, alt føles trist, farveløst, håbløst og meningsløst. Man kan ikke føle glæde ved noget. Man føler sig uden for verden, og det føles som at være i en osteklokke. Det er en ubehagelig tilstand, der tydeligt adskiller sig fra den tilstand, man er i ved en stor sorg (fx eſter et dødsfald).

2. Nedsat lyst og interesse

Man mister lysten til alt, også til det, man tidligere syntes var spændende, fx sport, læsning, tv og snak med venner. Man har end ikke lyst til at have kontakt med ægtefælle og børn, som man ellers holder meget af.

3. Nedsat energi og øget træthed

Man orker ingenting. Alt kræver overvindelse, måske især om morgenen. Man orker ikke at stå ud af sengen. Om dagen er man træt og får ikke sat noget i gang. Trætheden er oſte et symptom, der er til stede, før tristheden sætter ind, og også oſte et symptom, der kan vare ved, eſter at de andre symptomer er forsvundet.

De syv ledsagesymptomer

 4. Nedsat selvtillid eller nedsat selvfølelse

Man føler ikke, at man slår til – på arbejdet eller i familien. Man overvældes af tanker om, at man ingenting kan, og at man kun er en klods om benet på arbejdspladsen og familien. Man gemmer sig og bryder sig ikke om at gå på gaden eller møde andre mennesker. Måske er man i stand til at passe en enkel arbejdsmæssig funktion, som man kan på rygmarven. Men man føler sig udenfor og utilstrækkelig.

5. Selvbebrejdelser, skyldfølelse og depressive vrangforestillinger

I forlængelse af punkt 4 udvikles mindreværdsfølelse, selvbebrejdelser og måske en sygelig skyldfølelse, der fx går ud på, at man er skyld i naboens sygdom, krig i verden, hungersnød og lignende depressive vrangforestillinger. Mennesker med sådanne forestillinger melder sig undertiden til politiet med deres fortvivlede ideer og anmoder om at blive straffet. Har man sådanne forestillinger, har man brug for akut omsorg og bør indlægges.

6. Tanker om død og selvmord

På baggrund af alle symptomerne, tristheden, de negative tanker og håbløsheden melder tanken om selvmord sig. I de lettere tilfælde drejer det sig blot om tanken om for en stund at undslippe den daglige pine. I sværere tilfælde er der konkrete planer om, hvordan selvmordet skal finde sted m.m. Her er det som regel også nødvendigt med en indlæggelse.

7. Besvær med at tænke, huske og koncentrere sig

Man har svært ved at samle sig om noget, fx om at arbejde, tale med andre eller blot se fjernsyn. Man kan ikke huske, ikke overskue et problem, ikke beslutte sig for noget. Hvis man forsøger at læse, kan man ikke huske den første sætning, når man kommer til den næste.

8. Under- eller overaktivitet (psykomotorisk hæmning eller agitation)

Hos nogle bremses tanker, følelser og bevægelser. Der er intet smil og ingen øjenkontakt. Stemmen er monoton og lav, og kropsbevægelser er langsomme. Man kalder det netop psykomotorisk hæmning for at markere, at både det psykiske og det kropslige går langsomt.

I sjældne og svære tilfælde kan tilstanden udvikle sig til det, man kalder stupor (en total stivnen). Personen kan da hverken spise eller tale. Det er en af de situationer, hvor indlæggelse og elektrostimulation (ECT, også kaldet elektrochok) er nødvendig. Hos andre opstår en hvileløs uro og angst. Personen virker ængstelig og bekymret, uden at kunne give udtryk for hvorfor. Dette symptom kan i sjældne tilfælde udvikle sig til det, der kaldes akut delir: en livstruende tilstand, der bl.a. viser sig ved spise- og drikkevægring, høj feber, høj puls og højt blodtryk. Også denne tilstand kræver indlæggelse og ECT.

9. Søvnforstyrrelser

Hos nogle viser søvnforstyrrelsen sig ved, at man sover dårligt, har svært ved at falde i søvn, sover overfladisk og vågner tit. Man vågner tidligt om morgenen, oſte ved 4-5-tiden. Alt forekommer da fuldstændigt uoverskueligt, dagen tårner sig op som et uoverstigeligt bjerg, og de depressive tanker kværner rundt i hovedet. Hos andre viser søvnforstyrrelsen sig ved, at man sover længe, men ikke særlig dybt. Man har øget søvntrang og lyst til at sove både dag og nat. Der er dog ikke tale om søvn af god kvalitet. Den deprimerede er trods mange timers søvn træt og uoplagt dagen igennem.

10. Appetit- og vægtændringer

Depressionen kan medføre nedsat appetit. Mange taber flere kilo under depressionen, og undertiden er det det første mærkbare symptom. Andre oplever øget appetit, især efter søde sager, og vægten stiger. Man fornemmer, at man får det en smule bedre, når man spiser. De færreste har alle symptomer, ligesom det er forskelligt fra person til person, hvor mange symptomer, der er til stede samtidig og i hvilken grad.

Andre symptomer

Selv om en person ikke opfylder kriterierne for diagnosen depression, kan personens situation og livskvalitet sagtens være meget påvirket af symptomerne. Ud over de ovennævnte 10 symptomer er der enkelte andre typiske symptomer ved depression: angst, irritabilitet og aggressiv adfærd, smerter og andre kropslige symptomer samt tab af sexlyst.

Symptomerne kan blive så udtalte, at personen mister realitetssansen og bliver psykotisk. Fx kan nogle af selvbebrejdelserne blive så udtalte, at de får karakter af paranoide forestillinger.

Sådan virker en person, der har en depression

En person med depression kan være langsom i både bevægelser og tanker. Selv personens måde at tale på er langsom og monoton. Nogle gange viser depressionen sig dog ved, at personen er hvileløst urolig og angst. Personen kan have mistet interessen for eller overskuddet til den personlige pleje, og han eller hun ser typisk trist og forpint ud og er oſte nervøs eller anspændt, irritabel og har let til tårer.

En person med milde symptomer er oſte i stand til at skjule depressionen, mens en, der lider af en svær depression, typisk oplever følelsesløshed og måske ligefrem siger, at han eller hun 'ikke engang er i stand til at græde'. Personens tanker kredser om følelsen af hjælpeløshed og håbløshed, og vedkommende har udpræget negative tanker om sig selv (“Jeg er en fiasko”, “Det hele er min skyld”, “Jeg oplever aldrig gode ting”, “Jeg er ikke noget værd”, “Ingen elsker mig”), tilværelsen (“Livet er ikke værd at leve”) og fremtiden (“Det bliver aldrig bedre”).

Hvis man som pårørende, ven eller kollega ikke ved, at der er tale om en depression, kan man let komme til at dømme personen som doven, selvoptaget eller inkompetent. Desværre vil det kun være med til at forstærke den deprimerede persons negative opfattelse af sig selv, hvis man nævner det.

Risikofaktorer ved depression

Depression skyldes ikke en enkelt årsag, men udvikler sig på baggrund af et samspil mellem biologiske, psykologiske og sociale faktorer.

Følgende faktorer kan øge en persons risiko for at udvikle en depression:

  • Depression hos nære familiemedlemmer

  • At være kvinde

  • At have en sensitiv, følsom og nervøs personlighed

  • Svigt i barndommen, fx manglende omsorg eller misbrug

  • Dårlige levevilkår, lavt uddannelsesniveau, social udsathed

  • Traumatiske oplevelser, fx at være offer for vold, overgreb eller mobning, dødsfald eller alvorlig sygdom i familien eller en ulykke

  • Separation eller skilsmisse

  • Mangel på nære relationer til og fortrolighed med andre

  • Langvarig eller alvorlig fysisk sygdom

  • Andre psykiske sygdomme, fx angst, psykose eller misbrug

  • Graviditet og fødsel

  • Hormonelle forandringer

  • At tage sig af et menneske med svære handikap.


Depression kan også være et resultat af:

  • Fysisk sygdom, fx Parkinsons sygdom, hjerneblødning, hiv og kræft

  • Medicin

  • Alkohol eller stoffer


Hvorfor udvikler man en depression?

Man mener, at symptomer på depression skyldes ændringer i hjernen. Mennesker, der er deprimerede, har ændrede forbindelser mellem nervecellerne i de dele af hjernen, som har betydning for humøret og hukommelsen.

Antidepressiv medicin virker ved at være med til at skabe forbindelse mellem nerveceller i disse områder af hjernen. Andre typer behandling eller aktiviteter, fx psykoterapi eller motion, påvirker sandsynligvis hjernen på samme måde.

 

Gå tilbage til oversigten over sygdomme og kriser

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden