Hvad er tegnene på selvmordsrisiko?

Hvis du ser tegn på, at en person er selvmordstruet, så tal med vedkommende om dine observationer. Har du mistanke om, at en person er i risiko for at begå selvmord, så fortæl vedkommende, at du bekymrer dig om ham eller hende og gerne vil hjælpe.

undefinedTegn på selvmordsrisiko er typisk, at personen:

  • Truer med at skade sig selv eller begå selvmord.

  • Undersøger eller planlægger måder at begå selvmord på. Prøver fx at få adgang til piller, våben eller andet.

  • Taler eller skriver om døden, om at dø eller om selvmord.

  • Føler håbløshed.

  • Er rasende, vred eller hævngerrig.

  • Har hensynsløs opførsel eller udfører uovervejede risikofyldte aktiviteter.

  • Føler sig fanget, som om der ikke er nogen udvej.

  • Har et stigende forbrug af alkohol eller stoffer.

  • Trækker sig fra venner, familie eller samfundet.

  • Føler angst, uro, søvnløshed eller sover hele tiden.

  • Har dramatiske udsving i humøret.

  • Føler ingen livslyst, ingen grund til at leve eller intet formål med livet.

Personen kan have et eller flere af disse tegn, og nogle har andre tegn, som ikke er på listen.

Det er vigtigt at spørge direkte, om personen har selvmordstanker. Undlad ikke at bruge ordet 'selvmord'. Det er vigtigt at spørge uden frygt og uden at dømme.

Spørgsmålet skal være direkte og gå lige til sagen. Du kan fx spørge: "Har du selvmordstanker?" eller "Tænker du på at begå selvmord?". Hvis du fremstår selvsikker midt i selvmordskrisen, kan det have en beroligende effekt på den selvmordstruede person. Mange tror, at det at spørge om selvmord kan give personen netop denne idé. Men sådan forholder det sig ikke. En anden myte er, at en person, der taler om selvmord, ikke mener det seriøst. Husk også, at det at tale om selvmord kan være en måde at fortælle, hvor dårligt man har det.

Hvordan ved jeg, at situationen er alvorlig?

Først er du nødt til at vide, om personen har klare intentioner om at tage sit eget liv, eller om der er tale om mere vage selvmordstanker, fx ‘hvad er meningen med at leve videre?’. For at være sikker på det, er du nødt til at spørge personen, om han eller hun har planer om selvmord.

De fire spørgsmål, du er nødt til at stille, er:

• Har du besluttet, hvordan du vil begå selvmord?

• Har du besluttet, hvornår du vil gøre det?

• Er du begyndt at skaffe de ting, du skal bruge for at kunne gennemføre din plan?

• Har du forsøgt at begå selvmord før?

Jo flere af disse spørgsmål, personen kan svare bekræftende til, desto større risiko er der for, at vedkommende forsøger at begå selvmord. En større grad af planlægning er tegn på større risiko.

Samtidig skal du dog huske, at fraværet af en plan ikke er det samme som, at der ikke er nogen risiko. Alle former for selvmordstanker skal tages alvorligt.

 

Gå tilbage til oversigten "yd psykisk førstehjælp"

Gå tilbage til oversigten over forskellige kriser

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden