Sådan hjælper du en person der har haft en traumatisk oplevelse

Når du taler med en person, som lige har haft en traumatisk oplevelse, er det vigtigere at vise ægte omsorg end at sige alle de ‘rigtige ting’.

undefined

Vurdering af traumatisk oplevelse

En person, der har været udsat for en traumatisk begivenhed, kan reagere voldsomt lige med det samme og have brug for øjeblikkelig hjælp. Andre kan have en forsinket reaktion. Det betyder, at hvis du hjælper en person, du ser jævnligt, bør du blive ved med at vurdere, om der er tegn på krise i løbet af de følgende uger.

Hvad skal man prioritere først, når man hjælper en person efter en traumatisk begivenhed?

Hvis det er relevant, skal du sørge for din egen sikkerhed, før du tilbyder at hjælpe andre. Undersøg, om der er potentielle fare, fx ild, våben og gifte, eller personer, som kan blive aggressive, før du beslutter dig for at nærme dig en person og tilbyde din hjælp.

Hvis du hjælper en, du ikke kender, så præsenter dig selv, og forklar, hvad din rolle er. Find ud af, hvad personen hedder, og brug vedkommendes navn, når du taler med ham eller hende. Forhold dig roligt, og gør, hvad du kan for at skabe trygge omgivelser ved at tage personen med til et sikrere sted eller ved at fjerne umiddelbare farer.

Hvis personen er såret, er det vigtigt, at der bliver taget hånd om skaderne. Hvis du er i stand til det, så tilbyd fysisk førstehjælp og søg læge. Hvis personen virker uskadt, skal du holde øje med eventuelle tegn på, at vedkommendes fysiske eller psykiske tilstand forværres, og du skal være parat til at søge akut lægehjælp til personen.

Vær opmærksom på, at en person pludseligt kan blive desorienteret, eller at en tilsyneladende uskadt person kan have indre skader, som viser sig senere.

Prøv at finde ud af, hvilke øjeblikkelige behov personen har, fx for mad, vand, husly eller tøj. Dog skal du være opmærksom på, at du – hvis der er professionelle hjælpere (politi, ambulancefolk eller andre) til stede – ikke skal påtage dig deres rolle.

Sådan hjælper du

Vis personen, at du forstår og har medfølelse, og spørg, hvordan vedkommende ønsker at blive hjulpet. Tal klart og undgå klinisk og teknisk sprogbrug, og kommuniker med personen som en ligeværdig.

Hvis personen virker, som om han eller hun ikke forstår, hvad der bliver sagt, kan du være nødt til at gentage dig selv flere gange. Vær opmærksom på, at det at støtte et andet menneske ikke behøver at være kompliceret: det kan 'bare' indebære at man sidder sammen, drikker en kop te, småsnakker om hverdagsting eller giver personen et knus.

Adfærd som at trække sig tilbage, irritabilitet og temperamentsfuldhed kan være en reaktion på traumet, så prøv at undgå at tage sådanne former for opførsel personligt. Prøv at være venlig, også selv om personen er besværlig.

Personen er måske ikke så påvirket af det, der er sket, som du måske forventer, og det er fint. Fortæl ikke personen, hvordan han eller hun burde have det. Fortæl hellere, at alle tackler et traume i sit eget tempo. Vær opmærksom på, at kulturelle forskelle kan have indflydelse på den måde, mennesker reagerer på. I nogle kulturer er det fx ikke passende at vise sin sårbarhed eller sorg over for fremmede.

Bør vi tale om det, der er sket? Hvordan kan jeg støtte personen?

Det er meget vigtigt, at du ikke presser personen til at fortælle om oplevelsen. Husk, at du ikke er personens terapeut. Lad kun personen fortælle om sine reaktioner, hvis han eller hun føler sig parat og har lyst til det.

Hvis personen gerne vil snakke, skal du ikke afbryde for at fortælle om dine egen følelser, oplevelser eller synspunkter. Vær opmærksom på, at personen kan have brug for at tale gentagne gange om sit traume, så du kan være nødt til at være villig til at lytte mere end én gang. Undgå at sige noget, der kan bagatellisere personens følelser, fx “græd ikke” eller “tag det roligt”, eller som kan bagatellisere personens oplevelse, fx “du skal bare være glad for, du er i live”. Vær opmærksom på at personen kan opleve såkaldt ‘survivors guilt’ – følelsen af at det er uretfærdigt, at andre er døde eller sårede, når vedkommende ikke selv er det.

Hvordan kan jeg støtte personen i de følgende uger eller måneder?

Hvis du kender personen – hvis det er et familiemedlem eller en nær ven – kan du hjælpe ham eller hende med at håndtere sine reaktioner i de følgende uger eller måneder. Hvis du hjælper en, du ikke kender, forventes det ikke, at du har yderligere kontakt med personen – medmindre du har ansvar for vedkommende rent professionelt.

Opfordr personen til at sige det til andre, når han eller hun har brug for eller ønsker noget. Tro ikke, at andre ved, hvad vedkommende gerne vil have. Opfordr også personen til at identificere hvem i netværket, der kan støtte (inklusive familie og venner) men husk, at det er vigtigt at respektere personens behov for at være alene indimellem.

Opmuntr personen til at tage vare på sig selv: at hvile sig, hvis han eller hun er træt, at gøre ting der får ham eller hende til at føle sig godt tilpas (fx tage bad, læse, træne, se fjernsyn) og at tænke over mulige coping-strategier, som han eller hun tidligere har brugt med succes – og så bruge dem igen. Opfordr også personen til at opholde sig et sted, hvor han eller hun føler sig tryg og godt tilpas.

Vær opmærksom på, at personen måske pludseligt eller uventet kan huske detaljer ved situationen, og vil have – eller ikke vil have – lyst til at snakke om disse detaljer. Hvis det sker, kan de generelle principper, der er beskrevet ovenfor, hjælpe dig med at hjælpe personen.

Fraråd personen at bruge negative coping-strategier, fx at arbejde for meget, drikke alkohol eller tage stoffer eller være selvdestruktiv.

Hvornår bør personen søge professionel hjælp?

Ikke alle har brug for professionel hjælp til at komme sig oven på en traumatisk oplevelse. Forskning har vist, at tilbud om psykologhjælp til alle inden for tre måneder eſter en traumatisk begivenhed – som et forsøg på at forebygge PTSD – ikke har den ønskede effekt og endda kan have den modsatte effekt på nogle.

Hvis personen ønsker at søge hjælp, bør du støtte ham eller hende i det. Vær opmærksom på de former for hjælp, der findes i personens nærområde. Hvis personen ikke bryder sig om den første professionelle behandler, han eller hun taler med, så fortæl, at det er okay at prøve en anden. OBS Hvis personen ikke har sagt noget om, hvorvidt han eller hun ønsker professionel hjælp, kan følgende retningslinjer hjælpe dig til at finde ud af, om personen har behov for det.

Hvis personen på noget tidspunkt bliver selvmordstruet, skal du tilråde professionel hjælp. Se førstehjælp ved selvmordstanker og selvmordsadfærd. Hvis personen på noget tidspunkt misbruger alkohol eller stoffer for at håndtere traumet, bør du opfordre ham eller hende til at søge professionel hjælp.

Efter fire uger kan man forvente en vis tilbagevenden til den almindelige dagligdag. Du bør opfordre personen til at søge professionel hjælp, hvis han eller hun efter fire uger eller mere:

  • stadig er meget oprevet eller ængstelig.

  • ikke er i stand til at undslippe stærke, vedvarende plagsomme følelser.

  • trækker sig væk fra vigtige venskaber eller fra tætte familierelationer som et resultat af traumet.

  • er nervøs og opfarende eller har mareridt om – eller på grund af – traumet.

  • ikke kan lade være med at tænke på traumet.

  • slet ikke er i stand til at nyde livet pga. traumet.

  • oplever, at eftervirkningerne af traumet påvirker de almindelige gøremål.

 

Gå tilbage til oversigten "yd psykisk førstehjælp"

Gå tilbage til oversigten over forskellige kriser

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden