08.MAJ.2018

ADHD

Hyperaktivitet og/eller indre rastløshed, impulsive handlinger og problemer med opmærksomhed og koncentration. Det er nogle af de centrale symptomer, børn, unge og voksne kan opleve, hvis de lider af ADHD.

Så mange har ADHD

Internationale befolkningsundersøgelser peger på, at omkring 5 % af børn og unge under 18 år har ADHD (Sayal K et al., 2018), mens det gælder for mellem 3,4 % og 4,4 % af den voksne befolkning (Sundhedsstyrelsen, 2016).

 

De sidste ti år er antallet af børn og unge under 18 år med diagnosen ADHD mere end tredoblet i Danmark. I 2006 var 7.186 børn og unge således diagnosticeret med ADHD, mens der i 2016 var 25.029 børn og unge med diagnosen ADHD. I samme periode er antallet af ny-diagnosticerede sygdomstilfælde næsten fordoblet således, at der i 2016 blev diagnosticeret 4.128 nye tilfælde af ADHD, mens der til sammenligning blev diagnosticeret 2.313 nye tilfælde i 2006.

 

 

Af de ca. 25.000 børn og unge der i 2016 havde diagnosen ADHD, var 73% drenge (Sundhedsstyrelsen og Sundhedsdatastyrelsen, 2017). Flere studier peger dog på, at ADHD hos særligt piger er underdiagnosticeret, og at den reelle forekomst derfor er højere (Sayal K et al., 2018).

Hvad er ADHD?

ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder) betragtes som en neuropsykiatrisk lidelse, dvs. en lidelse i hjernen (Caye A et al., 2016). 

ADHD er en diagnose fra det amerikanske diagnosesystem DSM-5. I Danmark benyttes WHO’s diagnosesystem, ICD-10, hvor de tilsvarende relevante diagnoser er Hyperkinetiske forstyrrelser, herunder Forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed samt Opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet. Diagnoserne i både DSM-5 og ICD-10 er karakteriseret ved tre kernesymptomer; opmærksomhedsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet (Sundhedsstyrelsen, 2015).  

ADHD er den mest almindelige neuropsykiatriske lidelse blandt børn (Barbaresi WJ et al., 2013). Hos ca. halvdelen fortsætter lidelsen ind i ungdoms- og voksenlivet, og er en risikofaktor for en lang række andre psykiske problemer. Flere studier peger på, at sværhedsgraden af ADHD har betydning for, hvorvidt lidelsen er vedvarende, således at børn og unge med alvorligere tilfælde af ADHD oftere vil fortsætte med at have ADHD som voksne (Caye A et al., 2016).

Symptomer på ADHD

Symptomerne på ADHD opstår som regel inden for de første fem leveår (WHO, 2016) og kan karakteriseres ved adfærdsmæssige symptomer i form af:

  • Opmærksomhedsproblemer. Fx kan barnet, den unge eller voksne have svært ved at opretholde deres opmærksomhed på leg, skole- eller arbejdsopgaver, de kan have svært ved at lytte, og mange bliver nemt distraheret af tanker eller udefrakommende stimuli (DSM-5). 
  • Hyperaktivitet. Fx kan især børn, men også unge og voksne med ADHD have svært ved at sidde stille i længere tid ad gangen, ligesom de ofte taler for meget (DSM-5).
  • Impulsivitet. Fx kan mennesker med ADHD have svært ved at vente på, det bliver deres tur, de afbryder ofte og udviser risikoadfærd (DSM-5, Dalsgaard S et al., 2015).

Problemer med hyperaktiviteten kommer sædvanligvis til udtryk tidligere i barndommen end opmærksomhedsproblemerne, men hyperaktiviteten aftager ofte med alderen, mens problemer med opmærksomheden ofte er af mere vedvarende karakter (Livingstone LT et al., 2016). Svær hyperaktivitet i barndommen kan i ungdoms- og voksenlivet ændre sig til en vedholdende indre følelse af rastløshed og nervøsitet (Sundhedsstyrelsen, 2015).

Derudover er evnen til at regulere sin (målrettede) adfærd forringet hos personer med ADHD (Livingstone LT et al., 2016). Det betyder, at de ofte vil have svært ved at organisere, planlægge og gennemføre aktiviteter, ligesom der er en tendens til manglende vedholdenhed i aktiviteter, der kræver bevidst handling, fx skolearbejde.  

Desuden kan der i nogle tilfælde også ses motoriske vanskeligheder og vanskeligheder med bevægelse (Nigg J, 2013) samt vanskeligheder ved at regulere følelser og motivation (Muld BB et al., 2015). Som følge af lidelsen og de problemer, den medfører, fx i forhold til uddannelse og arbejde, ses det ofte, at mennesker med ADHD lider af lavt selvværd (WHO, 2016).  

Hvilke årsager og risikofaktorer ses der ved ADHD? 

Der findes ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor ADHD opstår. Tilstanden skyldes højst sandsynligt en kombination af arvelige og miljømæssige faktorer (Thapar A et al., 2013), men også den samfundsmæssige udvikling nævnes som en mulig forklaring på, hvorfor flere og flere synes at udvise symptomer på ADHD. 

  • ADHD anses for at være en af de mest arvelige psykiatriske lidelser (Tarver J et al., 2014), og tvillingestudier af børn viser, at 70-90 % af forskellen i sygdomsforekomst mellem tvillingerne kan tilskrives genetiske faktorer, mens 10-30 % skyldes unikke miljømæssige påvirkninger (Livingstone LT et al., 2016). 
  • Påvirkninger under graviditeten, herunder rygning, alkoholindtag og infektioner. Nogle studier af sammenhængen mellem rygning og ADHD påviser en dosis-responssammenhæng, dvs. at jo mere moderen ryger under graviditeten, des højere risiko er der for, at barnet udvikler ADHD (Thapar A et al., 2013). Nyere studier peger dog på, at den tidligere observerede sammenhæng mellem rygning under graviditeten og ADHD hos barnet sandsynligvis skyldes andre faktorer, såsom ADHD hos moderen eller opvæksten i det fælles miljø (Obel C, 2016). 
  • At være født for tidligt eller lav fødselsvægt (Livingstone LT et al., 2016).
  • Hjerneskade eller slagtilfælde (i de første leveår). Studier viser, at en hjerneskade kan forårsage ADHD-symptomer hos børn, der tidligere var raske, men også kan forværre eksisterende ADHD-symptomer (Livingstone LT et al., 2016).
  • Udsættelse for bly i fostertilstanden eller som nyfødt (Thapar A et al., 2013). 

Det er dog vigtigt at nævne, at det ikke er alle, der udsættes for en eller flere af ovenstående risikofaktorer, der udvikler ADHD (Thapar A et al., 2013). 

Error loading Partial View script (file: ~/Views/MacroPartials/Panel.cshtml)

Hvordan behandles ADHD? 

Der findes forskellige måder at behandle ADHD på afhængigt af sværhedsgrad, eventuelle andre psykiske lidelser, og om der er tale om behandling af børn, unge eller voksne. For både børn og voksne gælder det, at jo tidligere ADHD diagnosticeres, des nemmere er det at hjælpe vedkommende og forebygge udviklingen af fremtidige lidelser og følger af ADHD (Nigg J, 2013).

Behandling af ADHD hos børn og unge  

Beslutningen om behandling af børn og unge mellem 6 og 18 år træffes på baggrund af barnets eller den unges almene tilstand og symptomer samt hvordan barnet og den unge fungerer hjemme, i skolen, i fritiden osv.

Behandlingen afgøres altså af, i hvor høj grad barnet eller den unge generelt er belastet af sine symptomer, og om barnet eller den unge også lider af andre psykiske lidelser. Hos børn og unge som ikke er påvirket af symptomerne i svær grad, er det hensigtsmæssigt at starte med ikke-medicinsk behandling, fx (computerbaseret) kognitiv træning, social færdighedstræning og forældretræningsprogrammer, mens børn og unge der er hårdt ramt menes at have gavn af medicin i kombination med ikke-medicinsk behandling (Sundhedsstyrelsen, 2014).

For at støtte barnet og den unge bedst muligt vil der ofte være behov for yderligere pædagogiske og sociale indsatser, fx en støtteperson, specialskoletilbud og aflastning eller praktisk og pædagogisk støtte i hjemmet (Socialstyrelsen, 2013). Kombination af medicinsk behandling og psykosociale tiltag kan lindre symptomer hos børn og unge, som fx har adfærdsforstyrrelser, men ser ikke ud til at afhjælpe kernesymptomerne (opmærksomhedsproblemer, hyperaktivitet og impulsivitet) bedre end den medicinske behandling alene (Sundhedsstyrelsen, 2014).

Derudover har Sundhedsstyrelsen udviklet et forløbsprogram for børn og unge med ADHD, der har til formål at understøtte et godt tværsektorielt samarbejde (dvs. samarbejde mellem egen læge, psykiatri, skole, fritidsaktiviteter mm.) omkring børn og unge med ADHD, med inddragelse af barnet og den unge samt dennes forældre og eventuelle andre pårørende. Det kan fx indebære, at børne- og ungdomspsykiatrien eller privatpraktiserende speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri etablerer tidlig kontakt til og sparrer med kommunen, fx via netværksmøde, ligesom kommunen tilsvarende bør holde børne- og ungdomspsykiatrien eller privatpraktiserende speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri orienteret løbende i forhold til, om en social, psykologisk og/eller pædagogisk indsats bliver iværksat (Sundhedsstyrelsen, 2017). 

Behandling af ADHD hos voksne 

Behandling af voksne med ADHD kan både bestå af medicinsk behandling og ikke-medicinsk behandling samt en kombination af disse i form af fx psykoedukation (grundig orientering og undervisning om lidelsen) og kognitiv adfærdsterapi, som har til formål, at patienten lærer at forstå og dermed bedre håndtere sin lidelse. Patienter, som har svære gener af deres symptomer tilbydes som udgangspunkt medicin.

Da mange voksne med ADHD også lider af angst og/eller depression, kan det være gavnligt at behandle med medicin, der afhjælper symptomer og gener fra alle lidelser og gerne i kombination med psykoedukation og/eller kognitiv adfærdsterapi (Sundhedsstyrelsen, 2015).

For personer, der udover ADHD har problemer med social funktionsnedsættelse, misbrug og/eller jobrelaterede problemer, kan fx jobcentre og misbrugscentre varetage en del af behandlingen og støtten. Det er hensigtsmæssigt, at der er et samarbejde mellem alle, der er involveret i støtten og behandlingen, og at ansvaret for indsatserne er placeret tydeligt (Sundhedsstyrelsen, 2016). 

Hvilke sygdomme og tilstande kan optræde sammen med ADHD?

Personer med ADHD har ofte også andre psykiske lidelser eller problemer. Det kan dreje sig om autisme-spektrum-forstyrrelser (Thapar A et al., 2013), antisocial adfærd, følelsesmæssige problemer, selvskade og misbrug samt uddannelsesmæssige problemer og vanskeligheder med beskæftigelse, parforhold og/eller kriminalitet (Sayal K et al., 2018). 

Desuden er angst- og depressionssymptomer hyppigt forekommende sammen med ADHD (Sundhedsstyrelsen, 2015). 

Derudover er der også studier, der påviser en sammenhæng mellem ADHD og øget dødelighed. Denne øgede dødelighed skyldes isærselvmord eller risikoadfærd, der gør, at mennesker med ADHD oftere er involveret i ulykker og trafikuheld sammenlignet med mennesker, der ikke lider af ADHD (Dalsgaard S et al., 2015, Barbaresi WJ et al., 2013). Den højere dødelighed kan dog i mange tilfælde også skyldes misbrug eller tilstedeværelsen af andre psykiske lidelser (Barbaresi WJ et al., 2013). Endvidere har personer, der først er diagnosticeret med ADHD som voksne, en højere dødelighed end dem, der har fået diagnosen ADHD som børn eller unge (Dalsgaard S et al., 2015). Dette kan tale for, at børn og unge der udviser symptomer på svær ADHD skal diagnosticeres og behandles tidligt. 

  • Referencer

    - Barbaresi W. J., Colligan, R. C., Weaver, A. L., Voigt, R. G., Killian, J. M., Katusic, S. K (2013) Mortality, ADHD and Psychosocial Adversity in Adults With Childhood ADHD: A Prospective Study. Pediatrics, Volume 131, Number 4.

     

    - Caye, A., Spadini, A. V., Karam, R. G., Grevet, E. H., Rovaris, D. L., Bau, C. H. D., Rohde, L. A., Kieling, C. (2016) Predictors of persistence of ADHD into adulthood: A systematic review of the literature and meta-analysis. European Child & Adolescent Psychiatry 25(11): 1151-1159.

     

    - Dalsgaard S., Østergaard S. D., Leckman, J. F., Mortensen, P. B., Pedersen, M. G. (2015) Mortality in children, adolescents, and adults with attention decit hyperactivity disorder: A nationwide cohort study. The Lancet, 385(9983): 2132-2133.

     

    - Diagnostic and statistical manual of mental disorders (DSM-5)

     

    - Livingstone, L. T., Coventry, W. L., Corley, R. P., Willcutt, E. G., Samuelsson, S., Olson, R. K., Byrne, B. (2016) Does the Environment Have an Enduring Effect on ADHD? A Longitudinal Study of Monozygotic Twin Differences in Children. Journal of Abnormal Child Psychology, 44(8): 1487-1501.

     

    - Muld, B. B., Jokinen, J., Bölte, S., Hirvikoski, T. (2015) Long-Term Outcomes of Pharmacologically Treated Versus Non-Treated Adults with ADHD and Substance Use Disorder: A Naturalistic Study. Journal of Substance Abuse Treatment, 51: 82-90.  

     

    - Nigg, J. (2013) Attention-deficit/hyperactivity disorder and adverse health outcomes. Clinical Psychology Review, 33(2): 215–228.

     

    - Obel, C., Zhu, J. L., Olsen, J., Breining, S., Li, J., Grønborg, T. K., Gissler, M. and Rutter, M. (2016) The risk of Attention decit hyperactivity disorder in children exposed to maternal smoking during pregnancy– A re-examination using a sibling design. The Journal of Child Psychology and Psychiatry, 54(7): 532-537. 

     

    - Sayal, K., Prasad, V., Daley, D., Tamsin, F., Coghill, D. (2018) ADHD in children and young people: Prevalence, Care Pathways & Service Provision. The Lancet Psychiatry, 5(2):175–186.

     

    - Socialstyrelsen (2013): National ADHD-handleplan – Pejlemærker, anbefalinger og indsatser på det sociale område

     

    - Sundhedsstyrelsen (2017): Forløbsprogram for børn og unge med ADHD

     

    - Sundhedsstyrelsen (2014): National klinisk retningslinje for udredning og behandling af børn og unge med ADHD – med fokus på diagnoserne ”Forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed” og ”Opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet” i henhold til ICD-10.

     

    - Sundhedsstyrelsen (2015): National klinisk retningslinje for udredning og behandling af ADHD hos voksne – med forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed samt opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet 

     

    - Sundhedsstyrelsen (2016): Udredning og behandling af ADHD hos voksne – Faglig visitationsretningslinje

     

    - Sundhedsstyrelsen og Sundhedsdatastyrelsen (2017): Prævalens, incidens og aktivitet i sundhedsvæsenet for børn og unge med angst eller depression, ADHD og spiseforstyrrelser 

     

    - Tarver, J., Daley, D., Sayal, K. (2014) Attention-deficit hyperactivity disorder (ADHD) – An updated review of the essential facts. Child: Care, Health and Development, 40(6): 762-774. 

     

    - Thapar, A., Cooper, M., Eyre, O., Langley, K. (2013) Practitioner Review – What have we learnt about the causes of ADHD? Journal of Child Psychology and Psychiatry: 54(1): 3–16.

     

    - WHO (2016): International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems 10th Revision (ICD-10). 

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883