NOGLE GANGE MÅ MAN SATSE ALT

Det kom som et lyn fra en klar himmel, fortæller tidligere håndboldspiller og europamester Lars Christiansen om det angstanfald, der blev starten på et længere sygdomsforløb.

I tiden inden anfaldet havde Lars Christiansen mistet formanden for håndboldforbundet, der var død af en hjerneblødning. Og en kun 21-årig spiller fra en anden klub var faldet om på banen med et hjertetilfælde.

“Det var ikke en fodboldspiller i Sydamerika, der var faldet om. Det var en helt ung spiller inden for min egen sportsgren, så det kom meget tæt på,” fortæller han.

“I forbindelse med en kamp holdt vi et minuts stilhed for de afdøde. Og det er klart, at stemningen var påvirket. Men så løber man jo videre, og, ja, livet går jo videre,” konstaterer han.

Erkendelse og komme videre

Lars Christiansen erkendte, at han havde en sygdom, som han måtte gøre noget ved. “Da jeg var allermest fucked up, besluttede jeg mig for at se angsten i øjnene.” Det var den eneste måde, han kunne komme videre på, siger han.

Lars Christiansen valgte med det samme at inddrage sin klub i angsten

“Jeg kaldte spillere og trænere sammen og sagde, at jeg havde det ad helvede til, og at jeg ikke kunne følge med fysisk. Nogle spurgte, hvad de skulle gøre anderledes. Og jeg sagde bare: Ingenting. I skal være, som I er. Det er bare mig, der er anderledes. Jeg vidste dem, at jeg var sårbar, og de lagde en jernring omkring mig. Efterfølgende har jeg tænkt, at det var en stor styrke at kunne være ærlig om det.”

Bange for ikke at vågne næste morgen

“Men et par dage efter til træning gik jeg helt kold på banen midt i en tackling. Mit hjerte begyndte at pumpe helt vildt. Og pulsen steg enormt meget. Min første tanke var, at nu var det mit hjerte, der var noget i vejen med,” fortæller han.

“Jeg har altid været meget ubekymret, og det med døden har altid stået lidt sløret for mig, men med ét stod det helt klart for mig, at man skal dø.”

Lars Christiansen fik lidt chokolade af fysioterapeuten og kom på benene igen, men tanken blev bare stærkere i de følgende minutter. “Jeg var helt bleg og kunne ikke rigtig tale. Jeg måtte hele tiden gå udenfor for at kunne trække vejret ordentligt. Efter lidt tid faldt det lidt til ro,” fortæller han.

“Men alvoren var der igen, da jeg kom hjem, for der var jeg jo alene. Om aftenen turde jeg ikke lægge mig til at sove, for jeg var bange for ikke at vågne igen næste morgen,” siger han stille.

“Jeg sov sammenlagt 20 minutter den nat. Min krop var en flitsbue. Jeg var badet i sved, var bange og alene og kunne kun dele det med mig selv. Så jeg var på dybt vand.” Men, som han siger, så har han lært gennem sin sport, at “man kan jo vælge at lade det være eller at gøre noget ved det.” Så han bestilte en tid hos lægen allerede næste dag.

 “Hos lægen blev jeg tjekket i hoved og røv. Så sad jeg der i en halv time og ventede på alle resultaterne. Og i den tid gennemtænkte jeg alting. Jeg så for mig, at lægen kom ud og sagde, at den var helt gal. At livet sluttede nu i en alder af kun 40 år.” Men lægen kom ud og sagde, at der intet var i vejen. At Lars Christiansens hjerte, nyrer og lever var som en 25-årigs.

“Først blev jeg enormt lettet og glad. Jeg sagde tak og satte mig ud i bilen. Men da jeg skulle til at køre, kom jeg i tanke om, at vores formand havde fået en hjerneblødning. Og så slog det mig, at når nu ikke det var min krop, den var gal med, så måtte det være mit hoved.”

Og så fortsatte tankerne med at kværne. I månedsvis.

“Når jeg kørte bil, kunne jeg pludselig få ondt i armene. Så tænkte jeg: Hold nu kæft, det er alligevel hjertet. Så måtte jeg holde ind til siden og gå en tur, før jeg kunne køre igen. Det betød, at jeg jo ikke ‘blev i det’. Jeg slap styringen, og angsten voksede og voksede.”

At turde give sig fuldt ud

Angsten betød også, at Lars Christiansen fra den ene dag til den anden ikke turde give sig selv fuldt ud til træningen.

“Allerede få dage efter angstanfaldet følte jeg, at min fysiske styrke var faldet markant. Jeg kunne kun løfte det halve af, hvad jeg plejede. Hver gang jeg skulle træne – som jo altid havde været mit frirum – var jeg bange for at falde om. Jeg var presset og bange for at spille igennem. Det prægede mig i de næste otte måneder. Det var jo et helvede.”

“Men samtidig tænkte jeg også, at det simpelthen var for tidligt at give op. Så jeg opsøgte en psykolog. Han sagde allerede i telefonen en ting, der beroligede mig, nemlig at hvis der faktisk havde været noget med hjertet, så var jeg jo faldet død om.” Lars Christiansen forstod hurtigt, at det var ham selv, der skulle arbejde med angsten. Ingen andre kunne fjerne den.

“Mit liv var perfekt. Jeg havde det godt. Men med ét den dag var mit liv som en flaske, der blev tabt på gulvet og gik i tusinde stykker. Værsgo at samle op og sætte skårene sammen igen. Og det begyndte jeg så på. Det, som psykologen gjorde, var at forenkle de ting og løsninger, jeg selv havde, så de var til at gå til,” fortæller han. Det var ikke let, for som han siger: “Panikken går jo ikke væk, bare fordi man får forklaret, hvordan kroppen fungerer.”

Angst eller 40-års-krise

“Da jeg startede hos psykologen var jeg opsat på at finde ud af, om det var en 40-års-krise. En identitetskrise i slutningen af min karriere. For jeg følte ikke, at jeg var i krise. Jeg har aldrig bekymret mig om, hvad der skulle ske efter håndbolden. Min kone Christina har altid sagt: Du er nødt til at tænke på, hvad der skal ske i fremtiden. Og jeg har altid sagt: Det skal nok løse sig. Jeg ved godt, hvad jeg vil. Men jeg vil ikke bestemme mig for noget nu, som jeg alligevel skal ændre på om tre år for så at gøre det om fem år. Jeg venter, men det betyder ikke, at jeg ikke er forberedt,” forklarer han.

Når du er ubekymret af sind, må det have været svært at få bekymringer?

“Ja, jeg begyndte jo pludseligt at blive bange for at miste mine forældre eller min kone og min dreng. Jeg kiggede mig selv i spejlet en dag og besluttede mig for, at nu var det slut. Jeg ville ikke tænke mere på de ting.”

Hvordan?

 “Jeg er meget disciplineret. Og jeg erkendte, at jeg havde en sygdom, som jeg måtte gøre noget ved. Da jeg var allermest fucked up, besluttede jeg mig for at se angsten i øjnene. At gennemleve smerten, for ellers ville det blive et helvede. Det var den eneste måde, jeg kunne komme videre på.”

“Jeg erkendte, at det foregik i mit hoved, ved en simpel test,” forklarer han. “Jeg kørte af sted i bilen og sagde til mig selv, at nu ville jeg få ondt i armen. Og der gik tre minutter, så fik jeg ondt. Det bekræftede mig i, at mine tanker styrede mig. Men det gav mig også muligheden for at vende situationen om og sige, jamen, det er jo bare en tanke.”

Psykologens råd til Lars Christiansen var yderligere: Når du får det dårligt, så skriv det ned.

“Når jeg fik smerter i armene, så skrev jeg det i en note på min mobil. Jeg skrev også, at konsekvensen kunne være, at jeg døde af det. Så kiggede jeg på det og sagde ‘ja, måske dør jeg, måske ikke’. Og så lagde jeg mobilen væk. Og så gik smerten væk. Når jeg fik trykken for brystet, kunne jeg også sige højt til mig selv: ‘Det er bare en tanke’. Så fik det lov at fylde og alligevel ikke mere. Jo flere gange jeg sagde det, jo længere gik der imellem anfaldene. Hvilket i sig selv var motiverende for at blive rask.” Lars Christiansen fik hurtigt afklaret, at det ikke var afslutningen på karrieren, der påvirkede ham. Og, at de to dødsfald ‘kun’ var dråben.

 “Hos psykologen blev jeg bevidst om, at jeg altid har sørget for, at alle andre havde det godt. Det er jo ikke for sjov, at jeg har været ‘socialministeren’ på landsholdet.”

“Når vi var til kamp, var det 19 ud af 20 gange mig, der lavede interviews. Mig, der blev efter kampen og gav autografer og talte med sponsorer. Og når man er i balance, er det ikke noget problem, så kører det bare. Men pludselig var jeg tappet. Det åd mig op, at jeg sørgede for alt. Det gik op for mig, at jeg havde mistet mit eget ægteskab på den konto. At jeg ikke havde været nok til stede dér,” forklarer han om skilsmissen fra Christina Roslyng et par år før. I dag danner han efter tre års pause igen par med Christina.

“Det gør jo ondt, når man taler med venner om, hvordan deres ægteskab kan køre godt, og man ikke selv kan få det, der betyder allermest for én, til at fungere. Når man sørger for, at alle spillerne trives, og at deres familier bliver integreret, så nager det satans meget, at man taber sit eget på gulvet.”

Som elitesportsmand har Lars Christiansen levet hele sit liv med at sætte mål og delmål, og det kunne han bruge over for angsten.

“Da jeg fik det skidt, blev mit mål at blive glad og at være en god far og mand. Jeg satte familien i højsædet. Psykologsamtalerne hjalp mig til at samle nogle af de her glasskår op igen. At få ryddet lidt op i mit liv. Ofte når man lever i en verden, som jeg gør, så får man mange overfladiske venskaber og tilbud og forespørgsler om at deltage i alt muligt. Alt det overfladiske skar jeg fuldstændig fra. Jeg blev rigtig god til at sige nej, prioritere og passe på mig selv.” Hvordan er det at være sårbar i en sportsverden med fokus på styrke?

 “Mange får et chok over, at det kan ske for en sportsmand. Det gjorde jeg også selv. Men jeg er en følsom fyr. Det er der mange, der ikke tror i sådan en maskulin verden. Jeg er rimelig åben, men jeg valgte ikke at sige, hvorfor mit spil gik ned til pressen eller offentligheden. Jeg skammede mig lidt over, at jeg var blevet ramt på den måde. Og jeg gad ikke, at folk skulle have ondt af mig, eller at de skulle beskytte mig eller analysere mig ud fra angsten.” I en verden med maskuline egoer er der en tendens til, at man kan og vil klare mange ting selv, siger han.

“Men jeg erkendte en ting rimelig hurtigt: At det her kunne jeg ikke klare selv, og at jeg måtte være ærlig og bede om hjælp. Og mit bedste råd er, at man skal erkende, at det er en sygdom og søge hjælp så hurtigt som muligt.”

Havde det ad helvede til

Lars Christiansen valgte med det samme at inddrage sin klub i angsten.

“Jeg kaldte spillere og trænere sammen og sagde, at jeg havde det ad helvede til, og at jeg ikke kunne følge med fysisk. Nogle spurgte, hvad de skulle gøre anderledes. Og jeg sagde bare: Ingenting. I skal være, som I er. Det er bare mig, der er anderledes. Jeg vidste dem, at jeg var sårbar, og de lagde en jernring omkring mig. Efterfølgende har jeg tænkt, at det var en stor styrke at kunne være ærlig om det.”

De fleste har set, hvordan du og dit hold har kunnet holde hovedet koldt i kampe, hvor I var bagud med mange mål, og hvor det er lykkedes at finde motivationen og kæmpe jer tilbage, selv om det virkede uoverskueligt. Har du kunnet udnytte den evne i forhold til angsten?  “Ja, det er meget integreret i mig. Kan du huske til EM i Serbien i 2012, hvor vi blev tippet til at blive europamestre?” spørger han.

 

Jeg havde det godt. Men med ét den dag var mit liv som en flaske, der blev tabt på gulvet og gik i tusinde stykker. Værsgo at samle op og sætte skårene sammen igen. Og det begyndte jeg så på.

 

“Vi tabte to kampe i træk, og alle gik amok og sagde, at vi var ude. At vi kunne blive mellem nr. 7 og 10. Men der var for meget ære på spil. Vi skulle kæmpe for den lille chance, vi havde. Så kunne det godt være, det gik galt, men hellere kæmpe og så indse, at det ikke gik. Hvis man lægger sig ned, så bliver man jo nr. 10,” siger han og sammenligner med angsten. Holdet blev enige om at kæmpe alt det, de kunne, forklarer han videre. Og mod alle odds, faldt en række resultater ud til Danmarks

fordel, så holdet faktisk vandt fire kampe i træk. “Det var den mest vanvittige kamp mod Makedonien. Da der er tre sekunder tilbage, hopper deres spiller op og skyder. Nichlas Landin redder. Bolden ryger ud til René Toft, der smider sig ned, kaster den over til Mikkel Hansen, der skyder til Hans Lindberg, som scorer i sidste sekund, og vi vinder med én,” fortæller han ivrigt.

“Jeg siger bare, at hvis vi ikke hver især havde været klar til at yde det optimale og havde troet på hver eneste lille chance, så havde René aldrig smidt sig ned på gulvet, og så havde Mikkel ikke taget den, og så havde Hans ikke scoret. Hvis vi havde sagt, at vi bare skulle ende som nr. syv, så havde René bare ladet den bold være. Så var kampen blevet fløjtet af. Men efter denne kamp, vandt vi yderligere tre kampe i træk. Og vi spillede os i semifinalen og endte med at vinde det hele.”

Nogle gange må man satse alt

Nogle gange må man satse alt, siger han. Så er det ok, hvis det går galt, for man har gjort alt, hvad man kunne. I dag er flasken samlet, fortsætter Lars Christiansen. Han har samlet den, som han gerne ville, men der er nogle skår i den. “Det har været benhårdt i to år, men jeg er måske kommet ud af det som et bedre menneske,” smiler han. I hvert fald som en voksen mand.

“I dag ser jeg den Lars, der har været, og som er blevet bedre på nogen områder. Og jeg skammer mig ikke mere. Og jeg har fundet ud af, hvordan jeg skal leve mit liv, og hvad der er vigtigt – og jeg har fået nogle redskaber til ikke at falde ned i angsten igen.”

Lars Christiansen har i dag sit eget firma. Han holder foredrag i hele landet og har udgivet bogen 'Når sandheden skal frem'.

Af redaktør, cand.mag. Marie Ejlersen

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden