Cathrine Raben Davidsen

For billedkunstneren Cathrine Raben Davidsen er angsten diffus, og hun har svært ved at sætte ord på. Tidligere tog hendes billeder udgangspunkt i hendes personlige traume over farens død, men i dag er billederne mere åbne og handler om den forandring, angst og håb, som er en del af ethvert menneskes liv.

Køb Angsten i Kunsten her!

Hent uddraget i PDF her! 

– For mig er angst det uvisse. Det er det, jeg slet ikke kan sætte ord på. Det er en form for boble, hvor der hverken er tid eller rum.

Cathrine Raben Davidsens stemme er fin og en anelse hæs, og når håndværkerne i gården udenfor indimellem starter en larmende maskine, er det svært at høre, hvad hun siger. At samtalen så oven i købet kredser om svære følelser i forbindelse med angst og tab, gør det ikke lettere. For Cathrine Raben Davidsen er ikke vant til at formulere de svære følelser med ord. Hun har siden teenageårene udtrykt sig gennem tegning og maleri, og kunsten er blevet en ventil, som giver afløb for de svære følelser. Hun mistede som 13-årig sin far, som døde efter kort tids sygdom af AIDS. Det var en traumatisk oplevelse, som hun på daværende tidspunkt ikke var parat til at bearbejde og sætte ord på. Det var først, da hun efter gymnasiet kom på kunstskole i Firenze, at hun for alvor begyndte at bearbejde tabet af sin far gennem sine malerier. Værkerne kredser om forandringen, metamorfosen, og dermed det uvisse. Netop det uvisse er for Cathrine Raben Davidsen nært beslægtet med angst.

SKUFFET OVER GUD

Da Cathrine Raben Davidsens far døde pludseligt, da hun var 13 år gammel, fik hun et chok. Hun ville ikke tale med nogen om det og var allerede tilbage i skolen næste dag. Og selvom hun fungerede ret upåvirket i skolen og i fritiden, har oplevelsen sat sine spor. Meget af hendes kunst kredser om netop den tid, overgangen fra barn til voksen.

– Min far døde meget pludseligt, han var kun syg i 6 uger i alt. Der var ingen, som regnede med, at han skulle dø, så jeg nåede slet ikke at forberede mig på det mentalt. Jeg kan huske, at jeg var uvenner med min bedste veninde, og at det var det, der optog mig mest. At min far kunne dø, var slet ikke en mulighed. Det var meget forvirrende. Jeg var slet ikke parat til at forstå det. Jeg ville i skole dagen efter. Jeg ville ikke tale med en psykolog, jeg ville bare lade som ingenting. De voksne, både i min familie og lærerne i skolen, var meget bekymrede for mig, fordi jeg ikke reagerede. Jeg fortsatte mit liv, som om intet var hændt. Jeg tror virkelig, at jeg fortrængte det. Men det beskyttede mig også, tror jeg. For jeg var slet ikke parat til at forstå det på det tidspunkt.

– Men jeg kan huske, at jeg var meget skuffet over gud. Jeg gik til konfirmationsforberedelse på det tidspunkt, og skulle konfirmeres. Det ville min far så gerne have, at jeg blev, så det var også for at gøre ham glad. Jeg følte, jeg ville svigte ham, hvis ikke jeg blev konfirmeret. Det var alt sammen forberedt, inden han døde. Jeg troede egentlig ikke rigtig på gud, og samtidig var jeg skuffet over ham. For det var så uretfærdigt, det, der var sket. Det var hårdt at blive konfirmeret, for jeg følte, at jeg på en måde samtidig sagde ja til, at min far var død. Det var meget symbolsk. At jeg accepterede, at han var død. Og det tror jeg slet ikke, jeg var klar til på det tidspunkt. Jeg havde en drøm om, at han var blevet til en fugl og på den måde stadig fandtes. Og netop det stadie, overgangen fra barn til voksen, er noget, jeg har beskæftiget mig meget med i min kunst senere hen. Af gode grunde. For at prøve at få hoved og hale i det, der skete dengang, og hvordan det påvirkede mig. 

TÆTTERE PÅ SIN FAR

Da Cathrine Raben Davidsen kom i gymnasiet, begyndte hun at tegne stort set hver dag. Hun havde ellers ikke tegnet specielt meget tidligere, men gennem tegningerne – som primært kredsede om mode – kom hun ubevidst tættere på sin afdøde far, som var tøjdesigner.

– Jeg kan huske, at hver dag, når jeg kom hjem fra gymnasiet, så sad jeg og tegnede. Det var der, jeg virkelig begyndte at tegne. Min far var tøjdesigner, så jeg har altid kigget meget i modeblade, og det, jeg tegnede, var primært modetegninger. Jeg tror, det var en måde at komme tættere på min far på. Netop fordi jeg startede med at lave de modeprægede ting. Men det var ikke sådan, at jeg som barn var mere kunstnerisk end andre børn, det tror jeg ikke. Så jeg tror, det startede som en måde at komme nærmere ham, en måde at knytte et bånd til ham. Men uden, at jeg på det tidspunkt var klar over det selv. Det er først gået op for mig langt senere, at det var det, jeg var i gang med.

FIRENZE OG FUGLE

Vi sidder i Cathrine Raben Davidsens atelier – en tidligere hestestald – i hjertet af København, og fra den åbne dør lyder en passioneret diskussion på italiensk fra nabohusets italienske restaurant. Italien er ikke fremmed for Cathrine Raben Davidsen, hun tog efter gymnasiet til Firenze i to år, hvor hun gik på kunstskole, og her fortsatte hun bearbejdelsen af sin fars død gennem kunsten.

– I Firenze havde jeg nogle fantastiske lærere, som jeg stadig har kontakt med. Efter at have studeret under dem et par semestre begyndte jeg at arbejde med to værker, som virkelig handlede om min fars død og forandring. Jeg købte to frosne fugle på markedet, og dem tog jeg så med op i atelieret, og så malede jeg, ind til de begyndte at tø. Det varede cirka to timer, og så måtte de en tur i fryseren, hvorefter jeg kunne fortsætte. Jeg havde som sagt haft en forestilling om, at min far var blevet til en fugl. Det er lidt mærkeligt, fordi jeg lige for tiden arbejder med et fugletema, men jeg malede altså to fuglemalerier og brugte flere måneder på dem. Og det var virkelig en forløsning for mig. Det var virkelig der, jeg fik givet slip på ham. Og på en god måde. Jeg blev mere rolig, og på en måde fik jeg også arbejdet med den angst, som jeg havde haft for alt det ukendte.

Den græske tragedie

"For mig er angst det uvisse. Det er det, jeg slet ikke kan sætte ord på. Det er en form for boble, hvor der hverken er tid eller rum."

 

Cathrine Raben Davidsens stemme er fin og en anelse hæs, og når håndværkerne i gården udenfor indimellem starter en larmende maskine, er det svært at høre, hvad hun siger. At samtalen så oven i købet kredser om svære følelser i forbindelse med angst og tab, gør det ikke lettere. Læs hele Cathrine Raben Davidsens historie i bogen Angsten i Kunsten. Køb den her.

LÆRERE MED PSYKOLOGISK TÆFT

Cathrine Raben Davidsen var ikke for alvor bevidst om, at det var farens død, hun bearbejdede. Men hendes lærere på malerskolen i Firenze kunne godt se, hvad det handlede om, så de sørgede for at give hende særlige opgaver, så hun hele tiden beskæftigede sig med det centrale – tabet af sin far – gennem kunsten. Hun finder fotografier af de to fuglemalerier frem.

– Det var det første, tror jeg. Du kan næsten ikke se det, men det var sådan ret fint med guldblade. Det var virkelig forbundet med min far det her. Det er slet ikke sådan, jeg maler mere. Fuglen ligger indesluttet i en form for rede, sådan en torne-kristusagtig ting. På det andet billede er der intet som omkranser fuglen, den er fri. 

Så du arbejdede dig ned i alt det omkring din far og hans død og fik formuleret noget af alt det usagte via malerierne?

– Ja, men uden at jeg på det tidspunkt rigtig vidste, hvad det handlede om. Det var først mange år senere, jeg blev klar over det. At de to fuglemalerier i virkeligheden illustrerer en udvikling fra en tilstand med et ubehandlet traume omkring min fars død til en situation, hvor jeg lader fuglen flyve, og dermed giver min far lov til at dø. Men jeg vidste det ikke på det tidspunkt. Jeg anede simpelthen ikke, hvad det var, jeg arbejdede med. Men mine lærere vidste jo godt, hvad det var, jeg havde gang i. De kendte jo godt det store billede, de har hele tiden vidst, hvad det var, jeg sad og lavede. De har været fantastisk dygtige til at give mig de rigtige opgaver, så jeg på den måde har fået bearbejdet det med min far. Det har været en stor del af det, det har virkelig hjulpet.

Cathrine Raben Davidsen leder i et stort skuffemøbel bagerst i atelieret, og finder så nogle små malerier på papir frem, som hun malede i perioden. De har faren som motiv og er malet efter fuglebillederne. Der skulle gå noget tid, før hun var i stand til at afbilde ham direkte i menneskeskikkelse. De små malerier er enkle med tykke, tunge lag maling i dunkle farver, og de skæve kropsproportioner – bland andet ét billede, hvor farens ben er meget lange – giver dem et angstfyldt, nærmest uhyggeligt udtryk, som giver associationer til Skriget af Edvard Munch. Titlerne står skrevet i bunden af billederne: Mig og far, Fars røde sweater og Hospitalsseng.

SAMME HISTORIE IGEN OG IGEN

Hvordan var det at lave dem?

– Jeg arbejdede hårdt med disse værker, og det var meget smertefuldt at lave dem, ligesom det var smertefuldt at lave fuglemalerierne. Når jeg ser på dem i dag, kan jeg virkelig mærke, at de er ægte. Det er ret voldsomt, jeg får det helt dårligt af at se på dem. Men det fantastiske er, at når jeg er helt inde i arbejdsprocessen, så er det jo noget, som bare sker ret magisk. Der er ingen tanker, det er som om, man bare får afløb for det, som presser sig på. For hvis man netop er ærlig og tilstede, hvis man ikke har alle de skjold og facader foran sig, så kan man komme ind til det, man gerne vil sige. Det arbejdede vi meget på i Italien. Det tilbagevendende spørgsmål var altid: Hvad er det, du gerne vil sige? Og selv om jeg ikke vidste det på daværende tidspunkt, kan jeg nu se, at de indeholder en klar symbolik.

Var arbejdet forbundet med nogen form for angst?

– Ja, det var det. Men som sagt er angst for mig netop det uvisse. Det er det, jeg slet ikke kan beskrive, slet ikke sætte ord på. Mine billeder både dengang og nu kredser netop om det uvisse, og derfor indeholder de det rum, som jeg forbinder med angst. Men det var ekstremt smerte– og angstfyldt at lave de tidlige malerier, nok også fordi jeg netop ikke vidste, hvad jeg ville sige. De var en del af en erkendelsesproces omkring tabet af min far og dermed også en del af erkendelsen af min egen livshistorie. Jeg tror ikke, at vi dybest set har så mange historier at fortælle. Jeg har den samme historie, som jeg fortæller i mange forskellige udformninger. Og ligegyldigt, hvor meget jeg læser, og hvor dygtig jeg bliver rent maleteknisk er det stadig de her temaer, mine værker handler om: Tab, svigt, smerte og relationer. Det er stadig det, som interesserer mig, men fordi jeg nu har fået det bearbejdet, kan jeg i dag skabe værker, som er åbne, og som andre kan identificere sig med og relatere til. Disse værker fra Italien er helt lukkede om sig selv. Dem kan man ikke sådan lige gå ind i som udenforstående. Dem kunne jeg aldrig finde på at sælge. Men det interessante er jo, at hvis ikke jeg havde lavet de første, var jeg aldrig kommet dertil, hvor jeg er i dag.

DEN GRÆSKE TRAGEDIE

Efter to år i Italien flyttede Cathrine Raben Davidsen tilbage til København. Hun havde søgt ind på kunstakademiet, men kom i første omgang ikke ind, så hun startede på at læse teologi i stedet. Selvom hun året efter kom ind på kunstakademiet og derfor stoppede på teologistudiet, har opholdet sat et afgørende præg på hendes værker, som ofte tager udgangspunkt i græske myter og sagn.

– På teologistudiet læste jeg litteraturhistorie, græsk, latin og filosofi. Og selvom jeg året efter kom ind på kunstakademiet og derfor stoppede på teologi, er det noget, jeg stadig beskæftiger mig med i mine værker. Særligt en klassiker som Ovids Forvandlinger har jeg brugt som udgangspunkt for flere af mine værker. Jeg interesserer mig meget for myter, og særligt deres fokus på forandringen og transformationen synes jeg er spændende. Og af gode grunde. Det har jo noget med mit eget livsforløb at gøre. Hele symbolverdenen er særdeles spændende, når man kobler den til noget psykologisk. Alle mennesker har jo været igennem de forskellige stadier, og...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden