Jørgen Leth

Jørgen Leth blev efter et længerevarende hashmisbrug ramt af panikangst. Selvom han stoppede med at ryge hash, tog det flere år, før angsten klingede af. I dag er han stort set fri for panikanfald, men når han udøver sin kunst, flirter han med angsten.

Køb Angsten i Kunsten her!

Hent uddraget i PDF

– Angsten startede i den i den spanske by Estepona. Det var første gang, jeg oplevede den. Det var meget registrerbart, fordi det var så voldsomt. 

Jørgen Leth mestrer det talte danske sprog som få. Hans sætninger er korte, formuleringerne præcise, og den rytmiske diktion tilfører ordstrømmen et poetisk præg. Han har rundet de 70 år, og han ligner bestemt ikke en person, som har haft et hashmisbrug eller været ramt af svær panikangst. Men det har han. Angsten har fyldt meget i Jørgen Leths liv. Så meget, at han har skrevet om den i sin meget omtalte erindringsbog, Det uperfekte menneske. Her fremgår det, at Jørgen Leth havde haft et stort hashmisbrug i perioden, før angsten opstod. En forårsdag i 1963 i den spanske by Estepona blev han ramt af et voldsomt panikanfald for første gang. I tiden efter fulgte adskillige, ofte daglige, anfald. De kom som et lyn fra en klar himmel, og han var bange for at miste forstanden.

“Hvordan var denne angst? Ja, somme tider kunne det være farligt netop at tænke på, hvordan den egentlig var, det ville kalde den frem. Men jeg kan vel enklest beskrive den som et dybt hul inde i mig. En bundløs afgrund. Der kom et iskoldt sus op fra hullet… Angsten kom uvarslet og pludseligt, en aften, en nat, en højlys dag… Jeg var bange for at miste forstanden. Jeg var altid bange for ikke at kunne komme tilbage til det almindelige liv…” (Det uperfekte menneske, s. 94-95.) 

En afgrund af angst 

Jørgen Leth var med det samme klar over, at det var det massive hashmisbrug, som havde udløst angsten. Han stoppede derfor straks med at ryge  hash, men angstanfaldene fortsatte med umindsket styrke i årene, som fulgte. Selvom det er mange år siden, husker Jørgen Leth tydeligt angsten i detaljer.

– Det er ikke overdrevet, som jeg beskriver det i bogen. Jeg husker det tydeligt, fordi det var så voldsomt. Jeg blev meget bange, når angsten pludselig ramte mig. Det var virkelig kulde. Det er ikke en metafor. Det var konkret, fysisk koldt. Det var det, der var uhyggeligt, det var virkelig, som om jeg stod på en afgrund.

Oplevede du nogle af de klassiske symptomer på panikangst, såsom hjertebanken, hurtig vejrtrækning og sveden? 

– Jeg tror, at der var alle de symptomer, du der nævner. Det synes jeg at kunne genkende. Og så var der en følelse af fjernhed. Det øjeblik kulden ramte, var man fremmed fra de andre. Angstanfaldene var forbundet med en mærkelig mental coolness. Jeg mener, vi var der i et hus i Spanien, og vi havde venner på besøg. Jeg husker, vi sad ved middagsbordet, og når angsten kom, følte jeg, at afstanden til de andre ved middagsbordet pludselig voksede. Der kunne være en glasvæg imellem mig og de andre. Jeg følte nærmest, at de ikke vidste, hvad det drejede sig om, livet. 

Mit liv er en horrorfilm

"Når angsten kom, følte jeg, at afstanden til de andre ved middagsbordet pludselig voksede. Der kunne være en glasvæg imellem mig og de andre."

 

Angsten har fyldt meget i Jørgen Leths liv. Så meget, at han har skrevet om den i sin meget omtalte erindringsbog, Det uperfekte menneske. I bogen Angsten i Kunsten fortæller Jørgen Leth om, hvordan han har skrevet om angst for at forstå, og hvordan angsten er meget nærværende i den skabende, kunstneriske process. Køb bogen her!

Angsten som indsigt 

Hvad mener du med, at de andre ikke vidste, hvad livet drejede sig om? Gav angsten dig indsigt i det?

– Jeg var bange for, at angsten var forbundet med en form for indsigt. At den ville blive hængende, når først man havde fået indsigt i den. Det, man lærer i livet, er noget man har, det er ens ejendom. Man bliver klogere. Det er ligesom at dæmme land ind fra havet. Jeg mener, jeg har mit liv som en bagage, som jeg bruger. Men hvordan er det med angsten? Er det så også en indsigt, som er en tro følgesvend resten af livet? Er det noget, som man ikke kan fravælge, når først man har fået indsigt i den? Det var en chokerende tanke. Jeg tænkte, at hvis den var et nyt vilkår i mit liv, så var det meget ubehageligt. Så var det næsten umuligt at fortsætte med at leve i noget som helst, der ligner et almindeligt liv. Det udløste en paranoia. Jeg blev bange for at være i nærheden af skarpe genstande. Jeg var en overgang bange for, om jeg kunne finde på at slå min kone ihjel! 

Angst for angsten 

Selv om Jørgen Leth for længst havde stoppet sit hashmisbrug, fortsatte angsten med at plage ham. Han blev med jævne mellemrum ramt af panikanfald, og med tiden oplevede han, at bare det at tænke på, om angsten mon var på vej, kunne starte et anfald. Han blev, som han også beskriver i sin erindringsbog, angst for angsten: 

“Jeg var for længe siden holdt helt op med at ryge hash, som jeg nu uden overdrivelse anså for at være et livsfarligt stof for mig. Det uhyggelige var, at angsten kom alligevel … Efter måneders, års pause. Bevidstheden om, at angsten kan komme, når man mindst venter det, er et vilkår, jeg måtte vænne mig til at leve med. Og som enhver, der har oplevet det samme som mig ved, så er det værste, at før angsten kommer angsten for at angsten er på vej. Angsten for angsten fremkalder angsten. Ekkoet er værre end selve lyden. Det er en uhyggelig og lammende proces.” (Det uperfekte menneske, s. 95).

Man er ikke alene

Hvad gjorde du for at komme af med angsten? Søgte du nogen form for behandling? 

– Jeg holdt først og fremmest op med at ryge hash, men det varede jo flere år, før angsten klingede af. Det, som virkelig hjalp mig dengang, var bevidstheden om, at andre kendte til tilstanden. At man ikke, selvom man tror det, er alene i verden. Klaus Rifbjerg var en stor hjælp. Han forstod med det samme mit problem, og han fortalte, at han selv og Leif Panduro havde lignende problemer. Især Panduro led meget og var i terapi hos en kendt københavnsk professor. Det hjalp mig enormt meget, at høre om Rifbjergs og Panduros kampe med angst og fobier.

– Også udråb som “Angst æder sjæle op” og Tom Kristensens “Asiatisk i vælde er angsten” var en stor trøst for mig på daværende tidspunkt. Det formulerede mine egne oplevelserog gav mig en forvisning om, at andre havde haft det som mig før. At jeg ikke var alene.

Psykiatere var djævle 

– Jeg søgte ikke professionel hjælp på daværende tidspunkt. Først mange år senere, hvor jeg også led af depression, tog jeg kontakt til forskellige psykiatere. Blandt andre Tom Bolwig, Rasmus Fogh og Thorkild Vanggaard. Jeg var tryg ved at have med læger at gøre, folk som kunne noget. Hvide kitler båret af folk, som var tilstrækkeligt kyniske, og som havde humoristisk sans. Jeg studerede, hvordan de kunne helbrede, og jeg havde tillid til deres kemiske forklaringer. Du må regne med, at jeg var en oprører i mit miljø. Selv meget gode venner syntes, jeg var langt ude og i stedet burde tale med psykologer. Det var hele efterbyrden af antipsykiatrien med Laingbølgen, hvor man anså psykisk sygdom som en sund reaktion på et sygt samfund. Hele mit miljø var absolut imod psykiatere. De var djævle, dem skulle man undgå.

– Jeg havde på det tidspunkt kun foragt for psykologer. Jeg gik til en enkelt psykolog og syntes, det var noget pjat. Jeg følte, jeg havde svarene på deres spørgsmål på forhånd. Det var barnemad for mig, tænkte jeg. De var alt for forstående og alt for nysgerrige efter at finde ud af ting, som jeg allerede vidste på forhånd. Man skulle snakke om det hele. Jeg var dødtræt af at snakke! 

Angsten i dag

Hvor meget fylder angsten i dit liv i dag? 

– Efter jeg var stoppet med at ryge hash, fortsatte panikanfaldene nogle år, hvorefter de klingede af. I dag fylder angsten derfor ikke mit liv på samme måde, men jeg har stadig fobier, ting jeg ikke bryder mig om, og som udløser angst. Vandfobi for eksempel. Jeg har aldrig kunnet svømme, og jeg er ikke tryg ved havet. Det er dybt, og man synker ned i det. Jeg kan ikke ligge på ryggen i vandet. Det er umuligt for mig. Jeg får et udpræget panikanfald. – Da angsten var værst, var der nogle film, som jeg ikke kunne holde udat se, og disse film er stadig den dag i dag, forbundet med angst. Det drejer sig om Rosemary´s Baby og Dreyers primitive stumfilm Blade af Satans Dagbog. Særligt virkningen af Dreyers film undrer mig. Den er jo ikke uhyggelig... Læs mere i bogen Angsten i Kunsten.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden