Katrine Gislinge

Katrine Gislinge er Danmarks førende klassiske koncertpianist. Trods sin store erfaring, føler hun intens præstationsangst i forbindelse med sine koncerter. Da hun i 2003 skulle optræde med sit store idol, violinisten Gidon Kremer, overvejede hun at skære en finger af med en køkkenkniv for at slippe for at spille.

Køb Angsten i Kunsten her!

Hent uddraget i PDF her!

– Jeg blev i en tidlig alder hende, som spiller klaver. Det giver en styrke, men det er jo også en svaghed, for hvis ikke det går, så smuldrer det hele. Det er meget angstfremkaldende.

Katrine Gislinge taler hurtigt og følelsesladet, når hun i detaljer beskriver den præstationsangst, hun oplever i forbindelse med sine koncerter. De mange ord følges af illustrerende fagter med de hænder, som har bragt hende så langt. Hun er Danmarks førende koncertpianist, og denne position har hun haft i snart 20 år. Men trods sin store erfaring som optrædende kunstner, har angsten før og under koncerterne flere gange fået hende til at overveje helt at stoppe med at spille. Da det var værst, følte hun, at der under koncerterne sad en djævel på hendes skulder, som gjorde hende destruktiv, så hun ikke kunne præstere det optimale. Hun mener, at konservatoriet burde samarbejde med psykologer, men psykiske problemer er tabu i den klassiske musikverden. Holdningen er, at det skal handle om kunst og ånd, og har du præstationsangst, er du bare ikke god nok.

DEBUTKONCERT OG ANGST FOR FØRSTE GANG

Katrine Gislinge har levet af at spille koncerter, siden hun var 17 år gammel og blev fra starten udråbt til kommende klavervirtuos. De første år var det en ren fornøjelse og en drøm, som gik i opfyldelse. Men langsomt mærkede hun, hvordan de store præstationer var med til at opbygge et kolossalt pres af forventninger til, at hun skulle spille stadig bedre. Og da hun i en alder af 23 spillede sin afgangskoncert fra konservatoriet – den såkaldte debutkoncert – mærkede hun for første gang præstationsangsten som en faktor, der hæmmede hende.

– Det startede så småt ved min debutkoncert, afgangskoncerten fra konservatoriet. På det tidspunkt havde jeg jo spillet adskillige koncerter, så det med at kalde det en debut, er lidt fjollet. Men der var store forventninger til den koncert. Der kom så mange mennesker, at de stod i kø helt ud på H.C. Andersens Boulevard. De måtte sende flere hundrede mennesker hjem, det var helt overdrevet. Jeg havde som sagt allerede spillet en masse koncerter, og det var jo derfor, forventningerne var så store, og der kom så mange. Og nu skulle jeg så virkelig vise, hvad jeg kunne. Det var en håbløs situation. Jeg følte nok, at jeg skulle spille endnu bedre, end jeg egentlig var i stand til. Man kan umuligt leve op til sådan nogle fuldstændig overdrevne forventninger.

– Jeg spillede selvfølgelig koncerten, men det var en særdeles ubehagelig oplevelse. Jeg var meget fokuseret på præstationen, og var bange for at komme til at lave fejl. Det er så forfærdeligt, når man pludselig bliver fokuseret på sig selv frem for på musikken. Jeg tænkte ikke på andet, end at nu sad jeg der og havde debut og skulle leve op til disse store forventninger. Hvis man kan være optaget af musikken, så glemmer man jo netop sin egen tilstand, men hvis man tænker på sig selv, og på at man skal levere, så er det så forfærdeligt. Jeg gennemførte koncerten, og det var ikke pinligt eller noget, men bare så ufrit og stift. Det var første gang, jeg oplevede angsten og de negative sider ved succesen og den store opmærksomhed.

Debutkoncert og angst for første gang

"Jeg blev i en tidlig alder hende, som spiller klaver. Det giver en styrke, men det er jo også en svaghed, for hvis ikke det går, så smuldrer det hele. Det er meget angstfremkaldende."

 

Læs Katrine Gislinge fortælle om, hvordan hun kom om på den anden side af angsten. Køb Angsten i Kunsten her.

GIDON KREMER

Siden debutkoncerten har angsten været en fast følgesvend til Katrine Gislinges koncerter. Intensiteten af angsten har været vekslende. I nogle perioder til at håndtere, i andre uforudsigelig og lammende i en grad, hvor hun har oplevet pianistkarrieren som et fængsel, hun var parat til at gøre alt for at slippe ud af. Én af de gange, hvor præstationsangsten var ved at få alvorlige følger, var, da hun skulle spille med sit store idol, den lettiske violinist Gidon Kremer.

– Gidon Kremer har været mit helt store idol, siden jeg var otte år gammel. Han er et kæmpe forbillede, både som menneske og musiker. For nogle år siden skulle han spille en koncert på Louisiana, men hans pianist kunne ikke komme, og så ringede han til min agent og sagde, at han havde hørt en af mine cd ́er og spurgte, om jeg havde lyst til at være hans pianist til koncerten. Da min agent ringede og overbragte forespørgslen, lå jeg på barselsgangen og havde lige født min søn. Det hele var lidt uvirkeligt, og jeg sagde selvfølgelig ja uden at tænke videre over det.

– Med min nyfødte søn i baggrunden øvede jeg mig flittigt på det, vi skulle spille, et stykke af russeren Alfred Schnittke. Men da koncerten nærmede sig, gik realiteterne op for mig. Jeg skulle spille med mit allerstørste idol. Den største af de største i min verden. Hvad nu, hvis han slet ikke kunne lide mig? Hvad hvis jeg faldt helt igennem? Vi havde lige fået én af de her afsindigt skarpe Global-køkkenknive, én af de helt store. Jeg kan huske, hvordan jeg dagen inden stod i køkkenet med kniven i hånden og seriøst overvejede at skære en finger af! Jeg tænkte, at jeg derved kunne slippe ud af det her fængsel af tilbagevendende præstationsangst. Jeg forestillede mig et liv, hvor jeg aldrig mere skulle spille koncerter, og det virkede meget fristende. Jeg lod heldigvis være med at gøre noget dumt, jeg trodsede angsten og spillede koncerten næste dag. På en eller anden måde kom jeg om på den anden side af angsten, og det var som om, det gav noget ekstra i situationen. Det gik over al forventning, og han endte med at invitere mig med til endnu en koncert.

KROPPEN HUSKER TONERNE

Hvad sker der i kroppen, og hvilke tanker løber gennem hovedet på dig før og under en koncert?

– Fysisk sker der det, at jeg får kolde hænder. Mine fingre bliver iskolde. Og så får jeg hjertebanken, mit hjerte banker kraftigt og hurtigt. Jeg lider af forhøjet stofskifte, og i perioder, hvor det ikke er velreguleret, må jeg tage en betablokker for at få hjertet til at falde til ro. I de perioder har jeg også tendens til at spille for hurtigt. Jeg har været oppe på at tage tre betablokkere før en koncert, men når mit stofskifte er normalt, bruger jeg ikke den slags.

– Jeg er virkelig glad for, at publikum ikke får projiceret mine tanker op på en skærm under koncerten! Man tænker så meget i løbet af så kort tid. Hvis jeg har en dårlig dag, er der mange negative tanker. Det er hele tiden: “Jeg har ikke øvet nok på det her. – Kan jeg huske det her? – Jeg har slet ikke øvet nok på det her!” “Du kan sagtens huske det, du har spillet det 100 gange før...” Der kører denne indre dialog for og imod den aktuelle koncert. Når jeg begynder at få de der dårlige, negative tanker, prøver jeg at fokusere på musikken og klangen i stedet. Jeg tænker: “Giv dig hen til musikken. – Giv dig hen til musikken. – Og den her klang – dyrk klangen!” Hvis man er i stand til at fokusere på musikken og klangen, husker kroppen hvilke toner, man skal spille. Hvis jeg skulle sidde og i gængs forstand huske alle tonerne, ville jeg have svært ved at spille udenad. Jeg er ret god til at spille udenad, og hurtig til at lære det. Men hvis jeg pludselig begynder at tænke over det, bliver det rigtig svært at spille. Der er så meget at holde styr på.

Det lyder næsten som kognitiv terapi, hvor man træner nogle realistiske tankebaner som modvægt til de negative tanker. Virker det?

– Ja, hvis jeg kan fokusere på klangen, kan jeg begynde at tænke konstruktivt. Men der er hele tiden kampe indeni. Men når det går godt – og det gør det jo heldigvis langt de fleste gange er det, at den der kreative ting opstår, hvor man bare lytter, og så er det pludselig sjovt at spille koncert! Det er i disse øjeblikke, at det kunstneriske kommer ind i billedet, det er netop her, hvor det, som i mine øjne ellers er 95 procent håndværk, har mulighed for at blive til kunst. Det var nok det, der skete til koncerten med Gidon Kremer.

VIGTIGT AT VÆRE GOD

Katrine Gislinge havde egentlig ikke regnet med, at hun skulle være pianist. Da hun var barn, var begge hendes forældre klassiske musikere, og hun oplevede derfor de negative sider af den metier fra en tidlig alder. Hun hadede, når de øvede sig, og hun kunne mærke deres nervøsitet op til koncerterne. Da hun skal svare på spørgsmålet om, hvordan hun selv fandt ud af, at hun ville være pianist og dermed valgte et liv med fokus på præstation, sætter hun taletempoet lidt ned, og stemmen får en smule mere dybde. Læs resten af Katrine Gislinges historie i bogen Angsten i Kunsten.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden