Kirsten Thorup

Kirsten Thorup oplever en eksistentiel angst, som finder sit udtryk i et utal af situationer. Det er en forventningsangst, som ikke har hold i virkeligheden, og som er særlig slem i forbindelse med rejser og andre overgange. De eneste perioder, som er helt frie for angst, er når hun skriver, og hun føler, at det kunstneriske arbejde er blevet hendes hjem.

 

 

Køb Angsten i Kunsten her!

 

Hent uddraget på PDF her!

 

– Jeg læste som ung et kinesisk ordsprog, som lød: “At leve er at gøre det, man er bange for.” Det sagde mig meget, og jeg tænkte, at når det var et ordsprog i så stor en kultur, så måtte jeg høre til der – i en større sammenhæng.

Kirsten Thorup ser eftertænksomt frem for sig og misser lidt med øjnene mod den skarpe eftermiddagssol, som har lirket sig ind mellem de smalle vinduespersienner i den store stue i lejligheden på Frederiksberg. Fra sin tidlige ungdom har hun været plaget af en forventningsangst, som er værst, når hun skal rejse. Hun gør sig ekstremt mange tanker om, hvad der kan gå galt, selvom hun aldrig har oplevet nogen af skrækscenarierne i virkeligheden. Hun opfatter angsten som eksistentiel. Den blot skal finde en genstand eller situation at komme til udtryk igennem. Dele af angsten relaterer hun til sin ungdom, hvor hun ved at vælge gymnasiet og senere universitetet brød med sin oprindelige ikke-akademiske baggrund. Et miljøskift, der medførte en følelse af rodløshed og af ikke at høre hjemme nogen steder. Da hun senere begyndte at skrive, følte hun, at hun var kommet hjem på ny. Skriveprocessen er en lykketilstand, og i de perioder, hvor hun ikke skriver, bliver hun ramt af angst og depression.

ANGST FOR OVERGANGE

– Jeg opfatter angsten som en understrøm, en indre tilstand, som altid er der. Det er et eksistentielt livsvilkår, som aktiveres i visse situationer. Jeg oplever især angsten i forbindelse med overgange eller forandring. Altså alt, som indebærer et skift. Det kan være helt små konkrete banaliteter. For eksempel at gå ind i et tog. Jeg bryder mig ikke om at tage skridtet fra perronen ind i toget. Jeg kan ikke lide at overskride den sprække, og hvis der så oven i købet er et mellemrum, så man kan kigge ned på skinnerne, skal jeg virkelig overvinde mig selv. Men mere overordnet vil jeg sige, at min angst knytter sig til den overgang eller forandring, som for eksempel ligger i at rejse, og udspiller sig i perioden op til rejsen. Jeg forestiller mig, at alt, hvad der overhovedet kan gå galt, også går galt, selvom jeg med fornuften godt ved, at det er helt usandsynligt. Jeg kommer ind i det, Kierkegaard kalder “Angstens Hexebrev”, hvor angsten kan antage en hvilken som helst skikkelse og rummer uendelige kombinationsmuligheder.

Inden for kognitiv terapi arbejder man med det, der hedder negative automatiske tanker. De er kendetegnet ved, at være urealistiske og ved at fremkalde angst.
– Ja, det er det, jeg har hele tiden. Min angst drives af fantasien. Jeg kan godt blive fuldstændig lammet af det, så jeg går i opløsning af skræk, som jeg ikke kan styre med min fornuft eller vilje. Jeg kan godt sidde en hel dag fuldstændig lammet af skræk over en rejse, som jeg dybest set ikke har noget besvær med, altså fornuftsmæssigt. Og lige så snart dagen oprinder, og jeg er i gang, er det overstået. Det er overgange og skift, jeg ikke kan klare. Jeg kan huske, at jeg oplevede det meget klart, da jeg som ung skulle flytte til København. Jeg var rædselsslagen. Selvom det var det eneste, jeg virkelig havde lyst til. Jeg havde den der diffuse afgrundsfornemmelse. Jeg tænkte, da jeg vågnede om morgenen: “Det her kan jeg ikke.” Men så gjorde jeg det jo alligevel. For spørgsmålet er: Kan man, eller kan man ikke overvinde angsten? Det synes jeg, meget af min tid er gået med. At overvinde angst.

En kafkansk labyrint

"Jeg læste som ung et kinesisk ordsprog, som lød: “At leve er at gøre det, man er bange for.” Det sagde mig meget, og jeg tænkte, at når det var et ordsprog i så stor en kultur, så måtte jeg høre til der – i en større sammenhæng."

 

Kirsten Thorup ser eftertænksomt frem for sig og misser lidt med øjnene mod den skarpe eftermiddagssol, som har lirket sig ind mellem de smalle vinduespersienner i den store stue i lejligheden på Frederiksberg. Læs Kirsten Thorups fortælling om angst, hvordan det har og stadig påvirker hendes liv i bogen Angst i Kunsten, som kan købes her.

EN KAFKASK LABYRINT

Hvad er det helt konkret, du frygter vil gå galt?

– Jeg har så mange fantasier om alt, der kan gå galt: At jeg ikke når flyet, at jeg mister min bagage, at der ikke er nogen taxaer, at jeg kommer til at tage et forkert tog, der går den modsatte vej og så videre. At jeg går forkert, simpelthen, og at jeg ikke ved, hvor jeg er. Som i en kafkask labyrint, hvor jeg farer vild og helt mister orienteringen. Når jeg tænker på det med min fornuft, er det ikke noget, som er svært, og jeg har jo gjort de ting masser af gange. Det er de mest absurde og banale forestillinger, jeg har om, hvad der kan gå galt. I det øjeblik jeg er der, så kan jeg jo godt. Men fantasien er stærkere end fornuften. Og det er fantasien, der skaber angsten.

Har du nogensinde oplevet, at noget af det, du frygter, faktisk skete?

– Nej, det har som sagt ikke noget med virkeligheden at gøre. Jeg har aldrig oplevet en situation, som svarer til mine angstfantasier. Jeg har aldrig været i en situation, hvor det er gået helt galt. Jeg kan ikke forklare, hvor det kommer fra, jeg kan ikke rigtig forstå det selv. For jeg føler faktisk ikke, at det er mig, der oplever den angst. Og selv om jeg godt ved, at det er min egen løbske fantasi, der spiller mig et pus, må jeg konstatere, at det rationelle ingen vægt har, absolut ingen vægt i forhold til mine fantasiforestillinger.

KUNSTEN ER MIT HJEM

Kirsten Thorup mener, at en del af forklaringen på, at hun især oplever angsten i forbindelse med overgange og forandring, skal findes i hendes ungdom, hvor hun brød med sit oprindelige miljø. Hun følte sig på fremmed grund, men da hun begyndte at skrive, mærkede hun, at hun var kommet hjem. Faktisk er de perioder, hvor hun skriver, de eneste, hvor angsten er fuldstændig væk.

– Det med angsten for overgange, for at gå fra et rum til et andet, har måske noget at gøre med, at jeg kommer fra et miljø, hvor jeg som den eneste blev student. Det vil sige, at jeg – da jeg startede i gymnasiet og senere på universitetet – mistede fornemmelsen af at have et fundament. Jeg følte mig utilpasset og i konflikt med omgivelserne, både i forhold til det miljø, jeg kom fra, og den nye kreds, jeg nu befandt mig i. Jeg havde følelsen af at komme fra en anden planet og være dumpet ned i en fremmed verden, hvor jeg ikke kendte reglerne. Det var en voldsom eksistentiel oplevelse. Jeg skulle ikke bare ændre mit sprog, men også social adfærd og omgangsform. Det, jeg havde med hjemmefra, duede ikke. Min vante referenceramme kunne ikke bruges til noget. Jeg oplevede en total fremmedgørelse. Jeg blev en fremmed, også for mig selv. Det er et indre drama, som er større end det ydre.

– Udadtil tilpasser man sig så vidt muligt, forsøger at lære sig de nye regler. Jeg tror ikke på entydige forklaringer, men det har været med til at præge mig og givet sig udslag i, at jeg er særlig følsom over for overgange og forandring. Efterhånden er arbejdet med romanerne blevet mit hjem. Et sted, jeg altid længes tilbage til. Når jeg skriver, har jeg ingen angst og ingen bekymringer. Også reelle dagligdags bekymringer og problemer forsvinder i de faser, hvor jeg skriver. Jeg opfatter det som en slags lykketilstand. Først når jeg er ved at være færdig med romanen, kommer angsten tilbage. Angsten for, hvordan den bliver modtaget. Har jeg gjort det godt nok? Har jeg gjort noget galt? Skulle jeg slet ikke havde skrevet den bog og ladet være med at fortælle de historier – og så videre i det uendelige.

Var du klar over, at kunsten ville være en løsning for dig, da du valgte det?

– Nej, jeg valgte ikke at blive forfatter for at løse mine problemer. Jeg kan bare se, at det blev en form for løsning for mig eksistentielt set. Handlingen kommer før erkendelsen. Man tror, man planlægger, og man har som menneske en stor trang til at finde eller skabe sammenhæng. Egentlig startede det med, at jeg begyndte at skrive, fordi jeg havde svært ved at udtrykke mig verbalt, især omkring følelser. Jeg er ikke opdraget med, at man taler om tingene, som det hedder. Det var på den måde, det begyndte. Ikke fordi jeg tænkte, at det at være forfatter ville være godt for mig. Men det har jo så siden vist sig at være sådan. Det er blevet en måde at leve på, at være til i verden på. Forfattervirksomheden er foruden at være et arbejde også en livsform. Al kunst skildrer dramaer. Det enkelte individ over for samfundets love, normer og regler, de mellemmenneskelige dramaer og så videre. Alle tænkelige livsdramaer udspiller sig i kunsten. I lange perioder lever jeg mere intenst i kunsten end i virkeligheden.

DOBBELTGÆNGER

Forskellen mellem at befinde sig i kunstens verden og virkelighedens verden er så markant for Kirsten Thorup, at hun føler, at hun ikke er helt den samme person i de to tilstande. Og når hun er færdig med en bog, sidder hun tilbage med en fornemmelse af, at det ikke er hende, der har skrevet den.

– Det giver mig en tryghed at gå ind i kunstens verden, for det er netop ikke den materielle verden med alle de sorger og bekymringer, som hører den til. I kunsten er man i den åndelige verden med de skygger, der nu er...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden