Naja Marie Aidt

Naja Marie Aidt blev ramt af svær panikangst efter en periode med mange belastninger. Hun opsøgte en psykiater, som behandlede hende med medicin og kognitiv terapi, og hun fik det langsomt bedre. Noget af det vigtigste var, at hun så sin egen dødsangst i øjnene, og faktisk føler hun, at forløbet har gjort hende til en bedre forfatter.

Køb Angsten i Kunsten her!

Hent uddraget som PDF

– Det var forfærdeligt. De angstanfald er det værste, jeg nogensinde har oplevet. Men hvis ikke jeg havde haft angst, havde jeg nok aldrig skrevet Bavian. Den er båret af, at jeg forsøger at skabe den der vilde stress-stemning. 

Naja Marie Aidt fortæller roligt og afklaret om sin tid med angsten, og det er tydeligt, at forløbet har været en del af en vigtig erkendelsesproces. Hun havde indtil da haft en fornemmelse af, at hun nærmest var udødelig, og at der ikke var grænser for, hvad hun kunne overkomme.

Perioden op til, at angsten ramte, var præget af stress: Hun havde lige født sit fjerde barn og endvidere pådraget sig en alvorlig sygdom under graviditeten. Forløbet hos psykiateren med kognitiv terapi gav hende mere struktur på hendes liv, og hun lærte at passe bedre på sig selv. Og så erkendte hun, at hun en dag skal dø. Det har påvirket hendes bøger, og hun synes, de er blevet bedre.

Den første udgivelse efter perioden med angst var novellesamlingen Bavian fra 2006, som i 2007 blev hædret med Kritikerprisen og i 2008 med Nordisk Råds Litteraturpris. 

Angst som emne

Da angsten slog ned i 2002, var Naja Marie Aidt allerede en etableret og anerkendt forfatter med en lang række digt- og novellesamlinger samt en del dramatiske værker bag sig. Paradoksalt nok var temaet i særligt de første bøger ofte angst, selvom hun på daværende tidspunkt ikke for alvor havde oplevet angsten på sin egen krop. – I mine tidligere bøger skrev jeg sjovt nok ret meget om angst, men led ikke selv af angst, sådan i sygelig grad i hvert fald. Jeg havde – i årene omkring min debut – en meget tydelig fornemmelse af ikke at kende mig selv, ikke at kunne finde rundt i mig selv, og at alt det jeg skrev, var et forsøg på at blive klogere på mig selv. Jeg var meget melankolsk og på den måde et produkt af 80’erne. 

Jeg dyrkede den tids poesi og musik, men det med sortsynet stak ikke så dybt. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg var enormt livskraftig og virkelig fik noget fra hånden. Og min debut som forfatter fandt faktisk sted, da jeg var 27 år gammel og højgravid med barn nummer tre.

– Jeg kommer fra et hjem, hvor min mor led af depressioner og gik i jungiansk drømmeanalyse, og min stedfar interesserede sig for shamanisme. Så det har fra starten ligget lige for at inddrage psykologiske temaer som angst og depression i min skrivning, selv om det ikke var noget, jeg selv led af. 

Så skete der det, at jeg blev jeg skilt og blev alene med tre børn. Jeg havde ansvaret for at forsørge dem, og med det ansvar fulgte naturligt nok en bekymring for, om jeg kunne magte opgaven. Jeg havde problemer med at betale regningerne, og jeg oparbejdede en skattegæld. Jeg husker, at jeg visse nætter faktisk forestillede mig, at vi endte på Kvindehjemmet ude på Jagtvej! Men det var stadigvæk en angst, som var til at have med at gøre. Den handlede om reelle ting og var mere bekymring end angst. Den havde slet ikke slået sig ned i mig endnu.

Sygdom og stress 

Naja Marie Aidt havde egentlig besluttet sig for, at hun ikke skulle have flere børn, men da hun mødte sin nuværende mand, ændrede det sig. Hun blev gravid, men under graviditeten blev hun ramt af svær astma, og kort efter fødslen udviklede hun en anden kronisk sygdom. 

– Da jeg mødte min nuværende mand, havde han ingen børn. Jeg havde overhovedet ikke tænkt mig, at jeg skulle have flere børn. Faktisk havde jeg en stærk fornemmelse af, at min krop ikke magtede at blive gravid igen. 

Det blev jeg så alligevel, vi var meget forelskede, og lysten til et fælles barn vejede tungere end min fornemmelse af, at min krop havde fået nok af den belastning, en graviditet jo er. Men jeg blev syg under graviditeten. Jeg udviklede en voldsom astma, og i 6. måned blev jeg indlagt med en lungefunktion, som var nede på 50% af det normale. Det hang sammen med, at vi var i gang med at renovere vores lejlighed, og derfor sov og arbejdede jeg et sted, hvor luften var tæt af byggestøv.

– Jeg fødte ved kejsersnit, og efter fødslen fik jeg en svær infektion i operationssåret og måtte behandles med stærk antibiotika. Kort derefter blev jeg alvorligt syg, jeg tabte mig og blev meget tynd, men reagerede faktisk ikke på det mentalt. Mit fokus var udelukkende på, hvordan barnet havde det. Det er en meget stærk drift. Det var først, da barnet i en alder af syv-otte måneder var kommet rigtig i trivsel – faktisk på det tidspunkt, hvor jeg holdt op med at amme – at jeg for alvor erkendte, hvad der var sket. At jeg havde været i livsfare, at jeg var svækket. 

Angsten i Kunsten

– Det var forfærdeligt. De angstanfald er det værste, jeg nogensinde har oplevet. Men hvis ikke jeg havde haft angst, havde jeg nok aldrig skrevet Bavian. Den er båret af, at jeg forsøger at skabe den der vilde stress-stemning.

 

Noget af det vigtigste for Naja Marie Aidt var, at se sin egen dødsangst i øjnene, og faktisk føler hun, at forløbet har gjort hende til en bedre forfatter. Læs Naja Marie Aidts forhold til angst og kunst i bogen Angst i Kunsten, som kan købes her.

Angsten slår sig ned

I tiden som fulgte, oplevede Naja Marie Aidt, at angsten blev en fast del af hendes hverdag. Angsten kom især om aftenen, og selvom hun blev undersøgt grundigt hos lægen, havde hun svært ved at slippe tanken om, at der var noget i vejen med hjertet. 

– Det var som om, at angsten i den kommende tid slog sig ned i min krop. Jeg havde angstanfald stort set hver aften, og jeg oplevede, at de tog til i styrke. Det var forfærdeligt, og jeg tabte mig yderligere i vægt. En del af forklaringen var, at angsten skabte en indre uro, som gjorde, at jeg konstant var i bevægelse. Jeg kunne simpelthen ikke sidde stille, for så mærkede jeg min krop.

Knyttede angsten sig til bestemte situationer?

– Angstanfaldene kom, når jeg var i ro. Så længe jeg var i bevægelse, kunne jeg holde den nede, så jeg var stort set ikke i ro i løbet af dagen. Men når jeg lagde mig om aftenen, kom det snigende. Derfor måtte jeg somme tider ud at gå lange ture meget sent om aftenen for at holde den væk. 

Mine tanker kredsede konstant om sygdom og død. Jeg fik undersøgt hjertet grundigt flere gange, og der var selvfølgelig intet i vejen. Det mærkelige er, at på et tidspunkt ved man jo godt, at det bare er angst, når hjertet hamrer løs. Men samtidig har man svært ved at slippe tanken om, at hvad nu, hvis der nu alligevel er noget galt? Burde jeg ikke ringe efter ambulancen? Angsten løber virkelig om hjørner med én. Det er helt utroligt. 

Du må gøre noget 

Angsten blev stadig mere invaliderende, og Naja Marie Aidt mistede gradvist fornemmelsen for, hvad der var rimeligt at bekymre sig om. Det var først, da hendes familie sagde, at nu måtte der gøres noget, at hun accepterede at søge professionel hjælp hos en psykiater. 

– Jeg kunne ikke slippe tanken om, at jeg fejlede noget alvorligt. Når angsten kom, fik jeg fantomsmerter i armen, som svarede til, hvis man havde en blodprop. Jeg gik til lægen konstant og fik taget alle mulige prøver, som alle var normale. Det var skruen uden ende, og jeg kunne ikke selv se, hvor galt det stod til. Det var først, da min mand sagde, at nu måtte jeg få gjort noget ved problemet, at jeg selv kunne se, hvor langt jeg var kommet ud. Jeg havde nærmest fået en fobi for min egen puls, det var fuldstændig hysterisk. Hvis jeg lå på venstre side, og mærkede min egen puls, gik det fuldstændig amok!

– Jeg kontaktede en psykiater, som jeg tidligere i anden sammenhæng havde haft kortvarig kontakt med. Han fik et chok, da han så mig, fordi jeg var blevet så mager. 

Han mente ikke, at jeg havde brug for antidepressiv medicin, han mente, jeg havde en livskrise, så han nøjedes i første omgang med at ordinere noget beroligende medicin, jeg kunne tage, når der var optræk til angst. Det var jeg rigtig glad for. Det tog toppen, og det var langt fra hver aften, jeg gjorde brug af det. Jeg fik også indslumringspiller fast i en lang periode, så jeg kunne få sovet. Jeg skulle spise og sove, det var det vigtigste. Og jeg sov og fik mere ro. Det var en stor lettelse.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden