Tom Bolwig

Professor emeritus Tom Bolwig har gennem sin lange karriere som psykiater mødt mange kunstnere. Han ser en sammenhæng mellem angst og skabelsen af stor kunst, men advarer mod at tro, at angsten gør det alene. Talent er et ufravigeligt krav, men angst kan være en ekstra drivkraft, som forløser talentet til fulde.

Køb Angsten i Kunsten her!

Hent uddraget i PDF her! 

– Jeg ved ikke med sikkerhed, om angst er en nødvendig drivkraft for skabelsenaf stor kunst. Men jeg tror det.

Tom Bolwigs stemme har en behagelig sprødhed, og han holder ofte små pauser i talestrømmen for at give et centralt ord en passende vægt og fylde. Hans beskrivelser er detaljerede og præcise, og han tøver ikke med adræt at springe op fra stolen eller at ændre stemmelejet markant, når han flere gange under interviewet på overbevisende vis imiterer en bestemt personeller karakter.

Tom Bolwig er professor emeritus på Psykiatrisk Klinik på Rigshospitalet, hvor han i 1999 var hovedmand bag stiftelsen af Rigshospitalets Angstklinik. Gennem sin karriere er han blevet opsøgt af nogle af landets store kunstnere, grundet problemer med blandt andet angst.

Han peger selv på sine kulturelle interesser som en mulig forklaring på, at en række kunstnere har været interesseret i ham som behandler. For trods et ry som hårdkogt biologisk psykiater, er Tom Bolwig særdeles velbevandret i humanistiske fag som litteratur, filosofi, kunst og historie. En intellektuel bredde, som gør, at han som få i dagens Danmark kvalificerer sig til betegnelsen polyhistor. Han mener, at angst er en vigtig ingrediens i de fleste store kunstneriske præstationer, men pointerer, at der er en dyb kløft mellem angst og talent. Og uden talent ingen kunst.

Ordentlige mennesker laver kedelig kunst

Som optakt til en nærmere samtale om emnet – angst og kunst – omtaler Tom Bolwig en artikel, han for nylig læste i en af sine foretrukne kilder til information om litteratur, Weekendavisens bogtillæg. som er en kæmpe succesforfatter i Tyskland. Altså en russer, somer udvandret til Tyskland og i dag er én af de 100.000 russere, der bor i Berlin. 

Han ville egentlig have været til London eller New York, men der var ikke rigtig midler, så han strandende der inden murens fald. Med sin anderledes kulturelle baggrund har han en særlig forudsætning for at studere Tyskland og tyskere af forskellig art, og det har han skrevet en del bøger om på tysk. Nå, men han har købt en kolonihave, og hans seneste bog foregår der. Naboerne i kolonihaven har han givet navne taget fra planteriget, og den nærmeste nabo hedder Grass, altså græsset. I den forbindelse spørger intervieweren ham, hvad han synes om personen Günther Grass, altså forfatteren, kunstneren? “Ham kan jeg vældig godt lide,” svarer han.

“Han er en hyggelig mand på 80 år, som går rundt på bogmesserne og ryger pibe. Han er en rar mand og et ordentligt menneske. Men hans bøger er kedelige. For ordentlige mennesker, med orden i sindet, skriver kedelige bøger.”

 – Og så er vi jo lidt inde på emnet, sammenhængen mellem sindet og kunsten. Og vi kender det fra os selv: Man går rundt og ser en maleriudstilling, og der, hvor man lige bliver stående, er jo der, hvor maleriet ligner et nervøst sammenbrud. 

Tom Bolwig holder en kort pause, trækker forsigtigt på smilebåndet og fortsætter: 

– I Jylland ville de sige: Den mand er ikke rask! Som kommentar til et virkelig godt billede. Der er jo ikke nogen rigtig gode billeder eller nogen rigtig gode bøger, der ikke rummer noget som gør, at man tænker: Den person, som har produceret det der, må have nogle meget store problemer af den ene eller den anden art. Og meget af det, er selvfølgelig det, vi taler om: Angst.

Kulturens byrde

"Jeg ved ikke med sikkerhed, om angst er en nødvendig drivkraft for skabelsen af stor kunst. Men jeg tror det."

 

Tom Bolwigs stemme har en behagelig sprødhed, og han holder ofte små pauser i talestrømmen for at give et centralt ord en passende vægt og fylde. Hans beskrivelser er detaljerede og præcise, og han tøver ikke med adræt at springe op fra stolen eller at ændre stemmelejet markant. Læs hvordan Tom Bolvig ser sammenhæng mellem angst og kunst i bogen Angsten i Kunsten. Køb den her!

En skærebrænderagtig følelse 

– Jeg kan ikke vide med sikkerhed, om angsten er en nødvendig drivkraft for skabelsen af stor kunst, men jeg tror det. Det er min opfattelse ud fra mit kendskab til mange fremragende kunstnere, både de skabende og performing artists, altså skuespillere og musikere. Det er besynderligt, hvor meget angsten dominerer, når de beder om at tale med en psykiater. Ud fra mit eget kendskab til, hvorvidt kunstnere rummer en angst, som er signifikant for deres åndsprodukter, må jeg derfor sige, at det er påfaldende, hvor dominerende det sjælelige element, som hedder angst, er frem for andre ting, som vi som psykiatere ofte ser, f.eks. vrangforestillinger eller illusionære oplevelser eller andet inden for det man kalder psykopatologi.

– Angsten er en besynderlig urkraft, som alle mennesker har i barndommen, ungdommen, og som så hos de fleste kommer under en slags rimelig kontrol. Og det gør den selvfølgelig også hos kunstnere. Kunstnere er jo producerende, kompetente, højtfungerende mennesker. Kunstnere er jo ikke skøre individer, men det, der gør, at de brænder igennem, er formentlig, at de skriver på en skærebrænderagtig følelse, som de ikke forsøger at skjule.

Hvad spidsborgeren skjuler

– Og så kan man overveje, om store kunstværker er lavet alene på angst. Det tror jeg ikke, men de får en særlig flavour, en særlig drivkraft, ved at indeholde nogle ting, som spidsborgeren – lad os nu bare kalde ham det – forbyder sig at eksponere. Spidsborgeren, det er sådan en som mig i den forstand, at jeg ikke går og fortæller om en angstfyldt oplevelse eller nogle  fobier, jeg har, eller noget jeg i meget høj grad undgår, fordi det har nogle pinagtige associationer, som nogle vil kunne spore tilbage til noget, som er hændt. Det går jeg ikke ud og fortæller, det gør revisoren ikke, og det gør de fleste andre lønarbejdere heller ikke, for vi følger nogle konventioner og holder det nede.

– Nu skal man jo ikke forstå det sådan, at nogle mennesker har en masse angst, som de ikke orker eller magter at holde nede, og derfor bliver de kunstnere. I denne sammenhæng finder jeg det relevant at nævne, at jeg har beskæftiget mig en del med kunst og epilepsi. I den forbindelse er jeg ofte stødt på fagfolk – kunsthistorikere og litteraturkritikere – som har følt sig stødt på manchetterne over, at en psykiater går meget op i nogle drivkraftselementer af epileptisk natur hos eksempelvis Van Gogh som billedkunstner og Dostojevskij som forfatter.

Og til det er mit svar altid: Jeg postulerer ikke, at disse, to af de mest geniale skabende kunstnere, der nogensinde har levet, har leveret noget til verden på grund af en hjerneforstyrrelse, som vi nu kender noget til. Overhovedet ikke. Men det vil være en meget stor fejl som iagttager af kunstnere og deres produkter bare at overse det faktum, at de to har leveret geniale ting, som er meget stærkt farvet af en bestemt hjerneforstyrrelse. Det vil være en stor fejl. Nogle mener, det er en diskrimination og et forsøg på at psykiatrisere geniet, men det anser jeg for en fuldstændig forvrøvlet opfattelse.

– Og på samme måde må man sige, at vil man forsøge at forklare det litterære, det musikalske, det billedkunstneriske eller skuespilpræstationer med disse menneskers utvivlsomt meget dominerende angst i mange situationer – at det skulle være en forklaringsmodel i sig selv – det vil være naivt, enfoldigt og fejlagtigt. Men man kan ikke se bort fra, at når man kigger på livshistorien hos for længst afdøde kunstnere, må man formode, at en aldrig hvilende angsttilstand – som andre vil være i stand til at kontrollere eller undertrykke – har medført, at nogle umiddelbare og rå følelser kommer ud i kunstværket.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden