Den indre posedame

Det værste ved angsten var følelsen af ikke “at kunne regne med sig selv”. Sådan siger chefredaktør Lizl Rand, der i flere år led af svære angstanfald – men som alligevel fik et krævende familie- og arbejdsliv til at fungere. I hvert fald set udefra.

Lizl Rand havde kun fortalt sin daværende mand og mor om angsten, da hun i 2012 udgav bogen Kom stærk ud af din angst (Pretty Ink) og dermed stod frem med en meget personlig beretning om at ‘ligne en succes udenpå og være bange indeni’. Mange reaktioner på bogen var netop spørgsmålet om, hvordan dét kunne lade sig gøre?

 "Jeg følte ikke selv, at jeg lignede en succes," forklarer hun. "Det var noget, andre sagde til mig: Dig? Bange? Du er så stærk og sikker og har så meget power. Kan du være bange? Det kan man ikke se."

Det kan ikke ses

Og det er netop formålet med bogen. At vise, at en psykisk sygdom eller krise ikke nødvendigvis er til at se. At man stiller en facade op, som ikke harmonerer med følelsen indeni.

"Jeg prøvede hele tide at virke normal, velfungerende, succesfuld, stærk og sej," fortæller hun. Men sandheden var, at Lizl Rand ikke kunne gå ned og købe en liter mælk, for gulvet i supermarkedet var som gele, kølediskene vippede, og hun troede, hun skulle dø.

"Pludselig kunne jeg heller ikke køre i bus, gå på café eller i biografen. Jeg tænkte: Hvor ender det? Hvad sker der med mig? Jeg mistede fornemmelsen for, hvem jeg var. Jeg som ellers altid havde tænkt på mig selv som denne selvsikre person, der havde let ved alt."

Lizl Rand var bange for, at omgivelserne kunne se hendes angst.

"Jeg holdt op med at spise med mine kolleger, for jeg følte, at de kunne se, at jeg rystede på hånden eller havde mærkelige trækninger i nakken. Og når jeg skulle sige noget til et møde, var jeg bange for at blive afsløret i ikke at være tjekket, perfekt eller i kontrol. Men hvis man tænker, at alt, hvad man siger, skal være super genialt og virkelig det, der skærer ind til benet og nedkorter en lang diskussion, så lægger det et kæmpe pres."

"Til møderne sad jeg kun og tænkte på, hvornår det var slut, så jeg kunne komme ud," fortæller Lizl Rand og sammenligner det at have angst med "at være helt overdrevent selvoptaget". 

"Jeg kunne mærke alle mulige kropslige reaktioner og i stedet for at høre efter, hvad folk sagde, eller mærke kontakten med andre, tænkte jeg kun på, at jeg nok var ved at få et hjerteanfald. Men selv om jeg måtte styrte af sted med et panikanfald midt i arbejdstiden og stå og drikke en øl ude på toilettet for at klare det, så lykkedes det mig alligevel at skabe nogle rigtig gode resultater," siger hun om tiden på journalisthøjskolen og efterfølgende jobbet på en af de store formiddagsaviser.

Hvordan lykkedes det?

"Grundlæggende tror jeg aldrig, jeg har været i tvivl om, at jeg kan noget. Og dog. Den første tid på Journalisthøjskolen sad jeg og ventede på, at rektor ville banke på og sige, at der simpelthen var sket en fejl," smiler hun.

"Men jeg ville så gerne vise, at jeg kunne noget. Jeg følte også, at jeg så historier, der var så vigtige, at de bare skulle fortælles. I starten vidste jeg jo ikke, at det var angst, jeg led af. Jeg tænkte bare, at jeg var ved at blive mærkelig. Når jeg skrev mine artikler, blev jeg så opslugt, at jeg fik helle fra angsten."

Ingen mulighed for at sige nej

Måske lykkedes det også, fordi Lizl Rand aldrig så det som en mulighed ikke at overholde deadlines eller at sige nej til en opgave.

"Jeg havde det sådan, at jeg simpelthen skulle aflevere mine artikler. Jeg kunne jo ikke rykke Berlingske Tidendes tryk, fordi jeg havde det skidt. Når jeg ser tilbage, er det lidt uhyggeligt at tænke på, at jeg aldrig gav mig selv muligheden for at sige nej eller ikke at nå det."

Og, siger hun, glæden ved at have nået en deadline var desværre helt fraværende, for når hun havde afleveret sine artikler og var på vej hjem fra arbejde, så meldte angsten sig.

"Så kunne jeg sidde i toget og tænke på, om jeg havde skrevet Hansen i stedet for Jensen. Eller om jeg havde blandet informationer fra to forskellige artikler sammen. Tvivlen gjorde, at jeg havde det ad helvede til hele aftenen. Jeg tænkte: ‘Bare redaktøren opdager det’ og ‘Hvis de nu ikke finder fejlen, så er jeg færdig’. Og så lå jeg der om natten og ventede på, at avisbuddet skulle komme kl. 3-4 om morgenen, så jeg kunne hente avisen og tjekke, om alt var o.k."

"Jeg følte heller ikke, at min succes var reel," fortsætter Lizl Rand om de beroligende piller, hun var begyndt at tage.

"Det var nærmest som at have fået sejre ved doping. Det var ikke rigtigt mig, der havde skrevet artiklerne, tænkte jeg."

Dosis af den beroligende medicin var lille, siger hun i dag, for hun var opmærksom på, hvor vanedannende den type piller er. Til gengæld var den psykiske afhængighed ikke til at tage fejl af.

"Inden jeg gik ind til et møde, tænkte jeg, at jeg hellere måtte tage en halv pille. Men det betød at jeg gik ud efter mødet uden at give mig selv credit," forklarer hun. Det var alene pillens skyld, at hun havde klaret sig igennem.

Hvorfor sagde du ikke noget til nogen?

"Jeg følte, at hvis jeg begyndte at åbne for det, så ville jeg forsvinde, så ville jeg krakelere. Det var en måde at holde fast i mig selv på. Min facade blev et støtteben, for så havde jeg nogle succeser, noget der vir-kede normalt. Jeg var også bange for blive dømt ude professionelt. Hvis jeg havde sagt: ‘Hold da op, jeg kunne næsten ikke komme på arbejde, for jeg troede, jeg skulle dø i bussen på vej herind,’ så ville jeg jo ikke få reportageturen til London eller muligheden for at skrive det store interview til på søndag."

"Jeg har jo siddet til ledermøder, hvor jeg har set folk blive dømt ude for depression, skilsmisse eller dødsfald i familien. Fordi mange hurtigt tænker, at hvis man er psykisk belastet, så kan man ikke præstere. Jeg tror stadig, det har været min redning, at jeg holdt fast i en facade, at jeg ikke lod angsten begrænse mig, men måske har jeg trukket min rædselsfulde periode for langt, fordi jeg ikke fik hjælp …"

Posedamen

Men en dag indså Lizl Rand, at hun havde brug for hjælp. Vendepunktet stod på Nørreport Station i skikkelse af en posedame. På det tidspunkt havde hun svært ved at få sin læge til at forny recepten på de beroligende piller, og løsningen var at købe snaps i en kiosk på vej til avisen en morgen. I flere uger var flasken fast bestanddel i hendes taske, og ingen vidste, at det var den, der gjorde hende i stand til at gennemføre hverdagen og holde angsten nede.

"Jeg stirrede på posedamen. På hendes forfald, på hvor sølle hun var, og på hvor frygtelig hendes hverdag måtte være. Jeg kan huske, at jeg tænkte, om hun også drak snaps? Min store frygt var at ende som hende. Samtidig følte jeg jo, at jeg havde en posedame indeni, og at hun var mere autentisk, end jeg var. Dér vidste jeg, at jeg ikke kunne blive ved at stå og drikke på toilettet, heller ikke selv om jeg var pinligt bevidst om ikke at blive beruset eller afhængig. Men det gør jo noget ved ens værdighed, at man gør ting, som man ikke kan stå ved."

Oplevelsen med posedamen blev starten på Lizl Rands arbejde for at komme ud af angsten. Snapseflasken røg som det første. Derefter fulgte et afspændingskursus på AOF og adskillige yoga- og meditationstimer, for hun var klar over, at hun måtte lære at finde ro i sig selv uden brug af alkohol og piller. Selv om lægen efterfølgende stillede diagnosen angst og ordinerede lykkepiller, var det et interview i et dameblad, der fik afgørende betydning for Lizl Rand.

"Det var en artikel om en kvinde, der nærmest havde haft det ligesom mig," fortæller hun. "Mit hjerte stoppede og jeg læste interviewet flere gange. Jeg tænkte: Jeg lider af angst, og jeg er ikke alene."

Lizl Rand besluttede – som kvinden i bladet – at gå i terapi. Hun opsøgte en psykolog, der foreslog kognitiv adfærdsterapi – et otte-ugers forløb i en gruppe  – hvor målet var "at lære at omstrukturere negative tanke- og adfærdsmønstre til mere funktionelle tanker og handlinger, der hjælper dig til at nå dine mål".

Lizl Rands første mål var at købe mælk i Kvickly, hvilket hun gennemførte inden næste session i gruppen. Derefter fulgte andre mål, fx at sidde til møde på avisen og glemme, hvor ubehageligt det var.

"Alle vores øvelser i angstgruppen gik ud på at være til stede i nuet. For er du til stede nu og her, så er det ikke så farligt. Det er, når katastrofetankerne løber løbsk, at man bliver angst," siger hun.

Jeg føler mig styrket

Angst vil altid være en del af livet, siger Lizl Rand, men i dag styrer den ikke længere hendes. "Min røgalarm er indstillet anderledes nu. Tidligere reagerede jeg på en tændstik, der blevet strøget. I dag skal der stikflammer op ad låret, før jeg reagerer."

"Jeg føler mig styrket. Angsten har tvunget mig til at kigge på mig selv og måden, jeg behandler mig selv på. I dag ser jeg angsten som en temperatur på, hvordan jeg har det. Hvis jeg ikke passer på mig selv, får sovet, får ro eller har en buffer i min kalender, så kan jeg mærke, at det begynder at stramme til, eller at jeg får kropslige symptomer. Og så kan jeg handle på det."

Hun siger fortsat ja til mange ting, for hun vil ikke lade sig begrænse, men hun tænker sig om.

"Fx holdt jeg foredrag om min bog for Rotary. En hel sal kun med mandlige direktører. Da jeg gik ind foran alle de mænd for at fortælle om min angst, var jeg da lidt aaarrghh ... Men så kan jeg mærke en kraft ved at stå ved mig selv, ved at føle kærlighed til hele mig og ved at rumme min indre posedame. Så bliver jeg stolt. Men jeg tænkte da inden: Hvorfor sagde jeg ja?"

(Tekst: Redaktør, cand.mag. Marie Ejlersen, Psykiatrifonden)

 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden