Lyden mellem bølgerne

Musik og terapi har meget til fælles, siger Carsten Dahl, en af Danmarks dygtigste jazzmusikere. Her fortæller han om at leve med sin angst.

Carsten Dahl husker tydeligt sit første angstanfald. Det var i et fly på vej til Spanien. Han var ni år gammel.

"Det var mørkt, vi skulle flyve, og jeg kunne ikke se noget. Jeg havde en klaustrofobisk følelse, samtidig med at jeg sad ved siden af en mand, jeg ikke kendte," fortæller han. Manden var Carsten Dahls far. 

"Min panik skyldtes, at jeg var angst for hans vrede. Jeg husker min barndom som fyldt med panikanfald. Jeg var bange for meget forskellige ting, og som barn var jeg ikke klar over, at panikken flytter sig levende rundt og tager nye ansigter. Mine forældre var egoistiske på hver sin måde og ikke klædt på til forælderrollen, og det tror jeg skabte uro og angst. Det var kontant afregning fra det indre system allerede dengang på flyet til Spanien. Jeg var ude af mig selv, begyndte at græde og blev mere og mere panikslagen ved tanken om, at min far skulle opdage det og synes, at jeg var svag. Angsten er jo et crescendo," siger Carsten Dahl om katastrofetankerne, der steg i styrke og antal, indtil en omsorgsfuld stewardesse skabte tryghed.

Angstrummet blev lukket ned

Carsten Dahls forældre blev skilt, da han var ni år, og han blev sendt på kostskole.

"Jeg blev hevet op med rode. Jeg var så ulykkelig, og følelsen af forladthed og skyld tog jeg med til skolen, hvor 125 andre drenge også havde det dårligt," fortæller han.

Det var ikke forældrene, men derimod naboen, han græd hos, da han skulle flytte. Carsten Dahl husker fortrængningsprocessen i de næsten otte år, han gik på kostskolen. Angstrummet blev lukket ned.

"Jeg græd hele det første år og ringede hjem til min mor hver dag. Jeg havde det så ringe, at der ikke var plads til angsten," siger han med et smil. "Men ville du overleve på skolen, måtte du bare ikke være svag. Du blev nødt til at udvikle et overlevelses-jeg, og det var ikke alle, der kunne det."

Carsten Dahl kunne, måske fordi han havde talent for at spille trommer. "Ja, så var jeg noget, nemlig skolens trommeslager – det handlede ikke om, hvem jeg var, men at jeg var noget. Meget stor forskel," understreger han.

Undgåelsesadfærden

Angstanfaldene kom igen, da Carsten Dahl som 18-19-årig var flyttet tilbage til København. De var massive og uden egentlig forklaring. Måske udtryk for en ophobning, konkluderer han.

"Angsten kom til udtryk i alle mulige sociale relationer, i supermarkedet, i bussen og altid ud af det blå. Så begyndte undgåelsesadfærden. På det tidspunkt havde jeg mødt min ekskone. Jeg var en provo og i oprør, og hendes forældre var ikke så accepterende over for mig. De var fra Vestjylland," tilføjer han med et smil.

"Men det værste, man kan gøre over for en person med angst, er at fryse dem ude. Det skaber virkelig angst og uro. Kan de ikke  lide mig? Jeg var ikke i balance, som man er, når man er 40. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad min kerne bestod af, og så er det jo også svært for andre mennesker at finde ud af. Min ekskone tog sine forældres parti mere end mit, og jeg husker følelsen af at havne i ingenmandsland. Jeg begyndte at få mange angstanfald, når jeg var sammen med dem. Det var ikke sjovt. Jeg tog min puls hele tiden, tjekkede uret, var opmærksom på alt det, der forbinder sig til det akutte, til hjertestoppet, til blodproppen. Den er der nu, lige nu, blodproppen," udbryder han.

Det blev en besættelse at mærke efter. Og forholdet til sygdommen blev symbiotisk, husker han. "Når nu alt andet var en katastrofe, og jeg ikke var noget værd, og i øvrigt skulle dø om lidt, så måtte jeg da i det mindste have et rum, hvor jeg kunne samle mig og holde det ukontrollable kaos på afstand. Problemet er bare, at det erstattede den virkelige væren, det at være til stede. At leve sit liv. Det opdagede jeg bare først, da jeg var i slutningen af 20’erne," fortsætter han tørt.

"Men min ekssvigermor, der er en meget klog dame, blev faktisk en støtte for mig. Hun gennemskuede, hvordan jeg havde det, og fik mig i kontakt med en psykiater. Jeg fik stille og roligt redskaber til at forstå, at jeg ikke var ved at blive sindssyg, at jeg ikke skulle dø af det, og at der fandtes behandling," fortæller Carsten

Forretningsmanden og hans imperium

"På den ene side kunne jeg ikke køre over en bro med min ekssvigerfamilie uden at være perpleks i to dage forinden og samtidig havde jeg evnen til at gå op på en scene og spille for folk," siger han forundret.

På scenen var han det, han kalder sit idealiserede jeg, forretningsmanden, der har hele sit imperium og kan tale med alle. Dybest set kunne han ikke være i rum med sig selv.

"Til sidst var jeg så lammet, at jeg ikke kunne gå ud på gaden. Jeg kunne ikke se nogen mennesker, for når vi var sammen, gav jeg indtryk af overskud, hvilket bagefter gjorde mig deprimeret. Det mindede om kostskoletiden, og dén der indre dreng pressede sig på og sagde: ‘Jeg er ked af det og har det dårligt, du må holde op med at sidde oven på mig.’ Jeg formåede at være sammen med andre, men ikke uden et ekstremt spændingsniveau. Jeg begyndte bare at tude, når folk var gået. Til sidst var jeg nødt til at gå til psykolog," siger Carsten Dahl, der startede i psykoanalyse for hurtigt derefter at få kontakt til en kognitiv terapeut. 

"Jeg skulle slæbe mig derhen. Alene turen var forfærdelig. Og det at skulle sidde med terapeuten i et stille lokale var virkelig angstprovokerende. Jeg var bange for at dø lige der foran ham. Men da vi lærte hinanden at kende, kom der ro over sessionerne."

Angsten lever af det ubevidste

En af de teknikker, Carsten Dahl lærte, var at fortælle andremennesker om angsten. "Det værste, angsten ved, er at blive afsløret. Den lever jo af det ubevidste," fortæller han.

"Hvis jeg gik på gaden og blev angst, satte jeg mig ned på knæ. Når folk kom hen til mig, sagde jeg, at jeg havde et angstanfald, og at de bare skulle lade mig være. Det hjalp, selv om det var ekstremt grænseoverskridende." Efter et års tid aftog angstanfaldene i styrke.

"Efterhånden fandt jeg ud af, at terapien også havde sit eget liv,nogle gange var samtalerne meget givende, meget levende og meget oplysende. I andre perioder kunne vi godt bare sidde og være høflige over for hinanden, hvilket nærmest gjorde mig aggressiv. Det koster jo," griner han.

"Der mødte jeg mit begær og min begærlighed og andre følelser, som vi tog op, fordi de jo havde rod i noget vigtigt."

Et afgørende vendepunkt blev mødet med Carsten Dahls nuværende kone, Christina. "Det var virkelig lykkeligt. Som at komme hjem," siger han.

"Livet erstattede terapien. Terapien var ikke længere det omdrejningspunkt, som holdt mig oppe. Jeg havde jo oplevet perioder, hvor jeg næsten ikke kunne vente med at komme videre med samtalen," siger Carsten Dahl, der i dag især bruger terapien til at kortlægge de oplevelser og erindringer, der dukker op f.eks. som en naturlig del af det selv at være blevet far.

Evnen til at mærke musikken

Carsten Dahl har aldrig rigtig lært at læse noder og er 100% auditiv, som han udtrykker det. Som treårig sad han ved sine forældres chatol og lod, som om han spillede klaver. Han lyttede til plader og imiterede bevægelserne imens.

"Jeg har evnen til at lade fantasiens verden være meget vigtigere end den virkelige verden. Ved chatollet var jeg en verdenspianist. Jeg tror, det var der, jeg trænede mit gehør og min evne til at mærke musikken, rummet og tonerne”. Måske gehøret, lydhørheden, gør, at det også vælter ind med alle andre indtryk, konkluderer “At spille har faktisk med terapi at gøre, fordi det auditive er at mærke de andre i bandet, at forstå, hvor de vil hen. Som musiker sender du et signal ud og sætter noget i gang, som der bliver responderet på. Interaktionen er nærmest terapeutisk, som en gruppeterapi," siger Carsten Dahl.

Forfatter Kirsten Thorup siger i Angsten i Kunsten (PsykiatriFondens Forlag, 2008): “For mig er kunst og terapi diametrale modsætninger. At skabe et kunstværk er først og fremmest et arbejde.” Er musik et arbejde for dig?

"Nej, slet ikke. Kunst er en levende organisme, der henter alt sit stof fra det ubevidste, og jo mere bevidst du bliver om det ubevidste, jo dybere bliver dit udtryk. Det ubevidste er en utrolig libidokraft, og den skal du holde i live. Der er mange ting fra min neurose, som jeg ikke har lyst til, men som jeg har et bevidst forhold til. Nogle ting nyder jeg at være neurotisk med, ting, som jeg bruger – ikke misbruger – bevidst i mine terapiforløb og i min viden om mig selv. Jeg er f.eks. ikke længere slave af angsten. Nu er den en gave, tidligere blot et helvede. Gennem terapien er der åbnet op for det rum, som også findes i musikken," siger Carsten Dahl.

Tidligere var musikken hans ventil. Han søgte ind i den som i et lukket kontrollabelt rum, når virkeligheden var svær at klare. “Engang havde musikken ligefrem kontrol over mig, fordi de meget store følelser kunne vippe mig ned af stolen, i dag er det anderledes – nu er jeg blevet over 40 og har lidt for mange madpakker, der skal smøres. Men vi

kan enormt godt lide hinanden, musikken og mig,” smiler han.

Står terapi nogle gange i vejen for kunsten? 

"Nogle gange ødelægger bevidstgørelsen den kunstneriske proces. Forelskelsen i musikken eller spontaniteten. Øjeblikket ryger, fordi man begynder at spekulere over, hvorfor man f.eks. altid automatisk spiller introen. Er det, fordi man skal tage ansvar? I det øjeblik har du slukket i forhold til musikken. Du er begyndt at tænke på, hvordan du agerer socialt."

Lyde og indtryk og følelser og musik er det samme. Man kan ikke udtrykke noget, medmindre det har sat sig som et aftryk af et indtryk, siger Carsten Dahl. 

"Et indtryk – uanset om det er auditivt eller visuelt – sætter et aftryk, og hvordan du bearbejder det indtryk, så det bliver et udtryk, er meget individuelt. For mig sker det spontant og med 1.000 km i sekundet. Jeg oplever noget og kan gøre en sten til en hel verden, og det kan du høre i min tone. Denne her tone er verdens vigtigste tone,” siger han og holder den nærmest frem i hånden. “... og man kan høre hele salen bliver stille. Jeg kan også gå ind og bare spille tonen, og så vil det dræbe hele rummet. Forskellen er, at jeg mentalt har været koncerten igennem, inden jeg spiller. Så når jeg trykker på tangenten, har tonen den erfaring og viden om, hvad der skal ske, at alle bliver suget ind i den."

At spille stilheden

Carsten Dahl stopper op. "Hvad er kunst?” spørger han ud i rummet, som var det en mindre detalje. "Kunst er omsætning af levet liv og det ubevidste," forklarer han.

"Kunst er at hente informationer fra et indre univers, at hente alt det, vi ikke ser. Jeg prøver altid at spille det, vi ikke hører. At spille stilheden, f.eks. det, der også kan være i et analytisk rum, nemlig at jeg siger noget, du siger noget, ingen siger noget – det er musik, der kommer lige der. Det er musikken mellem en, der bliver analyseret, og en, der analyserer. Det er noget af det fornemste, noget af det smukkeste."

Pauser er øjeblikke af livets substans. Alt det, der er indimellem, er der jo også, forklarer Carsten Dahl. "Når du står ved havet og lytter til bølgerne, er det så bølgeskvulpene, du lytter til, eller alt det mellem bølgerne? Jeg lytter til alt det mellem bølgerne, for så hører jeg skvulpene meget stærkere."

Musikken siger alt det, der er så svært at sætte ord på. Carsten Dahl prøver, men ofte må han kapitulere.

"Til gengæld kan jeg spille fire toner, og der åbner sig en kæmpe verden. Sproget gør, at vi forstår hinanden, og at vi kan få tingene til at fungere. Musikken derimod binder univers og verden sammen. Generelt må man sige, at de fleste malere og digtere gerne vil kunne beskrive det rum, som man kan beskrive med musikken. De længes efter musikken. Musikken og det at spille er i øjeblikket. Måske er det ikke så mærkeligt, at jeg har haft panikangst, for panik er jo øjeblikkeligt," slutter Carsten Dahl.

Af redaktør, cand.mag. Marie Ejlersen, Psykiatrifonden

 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden