Sådan blev angsten min ven

Kristina Hesselberg har haft angst siden hun var barn. I dag er angsten hendes samarbejdspartner. Læs hendes beretning her. Husk du kan følge Kristina på Psykiatrifondens blog.

Jeg tror, socialfobien på en eller anden måde altid har været der. Men da jeg startede på efterskole, fik den for alvor lov til at bestemme.

Jeg havde i alle mine folkeskoleår fået lov til at leve i den rolle, som jeg havde fået allerede fra første skoledag: den stille og generte pige. En rolle, som jeg havde det fint med og som ikke krævede så meget af mig. Alligevel kunne jeg mærke, at jeg ikke var mig selv fuldt ud. Så snart jeg var sammen med andre mennesker – både dem jeg kendte og ikke kendte – fik jeg angst.Det gjorde, at jeg ofte blot var fysisk til stede eller helt undgik at komme i situationer, hvor der var flere end to personer til stede.

Et maraton uden løb

Da jeg startede på efterskole, havde jeg besluttet, at jeg ville slippe den rolle. Hvilket også gjorde, at jeg havde ret høje forventninger til mig selv. Jeg havde en forestilling om, hvordan man skulle være, og mit hoved fortalte mig i den grad, hvis jeg ikke levede op til det. Det var tanker, som gjorde, at jeg fik svedeture, rødmede meget, havde svært ved at sige noget og spise med de andre i spisesalen.

Tankerne blev flere, som årene gik, og angsten fik i den grad lov til at styre mit liv. Lige efter at jeg havde afsluttet min hhx, fyldte angsten så meget, at hver dag var en kamp at komme igennem. Hver dag var som at løbe et maraton, men uden løb.

Jeg kæmpede mod angsten i alt, hvad jeg lavede: køre i bus, gå i møde, spise med de andre, tale med chefen eller kollegaerne, gå i supermarked og vente på toget på perronen. Når jeg endelig var hjemme i ‘sikkerhed’, var jeg helt udmattet, og det eneste, jeg havde lyst til, var at gå i seng og sove resten af dagen væk.

En verden fyldt med undskyldninger

Overskuddet og modet til at ses med andre eksisterede ofte ikke. Jeg levede i en verden fyldt med undskyldninger. Undskyldninger for, hvorfor jeg fx ikke havde mulighed for at ses med en veninde efter arbejde, ikke kunne deltage i sociale arrangementer i weekenden eller tage ud med kollegaerne efter fyraften. En hemmelig verden, som kun gjorde det hele værre og værre.

Det var en verden, som var så mystisk inde i mit hoved, at jeg ikke turde fortælle andre om den. Netop fordi jeg ikke engang selv forstod, hvad der egentlig skete. For hvorfor kunne jeg pludselig ikke længere spise med kniv og gaffel uden at tabe min mad? Hvorfor spildte jeg altid mit vand, når jeg prøvede at drikke? Eller fik kvalme og ondt i maven, lige så snart jeg satte mig ind i en togkupé?

Jeg ville så gerne være som alle andre, men følte også, at jeg så langt fra var det. Jeg følte mig skør, og jeg holdt min mystiske verden for mig selv, hvilket kun gjorde, at angsten voksede.

Strategier gav ro

Jeg var flere gange hos lægen i denne periode, og min læge fortalte mig da også, at hun mente, jeg havde angst. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad angst var, og jeg var overbevist om, at det var mig, der var noget galt med. Jeg så ikke en henvisning til en psykiater og en recept på nogle piller som en løsning for mig. For jeg vidste ikke, at jeg rent faktisk var syg. Derfor var det først som 22-årig, at jeg begyndte hos en psykolog med henblik på at arbejde med min angst.

Da jeg startede hos psykologen, vidste jeg ikke, at jeg var henvist med både depression og angst. Jeg vidste bare, at jeg levede i en verden, jeg ikke kunne holde ud at leve i længere. Men sammen fik vi bygget nogle strategier op, som jeg skulle bruge i de situationer, hvor jeg følte angst. Det hjalp mig til at få større ro og gav mig dermed følelsen af succes.

Vi byggede hver strategi langsomt op, så det føltes trygt. Det var virkelig svært bare at lave én øvelse, fx alene det at have fokus på min vejrtrækning. Derefter blev der bygget en øvelse på, fx at spise et lille måltid mad sammen med en nær kollega. Og langsomt kom der flere og flere øvelser, så jeg til sidst havde en hel plan for, hvad jeg skulle gøre, når jeg var i de situationer, hvor jeg plejede at få angst.

Ved at gøre det på den måde, føltes det mere overskueligt og ikke så farligt at gå i gang med at arbejde med angsten. Fordi jeg fra starten ikke stillede så store krav til mig selv. Jeg skulle ikke spise et helt måltid mad sammen med alle mine kollegaer. Men jeg skulle spise sammen med én tæt kollega, og jeg havde en portion mad, som føltes overkommelig.

Det at bede en kollega om hjælp var en øvelse i sig selv. Og at lade hende kende til min verden. Men jeg var også klar over, at jeg ikke kunne klare ‘udfordringen’ alene. Jeg fortalte hende ikke om hele min verden, men om at jeg havde svært ved at spise med andre, og at jeg var i gang med at øve mig i igen at kunne spise med de andre i kantinen. Jeg valgte at spørge vores HR-chef, da jeg vidste, at hun havde tavsheds pligt, og jeg følte mig tryg ved, at de oplevelser, vi ville få, blev mellem hende og jeg.

Et godt liv sammen med angsten

I dag bruger jeg stadig mine strategier, lidt ligesom hvis man skal tisse. Man kan mærke, der sker noget i kroppen, og helt automatisk går man på toilettet uden at tænke over det. Man gør, hvad man gør, og vender tilbage til sin hverdag, som var intet hændt.

Når jeg kan mærke angsten, begynder at komme, bruger jeg helt automatisk en af mine strategier, uden at tænke over det, og så fortsætter jeg det, jeg har gang i, uden at det på noget tidspunkt har været ubehageligt.

Jeg tror, det først blev muligt for mig at leve på den måde, da jeg accepterede, at jeg skulle leve et liv, hvor angsten var min ven og samarbejdspartner.

Da jeg besluttede mig for, at det var okay, hvis jeg ikke slap af med angsten og i stedet arbejdede hen imod at leve et godt liv sammen med angsten. At nå den erkendelse har været et rigtig stort skridt. Man skal finde ud af, hvor man ønsker at lægge sin energi. Skal man bruge energien på at synes, angsten er tarvelig og konstant prøve at arbejde sig væk fra den? Eller skal man finde ud af, hvordan man får det bedste ud af situationen og bruger situationen konstruktivt?

Du kan altid komme til mig

At gå hos en psykolog, hvor jeg følte, vi talte samme sprog, har været guld værd i denne proces. Men at dele mine oplevelser med andre har bestemt også været en stor hjælp. I så mange år havde jeg gået i min egen verden og følt mig skør, hvilket kun gjorde det hele meget værre. Jeg ville ikke spørge andre om hjælp, for jeg havde en idé om, at de måtte have nok at se til selv. Jeg delte denne tanke med min psykolog, som fik mig til at reflektere over, hvilken kasket jeg egentlig iførte mine nærmeste. Jeg gav dem en kasket på, hvor der stod: Du kan ikke komme til mig. I stedet skulle der måske stå: Du kan altid komme til mig.

Psykologen hjalp mig til at se, hvordan jeg kunne begynde at dele mine oplevelser med mine nærmeste. Og overraskende nok viste det sig, at flere i min omgangskreds kendte til angst. Det gav hurtigt en følelse af, at det ikke var så unaturligt, som jeg gik og troede, og at jeg kunne få støtte fra dem omkring mig. Det har været god medicin for mig, men også det allersværeste. Jeg var stadig rigtig bange for, at hvis jeg delte mine oplevelser, ville andre bruge det mod mig, føle de ikke kunne invitere mig til fx sociale arrangementer, tage ekstra hensyn eller slet ikke kunne sætte sig ind i eller acceptere min verden.

Angsten er min ven

I dag tør jeg leve et liv, hvor der både er plads til gode dage og til dage, hvor angsten driller i en sådan grad, at den får lov til at tage for meget af min energi. Jeg tør lade min angst hjælpe mig. Fx er min angst min bedste ven, når jeg er ude at holde foredrag.

En ting jeg aldrig havde troet, jeg skulle gøre. Min angst fortæller mig altid inden, at jeg er lidt på farlig grund, og jeg får altid kolde fødder aftenen før. Men når jeg bruger mine strategier, kommer der ro på, og vigtigheden af, at jeg netop stiller mig op og holder foredraget, får lov til at vinde. Min angst fortæller mig dermed, at jeg skal huske at passe på mig selv, men samtidig at det er rigtigt, det jeg gør.

Synd for mig

I rigtig mange år gik jeg og følte, at det hele var lidt synd for mig. At jeg var ynkelig, og jeg troede på ingen måde på mig selv.

Efterhånden som jeg fik opbygget et større selvværd og havde succesoplevelser, kunne jeg også se, at det blev lettere at arbejde med min angst. Jeg gik fra at føle mig svag til at vide, at jeg selv var en ret vigtig del af processen hen mod at få det bedre. Der var ikke nogen andre end mig, som kunne få angsten til at gå væk.

Kunne jeg lave noget om i dag, ville jeg ønske, jeg havde haft et større mod til at fortælle mine nærmeste om min angst noget før. Jeg har tit ønsket, at nogle ville have ‘set mig’ og dermed have hjulpet mig. Men jeg ved også i dag, at det ville være et urimeligt krav. Da jeg selv var parat til at blive set, blev jeg set. Det er vigtigt for mig at holde fast i den tanke i dag. Det hjælper mig til ikke at gå og føle mig som et offer. Det er vigtigere at have fokus på, hvordan jeg har det lige nu og her, og hvordan jeg kan bruge mine oplevelser i mit liv i dag.

I dag er jeg stadig meget opmærksom på at dele mine oplevelser med dem omkring mig. Det er vigtigt for mig at få lov til at tømme mit hoved, da mine tanker ellers godt kan udvikle sig til meget depressive tanker. Men det er samtidig også vigtigt for mig at fortælle dem, jeg deler min verden med, at det er helt okay, hvis de ikke forstår den. De skal ikke være min behandler, men min støtte. Det er noget, jeg har lært hen ad vejen og som gør, at det i dag altid føles rart at få lov til at dele mine angstfyldte tanker med mine nærmeste.


Kristina Hesselberg er uddannet sundhedssekretær og har været i praktik i Psykiatrifonden.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden