Ud af angstværelset

Skuespiller Nicolas Bro tillader sig selv at miste kontrollen, når han går på scenen. Her fortæller han om arbejdet med de store og svære roller og om at holde angsten fra døren.

Tankerne er de samme, hver gang skuespiller Nicolas Bro starter arbejdet med en rolle. Uanset om det er et stykke af William Shakespeare eller unge danske dramatikere som Jokum Rohde.

"Jeg tillader mig at tro, at jeg kan tillade mig alt på en scene," siger skuespilleren, der i de senere år har afsøgt sindets afkroge i krævende roller som Mefisto, Hamlet, Don Juan og Macbeth.

“For mig er der ingen grænser for mit udtryk. Jeg mener, at alle personer indeholder alle ting i større eller mindre grad. På den måde er hele paletten der hver gang, ligegyldigt hvilket menneske du skal spille.”                     

Nicolas Bro arbejder med det, han kalder masker eller temperamenter. Altså forskellige personlighedstræk, der sammen udgør det hele menneske.

"Mit mål er, at der er syv masker i samme rolle," forklarer han. "Hvis der er færre, bliver jeg lidt bekymret, for så mangler der de små overraskelser i rollen. Jo flere masker, jo større er chancen for, at man som publikum vil opleve karakteren som et utrolig sammensat menneske."

"De eneste grænser jeg har, er drejebogen," fortsætter han. "Én ting er, hvad der står i manus, altså de ord, der skal komme ud af munden. En anden er, hvad det er for en krop, der følger med. Nogle gange kan en bestemt krop, fx bestemte bevægelser, være mit bud. Man kan godt være et hadefuldt menneske med kærlige hænder," forklarer han og skynder sig at uddybe.

"Fx en dame. Hun er enormt vred, og samtidig står hun og klæder et barn på. Hun siger måske vredt ‘stå nu stille’. Alt, hvad der kommer ud af munden, er enormt vredt, men alt, hvad hun gør med hænderne, er måske nok effektivt, men hele tiden omsorgsfuldt og meget præcist. Aldrig voldeligt. Det er de dele af figuren, man som skuespiller selv lægger til. Jeg låner figuren min krop og mine følelser," forklarer han.

Da Nicolas Bro i 2008 prøvede på rollen som Hamlet, gav han figuren et konkret kendetegn.

"Hamlet siger meget ‘far’, og han råber meget ‘far’. Jeg lod ham sige det på sådan en fugleagtig måde," griner han. "Fåååårgh … Det synes instruktøren, var lidt for meget. Men det kom alligevel med, for når man spiller, sætter man kroppen i svingninger, så det …" han afbryder sig selv.

"Sådan råber vi jo. Hvis vi hører en, der råber på gaden, så tænker vi ‘nå, han råber far’, men hvis personen bliver ved med at råbe, så bliver det til lyd … til krop. Så kommer vi dybere ind til råbet, ind til følelsen i råbet. Det er klart, at som skuespiller er det min opgave at bruge det med omhu. Fx kun bruge det tre steder i stykket. Ellers bliver publikum trætte og tænker ‘Ja tak, nu har jeg set det’," forklarer han. "Det skal være følt og i sammenhæng."

Men er det ikke svært at slippe en rolle, man arbejder så intenst med? Svaret er nej. Man er nødt til at kunne gå ind og ud af rollen for at være en god skuespiller, mener Nicolas Bro. Kan man ikke lægge den fra sig, når man går hjem, kan man ikke leve af det.

"Du kan godt lave enkelte fantastiske præstationer, men du bliver ikke skuespiller. Så er det, du knækker, når du er 27 år. Ja, så bliver du 27, ligesom de mange, der bliver 27…," siger han lidt overrasket om de sangere og filmstjerner, der er døde i en alt for ung alder. "Det kan også være, du knækker, og så skal du ned og finde en anden måde at være skuespiller på. Det er der nogle, der kan."

"Det kan lyde som en kold ting, at man kan gå ubesværet ind og ud af sin rolle. Men,” understreger han, “når jeg står på scenen, så er jeg parat til at dø. Så er jeg parat til at give så meget slip, at jeg måske får et hjerteanfald. Det må jeg gøre."

Er du ikke bange for at give slip på den måde?

"Nej, for det er nødvendigt. Jeg får simpelthen galoperende angst, hvis jeg ikke giver slip. Så ligger angsten og lurer. Af at stå foran 700 mennesker. Hvis jeg ikke giver slip, så begynder jeg at se mig selv udefra. Og så læner jeg mig alvorligt op ad et angstanfald."

For det er ikke, som man måske skulle tro, sådan, at mere kontrol giver mindre angst. Tværtimod, siger Nicolas Bro og introducerer sit begreb ‘angstværelse’ om det værelse, man går ind i, når man forsøger at opnå kontrol.

"Du skal videre. Du skal slippe det værelse. Gennem den dør, der er i den anden ende af rummet. Ind i næste værelse," siger han med tryk på ‘næste’.

"Alle skuespillere har angst," siger han så. "De fleste mennesker har jo svært ved at skulle stå foran en masse mennesker og gøre noget. Ganske få har det ikke, og det er faktisk lidt synd."

Bliver præstationen bedre?

"På sigt gør den. Jeg tror godt, at man i en lang periode kan holde en rigtig fed præstation, men på et tidspunkt vil man tænke: Er der noget på spil? Har man mange års erfaring, er der faren for at blive sat. Men det må aldrig blive rutine. Og hvis du ikke har det angstværelse, så bliver det rutine."

Men hvis angsten skal bruges til noget, skal den eksplodere, ikke implodere, understreger han. "Det handler præcis om, hvorvidt man tager døren eller ej. Bliver man i rummet, så imploderer angsten." Han udstøder en høj lyd. "Og så skal du bare ud af den scene, og hvis du er heldig, så slæber du ikke angsten med ud i virkeligheden."

Hvad gør du konkret for, at angsten eksploderer og ikke imploderer?

"Jeg ved godt, hvad jeg skal gøre. For jeg har lidt meget af angst, og jeg har prøvet at have angst på scenen. Og forhåbentlig går der kun kort tid imellem, at jeg mærker følelsen, så jeg husker på, hvad det er. Hvis du glemmer, hvad du skal gøre, så tager angsten dig."

Angsten var værst, da han var 19-20 år. "Det, der skete, var, at jeg …." Han afbryder sig selv: "Tænk jeg havde en drøm i nat, hvor jeg var tilbage i det der land. Hvor jeg tænkte, at jeg ikke havde noget liv og følte, at der ikke var nogen udsigt, ingen fremtid."

Hvad ændrede det?

"Det startede med et oprør mod angsten. Jeg kan huske, at jeg blev så vred på mig selv. Man kan godt have en følelse af, at der er mange personer, der besidder ens krop, når man har angst. Noget af kroppen vil det ene, andre dele noget andet. Man har svært ved at have en samlet opfattelse af sig selv. Når jeg vågnede om morgenen, havde jeg tre sekunder, hvor jeg følte mig normal. I det der mellemlag af bevidstheden, inden man vågner. Gong, så startede det. Jeg måtte finde ud af, hvad det var," fortæller han.

Aldrig har han haft så få mareridt, som i den periode. Alt blev bearbejdet om dagen.

"Om natten var jeg mareridtsløs. Det skulle jeg have vendt. Jeg havde ikke grinet i et år, men jeg havde heller ikke grædt i et år. Jeg havde kun følt angst. Jeg tænkte, bare jeg var deprimeret. Siden jeg var barn, har jeg haft en fornemmelse for depression. Selv da jeg var fem år, kunne jeg være blue," smiler han.

"En dag kom jeg til at grine. Og den der følelse af latter i kroppen var lige så kraftig som min angst. En fysisk oplevelse, der egentlig svarede til, når jeg får stød af angst eller har andre mærkelige symptomer, fx hovedbundskramper eller følelsen af, at min krop forsvinder."

Det blev vendepunktet. Måske havde han fundet nøglen til at hjælpe sig selv ud af angsten.

"Måske er latter og angst den samme følelse?” siger han. “Jeg tænkte: ‘hvad nu hvis jeg sætter en tidshorisont på seks måneder, hvor jeg spiller, at jeg er glad? ‘Jeg vil gerne købe et stykke tyggegummi. Tak! Hvor er det dejligt vejr i dag’," runger han glad.

"Når jeg så noget, jeg mente, var morsomt, så grinede jeg højt. Også selv om det føltes falsk. Og det gjorde det. Men jo mere jeg insisterede, jo mere ægte blev det. Jeg skabte den modsatte følelse. Jeg tog følelsen og gik op mod den. Jeg sagde til mig selv: ‘Denne her hovedbundskrampe er en latter – ikke en krampe’."

Det var ikke kun en ubehagelig følelse af falskhed – også en følelse af vilje.

"I løbet af 2-3 måneder fik jeg skruet mine følelser over til noget andet," konstaterer han, også selvom angsten stadig lå og bølgede nedenunder, indtil den fandt det niveau, den er på i dag.

"Du skal sige til dig selv, at den må godt være der. Jeg må gerne have det sådan." Han rækker afvæbnende armene ud: "Værsgo. Det sjove er, at lige så snart du giver den lov til at være der, så går symptomerne i nul som på en trykmåler på et stort elværk."

Man skal være bevidst om angsten hver eneste dag, tilføjer han. Man må ikke lade sig overrumple. I det øjeblik man tænker, at nu er den væk, så triller den lige over på den modsatte side.

"Dét er det, angst gør, den overrumpler. Og så bliver man angst for angsten … Der har jeg også været i flere år. Det hjalp, da jeg sagde til mig selv, at jeg aldrig ville slippe af med den. At jeg måtte prøve kun at få det til at fylde ét sekund hver dag."

"Min konklusion efter alle de år er: ‘hold op, hvor er jeg stærk’. Jeg ved, at jeg kan påvirke mine omgivelser med de her mange kræfter. Fra det øjeblik har det aldrig været et problem at spille vanvittig og at råbe i otte minutter på scene. Jeg kan slukke for det. Jeg kan sagtens slippe det løs. Men derfor skal jeg selvfølgelig også kunne bruge det kunstnerisk på scenen," slutter han

(Af redaktør, cand.mag. Marie Ejlersen, Psykiatrifonden)

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden