Den vigtige tilknytning mellem barn og forældre

Barnets tilknytning til moren – eller andre omsorgspersoner – i de første leveår er fundamentet for udviklingen af personligheden.

Af psykolog Bo Møhl, Psykiatrisk Center København

I USA har man undersøgt, hvilke faktorer der har betydning for et menneskes udvikling. Man har fulgt et stort antal børn, fra de blev født, til de blev voksne. Undersøgelsen konkluderer, at mange forskellige faktorer har indflydelse på individets udvikling, men at den mest betydningsfulde enkeltfaktor er kvaliteten af barnets tidlige tilknytning til sine primære omsorgspersoner, sædvanligvis mor og far.

Selvom alle mulige oplevelser og hændelser igennem livet kan have positiv eller negativ indflydelse på det enkelte menneskes udvikling, er de første år, hvor den tidlige tilknytning etableres, fortsat de vigtigste. Tilknytningen i barnets første leveår er fundamentet for udviklingen af personligheden.

Især forløbet af ungdomsårene har vist sig at hænge nøje sammen med den tidlige tilknytning. Den tyskfødte psykolog Peter Blos kom i 70’erne frem til, at ungdommen kan ses som en gentagelse af barndommens projekt, nemlig en adskillelse fra forældrene og udvikling af selvstændighed. Det, man også kalder for separations-individuations-fasen. Opgaven for den unge er at blive i stand til at give slip på forældrene og at flytte hjemmefra (separation) og at finde sig selv og sin egen identitet med sine egne værdier og holdninger (individuation).

Både når det handler om de små børn og om de unge, er det imidlertid nødvendigt for deres videre udvikling, at de har en tryg base i form af en person, der er der for dem, når de har behov for fysisk og følelsesmæssig omsorg. Forudsætningen for en vellykket udvikling af selvstændighed og frigørelse fra forældrene er, at man har haft en tryg tilknytning. Det er i øvrigt også forudsætningen for et samspil, hvor barnet eller den unge får mulighed for at lære noget om sig selv og om andre, hvilket man kalder for mentalisering eller theory of mind. Man lærer at blive menneske ved at være sammen med andre mennesker.

Den tidlige tilknytning

Barnet fødes som et socialt væsen, der genetisk er disponeret for at knytte sig til en omsorgsperson – sin mor – der på samme måde er disponeret for at reagere på barnets tilknytningsadfærd. F.eks. trigger babyens smil eller gråd morens fysiske og psykiske omsorgs- og plejeadfærd. Det lille barn kan ikke klare sig uden en omsorgsperson. I de tidlige år oplever barnet, at tilknytningen er en egenskab ved forholdet til tilknytningspersonen, men efterhånden opbygger barnet nogle indre arbejdsmodeller for tilknytning til og samspil med andre, som det overfører på nye forhold.

Det tidlige samspil mellem mor og barn er blevet grundigt undersøgt. På baggrund af en undersøgelse, hvor man studerede, hvordan 1-2-årige børn reagerede på adskillelse og genforening med deres mødre, har man beskrevet fire forskellige tilknytningstyper.

De fire tilknytningstyper er:

  1. Ængstelig, afvisende tilknytning. Børnene reagerer kun ganske lidt, når de adskilles fra moren, og ignorerer hende, når hun kommer tilbage. Senere i livet er der risiko for, at børnene bliver følelsesmæssigt isolerede, at de afviser andre og har ringe selvværd.
  2. Tryg tilknytning. Børnene bliver kede af det, når de adskilles fra moren, men lader sig trøste, når hun kommer tilbage. De falder til ro og genoptager deres leg. Disse børn har senere større selvtillid og uafhængighed end de ængsteligt tilknyttede børn (a, c og d).
  3. Ængstelig, ambivalent tilknytning. Børnene bliver ulykkelige, når de adskilles fra moren, og de er svære at trøste ved genforening. Senere er der risiko for, at børnene bliver anspændte og lette at frustrere, samtidig med at de er passive og hjælpeløse.
  4. Ængstelig, desorganiseret tilknytning. Børnene har svært ved at klare stress, og deres adfærd er forvirret og uforudsigelig. Ved genforening med moren kan barnet f.eks. søge hen til hende for at få trøst, men kan pludselig ændre adfærd, stivne og måske smide sig på gulvet. Der er senere risiko for, at børnene udvikler psykiske forstyrrelser, selvdestruktiv adfærd og misbrug. Disse børn er de mest sårbare.    

De fire tilknytningsmønstre er rimeligt stabile op gennem livet. F.eks. viser en undersøgelse af udviklingen fra spædbarnsalderen til tidlig voksenalder, at 6 ud af 10, der som børn enten havde en tryg eller utryg tilknytning (afvisende, ambivalent eller desorganiseret) ville have den samme såkaldte tilknytningsstil i den tidlige voksenalder. Det er vigtigt at understrege, at tilknytningsstil under opvæksten kan ændre sig både i positiv og negativ retning. Tilknytningsstil er således ikke en skæbne.

Mentalisering

Som nævnt får barnet i den tidlige tilknytning til omsorgspersonen både psykisk og fysisk omsorg og erfaringer med at relatere sig til andre mennesker. Men derudover lærer barnet også noget om ‘at være menneske’ – hvordan det selv og andre mennesker tænker, føler og handler. I et trygt tilknytningsforhold får barnet mulighed for at udvikle en 'theory of mind' eller det, man kalder mentalisering. Eller som den engelske psykolog Peter Fonagy formulerer det: “En tryg tilknytning er den bedste forudsætning for en robust mentaliseringsevne”.

Mentalisering betyder, at man kan forstå et andet menneskes mentale tilstande, f.eks. ønsker, følelser, tanker og adfærd, som meningsfulde ud fra vedkommendes indre tilstand. Mentalisering er beslægtet med begreber som psykologisk tænkning, følelsesmæssig intelligens, empati eller evnen til at kunne se sig selv udefra og den anden indefra. Evnen til mentalisering er ikke i sig selv medfødt, men udvikles ved, at det lille barn ser sig selv i morens eller en anden omsorgspersons blik – såkaldt mind in mind. Idet moren reagerer på barnets følelsesmæssige udtryk, lærer barnet sin egen indre verden at kende. Barnet kommer til at forstå, hvordan det kan skelne den ene følelse fra den anden, og ikke mindst, hvordan det kan tackle disse følelser.

Er barnets tilknytning utryg, vil barnet konstant være i alarmberedskab og vil mangle den fornødne ro til at udforske såvel den andens (omsorgspersonens) som sit eget indre univers. Barnets mulighed for at udvikle evnen til mentalisering er således dårligere. En god evne til mentalisering giver en god evne til at regulere følelser, hvilket er vigtigt i samspil med andre. Er man dårlig til at mentalisere, har man svært ved at omgås andre mennesker. Man kommer let i konflikt med andre, hvilket stiller store krav til den følelsesmæssige kontrol, som også er nedsat ved dårlig mentalisering.

Selvskadende adfærd

Mange unge mennesker har i perioder en skrøbelig mentaliseringsevne. Det gælder specielt for dem, der på grund af tilknytningsforstyrrelser er sårbare. Når de er følelsesmæssigt presset og belastet af de mange opgaver, der hører til et normalt ungdomsliv, vil evnen til impulskontrol, empati og forståelse af de psykologiske regler, der er i samspillet med andre, være nedsat. De kommer let i konflikt med omgivelserne, hvilket yderligere svækker mentaliseringsevnen.

Voksne kan selvfølgelig også have en nedsat evne til mentalisering. Normalt har voksne et mere stabilt og roligt liv, som gør dem mindre sårbare end unge, der lever i en følelsesmæssig turbulens. For nogle unge bliver spiseforstyrrelser, misbrug af stoffer, alkohol eller selvskadende adfærd en måde at få styr på deres følelser. Cutting er et eksempel på, at den unge forsøger at håndtere sin følelsesmæssige smerte ved skære sig. Resultatet er desværre, at deres såkaldte mestringsstrategi, altså cuttingen, meget ofte bliver opfattet som det dominerende problem. Man glemmer let, at der er en grund til, at den unge skader sig selv, ligesom der er en grund til, at han eller hun udvikler en spiseforstyrrelse, misbrug af stoffer, alkohol eller har andre former for selvmedicinering, der kan være effektiv her og nu, men destruktiv og skadelig på længere sigt.

Når vi er i vores følelsers vold – ‘oppe i det røde felt’ – kan ingen af os mentalisere. Selvom det i situationen kan være svært at tale om de akutte problemer, så er den bedste hjælp til den unge, som f.eks. har kontrolleret sine følelser ved at skære sig, at få ‘sat ord på’. Men man må ikke bebrejde eller dømme vedkommende. Kun ved at leve sig ind i den unges tilstand og aner-kende, at personen gør det bedste, han eller hun kan – altså ved at mentalisere – kan man få kontakt med personen og hjælpe ham eller hende til at forstå og dermed bedre få styr på sine følelser.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden