At sprænge rammer

Peter Øvig Knudsen ryger hash, når han arbejder med sine dokumentariske bøger. Men det er også netop i arbejdet med to-bindsværket om hippiebevægelsen i Danmark, Hippie 1 og Hippie 2, at han har indset, hvor høj en pris brugen af euforiserende stoffer havde og har for mange mennesker.

"Jeg er først og fremmest fascineret af den bevidsthedsudvidende virkning," siger forfatter Peter Øvig Knudsen om sit jævnlige forbrug af hash. Han har røget, fra han var 15-16 år og har aldrig overvejet at lade være.

"Første gang var endda på Roskilde Festivalen. Lige præcis det min mor havde frygtet," siger han med et lille smil.

"Men jeg har aldrig været daglig ryger, og det kan jeg bestemt heller ikke anbefale."

Peter Øvig ser til gengæld hashen som et arbejdsredskab, når han skriver.

"Jeg kan ikke skrive, når jeg er skæv, så det meste af mit arbejde med en bog foregår i normal tilstand. Men en gang imellem når jeg skal hæve mig op over stoffet og overskue det, skære til, prioritere og disponere, altså de kreative processer, så ryger jeg mig skæv. Det hjælper, når jeg skal foretage vigtige valg. Det er et perspektivskift, som andre mennesker sikkert foretager med fx alkohol, gåture eller meditation."

Hashen sprænger nogle rammer, forklarer Peter Øvig, og gør ham i stand til at se muligheder, som han ikke ellers kan se. Nogle idéer eller tanker viser sig i praksis ikke at kunne bruges, andre bliver helt fundamentale for, hvordan en bog ender. 

Nogle mener, at hashen bliver brugt som en flugt?

"Nej, ikke for mig! Jeg synes ikke, det er en flugt, men det er rigtigt, at man bevæger sig et andet sted hen. Men der er jo ingen, der kalder det en flugt, hvis man går ud i sin have og lugter til en rose."

Tværtimod mener Peter Øvig, at man i hashrusen kan have en oplevelse af at være "tættere på sig selv eller mere sig selv end til daglig".

"Jeg ser tingene i et klarere lys," tilføjer han. "Ofte kan jeg se, at ting, som har bekymret mig i normal tilstand, i virkeligheden ikke er vældig store problemer. Hvis jeg fx har været meget stresset i 14 dage, så ryger jeg hash, og så kan jeg se, hvad jeg kunne have gjort for ikke at være så stresset, som jeg har gået og følt mig. Det er ikke en flugt. Det er at blive mere klar over sin egen situation. Det er faktisk det modsatte."

Peter Øvig mener, at man kan regulere sit hashforbrug, hvis man er opmærksom på kvaliteten af hashrusen.

"For mig giver det ikke mening at ryge to dage i træk, for virkningen den anden dag vil være betydelig dårligere end den første. Hvis der er gået en uge, er det en betydelig mere bevidsthedsudvidende rus."

Hvis man ryger hver dag, indtræffer den modsatte virkning, forklarer han.

"Så får man nemlig i stedet den bevidsthedsindsnævrende effekt. Så er det, man bliver sløv og ikke kan lette røven og ikke får passet sine studier eller sit arbejde."

Han husker, hvad en bekendt engang meget præcist sagde: "Når man synes, at man er nødt til at ryge hash for at gå i supermarkedet, fordi det ellers er lidt kedeligt, så er det kommet på den gale side. Man skal selvfølgelig kunne leve sin hverdag, uden at det er nødvendigt at ryge," understreger han

Det er det, der går galt for mange, især unge mennesker, der ender med at ryge dagligt. For hvis man kun skal have hashens gode virkning, kræver det oplysning og vejledning om virkning og bivirkninger. Og det er ikke muligt, fordi hashen er illegal, siger han.

"Man kan ikke vejlede nogen om brugen af et stof, der er ulovligt. Der er masser af erfaring, både min og tusinde af andres over hele kloden, som man sagtens kunne formidle til unge mennesker, hvis stoffet var legalt. Men nu er det kun muligt offentligt at sige ‘lad være’, og det er et stort problem, som jeg hele tiden støder ind i. Jeg vil sådan set gerne fortælle unge mennesker nogle fornuftige ting, men det kan jeg kun gøre under private omstændigheder. Det er der oven i købet nogen gange nogle forældre, der har bedt mig om, når de har opdaget, at deres børn enten ryger eller giver udtryk for gerne at ville prøve det."

Peter Øvig ville gerne fortælle om helt elementære fejl, man begår som nybegynder. Han fremhæver ubehagelige oplevelser, som man kunne spare de unge for, hvis man kunne oplyse om stofferne.

"Man kunne undgå, at folk spiser eller drikker hash, hvilket gør det svært at kontrollere dosis. Det er meget nemmere at dosere hash, hvis man ryger det, fordi man mærker virkningen med det samme. Det er elementært, men ikke engang dét må man sige offentligt," understreger han.

"Tænk, hvis man kunne tale om hash i skolen. Ligesom man gør med unge og deres forhold til alkohol. Det diskuterer forældrene på forældremøder. Hash kan man ikke diskutere, for det handler kun om, hvordan man undgår det," siger han og understreger, at et andet – og bestemt ikke mindre – problem ved, at hash er illegalt, er, at stoffet distribueres af de mest hårdkogte kriminelle miljøer i Danmark og ifølge politiet for tiden udgør en omsætning på tre mia. kr. om året.

Det sorte hul

Indtil han begyndte at skrive Hippie 1 og Hippie 2, ærgrede Peter Øvig Knudsen sig over, at han var født ti år for sent og var for ung til at være med. Men i arbejdet med bogen indså han, hvor stor en pris mange af hippierne havde betalt.

"Det største sorte hul, der findes i hippieoprøret, er, at så mange unge blev afhængige af stoffer, især opium og siden heroin," siger han.

"Inden hippiebevægelsen var der ikke stiknarkomaner i Danmark, som vi kender det i dag. Der var mennesker, der var afhængige af lægemidler i al hemmelighed, men der var ikke et marked, hvor man handlede med opiater før 1967-68." 

Fra sin research til bøgerne har Peter Øvig set, at nogle af talerne på fri hash-demonstrationerne i slutningen af 1960’erne havde karakter af folkeoplysning, ligesom stoffernes virkning og bivirk-ning blev beskrevet i artikler i hippiebevægelsens egne publikationer. Mens man gik ind for de bevidsthedsudvidende stoffer, hash og lsd, frarådede man således enhver brug af stoffer som opium og kokain.

"Der er utvivlsomt nogle af de ældre hippier, der havde rejst til det fjerne Østen, og som havde personlige erfaringer, som de delte ud af. Man kan nok bare stille spørgsmålstegn ved, hvor mange af de 14-15-årige, der læste eller hørte det."

Det er den gruppe, der især er faldet igennem, fortsætter han. Helt unge mennesker på 14-15-16 år endte som junkier i løbet af meget kort tid.

"Nogle af de mere modne hippier så problemet og syntes ikke, at det var sjovt at se de unge mennesker sidde og stikke sig. Det var faktisk dem, der tog initiativ til den første narkobehandling."

Ingen stoffer, intet oprør

Man kan dog ikke skille stofferne fra hippieoprøret, mener Peter Øvig. Heller ikke selvom nogle hippier betalte en høj pris ved at eksperimentere med dem.

"De bevidsthedsudvidende stoffer er en helt integreret del af hippieoprøret. Det ville svare til at spørge, om man kunne have undværet musikken. Og det kunne man ikke. Stoffer, musik og så en udefinerbar frihedsideologi eller -tanke ér simpelthen hippieoprøret. Det var stofferne, der åbnede for de tanker, der udgjorde den filosofiske baggrund for hippieoprøret. Nemlig at verden er meget større, end den vi normalt ser, og at livet kan være meget mere rigt og facetteret og sanseligt og berigende og inspirerende end det liv, de fleste danskere lever. Alle hippier, jeg har talt med, omtaler de oplevelser, som dér hvor de for alvor indså, at verden kunne være anderledes. Stofferne var præmissen for, at det oprør kunne finde sted."

"Tolerancen for menneskelig opførsel var enorm stor, og der var en tendens til, at man syntes, det var særlig dejligt at være flippet og fri og gøre mærkelige ting," fortsætter han.

"Man eksperimenterede med alt i livet. Bofællesskaber. Gruppesex. Religiøsitet. Der var ikke noget, man ikke prøvede af. Det var i det hele taget meget svært at træde ved siden af. Og det har nok betydet, at nogle, der havde taget for mange bevidsthedsudvidende stoffer, eller som blev syge af det, ikke fik den hjælp, som de havde brug for."

Har det alligevel været det værd?

"Jeg har nogle gange sammenlignet hippieoprøret med modstandsbevægelsen, som jeg også har skrevet en bog om," forklarer Peter Øvig.

"Der var en del frihedskæmpere, der døde eller havde frygtelige ophold i koncentrationslejre. De traumer, som folk havde pådraget sig, har påvirket i flere generationer efter. Skadevirkningerne af at være frihedskæmper har været gigantiske, både generelt og på individ-niveau."

Men kan man så sige, at frihedskæmperne skulle have ladet være, spørger Peter Øvig sig selv.

"Hvad ville den danske selvforståelse være uden modstandsbevægelsen? Vores nationale stolthed kunne være på et meget lille sted, hvis vi bare havde accepteret en besættelse. Og meget af den selvforståelse er hængt op på nogle tusinde frihedskæmpere. Det er det samme med hippierne. Det er en meget lille gruppe i befolkningen og en lille gruppe blandt den tids ungdom, men den betydning, de har haft for eftertiden, er enorm. Man kan næsten sige, at Danmark ikke havde været det land, vi kender, hvis vi ikke havde haft en frihedsbevægelse under krigen, og et helt andet land hvis vi ikke havde haft hippierne."

"Ligesom modstandsfolk og pårørende efter dem har lidt under svære konsekvenser, så er der også hippier og deres børn, som har lidt under svære konsekvenser af at eksperimentere med både stoffer og sig selv. Frihedskæmperne begynder jo at slå ihjel, at sprænge fabrikker i luften og at stjæle biler. De gør ting, man ikke må, og det samme gør hippierne på andre områder. De overskrider de gængse normer, nogle af vores grundtabuer eller regler. Det gør det svært at komme tilbage i samfundet, men det flytter også noget. Begge grupper har betalt dyrt individuelt og i deres familier, men de har bidraget meget til samfundet. Men nogle vil sige ‘det var ikke det værd for mig’."

Har du aldrig skrevet en bog fra ende til anden uden at ryge?

"Nej, det har jeg ikke. Alle mine dokumentariske bøger er idéudviklet og disponeret i skæv tilstand."

Og du ville ikke prøve uden?

"Jeg tror, at jeg ville være nervøs for, at jeg ikke ville kunne skrive en så god bog, som jeg kunne have skrevet. Ville jeg løse det ligeså godt? You never know …"

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden