En lang jagt på det første sus

Silvia Meyer blev afhængig af stoffer som 15-årig. I dag er hun stoffri på 5. år og initiativtager til Misbrugsportalen.

Silvia Meyer var 15 år, da hun første gang prøvede hårde stoffer. Hun var flyttet hjemmefra for at bo med sin noget ældre kæreste og hans venner i en lejlighed.

"Mange omkring mig tog hårde stoffer. Heroin og kokain,” fortæller hun her 20 år efter. “Der blev også røget hash, men det nåede jeg ikke engang at prøve, før jeg begyndte at ryge heroin."

I dag er Silvia Meyer 34 år, mor til fire børn og stoffri på femte år. Og så er hun initiativtager til Misbrugsportalen. En hjemmeside, hvor misbrugere, pårørende og andre kan dele deres erfaringer med stoffer.

Som 15-årig havde hun hørt om stoffer, og at de var farlige, men som hun siger:

"Jeg vidste ikke, hvad det indebar at tage dem. Hvad de egentlig gør ved folk. Der skete det for mig, som sker for mange: Jeg var i en kreds af mennesker, som tog stoffer, og fordi jeg havde tillid til dem, så jeg ikke noget faretruende ved det. Jeg var også meget forelsket, og jeg tænkte ikke, at det kunne gå ud over mit liv."

Samtidig oplevede Silvia Meyer flere voldsomme ting, fx at flytte hjemmefra i så ung en alder, men også at forholdet til kæresten udviklede sig voldeligt.

"Jeg søgte nok et eller andet, som jeg kunne forsvinde i. Jeg kunne se, at mine venner fik noget ud af at tage stofferne. Det, de fik ud af det, ville jeg gerne have," fortæller hun.

"Jeg prøvede heroin som det første, og jeg vil ikke engang bruge ordet fedt. Det var fængslende. Det overtog mig og min krop på en måde, som … Alle mine tanker og bekymringer forsvandt. Jeg havde ikke den der forfærdelige følelse i maven. Følelserne blev bare lukket ned. Og overtaget af en varme og en tryghed."

En falsk tryghed, selvfølgelig, fortsætter hun. "Men," må hun understrege, "det var min første oplevelse, og det forklarer, hvorfor jeg tog det igen. Ofte har jeg svært ved i mit arbejde i Misbrugsportalen at sige, at der ikke er noget positivt ved at tage stoffet, for det er der jo. Der er jo en årsag til, at man tager det igen. Det giver dig et eller andet på det tidspunkt, hvor du tager det."

Næste dag vågnede hun op til sine problemer, og hun var slet ikke i tvivl om, at hun ville tage heroin igen.

"Jeg tog det allerede dagen efter. Og deref-ter holdt jeg aldrig op. Så var mit løb kørt. Jeg var jo allerede isoleret fra min familie, jeg var gået ud af skolen og havde ikke en omgangskreds, hvor nogen kunne se mig i øjnene og reelt gøre noget for mig."

Efter et par måneder prøvede Silvia kokain, der modsat heroinen virker opkvikkende og euforiserende.

"Hurtigt blandede jeg de to stoffer. Men stadig i doser, hvor jeg formåede at lade som om, jeg levede et normalt liv, når jeg gik ud af døren om morgenen."

Som 15-årig havde hun vundet en model-kontrakt, og trods sit misbrug passede hun modeljobbet et par gange om ugen.

"Det gav mig noget, at jeg kunne komme på modelbureauet og have den der maske på. Tænk, jeg har lavet modeshows og taget billeder i den periode," siger hun og understreger, at det er en del af problemet, at mange tror, at unge misbrugere kun sidder og hænger med hovedet.

"Sådan er det ikke for alle. Langt hen ad vejen kæmper man for at opretholde facaden udadtil. Selvfølgelig kan dem, der kender dig, se, at der sker forandringer, og at du forfalder som menneske, men … Jeg levede sådan i otte år!"

Det er kun det første stykke tid, at stofferne giver et sus, forklarer hun. Derefter er der kun afhængighed.

"Så tager du det alene for at kunne fungere. Når du står op, har du abstinenser. Du ryster og har feber, indtil du tager dit stof. Når du har taget dit stof, er du på normalen. Det lyder fuldstændig vanvittigt, men det er sådan, det er. Grunden til at jeg kunne gå på arbejde var, at jeg ikke længere følte mig skæv. Men kroppen var selvfølgelig påvirket."

"Det hjælper ikke at tage mere af stoffet. Du får aldrig oplevelsen fra første gang igen. Afhængighed er en lang jagt på det første sus. Det er så sørgeligt, for du ved godt, at det aldrig kommer igen, men du jagter alligevel den følelse, som du fik første gang."

Tænkte du i løbet af de otte år, at du var på afveje?

"Ja, det vidste jeg dybt inde. Men i de mange år hvor du tager dit stof, lægger du lag på lag af benægtelse på. Hvis du bare kunne erkende dit misbrug og konfrontere dig selv med, at du ødelægger dig selv, din krop, din familie … Så ville du jo ikke kunne holde dig selv ud. Så ville du jo begå selvmord. Det er en væsentlig del af afhængigheden, at man vender det blinde øje til."

Efter nogle år giftede Silvia sig med sin voldelige kæreste og blev gravid.

"Jeg savnede virkelig kærlighed. Det er sørgeligt, men i mange år havde jeg ikke følt kærlighed på den måde, som til det barn i min mave. Jeg troede, at barnet ville ændre alt. Min voldelige kæreste ville blive en god mand og en god far, og jeg ville blive en god mor. Jeg ville kunne finde styrken til at holde op med at tage stoffer. Det var selvbedrag. Og samtidig var jeg angst for, at nogen skulle opdage mit misbrug. Når jeg ser tilbage, så gjorde jeg virkelig alt, hvad jeg kunne for at være den bedste mor, men samtidig kæmpede jeg med afhængigheden."

Når Silvia ikke kunne få sit stof, var hun afkræftet og syg og kunne ikke passe sin søn.

"Jeg måtte hele tiden prøve at få fat i noget. I min verden var det jo sådan, at jeg skulle have noget stof for at kunne være der for mit barn."

Samtidig med at hendes mand kom i fængsel, opdagede Silvia, at hun var gravid igen.

"Der begynder min nedtur – skulle jeg lige til at sige," siger hun med et lille smil.

"Under graviditeten med min datter var jeg ufattelig ulykkelig. De otte års byggeklodser af løgn brød sammen. Jeg begyndte at få mange panikangstanfald."

Silvia fødte datteren ved kejsersnit uden at have været til nogle undersøgelser undervejs.

"Jeg var så bange for at tage hende op. Og jeg kunne ikke rumme noget som helst. Det eneste jeg kunne mærke var et kæmpe had til mig selv. Det gik op for mig, hvor meget jeg havde svigtet mig selv, mine børn og min familie. Jeg tænkte, at det var bedst ikke at være sammen med min familie, så jeg lod min mor tage sig af børnene. Og så gav jeg slip. Jeg gik ud og tog sprøjten. Nu havde jeg brug for at bedøve alt, at slukke for mig selv."

Man kan godt sige, at misbruget gik ind i en ny fase efter datterens fødsel, siger Silvia Meyer.

"Jeg erkendte, at jeg ikke kun havde ansva-ret for mig selv. Den erkendelse måtte jeg dulme, og der skulle mere til. Misbruget blev meget mere voldsomt. Jeg begyndte at stjæle og sælge tingene videre, så jeg kunne købe stoffer. Jeg lukkede af. Jeg havde ingen følelser. Selv da jeg blev stoffri, troede jeg i lang tid, at jeg var følelsesløs," tilføjer hun.

Under en snestorm i 2007 væltede Silvia Meyer på sin cykel og brækkede benet.

"Selv mens jeg sad i rullestol, fortsatte jeg med at stjæle. Jeg skulle jo have mit stof."

Men det brækkede ben blev også et vende-punkt, for hun blev taget af politiet, og i retten tilbød dommeren hende valget mellem fængselsstraf og behandling.

"Jeg tror ikke, jeg bevidst valgte behandlingen, fordi jeg ville være stoffri. Jeg regnede med, at jeg ville få det bedre på behandlingscentret end i fængslet. Jeg kunne få al den medicin, jeg overhovedet ville for at fjerne abstinenserne."

De 28 dage på behandlingscentret var kun en spæd start, fortæller Silvia. For selvom hun for første gang i 14 år talte med nogen om sit misbrug og fik gen-etableret nogle hver-dagsrutiner, så fortsatte hun sit misbrug, da de 28 dage var gået:

"Det var skrækkeligt. Jeg tog bare toget ind til byen og tog stoffer første dag, efter behandlingen var slut."

Hvilket er meget normalt for en første gangs-behandling, forklarer Silvia Meyer, for trods afgiftningen er afhængigheden helt intakt.

"Du gisper efter vejret, så meget er trangen der. Men efter en uge valgte jeg at tage tilbage til behandlingscentret. I de syv dage skete der noget. Det er meget underligt, men jeg kunne ikke mærke stofferne på samme måde mere. De gav mig ikke det, de plejede. Fordi jeg var afgiftet, troede jeg, at jeg kunne mærke suset, men det eneste jeg kunne mærke var angst. Og når jeg tog stofferne blev angsten forstærket. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg i de 28 dage havde fået en bevidsthed om, at der var andet i livet end misbruget. Angsten var min redning, det må jeg indrømme. Det lyder helt skørt. Jeg ringede grædende til behandlingscentret og bad om at komme tilbage."

Tilbage på centret fortsatte Silvia behandlingen de næste 18 måneder. Ét er afgiftningen, fortæller hun. Det er i sig selv hårdt arbejde pga. abstinenser og smerter, men det går over. Noget andet er at vågne op til alle de andre ting, man skal kæmpe med, og som ikke bare forsvinder.

"Men det er vigtigt at huske, at samtidig med sorgen, savnet, bebrejdelsen, skyldfølelsen og skammen, som kommer, når du bliver stoffri, så kommer der også glæde og eufori, og det kommer meget stærkt."

"Man flekser ind og ud af gode og svære følelser. Den ene overdøvede den anden, specielt i forhold til mine børn. Det var en lang sej kamp at begynde at kigge på den del af mit liv." 

Var du aldrig ved at give op?

"Nej, men jeg har ofte sagt til mig selv, at det er utroligt, at jeg både skulle miste min familie, mine to børn og mig selv fysisk, før jeg havde mod til at gøre noget. Jeg vejede 45 kilo. Havde ar over det hele. I lang tid var det helt uforståeligt, at et menneske – altså mig selv – alligevel kunne finde ressourcerne til det."

Men hun er slet ikke i tvivl om, at langt de fleste mennesker har ressourcerne.

"Mange tror, at narkomaner eller unge, som tager stoffer, er sølle eller svage. Det er ikke rigtigt. Det kræver simpelthen en energi og en viljestyrke uden lige at være på stoffer. Hvis man bruger den energi og de ressourcer i det nye liv, er der ingen grænser for, hvad man kan opnå. Men det er ikke alle, der når til den erkendelse. Jeg tog beslutningen om, at jeg gerne ville bruge de ressourcer positivt, for jeg vidste, hvor manipulerende, hvor kreativ og stærk jeg var, mens jeg var på stoffer."

Hvordan gør man?

"Mens man er afhængig af stoffer, har man ét mål, fra man står op om morgenen. Du ved ikke, hvordan du får stofferne, men du ved, at det vil lykkes. Man går gennem alle mulige ting hver dag for at nå sit mål," forklarer hun.

Den erfaring har hun brugt i sit nye liv, fx i forhold til at komme fysisk til hægterne, at starte på en uddannelse og at flytte i egen bolig.

"Jeg fik en lejlighed, mens jeg var i behand-ling. Det eneste jeg havde var en clockradio og en oppustelig madras. Jeg husker det, som var det i går. Jeg åbnede døren til terrassen og kiggede ud. Jeg vidste, at jeg skulle starte herfra. Det var meget angstprovokerende. Lige så tom som lejligheden var, ligeså tomt var mit liv. Det kræver enormt meget mod og en enorm vilje. Viljen til at være åben og tage imod folks invitationer. Man har jo været så isoleret og egoistisk i lang tid."

Et af Silvias mål var at starte på pædagogseminariet, også selvom hun aldrig havde afsluttet en ungdomsuddannelse.

"Jeg ville bevise, at jeg havde ressourcerne, og at jeg kom med en erfaring og indsigt, som en hf ikke kunne give. Jeg skrev en ansøgning på 30 sider til denne ene ønskeuddannelse og sendte den ind uden eksamenspapirer. Efter to måneder fik jeg svar om, at jeg var kommet ind."

Men selvom man hele tiden sætter sig små mål og når dem, må man acceptere, at det tager tid, og at det er forbundet med sorg at stoppe med stofferne.

"For man skal sætte noget andet i stedet for, nemlig mennesker. Relationer. Når du sætter punktum i forhold til stoffer, skal du finde ud af, hvilke muligheder der så er. Hvad er mit livs indhold? Lige når du kommer ud af stofferne, har du hverken mål eller indhold. Du skal til at bygge det op fra bunden. Mange falder tilbage, fordi de ikke orker den vej."

Derfor er det også helt afgørende for motivationen, at man beslutter, at stofferne ikke er en mulighed længere.

"Jeg ved, at hvis jeg tog stoffer i dag, så ville jeg ende nøjagtig samme sted som dengang inden for få dage. Jeg ved, at jeg ikke skal gå derhen. Men jeg har heller ikke lyst mere. Det første år havde jeg ofte tanken. Og jeg kan sagtens stadig drømme om natten, at jeg er lige ved at tage noget eller købe noget. Underbevidstheden længes stadig, men det er jo ikke underligt, for jeg har brugt over halvdelen af mit liv på den måde."

Hvis man tror, at det hele sker fra den ene dag til den anden, så bliver det rigtig svært.

"Man kan ikke se ændringerne. Dem oplever man først hen ad vejen. Det er de små sejre, der har gjort det for mig. Små positive oplevelser, hvor nogen har sagt noget godt, en aftale hvor jeg har grint, små ting, som fx at få en ny kaffemaskine eller at drikke sin første kop kaffe i den nye lejlighed. Det er jo fantastisk, for man får jo også mulighed for at værdsætte nogle ting, som andre tager for givet. Familie, venner, kaffen, duftene, vinter og forår. Det hele er en gave. Og det er en styrke, at du virkelig værdsætter livet, hvis du vælger det."

Silvia Meyers søn på 12 og datter på 9 år blev i 2005 bortført af deres far. Hun har i dag igen kontakt til børnene, der dog stadig bor i Serbien. Silvia og hendes nye mand fik for tre år siden tvillinger.

(Interviewet er fra 2012, tekst: Marie Ejlersen)

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden