Impulsiv selvskade

Impulsiv selvskade falder ind under overskriften vane- og impulsforstyrrelser uden at være en selvstændig diagnose.

Af professor Bo Møhl

Selvskade er formodentlig en af de forstyrrelser, som det umiddelbart er sværest at forstå, hvis man ikke kender den fra sin egen krop. De fleste har lettere ved at sætte sig ind i, hvordan man kan blive grebet af spil, sex, internettet, mad eller af trangen til at købe ting og sager. Trangen til de forskellige ting dækker alle over impulskontrolforstyrrelser, der går under hovedoverskriften vane- og impulsforstyrrelser uden at være selvstændige diagnoser. Disse handlinger kan være rare, dejlige eller spændende – i hvert fald indtil trangen sejrer over fornuften – mens det at påføre sig selv smerte eller sår af de fleste opfattes som noget

Hvad er selvskade?

Selvskadende adfærd kan defineres som en bevidst, socialt uacceptabel adfærd, der medfører fysisk skade og/eller smerte, udført uden hensigt om at tage sit eget liv (selvmord), men med det bevidste eller ubevidste formål at opnå følelsesmæssig lettelse eller for at påvirke forholdet til andre. Med denne definition udelukkes alle de mange former for selvskade, som er udført af f.eks. religiøse grunde eller som en del af en kulturel iscenesættelse (f.eks. overgangsriter).

Overordnet kan man skelne mellem 1) impulsiv, 2) stereotyp og tvangsmæssig og 3) alvorlig/svær selvskade.

1) Impulsiv selvskade er den hyppigste form og inkluderer f.eks. cutting, brænding og at slå sig selv. Impulsiv selvskade giver mulighed for at opnå en hurtig, men kortvarig lettelse af den indre spænding og kan således bruges som metode til affektregulering (nedregulering af pinagtige følelser.) Selvskaden kan udløses af forskellige følelser som selvhad, had mod andre, forladthedsangst, tomhedsfølelser, håbløshed og ønske om at opnå kontrol. Ofte vil den selvskadende person have svært ved præcist at angive, hvilke følelser der udløser selvskaden.

2) Den stereotype eller tvangsmæssige form for selvskade er karakteriseret ved, at personen gentager sin adfærd igen og igen på en måde, som er monoton eller rytmisk. Mennesker med autisme, psykisk udviklingshæmning eller syndromer som Lesch-Nyhan, Prader-Willi og Cornelia de Lange kan have en tvangsmæssig selvskadende adfærd. Mere almindeligt er neglebidning, skin-picking, hvor personen finder uregelmæssigheder i sin hud, som hun så forsøger at fjerne, eller trikotillomani, hvor personen trækker hår ud fra hovedbunden, øjenvipper og -bryn eller fra området omkring kønsorganerne.

3) Svær eller alvorlig selvskade er omfattende, definitive og dramatiske som f.eks. øjenoperationer, amputationer og lignende, der oftest er forbundet  med psykotiske tilstande. Denne form for selvskade har ikke noget med impulsforstyrrelser at gøre.

Selvskadens funktion

Selvskade kan ses som en måde at nedregulere eller dæmpe svære følelser på (f.eks. vrede, angst, forladthedsfølelser og jalousi), som personen ikke umiddelbart kan klare på andre måder. Når personen f.eks. skærer sig, får han eller hun en umiddelbar lettelse. Selvskade kan også være udtryk for selvstraf eller som en anledning til at give sig selv omsorg, når skaden er sket. Selvskade kan med andre ord opfattes som en form for selvmedicinering eller -behandling.

Når personen kommer i kontakt med smertefulde følelser, bliver vedkommende meget let overvældet og kommer op i ‘det røde felt’, hvor spændingen bliver uudholdelig. Der sker uundgåeligt et kontroltab, hvor vedkommende giver efter for sin impuls til f.eks. at skære sig, og personen oplever umiddelbart efter en enorm lettelse. Hos nogle medfører selvskaden derudover en aktivering af kroppens egne morfinstoffer (endorfiner), som kan give en form for kick, som de med tiden kan blive fysisk afhængige af. Den positive effekt er imidlertid kun kortvarig og afløses af følelser som skam og skyld, der hænger sammen med fortrydelse og lede ved sig selv. Og for at nedregulere disse negative følelser er der stor risiko for, at personen skader sig selv – og cirklen starter

Psykisk og fysisk afhængighed

Når selvskadende handlinger bliver opfattet som impulskontrolforstyrrelse, skyldes det, at nogle af dem, der skader sig selv, kan have svært ved at lade være. Nogle udvikler både en psykologisk og fysiologisk afhængighed, som betyder, at de ikke kan falde til ro, hvis ikke de har skadet sig selv, eller at de har stor risiko for at få tilbagefald, hvis de endelig er hørt op med selvskaden. Nogle er i forbindelse med kontroltabet klar over, at de egentlig ikke burde skade sig selv, men de kan ikke lade være. Det gælder f.eks. personer, der skærer sig selv, brænder sig selv, slår sig selv, stikker sig med nåle eller bider sig selv. 

Flere og flere skader sig selv

Ligesom vane- og impulsforstyrrelser generelt er stigende, ser vi også stadig flere mennesker, som bruger selvskade, som en form for regulering af svære følelser – både i og uden for det psykiatriske system. I visse dele af ungdomskulturen indgår selvskade som en måde at definere sig selv på og derfor som en tendens, man må se som ‘normaladfærd’ hos en gruppe unge. En dansk undersøgelse af selvskade hos gymnasieelever fra 2009 viser, at mere end hver femte har skadet sig selv på et tidspunkt i løbet af deres liv. Dette er i sig selv et tegn på, at selvskade ikke nødvendigvis er udtryk for psykisk sygdom.

Stoffer og alkohol

En amerikansk forsker har talt om selvskade som en ny form for afhængighed, der er lige så stærk og derfor lige så svær at komme ud af som misbrug af forskellige stoffer, f.eks. kokain. Netop når man sammenligner selvskade med stofmisbrug, bliver det tydeligt, at impulskontroltabet let opleves som en tvangsmæssig afhængighed. 

Også ved alkoholmisbrug, hvor personen må indtage spiritus for at kunne klare sine problemer, kan man se spænding (drikketrang) forud for kontroltabet. Personen drikker, selvom vedkommende godt ved, at det er galt. Herefter opstår en lettelse, der hænger sammen med, at problemerne fortoner sig eller anstrengelsen ved at skulle modstå en impuls forsvinder. Men lettelsen afløses som bekendt af fortrydelsen og ubehaget, som kan være starten til en ny oplevelse af kontroltab, hvor vedkommende i stigende grad bliver afhængig af sin selvskadende adfærd og samtidig bliver dårligere og dårligere til at leve sit liv uden.

Læs mere om selvskadende adfærd i At skære smerten bort – en bog om cutting og anden selvskadende adfærd (Bo Møhl, PsykiatriFondens Forlag, 2006). Køb bogen her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden