Indsatsen blev større og større

Sportsjournalisten Claus Elgaard spillede for at holde tankerne på afstand. Først efter mange år indså han, at spillet havde taget magten fra ham.

“Man kunne ikke se det forfald, jeg følte indeni,” fortæller tidligere sportsjournalist og tv-vært Claus Elgaard om tiden, hvor ludomanien styrede hans liv.

“Jeg var altid ren og pæn, for jeg kunne jo gå over til TV 2 og få et Hugo Boss-jakkesæt på.”

TV 2-jakkesættet holdt facaden, men Claus Elgaard var klar over, at han ikke som andre ludomaner ubemærket kunne besøge Casino Copenhagen eller Casino Munkebjerg. I hvert fald ikke 15., 20. eller 30. gang på en måned. “På det tidspunkt var jeg nok den mest eksponerede sportsvært i Danmark, og jeg levede et liv på skærmen og i ugebladene. I løbet af en uge mødte jeg mange mennesker i supermarkedet, som sagde ‘nej, hvor fedt’ og ‘bare vi havde dit liv’.” 

Hvad følte du, når du som tv-vært var ’på’ og skulle holde facaden?

“Jeg følte mig godt tilpas. Mange føler måske, at de tappes for energi på deres arbejde. Jeg har altid fået energi på mit arbejde. Jeg søgte jo mit arbejde for ikke at blive rastløs. For at få tiden til at gå. Og jeg vidste, at jeg var god til det, jeg lavede. Jeg havde styr på det og nemt ved det. Så jeg samlede energi og selvtillid på mit arbejde. Jeg elskede det, og tiden gik hurtigt. På den måde kom jeg væk fra dagligdagen.”

Ren adspredelse

Claus Elgaard var på kasino første gang for snart 20 år siden.

“Jeg skulle bare prøve det. Jeg var sammen med en ven, og vi brugte ikke særlig mange penge. Det var ren adspredelse. Vi grinede hele vejen hjem, selv om vi havde tabt,” husker han. “Det er klart, at jeg fornemmede, at der fandtes et rum, hvor jeg var så opslugt af spillet, at jeg ikke tænkte på andet. Den dag i dag tror jeg lige så godt, det kunne have været fluefiskeri eller trampolinspring.”

Et par uger senere gik Claus Elgaard på kasino igen, og så rullede lavinen. Hans fars død intensiverede kun spilletrangen yderligere. “Jeg spillede hver dag, hvis der var penge til det. Og jeg var godt klar over, at den var gal, men jeg bildte mig ind, at jeg havde kontrol over spillet,” fortæller Claus Elgaard.

“Samtidig slørede jeg min afhængighed. Når jeg var på arbejde i Odense, tog jeg til Vejle for at spille, og når jeg var hjemme i Vejle kørte jeg til Odense. Det er klart, at det medførte mange løgnehistorier: Hvorfor kom jeg sent hjem? ‘Nå, men der var overarbejde’. Det var nemt at komme med undskyldninger, for tv-branchen er kendt for diffuse arbejdstider.”

Han ved fortsat ikke, om beslutningen var rigtig, men i den periode forlod Claus Elgaard sin kone og deres to sønner. “Jeg gik for ikke at spille hus og hjem op,” siger han. “Også selv om vi havde et godt forhold.”

Hvordan bilder man sig ind, at man harkontrol over spillet?

“I starten sagde jeg til mig selv, at jeg bare kunne stoppe. At jeg spillede for sidste gang den dag,” siger han. “Det giver sådan et lidt flerdimensionelt liv, for du ved udmærket godt, at det er løgn. Du kan jo ikke holde op. Til sidst retfærdiggør du ikke længere dine handlinger for dig selv. Du går ikke hjem, når du har vundet, men når du ikke har flere penge.

Jeg spillede aldrig for at vinde penge. Jeg spillede for at slå tiden ihjel og komme væk fra det hele. Hvis jeg gik hjem med penge på lommen, var det, fordi kasinoet lukkede,” siger han.

“Jeg kunne have fået tiden til at gå i 100 år, hvis jeg bare havde spillet en jeton ad gangen. Men indsatsen blev større og større, og der var selvfølgelig mere spænding, jo større indsatsen var. Jeg bildte mig aldrig ind, at jeg spillede efter et system, eller at jeg bestemte over kuglen. Det var en kamp mellem mig og hjulet, hvor jeg følte glæden ved at vinde over hjulet.

Dostojevskij skriver i romanen Spilleren, at man bliver et med spillet. Jeg tog mig selv i at tale med hjulet, blive sur på det, forbande det. Tillægge det menneskelige egenskaber. Jeg havde en dialog med hjulet, og jeg blev mere og mere isoleret.”

Hvad flygtede du fra?

“Det er sgu en lang historie,” siger han lidt opgivende. “Det var alle mulige ting, der havde hobet sig op i mit liv … simkortet var fyldt op. Der var bare ikke plads til flere beskeder. Jeg fik afløb for tankerne ved at gå på kasino.”

“Min storesøster døde syv år gammel af en nyresygdom,” siger han så. “Jeg var 3-4 år gammel og blev sendt hjem hos min moster og onkel i halvandet år. Man vurderede, at det var bedst at gøre det sådan på det tidspunkt,” siger han stille. “I den periode faldt min mor og far fra hinanden. Ren sorgreaktion. Især hos min far, som aldrig kom sig over min søsters død. Han drak sig ihjel som 55-årig. Min mor begyndte også at drikke, og jeg fik ansvaret for min lillesøster og mig selv. Det har vel hobet sig op,” siger han henkastet. “Jeg har aldrig haft ro i min sjæl eller ro omkring mig.”

Fravær og druk

Claus Elgaard omtaler forældrene som kærlige og intelligente. Der var hverken dramatik eller vold, kun meget fravær og druk. “Min far var væk mange dage ad gangen, så vi var meget overladt til os selv. Vi vidste aldrig, om han kom hjem, og eftersom min mor prøvede at tage livet af sig flere gange, vidste jeg heller aldrig, om hun var i live, når jeg kom hjem fra skole. Jeg forventede nogle dage …” Han stopper op. “… Eller rettere jeg var afklaret med, at jeg ikke ville blive overrasket, hvis hun var død.” Det var ikke godt for en dreng på 8-10 år at stige af skolebussen og gå op ad havegangen med den uvished, konkluderer han. 

“Når jeg som voksen har været i pressede situationer, har jeg tænkt: Hvis jeg kunne gå op ad havegangen dengang, så kan jeg gøre alt. Det svære kan vendes til en styrke. Det tænkte jeg selvfølgelig ikke som barn. Der fandtes ikke noget, der var værre.”

Ingen undskyldning

Claus Elgaard bliver ofte spurgt, om han ikke tror, han en dag falder tilbage. Svaret er klart nej, hvilket får mange til at ty til de kedelige tal i statistikkerne. “Mange ludomaner har desperat brug for en undskyldning for at spille igen. Det har jeg ikke. Der ligger altid et kasino få kilometer væk, så det er bare om at komme af sted. Det er helt op til dig selv. Derfor kræver det enorm fightervilje og hjerte at komme ud af afhængigheden.”

Hvad blev vendepunktet for dig?

“Jeg efterlod min kræftsyge mor på min terrasse, mens hun var på hospice. Jeg skulle deltage i et arrangement, hvor jeg kunne tjene penge til at spille for. Jeg var kun væk i tre kvarter, men det retfærdiggør slet ikke, at jeg lod hende sidde der alene i sin rullestol. Da jeg kørte hjem, tænkte jeg, at nu var det sygt. At nu påvirkede spilletrangen også andre mennesker. Det påvirkede jo også mine børn og deres mor, da jeg flyttede i sin tid, men dengang følte jeg, at jeg aktivt kontrollerede ludomanien.”

“Mange alkoholikere holder op med at drikke, når de ikke har mere sprut. Det var et kardinalpunkt for mig at komme i behandling med penge på lommen. Så vidste jeg, at jeg virkelig mente det. Jeg var helt klar til at tage kampen op. Jeg glædede mig og var hverken ved at dreje fra i bilen eller melde afbud til min aftale på Center for Ludomani. Jeg er sikker på, at i det øjeblik, hvor du erkender dit problem og ikke er tvunget af konen, kæresten eller jobbet, altså at du ikke kommer på grund af et ultimatum, men af egen fri vilje, så er man 75-80% igennem.”

Ingen adgang

Claus Elgaards mor døde få uger efter, at beslutningen var taget. Faktisk startede han på sin behandling lige efter hendes død, husker han. “Ubevidst har jeg vel vkke ønsket, at hun skulle få det at vide. Om hun kendte sandheden, ved man jo aldrig om sin mor,” smiler han. “Men jeg er glad for, at hun i hvert fald ikke fik det dokumenteret. Jeg havde ikke skrevet min bog, hvis min mor havde været i live. I dag er min rastløshed væk, jeg er afklaret, og mange ting er faldet på plads. Jeg ved, hvorfor min far gav op, og at det ikke havde med mig at gøre. Jeg har forståelse for, at min mor døde efter et hårdt liv med druk, hvor hun trods alt gjorde en kæmpe indsats for at redde min søster og

mig med anstændighed og værdighed.”

Claus Elgaard har ikke besøgt et dansk kasino, siden han gik ind ad døren til behandlingscentret. “Jeg har besøgt kasinoer i Malmø og Las Vegas, men jeg oplevede ikke den der angst for at falde tilbage. Min nuværende kæreste og jeg har boet på Scandinavia Hotel, hvor jeg tidligere spillede meget. Da vi forlod hotellet, gik jeg hen til personalet i indgangen til kasinoet og gav dem mit kørekort. Jeg bad dem tjekke, om jeg kunne komme ind,” forklarer han om den spærring, der fortsat forhindrer ham adgang. “Det var et signal til min kæreste. Man er nødt til at gøre sig fortjent til den tillid, som der helt klart kan være tvivl om. Man har selv været med til at nedbryde tilliden omkring ens person, og man må selv være med til at bygge den op igen. Det kræver en indsats. Det var en stor sejr at få at vide, at der var spærret. Jeg havde det godt, og jeg kunne mærke, at min kæreste var glad. Det var vigtigt for mig at dokumentere, at jeg taler sandt,” slutter han.

(Interviewet er fra 2010, tekst af Marie Ejlersen, Psykiatrifonden)

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden