Siger dine stemmer ikke det?

”Hvis man som ung ikke er en succes og ligner dem på billederne, så kan man føle sig som en fiasko. Vores samfund har ændret sig, og mange unge mistrives eller er sårbare. Stort set alle her kæmper med et dårligt selvværd. Og mange har gået med noget i mange år, som de ikke har villet fortælle andre. Mange har fx hørt stemmer,” siger sygeplejerske Lotte Bertolt, der arbejder med unge med debuterende psykoser i behandlingstilbuddet OPUS i Region H. Engang var skizofreni et stempel på livstid. Men ikke mere. I OPUS er mantraet ”Vi bliver ved”. Og det virker.

”Da jeg var 15-16 år, talte jeg med en ven om et eller andet. Jeg troede, at alle mennesker hørte nogle indre stemmer, så på et tidspunkt sagde jeg til ham: ”Siger dine stemmer ikke det?” Og så fortalte han mig, at det ikke var helt normalt, det jeg oplevede. Han viste mig en film om skizofreni, hvor jeg kunne genkende en del af det, der blev sagt. Jeg følte mig fortabt.” 

Det fortæller Heidi Wulf på 28, som er i gang med et OPUS-forløb i OPUS Valby i København. 

OPUS er et behandlingstilbud for unge med debuterende psykoser i alderen 18 til 35 år. Et behandlingsforløb på to år, hvor den unge bliver fulgt tæt og får al den hjælp, der er nødvendig for dels at behandle sygdommen, dels for at få den unge godt i gang med livet med uddannelse eller job.  

I dag er der heldigvis udbredt viden om, at skizofreni og andre psykiske sygdomme ikke er et livstidsstempel. Man kan blive helt fri for sygdommen og dens symptomer, og mange kan komme til at leve et liv som alle andre med job, børn, uddannelse. OPUS er et eksempel på den moderne psykiatris tilgang til mennesker med psykoser.

Flere børn og unge diagnosticeres

Skizofreni er en sjælden lidelse hos børn, og det er først fra syvårsalderen, at man kan afgøre, om der er tale om skizofreni.

Diagnosen stilles oftest i 20-25-årsalderen. Nye undersøgelser viser, at flere børn og unge diagnosticeres med skizofreni i dag end tidligere – man siger, at der er en stigende incidensrate – og stigningen er mest udtalt i aldersgruppen 11-15 år.

Det anslås, at denne stigning bl.a. kan skyldes en større udbygning af børne- og ungdomspsykiatrien i de senere år. Stigningen er derfor mere et udtryk for, at flere børn og unge undersøges og diagnosticeres, end for, at hyppigheden af skizofreni er øget.

– Kan du vaske køkkengulvet?

Lotte Bertolt har ansvaret for 13 af OPUS Valbys 110 patienter.

”Vi skræddersyr den enkelte unges forløb. Det er meget intensivt og flek­sibelt på samme tid. Nogle er meget dårlige i starten, andre har hele vejen igennem et højt funktionsniveau. Nogle har fuldtidsarbejde eller læser på et studie på fuld tid, andre er i ressourceforløb på jobcentret,” fortæller hun.

”Det er vigtigt, at vi får hjulpet dem med det, der står i vejen for dem. Måske har den unge ikke fået betalt sin husleje, eller der er problemer med kæresten eller andet – vi kan tale om det hele og finde løsninger sammen med dem,” fortæller Lotte Bertolt.

”Jeg havde et forløb engang med en ung mand. Han var tilknyttet os i fem år, og han sagde altid, at han ikke vidste, hvad han skulle bruge mig til. En af de sidste gange, jeg var ude hos ham, spurgte jeg igen, om der ikke var noget, han kunne bruge mig til. Så sagde han: ’Jo, du kan vaske køkkengulvet!’,” fortsætter hun. 

Bag Lottes grin over episoden gemmer sig selvfølgelig også alvoren. For sådan er det indimellem: Nogle af de unge har det rigtig dårligt. Og nogle kan være svære at nå, især hvis de ikke selv erkender, at de har brug for hjælp. Og som hun siger: ”Vi kan godt finde på at tage opvasken, hvis det er den, der lige nu står i vejen for den unge.”

Stemmerne fik navne

Heidi Wulf begyndte at høre stemmer, da hun var omkring syv år. Så mange forskellige, at hun gav dem navne for at kunne skelne. Hun så også mennesker, der ikke var der. Men hun troede, det var sådan for alle, så hun sagde ikke noget om det. 

Senere, i teenageårene, oplevede hun episoden med vennen, der fortalte hende, at det der med at høre stemmer ikke var noget, alle gjorde. Og som Heidi fortalte tidligere, følte hun sig fortabt, men talte stadig ikke med nogen om det. Hun valgte at gemme på det.

- Hvad var virkeligt?

For to år siden arbejdede Heidi i et call­center, og i en meget stresset periode blev hun svært psykotisk og fik sværere og sværere ved at skelne mellem virkelighed og det, der var i hendes hoved.

”Jeg havde mine egne små strategier for at finde ud af, hvad der var virkeligt, og hvad der ikke var. For eksempel skulle jeg altid lige røre ved folk for at mærke, om de var virkelige,” fortæller hun.

 

Jeg stak alle en hvid løgn. Ingen skulle se mig gå op til skolepsykologen – så ville jeg jo havne i kategorien for de tossede, tænkte jeg. Det skulle jeg bare ikke.

 

Stemmerne ændrede sig og blev negative og nedladende. 

”De fortalte mig, at jeg ikke duede til noget. De talte dårligt om mig med hinanden. Sådan havde det ikke været før.”

– Man kæmper dét mere, når man har et barn

Til sidst tog Heidi på den psykiatriske akutmodtagelse, og endelig fik hun hjælp. Hun begyndte i det OPUS-forløb, hun nu er midt i.

”Det er rart at være her. Det er rart at møde andre, der har prøvet det samme,” siger hun. 

Heidi har en datter på otte år, som også har været med ude på OPUS. 

”I lang tid forstod hun ikke, hvad jeg skulle herude. Det har virkelig gavnet os begge, at hun kom med og fik lidt at vide om, hvad der sker her. Nu spørger hun nysgerrigt ind til det nogle gange. Og det kan måske også ramme hende. Det tænker jeg selvfølgelig over. Og nu ved jeg, at hun vil sige til, hvis hun oplever noget af det, som jeg oplevede,” siger Heidi. Og fortsætter: ”Man kæmper lige det mere, når man har et barn.”

Om et års tid er Heidi færdig med sit OPUS-forløb på to år. Tiden er gået stærkt, og hun er på rette vej:

”Jeg vil bare gerne kunne rumme min dagligdag og blive et helt menneske,” siger hun.

Født følsom

Freja Heitmann Christensen er 31 år og er lige blevet ansat i OPUS som recovery mentor. En recovery mentor er et menneske, som selv har haft en psykisk sygdom, og som arbejder i en særlig relation til både fagpersonale og patienter med sin unikke viden og erfaring, der jo kommer indefra.

For fire år siden gik Freja selv i be­­handling på OPUS.

”Jeg er født meget følsom. Som barn mærkede jeg alle følelser meget stærkt. Følelser voksede i mig – vrede, glæde, bekymring. Da jeg var omkring ti år begyndte jeg at få svært ved at sove. Og de her store følelser kunne bygge sig op i mig, til jeg fik det fysisk dårligt af dem – jeg kastede simpelthen op. Da jeg startede på en ny skole i 7. klasse, var det virkelig svært. Den første dag holdt jeg det hele inde, indtil vi skulle op på skolebiblioteket at hente skolebøger.
Da kunne jeg ikke mere, og jeg kastede op ud over det hele,” fortæller Freja. 

Med årene begyndte det følsomme at fylde mere og mere. Hun er mere nervøs end de fleste, som hun siger, og på et tidspunkt begyndte hun at  få angstanfald. Hun havde tvangstanker, udførte tvangshandlinger, havde ka­tastrofetanker.

Når man har skizofreni, kan man fx opleve at

  • Høre lyde og stemmer, der ikke er der.
  • Føle sig tom indeni.
  • Have svært ved at være sammen med andre.
  • Miste evnen til at klare hverdagens gøremål.
  • Få tankestop eller tanke-mylder.

Læs mere om skizofreni her.

– I kategorien for de tossede? Nej tak

”Det begyndte at ødelægge min hverdag. Da jeg var 13-14 år tvang mine forældre mig til psykolog. Jeg stak alle en hvid løgn. Ingen skulle se mig gå op til skolepsykologen – så ville jeg jo havne i kategorien for de tossede, tænkte jeg. Det skulle jeg bare ikke.” 

Efter nogle år med blandede oplevelser med psykiatri og psykologer forlod Freja Lolland og flyttede til København. 

”Jeg fungerede udadtil, men når jeg kom hjem til min og min brors lejlighed, røg facaden ned om benene på mig. På et tidspunkt tog jeg på den psykiatriske skadestue,” fortæller Freja. 

Det viste sig, at hun havde skizo­typisk sindslidelse. 

Travlt med at flygte

”OPUS har været fuldstændig altafgørende for, at mit liv blev godt igen. Jeg har fået meget mere ro på. Før havde jeg travlt med alt – og især med at flygte. Jeg fik mere ro, da jeg begyndte at tage sygdommen alvorligt.

I dag, hvor Freja er begyndt at komme på OPUS i sin nye rolle som ansat, sætter hun stadig meget stor pris på det, hun selv fik med derfra.

”Jeg har stadig brug for den værktøjskasse, jeg fik her. Det er landet i mig. Jeg vil altid være et følsomt menneske. Det må jeg tage hensyn til, og jeg er stadig ved at finde balancen. Jeg kan stadig få angstanfald i dag, men når det banker på, ved jeg, hvordan jeg skal tage mig af det,” siger hun.

Stress og sårbarhed

Lotte Bertolt, Heidi Wulf og Freja Heitmann Christensen har gennem interviewet med Psykiatrifonden siddet omkring det samme bord med hver deres kaffekop og lyttet og givet hinanden plads til at tale. Om lidt skal mødelokalet ryddes. Selvværdsgruppen kommer til sit ugentlige møde.

De fleste får nogle kompetencer med sig herfra. Og de lærer at tage imod hjælp. Samtidig arbejder vi meget med deres stress-/sårbarhedstærskel. De lærer sig selv og deres grænser at kende, og de får nogle redskaber at bruge, baseret på kognitiv adfærdsterapi, som hjælper dem, når de står i situationen,” fortæller hun. Og så slutter hun med en sætning om det, der formentlig er det allervigtigste i OPUS’ arbejde:

”Vi kommer meget tæt på hinanden. De unge stoler på os, og den tillid er meget afgørende for, hvordan det går.”

Tekst: Sarah Cecilie Boss, journalist og pressechef

Foto: Klaus Holsting

Tak fordi du læste artiklen — vi håber, du kunne lide den

Vi hopper lige til sagen: I Psykiatrifonden arbejder vi målrettet for at fremme psykisk sundhed, så alle får mulighed for at leve et godt liv, uanset om de er psykisk sårbare, har en diagnose eller oplever en midlertidig krise.

 

Alle kan læse vores indhold, og sådan ser vi helst, at det fortsætterMen vi er en sygdomsbekæmpende organisation, og der er mange udgifter forbundet med det arbejde vi laver. Det koster penge, tid og kræfter.

 

Derfor håber vi meget, at du vil blive støttemedlem. Det kan du blive her!

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883