Seksuelle forstyrrelser

Forstyrrelser af den normale seksuelle funktion ses ofte ved andre psykiske og fysiske sygdomme. Men seksuelle forstyrrelser kan også optræde alene og handler om nedsat eller manglende seksuallyst (libido).

Seksuelle forstyrrelser kan vise sig som:

  • Seksuel aversion eller manglende seksuel lystfølelse er ubehag, frygt eller ængstelse ved seksuel udfoldelse, eller også føler man ingen lyst under selve akten.
  • Genital dysfunktion – mangelfuld evne til seksuel aktivitet. Hos mænd i form af svigtende erektion og hos kvinder i form af vaginal tørhed.
  • Hæmmet orgasme betyder, at den seksuelle udfoldelse ikke fører til udløsning.
  • Præmatur ejakulation – for tidlig udløsning hos mænd.
  • Dyspareuni – smerter eller ubehag i forbindelse med seksuel aktivitet.
  • Vaginisme hos kvinder er kraftige eller krampeagtige muskelspændinger, der forhindrer normal seksuel udfoldelse.

Lettere psykiske forstyrrelser forbundet med barselsperioden

Psykiske forandringer efter en fødsel – og i forbindelse med hormonernes omstilling – er ofte i depressiv retning. Sådanne tilstande kaldes populært “fødselsdepressioner”. De klassificeres imidlertid kun her, når og hvis de ikke kan klassificeres andetsteds. Hvis der er så mange og så udtalte symptomer, at der er tale om en egentlig depression, får man i stedet en depressionsdiagnose.

Andre psykiske lidelser i svangerskabsperioden diagnosticeres også selvstændigt.

Psykologiske og adfærdsmæssige symptomer forbundet med kropslige sygdomme

Udviklingen af en række kropslige sygdomme som fx astma, mavesår, tyktarmskatar og visse hudlidelser, kan hænge sammen med psykologiske faktorer. Fysiske sygdomme kan ligeledes være ledsaget af lettere psykiske symptomer i form af ængstelse, bekymring eller anspændthed, hvilket også kan anføres under denne diagnose.

Misbrug af ikke-afhængighedsskabende stoffer

Man kan misbruge en række medikamenter, selvom de ikke ligesom fx alkohol er afhængighedsskabende. Man kan overforbruge depressionsmedicin, afføringsmidler, hovedpinepiller, vitaminer, hormoner eller naturmedicin. Et overforbrug kan have skadelige fysiske virkninger, men fordi man føler meget stærk trang til at tage stofferne, kan det være meget svært at stoppe misbruget.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden