Musikken som redskab

Sangerinde Mathilde Falch var indlagt i flere måneder med en alvorlig spiseforstyrrelse. I dag bruger hun musikken til at håndtere svære følelser.

Mathilde Falch sad med et skår fra en julekugle i hånden, parat til at skære sig, da hun for år tilbage tog en afgørende beslutning. På det tidspunkt havde hun været indlagt på en psykiatrisk afdeling i seks måneder på grund af anoreksi. Da hun blev indlagt, vidste lægerne ikke, om hendes organer ville sætte ud, og i de første tre måneder lå hun i sengen. Hun havde fast vagt døgnet rundt, var indimellem fastspændt og fik mad gennem en sonde. Men så skete der noget, fortæller den nu 22-årige sangerinde, der netop har udgivet sit debutalbum Lad mig gå fri. Særligt sangen “Kom med mig” handler om sygdommen og om det tidspunkt, hvor hun tog en beslutning om, hvilket liv hun ønskede at leve. “Det skal gå nu, du skal styre dig selv – du tror det hjælper, men det slår dig ihjel,” lyder en strofe. 

“Jeg sidder der med en skarp genstand og har mulighed for at tage mit eget liv. Og fordi jeg havde taget på, var jeg blevet mere klar i hovedet. Pludselig havde jeg vildt lyst til at leve. Jeg kan huske, at jeg hev sonden ud af næsen, og så ville jeg bare gerne hjem,” fortæller hun.

Overlevelsesstrategi

Anoreksien begyndte i gymnasieårene. Efter en vellykket 10. klasse på en efterskole, følte Mathilde Falch gymnasiet som en nedtur. Samtidig blev hendes forældre skilt.

“Det hele sejlede, og anoreksien blev min måde at glemme det hele på. En måde at kontrollere mine følelser på,” siger hun.

“Siden jeg var helt lille, har jeg haft det svært psykisk. Jeg havde svært ved at være til og kunne godt lide at være alene og dyrke ensomheden og smerten. Jeg har altid brugt meget energi på at tænke over, hvad jeg tænker og føler, og hvad andre tænker.”

Mathilde Falch kalder selv anoreksien for en overlevelsesstrategi. Hendes fokus flyttede sig over på mad og vægt fra den ene dag til den anden.

“Jeg har aldrig følt mig tyk, så det handlede egentlig ikke om min vægt …” Hun tænker sig om: “Eller det vil sige: Jo mere ensporet min hjerne blev, jo mere blev det vægten, det handlede om. Til sidst var vægt og mad det eneste, jeg tænkte på.”

På det hun omtaler som en helt almindelig dag, stod hun op og lavede store mængder mad. Men altid kun til andre.

“Det der klassiske mønster med at ville se andre spise og at have en mening om, hvor meget andre skulle spise. Og så ikke selv gøre det,” forklarer hun.

Det var en nydelse at lave maden og derefter at have fuld kontrol ved ikke at spise den, fortæller hun.

“Jeg gik også i supermarkedet uden at skulle have noget. Jeg kunne ikke lade være med at gå derned og kigge på varerne og på, hvad andre købte. Det var vildt anstrengende. Maden og vægten fyldte alt. Jeg kunne ikke overskue at have venner og familie tæt på, og jeg blev ekstremt isoleret,” husker hun.

Til sidst var Mathilde så tynd og afkræftet, at hun ikke kunne stå op.

“Jeg kan huske, at jeg besøgte min søster og hendes lille dreng. Han ville gerne op til mig, men jeg kunne simpelthen ikke løfte ham, fordi jeg var så svag. Det gjorde virkelig ‘av’. Jeg følte jo ikke noget ellers. Det hele var som at se igennem en dugget rude. At se på omverdenen uden at være der. Men det med min lille nevø gjorde ondt.”

Undtagelsestilstand

Få dage efter blev Mathilde indlagt uden helt at have forstået, hvad det indebar.

“Jeg regnede med, at det var ligesom, hvis man havde ondt i maven. At man kom ind i to dage, og så var man ude igen. Jeg kunne ikke mærke noget. Det var en undtagelsestilstand i kroppen og hjernen. Jeg tænkte kun på, at det var forfærdeligt, at jeg ikke kunne komme til at gøre det, jeg gerne ville, nemlig at undgå maden.”

Hun troede, hun kunne overbevise lægerne om, at der ikke var noget galt, ligesom hun havde gjort med alle andre.

“Men vægten var imod mig. Et tal er et tal, det kunne jeg ikke modbevise. Jeg kunne ikke snyde personalet. Jeg havde permanent sonde i næsen og prøvede at kæmpe imod. Jeg prøvede at kaste op, men så kom der bare ny mad ned med sonden. Der var intet at gøre, og heldigvis. Ellers var jeg død nogle dage efter, det ved jeg nu,” siger hun.

Mathilde Falch måtte overgive sig i forhold til maden, men den indre smerte var ikke væk. Derfor begyndte hun at skære sig.

“I mange måneder sad der fast vagt hos mig, og der var overvåg-ningskameraer om natten. Men det blev en sport at skære sig,” forklarer hun. Og alt, hvad der var ved hånden, kunne bruges. Cd’er, kuglepenne, neglene og de julekugler, som afdelingen var pyntet med i højtiden.

“Det kunne sagtens lykkes, selvom der sad en vagt,” siger hun stille. Hun sad i sengen og lod som om hun skrev i sin dagbog. Imens skar hun sig bag bogen.

“Det er meget ubehageligt at læse i dagbogen i dag, for jeg var virkelig syg. Der er blod overalt på siderne. Men nu hvor jeg tænker tilbage, kan jeg se, at det var godt for mig at få lov at være skør. Jeg fik lov at skeje helt ud på afdelingen og mærke al mine vrede og sorg og også mine grænser. Det var vigtigt for mig for at kunne blive rask. Jeg har altid været meget grænsesøgende. Jeg vidste, at når jeg havde besluttet mig for noget, ville jeg fuldføre det. Da jeg begyndte at få det bedre, blev det en styrke. Hvis jeg kunne køre noget så langt ud, så kunne jeg også få det vendt.”

Ud med sonden

Hun vender tilbage til den dag på hospitalet, da hun resolut fjernede sonden.

“Jeg havde fået det bedre. For det første havde min hjerne fået mad, så jeg kunne pludselig tænkte klarere. Jeg begyndte at få lyst igen. Lyst til at høre musik, komme udenfor og nyde nogle af de ting, som jeg plejede at nyde. Men på en ny måde, for jeg følte, at jeg var blevet voksen. Og at jeg skulle ud og leve et helt nyt liv. På mine betingelser. Det var en meget stærk oplevelse.”

Personalet på afdelingen kunne se på Mathilde Falch, at hun var fast besluttet. At der var sket noget.

“Jeg fortalte psykologen på afdelingen, at jeg gerne ville udskrives, flytte i min egen lejlighed og selv betale regninger,” smiler hun.

Under den seks måneder lange indlæggelse havde Mathilde Falch ikke engang været hjemme på weekend, så aftalen blev, at hun kunne bo hos sin mor i en uge med en udførlig kostplan.

“Jeg følte mig rask der,” siger hun lidt overrasket. “Jeg kunne tage hjem til min mor, sætte mig til bords og spise bøf med kartofler og brun sovs uden at tænke over det. Det viser jo, at sygdommen ikke kun handlede om den konkrete mad.”

Musikken er en hjælp

Men hun længtes ofte efter ‘strategien’, fortæller Mathilde Falch om tiden efter indlæggelsen. Anoreksien var tryg.

“I min nye lejlighed havde jeg det indimellem rigtig dårligt. Sangen ‘Kom med mig’ er skrevet efter sådan en nedtur, hvor jeg bagefter havde den følelse, at det bare ikke måtte sejle nu, for nu var jeg kommet så langt. Det ville være spild. Jeg vidste, at der ikke skulle så meget til for at falde i igen. Så kom denne her sang bare til mig. Det føltes rart, for jeg kunne synge om alle de følelser, som det var svært at tale om. På den måde er musikken min redning.”

Musikken er en hjælp, når hun føler sig tom, forklarer hun.

“Tidligere føltes tomheden rar til en start, fordi jeg ikke skulle forholde mig til noget. En tilstand, hvor man kunne slappe lidt af. Følelsen af, at jeg er langt ude, har faktisk tit været et kick for mig. Det er mit sted. Der har sangene virkelig hjulpet mig, for når jeg søger ind i det destruktive, som jeg måske altid vil gøre, så kan jeg i stedet sætte mig med min guitar. Musikken giver mig den samme ro. Der kan jeg sidde og tænke over mine ting. Når jeg spiller, må jeg gerne være lidt langt ude, for det er på en mere afgrænset måde, end det var med anoreksien.”

Der kommer noget positivt ud af de mørke huller, siger hun om musikken. Hun kan spille sine sange igen og igen og mærke smerten, og så give slip på den igen.

“Jeg er vildt glad for, at jeg selv har kunnet tage ansvar for at få det bedre. Det er en styrke. Det føles godt, for jeg ved, at det er mig selv, der har valgt, at jeg ville ud af anoreksien. Omkvædet “Kom med mig, jeg vil vise dig, et sted, hvor du kan få fred” handler netop om det. At der er en, der tager én i hånden. Og det kan lige så godt være én selv.”

(Interviewet er fra 2012, tekst af Marie Ejlersen, Psykiatrifonden)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden