Spiseforstyrrelser er selvskadende adfærd

Spiseforstyrrelser er indirekte selvskadende adfærd, fordi kroppen på længere sigt tager skade af for lidt eller for meget mad, opkastninger eller overdreven motion.

Af klinisk psykolog, adj. professor Bo Møhl, Psykiatrisk Center København

Begrebet selvskade dækker over forskellige former for adfærd, der medfører skade på kroppen og fungerer som følelsesregulering. Man kan skelne mellem direkte selvskade (fx at skære, slå eller brænde sig selv), hvor skaden på kroppen indtræffer umiddelbart efter den selvskadende handling, og indirekte selvskade (fx spiseforstyrrelser og alkohol- og stofmisbrug), hvor skaden sker på længere sigt, måske som følge af gentagne selvskadende handlinger.

Et eksempel på indirekte selvskade er, når langvarig underernæring ved anoreksi giver skader på lever, hjerne, hjerte og knogler, og når opkastningerne ved bulimi giver syreskader på tænder og ætsninger i spiserøret. I alvorlige tilfælde kan opkastninger forstyrre kaliumbalancen, hvilket kan give hjerterytmeforstyrrelser og i sidste ende hjertestop. Endelig kan tvangsmæssig overspisning, også kaldet Binge Eating Disorder (BED), øge risikoen for fedme og udvikling af diabetes (type 2), forhøjet kolesterol, belastning af leddene og hormonelle forstyrrelser (polycystisk ovariesyndrom). 

Direkte og indirekte selvskade

Forskellen på direkte og indirekte selvskade er, at den person, der skader sig selv indirekte, sjældent har til hensigt at gøre skade på sig selv. Sådan er det ikke, når man skader sig direkte. Den unge pige, der fx sulter sig og tvangsmotionerer, gør det sandsynligvis, fordi hun gerne vil være sund og leve op til tidens skønhedsidealer, men på længere sigt kan hendes adfærd alligevel medføre alvorlige skader på kroppen, uden at hun egentlig er klar over det. Oveni har hun måske en forstyrret krops-opfattelse, som betyder, at hun ikke kan se, hvor tynd og afmagret hun er blevet. Tværtimod oplever hun sig som tyk og vil derfor fortsætte sit anorektiske spisemønster og træningsprogram.

Forholdet mellem direkte og indirekte selvskade er komplekst. Undersøgelser viser, at omkring 50% af dem, der har spiseforstyrrelser, også skader sig selv direkte som en måde at regulere deres følelser på. Det kan fx være ved at skære sig. Risikoen for, at man gør direkte skade på sig selv, er især stor, hvis man har bulimi og tvangsoverspisning (BED). Den er noget mindre ved anoreksi. Nogle undersøgelser tyder på, at mere end hver anden med alvorligere bulimi eller tvangsoverspisning også indimellem skader sig selv direkte. Er man cutter, er det snarere reglen end undtagelsen, at man har et forstyrret spisemønster, hvor man i perioder enten sulter sig selv eller overspiser med efterfølgende opkastninger. Der er således en tydelig sammenhæng mellem direkte og indirekte selvskade.

At undgå de svære følelser

Grundene til, at man udvikler en spiseforstyrrelse eller skader sig selv direkte, er selvfølgelig forskellige fra person til person. Imidlertid kan mange fortælle, at de gør det for at undgå at mærke sig selv eller for at slippe for ubehagelige følelser af uro, vrede, angst, selvhad, tomhed eller andre svære, smertefulde følelser.

Ved at sulte sig kan man undgå at mærke følelserne, ved at overspise kan man dæmpe sit ubehag, og ved at skære sig kan man dæmpe sin indre smerte. På den måde fungerer både direkte og indirekte selvskade som en form for mestringsstrategi, som giver en følelse af kontrol over situationen eller livet. Derfor er mange, der har en spiseforstyrrelse eller direkte skader sig selv, meget ambivalente med hensyn til at få behandling og opgive den selvskadende adfærd.

Både ved spiseforstyrrelser og ved direkte selvskade bruges kroppen til at regulere følelser, og det er karakteristisk, at en cutter skærer sig, når han eller hun er i krise, ligesom en person, der har bulimi eller BED, får ædeflip, når vedkommende har det rigtigt svært. Deres selvskade fungerer som en form for sikkerhedsadfærd, som de ikke bare lige kan lægge fra sig.

Imidlertid risikerer både de, der har en spiseforstyrrelse, og de, der fx skærer sig, at den selvskadende adfærd tager kontrollen over dem. I forsøget på at opnå en følelse af kontrol over deres liv mister de i virkeligheden kontrollen over livet. Både psykologisk og fysisk kan de blive afhængige af deres adfærd, så deres tanker og følelser stort set kun handler om mad eller om, hvornår de igen kan komme til at skære sig. De kan ikke længere selv styre deres trang til at udføre selvskaden, uanset om det er ved at sulte sig yderligere, overspise og kaste op eller skære sig. Hos nogle udvikles der en stærk fysiologisk afhængighed, fordi selvskaden aktiverer såkaldte betaendorfiner, som er kroppens eget morfinstof.

Det er ikke ualmindeligt, at cuttere og mennesker med anoreksi får et kick ud af selvskaden. De føler sig høje eller får en dyb følelse af ro efter at have sultet eller skåret sig.

Nye strategier

Nogle mennesker, der er i behandling for deres anoreksi, får depressive symptomer, når de nærmer sig deres normalvægt. Det skyldes, at de kommer i kontakt med deres følelser. På samme måde kan en cutter, der er blevet vant til at skære sig selv, når livet er vanskeligt, have meget svært ved at opgive denne strategi. Nogle oplever ligefrem voldsom angst og afmagt blot ved tanken om at skulle lade være. Derfor består en behandling også altid i at udvikle alternative strategier.

Hvad kan man gøre, hvis det hele bliver for svært, i stedet for at sulte sig, overspise og eventuelt kaste op eller skære sig? Der er mange muligheder, som på længere sigt ikke har de negative konsekvenser, som er tilfældet med den selvskadende adfærd.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden