Ghita Nørby

Ghita Nørby holder af den tvivl og det kaos, som er en del af skuespilfaget, for hun føler, det gør hende bedre. På samme måde oplever hun nervøsiteten og angsten før en forestilling som noget frugtbart. Egentlig sceneangst er noget ganske andet, som opstår, når illusionen brister.

Køb Angsten i Kunsten her!

Hent et uddrag af Ghita Nørbys fortælling om tvivl, kaos og sceneangst her!

– Efterhånden som man bliver ældre, ændrer angsten ansigt. Det er jo en vældig kamæleon, den angst, den kan have mange ansigter, og den har mange forklædninger.

Ghita Nørbys stemme lyder fuldstændig, som man kender den fra de teaterstykker, tv og film, hvor hun i adskillige år har været en af de toneangivende skikkelser herhjemme. Hun er venlig og imødekommende, og ud over de enkelte ord bidrager hendes livlige mimik og stærke udstråling med en ekstra dimension til samtalen. Vi sidder i et hyggeligt træhus, som oprindeligt var et sommerhus, og Ghita Nørby afbryder nu og da sin tale for at rejse sig og åbne havedøren for sine nysgerrige hunde, så de kan følge med i det hele.

For Ghita Nørby er skuespilkunsten kendetegnet ved alvor, styring og forstand, og det er således langt fra den legende kunstart, som nogle opfatter den som. Nervøsitet og angsten for ikke at slå til er en del af faget, som hun nødig vil undvære, for hun føler, at hun kan bruge adrenalinen til at yde sit ypperste. Den værste form for sceneangst, hun kan forestille sig, er, hvis illusionen i en scene brister. Det har hun kun oplevet én enkelt gang, og hun sammenligner det med, at skorpioner og kolddyr kravler op under skørterne og suger al kraft ud. Når hun hører ordet angst, er det første, hun forbinder det med dog ikke skuespilkunsten. Det er derimod angsten i barndommen, hvor hendes dominerende mor kun tolererede de gode sider.

ET HALVT MENNESKE

– Det første, jeg kommer til at tænke på, når jeg hører ordet angst, er min barndom, og den måde, jeg blev opdraget på. Nu er jeg jo fra 1935, så det var noget ganske andet, end det er i dag. Opdragelsen dengang handlede om, at vi skulle være søde og rare, for ellers var der da ikke noget ved os. Det uheldige ved sådan en opdragelse er, at man vokser op som et halvt menneske. For hvis ikke du bryder dig om den mørke side, bryder du dig ikke om hele mennesket. For mennesket består af både det mørke og det lyse, af ying og yang. Som barn søger man jo forældrenes omsorg og støtte og har derfor tendens til at opføre sig, som de gerne vil have. Men hvis de kun holder af det lyse i én, bliver det den foretrukne side, og så fortrænger du den mørke side, og så begår du en ganske stor livsfejl. Du får et stort regnskab at gøre op siden hen med dit personlige jeg. Og det har jeg så haft. Men det er ligesom der, angsten starter for mig.

– Det var ikke på grund af manglende kærlighed i hjemmet. Mine forældre elskede mig. Jeg var et ønskebarn. Jeg havde en vanvittigt charmerende og sjov far, som var kammersanger på Det Kongelige Teater hele livet. Min mor var pianistinde og var et meget dominerende menneske. Det var især hende, som jeg følte, jeg måtte føje. Hvis jeg gjorde noget, som mor syntes var forkert, så var det ensbetydende med, at jeg ville dø, hvis jeg blev ved med det. Jeg følte altid en angst for ikke at gøre det rigtige. Hvis bare hun antydede, at det her, det var ikke godt, så lod jeg være. Jeg turde ikke andet. På den måde kan forældre i den bedste mening gøre det af med det selvstændige menneskebarn, som er vild af angst for at miste sin fars og mors kærlighed, opmærksomhed og accept. Det er vel en urangst for at blive smidt ud af reden. Miste sit hjem og sin far og mor.

Når illusionen brister

"Efterhånden som man bliver ældre, ændrer angsten ansigt. Det er jo en vældig kamæleon, den angst, den kan have mange ansigter, og den har mange forklædninger."

 

Ghita Nørbys stemme lyder fuldstændig, som man kender den fra de teaterstykker, tv og film, hvor hun i adskillige år har været en af de toneangivende skikkelser herhjemme. For Ghita Nørby er skuespilkunsten kendetegnet ved alvor, styring og forstand. Læs om nervøsiteten og angsten for ikke at slå til, men også hvordan adrenalinen presser en til at yde sit ypperste. Køb bogen Angsten i Kunsten her.

EN UKRUDTSPLANTE

Forsøget på altid at føje morens ønsker gjorde, at Ghita Nørby følte sig uselvstændig og nervøs, da hun startede i skole. Hun havde svært ved at høre efter, var ordblind og blev stemplet som dum. Trods den svære tid blev hun aldrig mobbet, og da hun senere kom på højskole langt væk fra den dominerende mor, tog det hele en ny drejning.

– Når man vokser op på den måde, bliver man meget uselvstændig. Jeg var altid i tvivl om, hvad der var det rette. For det rigtige var jo det, som mor sagde. Men i skolen havde jeg jo ikke mor ved siden af, og derfor var jeg én stor tvivl i skolen. Jeg var altid nervøs, og jeg havde svært ved at høre efter. Derudover var jeg ordblind, og da man ikke vidste, hvad det var dengang, var jeg bare dum. “Ghita er dum”, blev der skrevet på tavlen. Det var pædagogikken dengang, og det var jo ikke særlig klogt, men sådan var det. Det var selvfølgelig en svær tid, og jeg havde da nok en angst for ikke at blive rykket op i næste klasse. Men alligevel slog det mig ikke ud, og jeg blev heller ikke mobbet som så mange andre. Og det har nok noget at gøre med min natur. Jeg er en rigtig ukrudtsplante, en overlever. Jeg er skvalderkål. Hvis jeg bliver skubbet omkuld, rejser jeg mig bare op igen.

– Senere kom jeg på Askov Højskole, og det var en fantastisk tid, for i Sønderjylland var der jo ingen, som vidste, at jeg var dum. Og så viste det sig jo, at jeg var ikke dum. Det var jo en fantastisk oplevelse. Pludselig kunne jeg høre efter og skrive ned og læse bøger. Og frem for alt var jeg langt væk fra min mor. Hun havde altid prøvet at få mig til at læse store klassiske værker af for eksempel Proust. Men det interesserede mig ikke, jeg ville hellere læse FamilieJournalen, eller noget andet sjovt. Men da jeg kom på Askov, hvor der ikke var nogen form for indoktrinering eller pres, erfarede jeg selv, at det kunne være spændende at læse. Opholdet var en stor oplevelse, og jeg blev ligesom et helt menneske, som kunne tage vare på mig selv og træffe mine egne beslutninger. Og det var måske også der, at jeg for alvor besluttede, at jeg ville være skuespiller. Det havde jeg nok været klar over meget tidligere, men jeg havde aldrig sagt det til nogen, for jeg havde en fornemmelse af, at hvis man fortæller, hvad man allerhelst vil, så går det ikke i opfyldelse.

MATERIALET LIGGER I KROPPEN

Hvordan oplever du angsten i forbindelse med dit kunstneriske virke som skuespiller? Jeg læste for nylig et stort interview med din tidligere ægtefælle Jørgen Reenberg, som fortalte, at han inden hver eneste optræden kæmper med en stor angst.

– Ja, Jørgen, som jeg stadig har et godt venskab med, lider virkelig under angsten. Han har fantastiske evner og talent, men især i forbindelse med de første optrædener i en ny forestilling er han vældig plaget af angst. Det er jeg slet ikke i samme udstrækning og er ikke så stor en kunstner heller. Men selvfølgelig kender jeg til angsten i mit arbejde. For ikke at slå til.

Hvordan giver det sig til kende?

– Som skuespiller ligger dit materiale jo inde i din krop. Jeg kan jo ikke lave noget chokolade og sælge det i en forretning for derefter at gå hjem. Det kan jeg ikke. Jeg går jo rundt med mig og mit kunstneriske materiale hele tiden. Og det er så den skæbne, jeg har, jeg kan ikke lægge mit arbejde fra mig. Så jo, selvfølgelig kender jeg til angsten, man er nervøs eller angst hver eneste gang, og det er bestemt ikke noget, som er blevet mindre med alderen. For man stiller jo større krav til sig selv. Men det er jo kun et problem, hvis angsten begynder at være skadelig. Hvis den på en eller anden måde er frugtbargørende, er den ikke et problem. Hvis den er et incitament eller inspiration, hvis du kan bruge adrenalinen. Så er den jo ikke i vejen. Og det er sådan, jeg har det. Jeg vil næsten være så dristig at sige, at den angst, jeg har – selvom den er sort – vil jeg ikke undvære. Den er en del af pakken. Men hvis den åbner dine årer, så din kraft siver ud, så bliver den negativ. Men jeg tøver lidt med at bruge ordet angst om den følelse, man har, før man går på scenen. Angst er på en måde et større begreb. Altså det, vi startede med at tale om: Hvordan ser den ud, angsten? Den har mange ansigter. Angst har for mig en helt anden klang.

SCENEANGST: NÅR ILLUSIONEN BRISTER

– Det, jeg forbinder med sceneangst, er noget ganske andet end den nervøsitet og præstationsangst, man kan have, inden man skal på scenen. Den form for sceneangst har jeg været ude for én gang i mit liv, for ellers har jeg været forskånet for det. Men det var, da jeg spillede Elisabeth den første i Maria Stuart af Schiller. Dronning Elisabeth var jo en utrolig kvinde. Du kan se billeder af hende, for hun er malet mange gange i sin enorme kostumepragt, for hun syntes, hun var så grim, så hun havde behov for at blive bekræftet hele tiden. Og dengang spillede vi altså en Maria Stuart, som var i kostumer. Så jeg havde både paryk og næse på, enorme kostumer og scepter og æble i hånden. Jeg stod ude i Stærekassens ene side, den som hedder Damesiden, og så tænkte jeg pludselig ved mig selv: Hvad fanden laver...

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883