Henrik Nordbrandt

Henrik Nordbrandt oplever angst i mange afskygninger. Klaustrofobi indskrænker muligheden for rejse med fly, angst i sociale situationer forhindrer ham i at gå til koncerter, og tvangstanker tapper ham for energi. Men han skriver sjældent om den psykiske lidelse i sine digte. Dem vil han helst ikke forstyrre.

Køb Angsten i Kunsten her!

Hent uddraget i PDF her! 

– Kort før sin død bad min mor mig om tilgivelse. Den kunne jeg give hende uden videre. Jeg har jo aldrig troet, at hun gjorde det i en ond mening.

Henrik Nordbrandt taler roligt og uden synlig følelsesmæssig påvirkning om morens ønske få dage før hendes død. Grunden var, at hun havde fejlet totalt i forældrerollen over for sønnen. Hun praktiserede en opdragelse, som sigtede på så lidt fysisk kontakt med hendes barn som muligt. Inspirationen var en på den tid kendt amerikansk pædagog, som påstod, at fysisk kontakt skadede barnet. Henrik Nordbrandt mener, at den kontaktfattige opdragelse er den primære årsag til de psykiske problemer, han har kæmpet med hele livet. Problemerne omfatter anoreksi, kronisk depression, lavt selvværd og angst i mange afskygninger.

SALMAN RUSHDIE MÅ VENTE

– Et af de seneste eksempler på, hvordan angsten griber ind i mit liv, oplevede jeg sidste år, da jeg af Salman Rushdie personligt var blevet inviteret til et møde i PEN, som foregik i New York. Mødets dagsorden var islamisk fundamentalisme. Jeg var selvfølgelig glad og beæret over at blive inviteret og havde lyst til at deltage. Problemet er bare, at jeg lider af klaustrofobi og derfor har det rigtig dårligt med at være lukket inde i en flyvemaskine. Jeg prøvede at bearbejde mig selv til at tage af sted alligevel, men måtte opgive. Angsten var for stærk.

– Det er ikke – som for mange andre – risikoen for at styrte ned, som giver mig flyskræk. Tværtimod. Under påvirkning af mine depressioner har jeg flere gange oplevet at se døden som et attraktivt alternativ til livet. Så jeg har slet ikke den dødsangst, som vel er grunden til, at de fleste andre har flyskræk. Det, som er angstfyldt for mig, er indelukketheden. Det, at jeg ikke kan komme ud, hvis jeg får behov for det. Tanken om en tur over Atlanten indelukket i et fly er mere, end jeg kan rumme. Ud over den psykiske følelse af angst oplever jeg fysiske symptomer, idet mine hænder ryster, og håndfladerne sveder. Jeg kan også få flygtige tanker om, at jeg måske er blevet fysisk syg, men igen må jeg konstatere, at sådanne tanker om sygdom og død skræmmer mig ikke.

ANGST I SOCIALE SITUATIONER

Oplever du angst i andre situationer?

– Jeg oplever et ubehag, som måske kan sidestilles med angst i mange sociale situationer. Det kan være til møder, i forbindelse med oplæsningsarrangementer eller til familiearrangementer som jul og fødselsdage. Jeg oplever et fysisk og følelsesmæssigt ubehag, som kan sidestilles med, når jeg har klaustrofobi. Betingelsen for, at jeg overhovedet vil deltage i sådanne sociale arrangementer, er, at jeg kan få lov til at gå, hvis jeg får det dårligt.

Ved den angstlidelse, man kalder social fobi, er det situationer, hvor man er genstand for andres opmærksomhed, som er forbundet med angst. Er det sådan, du har det?
– Nej, det er ikke opmærksomheden på min person ved for eksempel en oplæsning, som er problemet. Det gennemfører jeg som regel uden større problemer, selv om det da ikke altid er lige sjovt. Det er snarere det bundne i mange sociale situationer, som jeg ikke kan holde ud. Jeg kan ikke acceptere den præmis, at her skal du blive et givet tidsrum. Derfor går jeg for eksempel aldrig til koncerter, da jeg jo ikke bare kan rejse mig og gå, når jeg har lyst til det.

– Allerværst er det, når det sociale arrangement involverer familien. I mange år deltog jeg derfor slet ikke i familiens fejring af jul og fødselsdage. Der er noget ved disse sociale familiearrangementer, som jeg slet ikke kan holde ud. Jeg oplever et udtalt behov for at forlade arrangementet efter meget kort tid. Jeg holder meget af mine egne slægtninge, men alligevel er der noget ved disse familiære bånd, som jeg afskyr. Jeg har skrevet om dette familiære fænomen i digtet “Slægtninge” fra digtsamlingen Istid. Jeg vil dog understrege, at digtet er skrevet om de af mine slægtninge, som for længst er døde, ikke mine nuværende.

Den dragende afgrund

"Kort før sin død bad min mor mig om tilgivelse. Den kunne jeg give hende uden videre. Jeg har jo aldrig troet, at hun gjorde det i en ond mening."

 

Henrik Nordbrandt taler roligt og uden synlig følelsesmæssig påvirkning om morens ønske få dage før hendes død. Grunden var, at hun havde fejlet totalt i forældrerollen over for sønnen. Hun praktiserede en opdragelse, som sigtede på så lidt fysisk kontakt med hendes barn som muligt. Læs om hvordan Henrik Nordbrandt har oplevet angst siden barndommen i bogen Angst i Kunsten. Køb den her!

ET HAV AF RITUALER

Ud over klaustrofobi og angst i mange sociale situationer, har Henrik Nordbrandt siden barndommen været plaget af tvangstanker og tvangshandlinger. Selvom han godt kan se det ulogiske i disse ritualer, og selvom de tapper en stor del af hans energi, får han det dårligt, hvis ikke han føjer dem.

– Jeg oplever især tvangstankerne, når jeg skal forlade mit hjem. Selvom jeg er helt sikker på, at jeg har husket at slukke lyset og låse døren, skal jeg ofte tilbage flere gange for at tjekke det hele igen.

– Jeg har et lille hus på Møn, som jeg benytter, når jeg skal skrive. Når jeg forlader huset og kører væk i min bil, fører tvangstankerne ofte til, at jeg må vende om i bilen og køre tilbage for at tjekke huset igennem igen. Det er vildt plagsomt, og jeg har derfor udviklet en form for manualen liste – hvor jeg krydser af, hver gang jeg har kontrolleret noget. Når jeg så får tanker om at skulle tilbage og tjekke noget igen, tager jeg listen frem som et bevis på, at det er gjort. På den måde lykkes det mig somme tider at undlade at føje tvangstanken, men det er ikke let.

– Lignende situationer kan opstå, når jeg går en tur på gaden. Jeg kan have passeret en helt tilfældig butiksrude for flere hundrede meter siden, og pludselig får jeg den tanke, at jeg bliver nødt til at gå tilbage for at tjekke en helt ligegyldig detalje i vinduet. Jeg ved, det er totalt ulogisk og ligegyldigt, men jeg kan ikke lade være. Jeg fyldes med en form for ubehag, måske en slags angst, som først aftager, når jeg føjer tvangstanken.

– Tvangstanker og ritualer har jeg kendt til siden barndommen, hvor jeg led af anoreksi. Spiseforstyrrelser er jo i den grad bygget op omkring systemer, regler og tvangslignende ritualer.

DEN DRAGENDE AFGRUND

Henrik Nordbrandt oplever også tvangstanker om at springe i afgrunden, når han opholder sig højt oppe. Ubehaget ved disse tanker har ført til en intens højdeskræk, og han opholder sig nødig over tredje sals højde. Han er bange for, om han kan finde på at springe ud.

– Jeg boede på et tidspunkt i Spanien, i en lejlighed i på 10. sal. Der var en lille altan, som jeg kunne gå ud på ved at åbne en lille fløjdør. Samtidig med, at jeg var stiv af højdeskræk, var jeg opfyldt af en dyb angst for, om jeg

som en impuls kunne finde på at hoppe ud over altanen og dermed ned i den sikre død.

– For at undgå katastrofen måtte jeg låse døren til altanen og låse nøglen inde i et skrin, som jeg igen låste inde i et større skrin, som jeg placerede ovenpå et højt skab, så jeg ikke kunne nå det. Det lyder helt vildt, men det var altså ramme alvor. Jeg anså det for en konkret risiko, at jeg kunne finde på at springe i døden.

– At det ikke kun er mig selv, som har tvivlet på min evne til at opretholde livet, vidner en oplevelse fra min 30-års fødselsdag om: Telefonen ringede, det var min mor. Jeg regnede med, at hun ville sige tillykke med fødselsdagen. I stedet sagde hun bare: “Jeg havde da aldrig troet, at du ville blive 30 år, Henrik.” Det siger ikke så lidt om hendes situationsfornemmelse, men også en hel del om, hvor meget hun angrede de svære livsbetingelser, hendes kontaktfattige opdragelse havde givet mig.

ANGST SIDEN BARNDOMMEN

Stillet over for spørgsmålet om, hvor langt tilbage i tiden disse angst- og tvangslidelser rækker i Henrik Nordbrandts liv, sidder han først lidt uroligt i lænestolen, så rejser han sig og går langsomt hen mod et af de store vinduer i lejligheden. Han misser lidt med øjnene mod den blege januarsol og kaster et reflekterende blik ud af vinduet. Over tagene kan man netop ane et hjørne af Rigshospitalet.

– Jeg har oplevet de fleste af disse symptomer siden barndommen. På den måde har det vel nærmest været en konstant tilstand i mit liv. Jeg fik en dårlig start på livet på grund af min mors rigide opdragelsesmetoder. 

Min skolegang var præget af modgang. Jeg lærte først sent at læse, og jeg fik bank i stort set hvert frikvarter. Jeg havde et meget lavt selvværd og syntes i det hele taget ikke, at livet var nogen særlig genial opfindelse.

– Som 16-årig blev jeg indlagt på Rigshospitalets psykiatriske afdeling første gang, årsagen var anoreksi. Jeg var 1.90 høj, og vejede 39 kg. Jeg lignede, med en medpatients ord “Døden fra Lübeck”. Indlæggelsen på Rigshospitalet blev på en måde et vendepunkt for mig. Her mødte jeg en psykiater, Dr. Joseph Welner, som jeg kom til at holde meget af. Han behandlede mig som et voksent individ, et menneske, og fortalte mig lige ud, at jeg var ved at tage livet af mig selv. Det var på samme tid et chok og en stor lettelse at få sat ord på. Joseph Welner ville gerne hjælpe, men pointerede, at ansvaret og dermed valget mellem livet og døden var mit eget. Jeg valgte livet. Det varede dog et par år og flere indlæggelser, før jeg blev så rask, at jeg kunne klare mig selv nogenlunde.

MØRKET

Som 21-årig fik Henrik Nordbrandt udgivet sin første digtsamling, og det gav ham for første gang i livet en følelse af eksistensberettigelse. Nu havde han en profession og en indtægt, en faglig identitet. Men trods den store litterære succes, som er fulgt, lider han af et tungsind, som aldrig synes at slippe sit tag, og som bliver værre, når efterårsmørket sænker sig.

– Jeg vil beskrive min normale sindstilstand som kronisk deprimeret. Selv i gode perioder oplever jeg, at mit stemningsleje er forsænket i forhold til andres. Når det så bliver mørkt, som i november og december, ryger jeg helt ned i kulkælderen. Min angst følger depressionerne nogenlunde parallelt, forstået på den måde, at når depressionen bliver værre, bliver angsten mere intens.

– En del år efter min første indlæggelse på Rigshospitalet opsøgte jeg igen Joseph Welner for at få hjælp til at håndtere den psykiske forværring, jeg oplevede, når efteråret og mørket satte ind. Vi gennemførte en kort dialog, som har haft stor betydning for mit liv:

Dr. Joseph: “Du siger, at depressionen og angsten bliver værre i vintermånederne, når det er mørkt i Danmark?”

Henrik Nordbrandt: “Ja.”

Dr. Joseph: “Har du økonomisk mulighed for at rejse væk fra de nordlige breddegrader i vintermånederne?”

Henrik Nordbrandt: “Ja ...”

Dr. Joseph: “Hvad er så problemet?”

Pludselig stod det klart, at jeg måtte væk fra Danmark i vintermånederne, og det er årsagen til, at jeg det meste af mit liv har opholdt mig sydpå, i Spanien, Grækenland og Tyrkiet. Når jeg opholder mig der, kan jeg nok være deprimeret og angst, men jeg oplever ikke den ekstra forværring om vinteren, som mørket i nord fører til. Nordens mørke er tema i flere af mine digte, for eksempel “Kroge” og “November”.

SÆT GRÆNSER

Ud over at rejse væk fra mørket, hvordan har du da håndteret angsten?

– Overordnet vil jeg sige, at jeg håndterer angsten ved at sætte grænser. Det har jeg ikke været god til før i tiden, men i løbet af mit voksenliv har jeg... 

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883