Michael Kvium

Michael Kvium blev efter en uhyggelig synshallucination ramt af en svær angsttilstand. Han lavede en form for dybdegående selvanalyse, og efter et halvt år nåede han et punkt, hvor han måtte vælge mellem livet og døden. Han valgte livet, og derfra forsvandt angsten. Oplevelserne flyttede hans fokus, og det kom til at påvirke hans kunstneriske udvikling.

Hent uddraget i PDF her!

 

– Jeg ramler ind i angsten, inden jeg er født. Det lyder åndssvagt, men det gør jeg faktisk.

Michael Kvium er helt klar over det paradoksale element i sit udsagn, og før han går i gang med den lange forklaring, rykker han sig lidt frem på sædet af den store lænestol og tænder en cigaret. Vi sidder i Michael Kviums atelier i en skov i Nordsjælland. På hylder og borde står en større samling udstoppede fugle, og flere af dem kan genfindes på de lærreder med fuglemotiv, som står på gulvet. Ved bordet, hvor vi sidder, står to store, sorte ravne og stirrer tomt ud i luften. Som holdt de vejret for ikke at forstyrre den forestående fortælling.

Michael Kvium vokser op i et nyreligiøst katolsk hjem i Jylland. Moren har under graviditeten – få uger før han bliver født – en uhyggelig, angstfyldt drøm med religiøse undertoner. Hun er tæt på at dø under fødslen som følge af blødning, og efterfølgende udvikler hun en fødselsdepression og kan ikke tage vare på sin nyfødte søn. Grundet sin stærkt katolske overbevisning kommer hun på rekreationsophold på et nærliggende Sct. Joseph hospital, og hospitalets nonner passer sønnen den første tid. Morens relation til sønnen er i barndommen præget af mistro og mangel på nærvær og kærlighed. Først da Michael Kvium i en alder af 25 år får en oplevelse, som minder om den moren havde under graviditeten, begynder han at forstå hvorfor. Oplevelsen udløser en svær angsttilstand, og han føler, at han er på grænsen til at miste forstanden. Gennem det næste halve år maler han ikke, men bruger al sin energi på at analysere, hvad der er sket. Da han begynder at male igen, ved han, at han må følge visse spor, og at det skal dreje sig om noget andet end hidtil.

SKRIGET

Det hele starter i en periode, hvor Michael Kvium føler sig presset på flere fronter. En af hans medstuderende på kunstakademiet har begået selvmord, han er lige flyttet til København, og han er meget alene. Han bliver ramt af en oplevelse, som har en overraskende oprindelse.

– En dag, da jeg går derhjemme, får jeg en hallucination, som er meget skræmmende. Jeg er alene i lejligheden, og pludselig begynder jeg at høre min mors stemme skrige og skrige, og det bliver ved. Jeg er 100 procent sikker på, at det er min mors stemme, og er ikke i tvivl om, at det er en hallucination, altså en sansning, som mit sind konstruerer. Men det vil ikke gå væk. Det undrer mig, for jeg har aldrig hørt min mor skrige i virkeligheden, men jeg tænker, at det må kunne føres tilbage til fødslen, hvor min mor var tæt på at dø af blodtab. Selvom jeg er rædselsslagen, er jeg rimelig fattet og ved med det samme, at det her er noget, som skal undersøges nærmere. Jeg ringer derfor til min far i Jylland og fortæller, hvad der er sket. Der bliver meget stille i den anden ende, og min far siger, at han lige skal vende det med min mor.

– Da han ringer tilbage, kan han fortælle, at det ikke har noget med fødslen at gøre. Men at min mor 14 dage, før jeg bliver født, vågner op en nat med en voldsom angst, fordi der er en drøm, som ikke forsvinder. Drømmen har et religiøst islæt, hvor en uhyggelig skikkelse bøjer sig ind over hende. Hun skriger og skriger og bliver ved med at skrige, fordi drømmen ikke slutter, selvom hun er vågen. Min far kan stadig huske, at han til sidst i afmagt siger: “Hvad tror du ikke, der sker med det lille barn inde i maven, hvis ikke du stopper?” Og det er faktisk det, der får hende til at holde op. Jeg kan mærke på min far, at han er rædselsslagen over, at jeg kan beskrive skrigene så præcist. Det mest underlige er, at jeg overhovedet ikke er i tvivl om, at det er min mors skrig, jeg hører.

LAVINEN SAT I GANG

Hvor længe fortsætter du med at høre din mors skrig?

– Det stopper kort efter, jeg har talt med min far. Men så er lavinen egentlig sat i gang, for så begynder jeg jo at tænke over det. Og selvom angsten på daværende tidspunkt ikke er brudt ud, er det jo meget uhyggeligt. Kort tid efter får jeg så en synshallucination, som er mindst ligeså skræmmende. Jeg går forbi et spejl, men da jeg ser i spejlet, er det ikke mig, som er derinde. Det er en uhyggelig skikkelse med et religiøst islæt, som jeg med det samme relaterer til min mor. Det starter den første angst.

Hvordan giver angsten sig til kende? Er det som angstanfald?

– Ja, de første dage er fyldt med angstanfald. Jeg er rædselsslagen og drypsveder, og jeg kan slet ikke standse tankerne. Jeg oplever et voldsomt tankemylder, hvor den ene tanke tager den anden. Tankerne kredser om synet i spejlet og religiøse fænomener, og jeg prøver at finde en forklaring eller sammenhæng. Men i starten er det næsten kaos, og jeg er bange for, at jeg er ved at miste forstanden. Hvad nu, hvis det jeg havde set i spejlet var reelt? Selvom jeg for længst havde gjort op med al religion, kunne jeg ikke slippe tanken om det religiøse islæt synet havde haft. Tænk nu, hvis verden er delt op i godt og ondt? Hvis der er en satan og en gud? På det tidspunkt, har man ikke nogen sikkerhed for, om det er rigtigt eller forkert. Og det er voldsomt angstprovokerende, og det igangsætter endnu værre tanker. Og det skal jeg jo have standset. Det er det første, det gælder om. Og det kan jeg simpelthen kun gøre ved at formulere det. Så jeg fortæller min kæreste og andre alt, hvad der foregår. Prøver at sætte ord på alle tankerne. Og det hjælper. Gudskelov har jeg hele tiden et anker i virkeligheden, jeg kan ligesom se det hele udefra og konstatere, at den er helt gal. Og så er jeg måske heldig, fordi jeg har en klar fornemmelse af, hvor det hele stammer fra. At det ikke kommer flyvende ud af den blå luft, men kan kædes sammen med noget andet.

EN NY SAMMENHÆNG

Selv om Michael Kvium til tider føler, at han er ved at miste grebet om sin psyke, oplever han ikke flere hallucinationer. Han fortsætter tankearbejdet omkring, hvordan det hele hænger sammen, og han begynder langsomt at få mere greb om tingene. Og da det går op for ham, at skikkelsen, han så i spejlet, stemmer overens med den skikkelse, moren så i drømmen, hun ikke kunne vågne fra, får tingene en ny sammenhæng.

– Jeg gør simpelthen det, at jeg holder op med at gå på kunstakademiet i en periode. Lægger mig syg, kort sagt. Og så ligger jeg og tænker og tænker. Der må være noget, jeg skjuler for mig selv. Kan det være det? Eller det? Og gransker: Hvem i familien har haft noget lignende? Jeg havde allerede læst en masse om psykologi, Jung og Freud, og fortsætter med at læse om drømmetydning og analyserer mine egne drømme. Det var lidt som at lede efter en nål i en høstak, men jeg følte, at jeg måtte undersøge alt, hvad der skete med mig.

– Og det får så en ekstra dimension, da det viser sig, at vi er tilbage til noget, som jeg ikke en gang har læst om. Jeg har jo fra starten en klar fornemmelse af, at det har noget med min mor at gøre, så jeg tager over til mine forældre i Jylland og siger: “Jeg har det simpelthen sådan ad helvede til, nu bliver I nødt til at være ærlige.” Det er svært, for min mor er meget bange for at tale om det. Men det viser sig, at den skikkelse, jeg så i spejlet, svarer fuldstændig til den, min mor så i den uhyggelige drøm, hvor hun skreg. Det var meget ubehageligt, og det synes jeg sådan set stadig, at det er. Men pludselig begynder mange af de oplevelser fra min barndom at give mening. Den uhyggelige skikkelse, min mor så i drømmen, relaterede hun jo til mig. Og det, kombineret med hendes kompromisløse religiøsitet, forklarer, at hun altid har haft en distance til mig. Pludselig begynder jeg at forstå hendes ellers uforklarlige og distancerede opførsel over for mig. Samtidig med denne erkendelse mærker jeg en stærk vrede. Ikke bare over for mine forældre, for det var jo også en barsk omgang for dem, men på deres religiøse hysteri, og hvilke vrangforestillinger det kan skabe.

VENDEPUNKTET

Der går cirka et halvt år, hvor Michael Kvium er sygemeldt, og hvor han har daglige angstanfald. Selvom han til stadighed analyserer sig selv og kan se en sammenhæng i tingene, har han en følelse af, at han bevæger sig nedad i en bundløs brønd. Men en dag når han frem til en erkendelse, som ændrer det hele, og som gør, at angsten forsvinder.

– Jeg fører samtaler med mig selv om det, der er sket, og det gør jeg gennem fem eller seks måneder. Dag og nat, stort set. Det er hårdt arbejde...

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883