Utopia: Cafeen hvor der er plads til alle

På en café midt i Holstebro arbejder mennesker med psykisk sygdom sammen om at give cafégæsterne den bedste oplevelse. Ca. 40 medarbejdere i primært fleks- og skånejob tager sig af alt fra madlavning, regnskab og servering til tøjvask, når caféen åbner dørene for gæsterne seks dage om ugen. Psykiatri-Information har besøgt den lille café med vokseværk, hvor man insisterer på, at psykisk sygdom ikke er nogen hindring for et godt og indholdsrigt arbejdsliv.

undefinedCaféens navn er Utopia. Og når man hører, at målet er at være både byens bedste café og arbejdsplads, samtidig med at alle medarbejdere på nær to kokke og en leder er her på særlige vilkår, så kan det også lyde lidt utopisk. Alligevel er det visionen, som leder Kaj Christensen og hans medarbejdere har sat sig for øje.

”Vores vision er ganske enkelt at være byens bedste café og arbejdsplads. Gæsterne skal komme her for stemningen og madens skyld, og medarbejderne skal være her, fordi der er brug for dem.”

En helt normal unormal café

Da caféen slår dørene op kl. 10 en regnfuld formiddag i efteråret, står der allerede et selskab på otte mennesker og venter på at komme ind. Og da klokken slår frokosttid, er caféens mange stole næsten alle optaget. stemningen er hyggelig, og småsnakken går lystigt ved alle bordene. Helt som man kender det fra en hvilken som helst anden café.

”Noget af det, vores gæster, som er her for første gang, bliver mest overraskede over, er, hvor normalt det hele er. som en gæst sagde efter første besøg: ’Det var vældig godt, men hvor var alle de syge henne?’

Sådan en kommentar tager vi som en stor ros, for så er vores målsætning om først og fremmest at drive byens bedste café med dygtige og glade medarbejdere nået,” siger Kaj Christensen stolt.

Mennesket frem for diagnosen

På Café Utopia går man ikke så meget op i diagnoser. Der er ellers masser af dem. Her er både medarbejdere som har angst, PTSD, ADHD og skizofreni. Men i stedet fokuserer man på reaktionsmønstre hos den enkelte medarbejder og hvordan man bedst kan takle dem.

”Det handler om mennesker, ikke om psykisk sygdom og diagnoser,” som Kaj Christensen udtrykker det.

Egon Mølgaard, som er ansat i et skånejob som tjener, tøver ikke med at sige, at Café Utopia har reddet hans liv og været medvirkende til, at han efter mange år er begyndt at trappe ud af medicinen:

”Jeg har taget medicin for min angst i mange år, men der er ingen tvivl for mig om, at arbejdet her på caféen er den bedste medicin for mig. Jeg bliver gladere, får selvtillid af arbejdet og kan ikke undvære det sociale samvær med både gæster og kolleger.”

Fra værested til læreplads

Café Utopia åbnede første gang i 1998 som et tilbud under psykiatrien. Dengang handlede det om at give psykisk syge et behandlingstilbud og et alternativt værested. I dag ligger caféen i stedet under social og Arbejdsmarked i Holstebro Kommune, og det giver god mening, mener Kaj Christensen. For caféen er ikke noget egentligt psykiatrisk tilbud, men først og fremmest en arbejdsplads.

På Café Utopia er medarbejderne ansat, så længe de har lyst – man skal bare kunne passe sit arbejde og bidrage til hverdagen som på alle andre arbejdspladser. Og flere af medarbejderne har været her i både fem, ti og 15 år. Men i dag er der i tidens ånd fokus på, at caféen skal være en læreplads, hvor målet er, at de ansatte skal ud og fungere på det almindelige arbejdsmarked. I den forbindelse er der også kommet mere fokus på unge med psykiske problemer. Her fungerer caféen som et træningssted, hvor de unge kan udvikle sig, få coaching, afprøve egne evner og mærke, at andre regner med deres arbejdskraft og kompetencer.

”Det giver rigtig god mening, at særligt unge mennesker skal lære at mestre deres psykiske problemer og udfordringer, så de kan komme ud og fungere på mere almindelige arbejdsmarkedsvilkår. Men samtidig kan vi også konkludere efter 18 år, at nogle medarbejdere ikke kan klare det. Og så er det bedre, at de kan blive

I caféen og lever et godt liv med det, i stedet for at blive knækket gang på gang på en almindelig arbejdsplads,” siger Kaj Christensen.

undefinedBrug for feksibilitet begge veje

Mange virksomheder har også brug for hjælp til bedre at kunne rumme psykisk sårbare medarbejdere. Derfor gør man på Café Utopia meget ud af at dele ud af de mange års erfaringer. Caféen har løbende besøg af fagfolk fra både psykiatrien, sundhedsvæsenet og ikke mindst erhvervsfolk, som kommer for at observere og lære. særligt erhvervsfolk gør man meget ud af at skabe en god dialog med, så de bedre kan indrette arbejdsgangene, så folk med psykisk sygdom kan varetage et almindeligt job.

”Ofte kræver det blot, at de ikke ser så firkantet på tingene og fx lader det være op til medarbejderen selv, om de skal møde ind kl. 8, 9 eller 10, og hvornår de kan holde frokostpause. Fleksibiliteten skal gå begge veje,” mener Kaj Christensen.

Og så sætter Kaj Christensen streg under, at jobbet skal være meningsfuldt for medarbejderen:

”Selv om du er psykisk sårbar, skal dit job stadig give indholdsmæssigt mening og afspejle dine faglige kompetencer og ønsker. Det skal være identitetsskabende og meningsfyldt for den enkelte. Netop derfor arbejder vi også med en række forskellige stillinger her i huset. For nogle er det tjenerjobbet, der er interessant og meningsfuldt, for andre er det at arbejde i køkkenet og for nogle andre noget helt tredje.”

Vokseværk og knopskydning

Og der er nok at tage sig til i caféen. Foruden restauranten huser stedet både kunstudstillinger, en mentor-ordning, koncerter og foredrag, og ofte er der større selskaber i husets mange mødelokaler.

Og i et hjørne af stueetagen holder et nyt projekt til, som kræver en nærmere forklaring.

”Det her er Hanne. Hun står for vores bilservice-projekt, hvor vi vasker og servicerer 103 af kommunens hjemmeplejebiler,” siger Kaj Christensen, da han introducerer en midaldrende kvinde med pagehår.

”Plus tre ekstra biler, så vi er næsten oppe på hundrede biler,” tilføjer kvinden, som hedder Hanne Haupt. Hun er projektleder og varetager jobbet med at koordinere vask af kommunens hjemmeplejebiler i en fleksjobstilling.

Sammen med flere andre ansatte, som vasker og fordeler bilerne i kommunen, sørger hun for, at logistikken går op, og at bilerne bliver brugt lige meget. Og det er noget, hun har forstand på fra sit tidligere job som lager- og logistikoperatør.

”Utopia er et fantastisk sted, for her er højt til loftet, meningsfulde arbejdsopgaver og tiltro til, at medarbejderne kan løse dem, samtidig med at arbejdsforholdene tillader, at de kan være her på deltid,” siger hun.

Af Peter Andersen, redaktør og videnskabsjournalist, Psykiatrifonden 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden