Hvad er psykoterapi?

Psykoterapi er en af behandlingsmetoderne til psykiske sygdomme. Men hvad er psykoterapi, og hvilken type virker på hvad?

Der kan være forskellige formål med at gå i psykoterapi. De fleste vælger at få behandling for nogle problemer, som nedsætter deres livskvalitet. Andre går i psykoterapi for at få hjælp til personlig udvikling eller for at få afklaret eksistentielle spørgsmål.

Målet i psykoterapi er generelt at hjælpe klienten til at få mere frihed i sit liv og være mindre bundet af irrationelle behov eller symptomer. Dette kan ske ved indlæring af nye færdigheder eller aflæring af gamle problematiske mønstre og ved at få indsigt i de mekanismer og den dynamik, der ligger bag symptomerne.

Psykoterapi kan foregå individuelt, hvor klienten er alene med sin terapeut, i par, hvor fx to ægtefæller er sammen med en eller to terapeuter, i en familie med en eller to terapeuter eller i gruppe, hvor 6-8 klienter med forskellig baggrund er sammen med en eller to terapeuter. Der er fordele og ulemper ved alle former, og hvad der er bedst, afhænger af, hvad man har behov for, og hvilke temaer der er i fokus.

Terapi UdenformatNogle mennesker synes, det er ubehageligt at skulle sidde i en gruppe med andre og fortælle om deres problemer. De finder det for privat, pinligt eller skamfuldt, men i virkeligheden oplever mange mennesker efter den første usikkerhed, at de får tillid til gruppen, og at de lærer af de andres problemer og reaktioner på det, der fremlægges i gruppen. Hvis man har problemer i sit parforhold eller i sin familie, er par- eller familieterapi hensigtsmæssigt. Hvis man har nogle meget tunge personlige problemer, kan individuel terapi være at foretrække.

Forskellige former for terapi

Selvom der er mange fællestræk mellem de psykoterapeutiske retninger, så er der også forskel på, hvor fokus er i den psykoterapeutiske samtale.

I de psykoanalytisk orienterede terapiformer (fx mentaliseringsbaseret terapi) er fokus på relationelle hændelser både i og uden for det terapeutiske rum samt på de følelser, som aktiveres (fx et skænderi med kæresten).

I kognitiv terapi fokuserer man mere på, hvordan man oplever og fortolker verde-n. Har man fx en depression, har man en tendens til kun at fokusere på det negative, hvilket vedligeholder eller forstærker depressionen. I kognitiv terapi vil man have direkte fokus på det problem, som klienten kommer med, fx angst, depression eller tvangstanker. Her arbejder man med eksponering og omstrukturering af tanker.

I adfærdsterapi, som ofte er koblet sammen med kognitiv terapi, kigger man på, hvordan symptomer vedligeholdes, og hjælper klienten til at ændre sin adfærd, så symptomerne forsvinder. Hvis man fx er bange for at køre i bus, fordi man engang har fået et angstanfald der, så handler det om at træne sig i at køre i bus for efterhånden at få en oplevelse af, at det kan lade sig gøre, uden at man får angst.

Eksistentiel eller humanistisk psykoterapi fokuserer på klientens forhold til eksistentielle grundvilkår, fx døden, ensomhed eller frihed. Det er vilkår, som ifølge teorien kan være så overvældende, at det lammer den enkelte. Dette lyder ret abstrakt, men i praksis indretter terapien sig efter de problemer, som klienten kommer med.

Endelig er der den systemiske og narrative terapi, hvor man arbejder med den fortælling, som klienten har om sig selv. Narrativ terapi lægger vægt på, at 'problemet er problemet' og siger dermed, at det ikke er den enkelte, som fx har en depression, der problemet. Ved at lave den form for såkaldt eksternalisering kan det blive lettere for klienten at arbejde med det ved fx at sige, at 'det er depressionen, der taler'.

Køb Psykiatrifondens bog "Psykoterapiens ABC" her.

God alliance

En forudsætning for, at terapi virker, er, at der er en god alliance mellem terapeut og klient, og derfor vil man i de fleste terapiformer også hele tiden arbejde med denne relation. I visse terapiformer, fx psykodynamisk terapi, arbejdes der primært med relationen mellem terapeut og klient ud fra den antagelse, at de vanskeligheder, der viser sig her, også viser sig i forhold til andre mennesker (det kaldes overføring). Her er relationen terapiens egentlige fokus og ikke kun en nødvendig alliance for et godt samarbejde.

Virker psykoterapi?

Vi ved, at psykoterapi virker. Det er dokumenteret i mange videnskabelige undersøgelser. For eksempel ved man, at den gennemsnitlige patient efter endt psykote-rapi klarer sig bedre end 80% af dem, der ikke har fået psykoterapi, og de sidste 20% vil ikke få det bedre end dem, der ikke har været i terapi. Det er et godt resultat sammenlignet med det udbytte, man får ved behandling med medicin (psykofarmaka).

Ikke alle klienter får dog lige meget ud af psykoterapi. Generelt afhænger effekten af, hvilken sygdom der fokuseres på, og af omfanget af psykoterapien. Succesraten for behandling af angst eller lettere depressionstilstande er fx højere end for personlighedsforstyrrelser og anoreksi. De største fremskridt sker i den tidlige fase af terapien, bl.a. fordi klienten er fuld af optimisme og forventninger om at få det bedre, men bedringen fortsætter i løbet af terapien. En undersøgelse har vist, at efter to samtaler havde 30% fået det bedre, mens 85% havde fået det væsentligt bedre efter 52 samtaler. Ændringer tager tid.

I dag er der god dokumentation for, at psykoterapi betaler sig i forhold til medicinsk behandling ved en række tilstande som fx angst, lettere depressioner og personlighedsforstyrrelser. Selvom det her og nu kan være dyrere at tilbyde psykoterapi end medicinsk behandling, er det på længere sigt billigere, fordi udbyttet af psykoterapi varer ved. Udbyttet af medicinsk behandling kræver, at man bliver ved med at tage medicinen og dermed fortsat bruger penge på behandlingen. Desuden er der en række sygdomme, hvor der ikke er en overbevisende effekt af medicinsk behandling, hvorfor man må tilbyde psykoterapi. Det gælder fx personlighedsforstyrrelser eller spiseforstyrrelser, som er nogle mere komplekse tilstande, der hænger sammen med ens personlighedsstruktur.

Hvilken terapi virker for hvem?

Når vi nu ved, at psykoterapi virker, så er spørgsmålet, hvilken type terapi der virker bedst og for hvem? Det er oplagt at prøve at finde ud af, hvilken terapiform der er den bedste ved at teste de forskellige former i forhold til hinanden. Det er imidlertid ikke så let. Dels fordi det er uklart, hvad man skal måle på, dels fordi psykoterapi også består af en række komplekse forhold, som man ikke umiddelbart kan måle og veje, fx kvaliteten af kontakten til terapeuten. Desuden ved vi, at udbyttet af psykoterapi både afhænger af faktorer, der er specifikke for en given terapiform, og af såkaldte nonspecifikke faktorer, der er fælles for alle typer psykoterapi.

Denne diskussion deler psykoterapiforskere i to lejre, nemlig dem, der mener, at effekten af psykoterapi primært består af de nonspecifikke faktorer, der er fælles for alle terapiformer (fx relationen til terapeu-ten), og dem, der mener, at udbytte af psykoterapi handler om nogle bestemte teknikker, som adskiller den ene psykoterapiretning fra den anden (fx eksponering eller tolkninger).

Virksomme faktorer i psykoterapi

I 1992 blev der nedsat en arbejdsgruppe under den amerikanske psykologfor-ening, som skulle undersøge og vurdere effekten af forskellige former for psykoterapi. Gruppen har udarbejdet en liste over terapiformer til specifikke psykiske sygdomme, hvor der er dokumenteret effekt (kaldet validerede terapiformer).

Denne liste er blevet kritiseret for kun at fokusere på de terapeutiske teknikker uden at tage hensyn til, at psykoterapi er en proces, der også er båret af et følelsesmæssigt bånd mellem patient og terapeut. For at undersøge udbyttet af den terapeu-tiske relation nedsatte den amerikanske psykologforening en ny arbejdsgruppe, der skulle undersøge, hvilke faktorer i den terapeutiske relation, der har positiv indflydelse. Man fandt frem til følgende:

Sådan foregår terapi

  • Den terapeutiske alliance – kvaliteten af forholdet mellem terapeut og klient.
  • Gruppesammenholdet – den positive tiltrækning mellem deltagerne og i forhold til terapeuten i gruppeterapi.
  • Empati – terapeutens evne til indfølende at forstå klientens oplevelser.
  • Samarbejde og enighed om målsætning – at klient og terapeut er enige om at arbejde med særlige terapeutiske metoder hen mod nogle mål, som er meningsfulde for dem begge.

De fleste psykoterapeuter har på deres kontor to behagelige stole, der står skråt over for hinanden, så man kan have øjenkontakt, men også mulighed for at kigge væk. Ofte er der et lille bord imellem. Terapeuten sidder i den ene og patienten i den anden, hvis det er individuel terapi. Nogle terapeuter har et whiteboard, som de bruger til at skrive på undervejs, andre har en blok til at tage noter på i løbet af sessionen. Nogle tager notater efter samtalen.

Ud over samtalen på kontoret giver mange psykoterapeuter klienten hjemmeopgaver, som han eller hun skal arbejde med mellem sessionerne. En opgave kan fx være at føre dagbog over bestemte symptomer eller adfærdseksperimenter, fx ved fobitræning, hvor man ved, at eksponering er noget af det, der virker. I gruppeterapi sidder man ofte på stole i en rundkreds, men nogle foretrækker at sidde omkring et bord, så man kan have papirer til notater foran sig.

Hvad siger patienterne?

Spørger man patienterne, hvad der har betydet mest i deres psykoterapeutiske behandling, peger de ikke på en speciel teknik eller metode, men på relationen til deres terapeut. Den positive relation skabes af terapeutens varme, empati, forståelse og bekræftelse, mens selv subtile former for afvisning, nedgøring, bebrejdelser eller kulde har en negativ eller ligefrem skadelig indflydelse på relationen og dermed på det terapeutiske udbytte.

Der kan naturligvis være forskel på, hvad patienten opfatter som positivt eller negativt. Det vigtigste er imidlertid, at der er en goodness of fit – at patient og terapeut finder en fælles arbejdsform, der giver dem mulighed for at udvikle og skabe noget nyt sammen.

Når man skal vælge en psykoterapeut, skal man derfor finde en, der 1) kan tilbyde den slags terapi, som er effektiv over for den lidelse, man gerne vil have hjælp til at komme af med, og 2) er i stand til at tilbyde en varm, tillidsvækkende, empatisk og bekræftende kontakt. En god terapeutisk kontakt er nødvendig for at få noget ud af psykoterapien – uanset hvilken type terapi man vælger.

Det tager tid og kan være anstrengende at gå i psykoterapi. Indimellem kan det føles så tungt, at man kan have lyst til at opgive, men så er det vigtigt at bringe dette op for terapeuten, så man kan få hjælp til at komme videre. Målet i psykoeterapi er at kunne klare sig selv uafhængigt af terapeuten, og for nogle kan det være svært at skulle stoppe, når man har fået det bedre. Imidlertid er det også en værdifuld læring at kunne sige farvel til en terapeut, som man har støttet sig til for at opdage, at man kan klare sig selv med de nye færdigheder, som man har fået i det psykoterapeutiske forløb.

Hvilken terapiform virker på hvad?

Følgende psykiske sygdomme behandles med gode resultater af følgende validerede terapiformer:

  • Unipolar, ikke psykotisk depression: Kognitiv adfærdsterapi, interpersonel psykoterapi, psykodynamisk psykoterapi
  • Fobier: Eksponeringsterapi, kognitiv adfærdsterapi
  • Panikangst: Kognitiv adfærdsterapi, afspændingsterapi, eksponeringsterapi
  • Bulimi: Kognitiv adfærdsterapi, interpersonel psykoterapi
  • Borderline personlighedsforstyrrelser: Dialektisk adfærdsterapi, mentaliseringsbaseret terapi
  • Stress: Kognitiv adfærdsterapi, mindfulness stressreducerende terapi

Se også

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden