Ann-Camilla

Hvornår startede du i medicinsk behandling – og hvorfor?

Jeg startede med at få en lille smule antidepressiv medicin i 1997 fordi jeg mistede lysten til at stå op og passe mit lærerstudie. Jeg har altid været en glad og udadvendt pige, så det var jo helt forkert at jeg pludselig blev total passiv. Det hjalp da også for en kort stund, men selvmordstankerne blev mere og mere aktuelle. Al lyst til livet var pludselig væk. Jeg burede mig inde på mit kollegieværelse og der sad jeg faktisk i 14 dage uden bad eller anden hygiejne. Min vennekreds reagerede da også på det og en aften konfronterede de mig da også. Jeg havde brug for hjælp sagde de. Jeg styrtede ind på mit værelse og tog en ordentlig håndfuld smertestillende. Det var mit første selvmordsforsøg, men det mislykkedes. Mine veninder var hurtige på aftrækkeren og fik kaldt på en vagtlæge. Han gav mig en indsprøjtning og sagde, at jeg bare var hysterisk. Jeg var 20 år dengang. 

 

Hvilke overvejelser havde du i forbindelse med at starte med medicinen?

Jeg havde en fantastisk linjefagslærer på seminaret og hun tog over. Hun fik mig indlagt i Dianalund Psykiatriske Hospital. Det var meget grænseoverskridende for mig grundet mine egne fordomme omkring psykiatrien. Jeg fik en sød ældre kontaktsygeplejeske, som vidste, hvordan jeg skulle tackles. Det var så anden gang, jeg skulle have medicin. Det var dog ikke uden bekymringer.  Jeg kunne jo se på nogle af mine medpatienter, at de var totalt dopet. Det ville jeg i hvert fald ikke ende som. På den anden siden havde jeg det utrolig dårligt, så til sidst gav jeg mig. Jeg skulle prøve noget antidepressiv og noget antipsykotisk. Det ville være synd at sige at jeg fik det bedre. Faktisk tværtimod. Så måtte jeg prøve noget andet. Og sådan kørte møllen med afprøvning af diverse præparater. Samtidigt mistede jeg endnu engang livsgnisten. Det føltes som skruen uden ende. Der var heller ikke nogen, der fortalte mig at jeg skulle passe på med hvad jeg spiste. Så jeg tog 30 kg. på. Det gjorde jo ikke ligefrem humøret bedre. Jeg røg ind og ud af hospitalet i ca. 1 år. Jeg blev fortalt at min krop og hoved reagerede anderledes end mange andre på samme medicin. De mente derfor, at jeg skulle prøve noget meget stærkere. Det var dog ikke uden bekymring at jeg sagde ja til det. Men overlægen fortalte, at det var sidste chance for at få det bedre. Det betød, at jeg skulle have taget blodprøver hver uge mens jeg startede op på medicin. Efter mange overvejelser gik jeg med til det. Når man havde det så skidt, som jeg havde det, var jeg villig til at prøve alt. Der gik ca. 3 uger før effekten kom sådan for alvor. Jeg følte mig som genfødt.

 

Hvilke bekymringer havde du (hvis nogle) i forbindelse med at starte med medicinen?

Jeg fik det faktisk så godt at jeg kunne arbejde som lærer i 11 år. Men min psykiater synes det gik så godt, at jeg skulle trappes ned i medicin. Det synes jeg lød godt og gik med til at prøve det. Det skulle jeg aldrig havde gjort. Jeg fik et voldsomt tilbagefald og måtte indlægges igen. Jeg lå på lukket afdeling i 1 måned. Langsomt fik jeg det bedre og blev overflyttet til åben afdeling. Det tog yderligere 1 måned. Derefter prøvede jeg flere forskellige slags medicin, hvor man til sidst fandt noget der virkede. Og jeg har ikke haft brug for indlæggelse siden. Så jeg har erkendt at jeg skal have medicin resten af mit liv. Det er da ikke så sjovt, men jeg må også være realistisk. 

 

Har du erfaring med psykoterapi eventuelt som supplement til medicinen?

Jeg har gået til psykolog i Distrikt Psykiatrisk Center. Her fik jeg snakket mange personlige ting igennem.  Psykologen fik mig til at se anderledes på livet, hvilket hjælper mig når de dumme perioder dukker op. For de er der stadig. Samtidig har jeg verdens bedste sygeplejerske / kontaktperson, der bare er der som en klippe for mig når helvede brænder under mig. Jeg har også gået i gruppe med andre med psykisk problemer. Det har været meget givtigt at dele erfaringer og oplevelser. Man kan altid lærer lidt af hinanden.

 

Har du ændret din livsstil i øvrigt (motion, kost, søvn mv) og hvilken effekt har det haft?

Jeg har egentlig ikke ændret meget på min kost. Jeg forsøger at spise sundt. Derimod har jeg lagt lidt om på mine motionsvaner. Jeg ved også at min søvn er altafgørende for, hvordan jeg har det dagen efter.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden