Det handler ikke om lykke

Der er både usikkerhed og mange spørgsmål forbundet med at starte i medicinsk behandling. Journalist Signe Kierkegaard Cain har selv haft dilemmaerne tæt på. Derfor skrev hun bogen “Det handler ikke om lykke – helt tæt på antidepressiv medicin”.

Signe Cain 400X500Journalist Signe Kierkegaard Cain havde haft flere depressioner, før hendes praktiserende læge foreslog behandling med antidepressiv medicin. Hun havde prøvet forskellige former for terapi, for depression var "en ting i mit liv, der blev ved med at komme tilbage og havde gjort det i mange år". Hun havde sin første depression som 12-årig.

"Da jeg begyndte at tage medicin, var jeg ikke bevidst om de dilemmaer, der er forbundet med den behandlingsform. Der var ikke særlig meget fokus på medicin i medierne, og jeg var relativt ung – 24 år – da jeg fik det første gang. At have det psykisk dårligt var ikke nyt for mig, så jeg var egentlig bare glad og lettet, da min læge foreslog medicin. Jeg tænkte mest: Hvad kan det skade? Det føltes som det rigtige valg."

Det ændrede sig dog, da Signe Kierkegaard Cain efter en årrække med gode erfaringer prøvede at stoppe med medicinen igen.

"Jeg oplevede det at holde op som problematisk. Jeg fik nedtrapningssymptomer, hvilket jeg ikke anede var en risiko inden. Medicinens påvirkning blev faktisk meget synlig … i det øjeblik jeg holdt op."

Med nedtrapningssymptomerne kom tvivlen og ønsket om at få svar på en lang række spørgsmål om den antidepressive medicin kaldet SSRI, som kom på markedet i slutningen af 1980’erne og dengang blev omtalt som et gennembrud stort set uden bivirkninger. De mange spørgsmål og svar er blevet til bogen Det handler ikke om lykke – helt tæt på antidepressiv medicin (Møller forlag), som udkom i 2013.

"Jeg synes, det at tage antidepressiv medicin blev fremstillet som et nemt valg. Med bogen ville jeg gerne vise, at der er usikkerhed og mange overvejelser forbundet med at vælge medicinsk behand-ling. Der er ens egne tanker om medicinen og den måde, den virker – eller ikke virker – på. Og der er omgivelsernes reaktioner. Og der er forholdet mellem medicin og terapi – er det enten-eller eller både-og?", siger Signe Kierkegaard Cain, der i bogen debatterer brugen af antidepressiv medicin via erfaringer fra patienter og viden fra en lang række fagfolk.

Dilemmaet tæt på

I de senere år har Signe Kierkegaard Cain selv haft dilemmaet tæt på.

"Når jeg har taget medicin, har jeg hele tiden overvejet, om jeg virkelig havde brug for den, og hvornår jeg skulle stoppe. Og når jeg ikke har taget den, har jeg overvejet, om jeg burde starte igen, hvis jeg fik det dårligt."

"Det, der fik mig i gang med at skrive bogen, var den måde, debatten om medicinen – og selve ordet lykkepiller – foregik på i medierne. Der manglede fokus på de dilemmaer, man står med som patient – fx at skulle vælge medicin på trods af bivirkninger og de nedtrapningssymptomer, man får, når man holder op,” siger hun. “Det er fx et paradoks, at man både kan få det værre i starten af behandlingen, og når man trapper ud af medicinen igen, hvilket jo ikke gør valget lettere."

"Derudover er der også fordommene om, at medicinen bruges til at overkomme livets almindelige op- og nedture, eller bekymringer om, at man ‘bliver en anden’, når man er på medicin," tilføjer hun.

I de første mange år havde Signe Kierkegaard Cain ikke selv bivirkninger, men fra de mennesker, hun har interviewet til bogen, ved hun, hvor slemme de kan være.

"Jeg selv har først rigtig mærket bivirkningerne, når jeg er stoppet med medicinen. Så er jeg pludselig blevet opmærksom på, hvordan dele af mit liv er anderledes uden medicin, fx sexlivet. Hvis man har taget medicin i mange år, så er livet med bivirkningerne jo blevet normaltilstanden."

Hvad gør medicinen ved dig?

"Når jeg tager medicin, er jeg mindre følsom end ellers. Det er jo både godt og ondt. Jeg er nok meget følsom. Det har jeg været, siden jeg var barn. Og jeg har altid tænkt, at det var o.k. at skrue lidt ned for det. Men i de senere år kan jeg mærke, at jeg har sværere ved at komme i kontakt med mig selv i de perioder, hvor jeg tager medicin. Sådan en manglende forbindelse til mig selv. For eksempel mediterer jeg, og i de perioder, hvor jeg tager medicin, har jeg sværere ved at meditere. Jeg har også oplevet, at medicinen påvirker, hvor tæt jeg føler mig på min mand. Ikke seksuelt, men følelsen af nærvær og evnen til at mærke ham. Mærke, hvor han er. Det samme har jeg hørt fra mange andre, der tager medicin."

Paradoksalt nok er bivirkningerne ved medicinen i nogle tilfælde de samme som symptomerne på depression.

"Appetitten og sexlysten bliver påvirket. Men også nedtrapningssymptomerne overlapper, og det gør det jo ekstremt svært at finde ud af, hvad der er hvad."

 Det er nogle af de ting, som det er rart at vide, når man begynder en medicinsk behandling. Og når man vil stoppe den igen, mener Signe Kierkegaard Cain.

"Som jeg ser det, er det stadig et stort problem, at det er sværere at komme ud af medicinen, end man har troet og haft fokus på, da man introducerede SSRI’erne. Det kan gøre det svært for den enkelte at træffe valget om at stoppe, og det betyder, at folk tager medicin i mange år. Den fase, hvor man stopper, er skræmmende på grund af nedtrapningssymptomerne, men også fordi man på en måde møder sig selv igen. Man kommer måske i kontakt med nogle nye ting, man skal forholde sig til, når filtret er væk."

Læs også:
For meget og for lidt medicin

Kend medicinen – de to mest udbredte typer

Alle skal have mulighed for terapi

Derfor skal alle have mulighed for at komme i terapi eller i hvert fald som minimum muligheden for at tale med fx deres læge om de tanker og oplevelser, man har i forbindelse med medicinen, mener Signe Kierkegaard Cain.

"Medicin kan selvfølgelig stå alene i en akut situation, hvor man er meget dårlig eller selvmordstruet. Og nogle gange kan man jo ikke få gavn af terapi, før medicinen har gjort, at man har fået det lidt bedre. Men medicin er jo kun symptombehandling. For mig har det rigtige været at have løbende kontakt til en psykolog, også når jeg tager medicin. Ikke nødvendigvis hver uge eller måned, men jeg har altid haft en tilknytning til en terapeut."

Hvordan hjælper terapien dig?

"Terapien giver en kontinuitet og hjælper mig til at løse det, der ligger bag depressionen. Medicinen har aldrig gjort, at alle problemer var løst, og så skøjtede jeg let gennem hverdagen. Trods medicin har jeg stadig været udfordret af at have et følsomt sind. Også selvom jeg ikke har været nede i deciderede depressioner.”

Også det at vælge medicin til og fra har Signe Kierkegaard Cain haft brug for at vende med en psykolog: “På en måde ser man sig selv som syg, når man tager medicin. Også selvom man tager den forebyggende. Jeg har jo kun været deprimeret en lille del af tiden, hvis man ser det samlet over årene. Jeg har altid set terapien som vigtig, fordi jeg vidste, at jeg gerne vil stoppe med medicinen på et tidspunkt. For mig er terapien en måde at gøre sig klar til at slippe medicinen på. Man gennemgår jo en udvikling som menneske, og depression og angst er jo for mange noget, der er der hele livet, og noget, der vender tilbage. Medicin giver ikke den der fornemmelse af, at man har fået et gennembrud, hvor man har lært noget nyt om sig selv. Medicinen kan hjælpe, så man ikke ryger helt ned, eller den kan være forudsætningen for, at man kan få noget ud af terapien, men jeg oplever ikke, at medicinen gør livet ukompliceret."

Ikke et quick-fix

Derfor er medicinen heller ikke det quick-fix eller den hurtige løsning, som den nogle gange fremstilles som i debatten, siger Signe Kierkegaard Cain.

"Min oplevelse er, at folk generelt vægrer sig ved at tage medicin. Og at de allerfleste har det ret dårligt, når de endelig tager imod behandling. Netop det, synes jeg, bliver overset i debatten. Det at have depression eller angst er meget skræmmende. Og det kan være meget let for udenforstående at sige, at man bare skal give det lidt tid og se, om det går over."

"Man skal også passe på, at man ikke bliver for asketisk og skal have været igennem al mulig terapi, yoga og mindfulness, før man må tage medicin,” siger hun. “Vi tager også en hovedpinepille eller bruger smertelindring ved fødsler. Livet bliver måske lidt nemmere af, at man tager medicin i en periode.”

“Men jeg har siddet 100 gange i sammenhænge, hvor folk har talt om ‘lykkepiller’ og har slynget om sig med deres holdninger om, at det var en let løsning. Der har jeg tænkt ved mig selv, at det var mere nuanceret end det, men jeg har også siddet og følt mig ramt: 'Nå, men er jeg så bare en af dem, der tager de her piller, fordi jeg ikke gider arbejde med mig selv eller ikke kan tage mig sammen?'"

"Selvom medicinen har hjulpet mig meget, er jeg blevet mere medicinkritisk med årene. Jeg mener, at antidepressiv medicin er blevet brugt for lempeligt, og skal jeg se kritisk på mit eget forløb, ville jeg måske kunne have klaret mig uden medicin i længere perioder, hvis adgangen til psykologhjælp med tilskud havde været bedre."

"Jeg er på det seneste i samråd med min psykiater trappet ned fra 20 til 5 mg Citalopram. Jeg ved reelt ikke, om der er nogen effekt af så lille en dosis, men jeg har en tryghed i den der lille halve pille, som jeg tager hver morgen. Det er meget psykologisk. Men igen: En pille kan aldrig garantere lykken, men det er heller ikke intentionen med at tage den."

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden