Mit liv var som en rutsjebane

Diagnosen 'unipolar depression' er status på mange års psykiske problemer for Karina Jensen, der også har erkendt, at et liv uden medicin ikke duer, hvis hun skal være en god mor for sin søn på otte år.

Karina 400X500Det var først i 2003, at nu 32-årige Karina Jensen fik diagnosen 'agiteret depression', selvom hun helt fra teenageårene havde døjet med angst.

"Jeg har altid haft en indre uro og tit syntes, det hele var håbløst. Men da jeg begyndte at kunne lugte gas og ikke sov om natten, kunne jeg godt regne ud, at den var gal oppe i knoppen," siger Karina Jensen, som netop har fået revideret diagnosen 'unipolar', altså tendens til depression.

Siden sin første depression i 2003 har Karina Jensen været på medicin i perioder, men stod det til hende selv, var hun helst fri.

"Efter den første depression var jeg på medicin i et års tid, men stoppede selv. Da jeg havde født min søn, fik jeg en nedtur, men ville ikke spise medicin. Det var værdifuldt og berigende for mig at amme, og jeg blev stærk af det, så jeg bekæmpede nedturen uden medicin."

I 2009 begyndte tingene imidlertid atter at sande til for Karina Jensen, og hendes læge medicinerede hende igen, mens hun ventede på en tid hos en psykiater.

"Medicinen havde en masse bivirkninger og ingen effekt. Jeg fik influenzasymptomer – havde ondt over det hele, svært ved at sove, sitren på hænderne og var bare skidt tilpas. Jeg er generelt sensitiv over for medicin, og jeg følte ikke, at mine bivirkninger blev taget alvorligt – jeg blev fejet af med 'det er bare angsten'."

Blev skilt og røg ned i et hul

I julen 2009 blev Karina Jensen indlagt med en svær depression. Medicineringen fortsatte, og hun endte med at tage 18 kilo på.

"Som unipolar er jeg ikke manisk, men sidste sommer lod jeg mig rive med på alle ledder og kanter og giftede mig med en mand – selvfølgelig også af kærlighed – jeg kun havde kendt i kort tid. Da han forlod mig fire dage efter brylluppet, røg jeg ned i et hul."

I den forbindelse konstaterede en læge, at Karina Jensen havde været fejlmedicineret siden indlæggelsen i 2009, og hun blev trappet ud af den gamle medicin og startede på noget nyt.

"Så ingen vidste, hvad der var bivirkninger af hvad, men det endte med, at jeg blev indlagt med voldsomme abstinenser, og det forskrækkede mig, så jeg sagde nej til al medicin, og det er indtil for nylig gået ganske fint. Jeg registrerer mit humør i en bog, begrænser mig forbrug af alkohol, dyrker en masse motion, spiser sundt, sørger for at sove og har struktur på mit arbejdsliv," siger Karina Jensen og uddyber:

"Man ved jo, at kost og motion har stor indvirkning på humøret. Men jeg kan også mærke det – jeg bliver til en lyseslukker, når jeg ikke bevæger mig og får dannet de endorfiner, som jeg har ekstra meget brug for. Jeg sørger også for at spise fisk flere gange om ugen og få de sunde fedtstoffer."

Karina Jensen har desuden erkendt, at nattevagter i jobbet som sosu-assistent ikke holder.

"Det kan min hjerne ikke klare, jeg skal sove om natten. Jeg har brug for struktur og forudsigelighed i arbejdet – jeg kan ikke bare lige tage en ekstra vagt med kort varsel, hvis de mangler en. Jeg skal være i en fast vagtplan. Det har jeg været åben om på mit arbejde, og det gør mig ikke til et mindre effektivt menneske."

Sund kost og motion virker stabiliserende

Når Karina lever sundt og regelmæssigt, trives hun bedre med sin sygdom. Men hun har også måttet indse, at hun ikke kan undvære medicin – trods omfattende bivirkninger, fx søvnproblemer, tynd mave og konstant tissetrang.

"Når jeg ikke spiser medicin, er mit liv lidt som en rutsjebane – den ene dag er det hele håbløst, og den næste kan jeg føle, jeg har vundet i Lotto. Det er utroligt energikrævende, og her er kost, søvn og motion med til at stabilisere tingene," siger hun og fortsætter:

"Jeg har haft en masse nedture, som er gået ud over min søn. Jeg er nødt til at tænke på ham, selvom mit ego gerne ville, at jeg kunne klare mig uden medicin. Jeg har måttet minde mig selv om, at jeg faktisk har en sygdom, som kræver, at jeg spiser medicin, fordi det stabiliserer mit humør, og jeg kan leve et helt normalt liv. Men jeg tror, det er en livslang proces at acceptere sin sygdom – først at man har en diagnose, og siden at man er nødt til at leve sit liv på nogle bestemte vilkår. Jeg ved ikke, om jeg skal blive på det her præparat resten af mit liv, og jeg håber selvfølgelig, at jeg kan trappe ned på et tidspunkt."

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden