Medicin har ikke været min eneste behandling

VickyHvornår startede du i medicinsk behandling – og hvorfor?

Jeg startede med at tage antidepressiva i starten af 2006, hvor jeg blev ramt af en tung fødselsdepression. Da jeg i 2008 blev gravid igen, vendte depressionen tilbage, og jeg begyndte på medicin igen. Efter fødslen blev jeg meget syg og senere diagnosticeret som bipolar.

 

Hvilke overvejelser havde du i forbindelse med at starte med medicinen?

Det var ganske tydeligt, at jeg var syg og havde brug for medicinen, så det var egentlig O.K. for mig at starte med at tage medicin. Det var vanskeligere for mig at acceptere, at jeg nu var diagnosticeret som bipolar. Min mor har samme sygdom, så jeg kendte symptomerne, og jeg brugte lang tid på at acceptere sygdommen. 

 

Hvilke tanker gør du dig om at trappe ud af medicinen?

Selvom jeg har oplevet bivirkninger blandt andet i form af vægtøgning, gør jeg mig slet ingen tanker om at trappe ud. Min sygdom er kronisk, og misser jeg min medicin bare én gang, får jeg straks symptomer. Det sker stadig, at min medicin skal justeres selv efter 8 år, men det er helt fint, for jeg føler, at medicinen har været med til at redde mit liv.

 

Har du erfaring med psykoterapi eventuelt som supplement til medicinen?

Medicin har ikke været min eneste behandling. I forbindelse med fødselsdepressionen gik jeg i en samtalegruppe under sundhedsplejersken. Derudover fik jeg besøg af en akut sygeplejerske én gang om ugen. Sygeplejersken hjalp mig med struktur, med samtaler om mine bekymringer og som trøst. Senere har jeg været tilknyttet en psykiatrisk afdeling, hvor jeg gik i samtalebehandling, mindfullness og deltog i en løbegruppe. Særligt samtalerne har været gavnligt for mig, og jeg kan mærke, at jeg virkelig har brug for dem. I øjeblikket føler jeg faktisk, at jeg har brug for samtaleterapi og en justering af min medicin igen. Desværre er det svært at få nok samtaletimer med min diagnose.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden