Livet tæt på psykisk sygdom

Det er en voldsom oplevelse at blive pårørende til et menneske med psykisk sygdom, og mange oplever en krise. Her kan du læse om, hvordan krisen kan forløbe og hvilke reaktioner, der er typiske.

Psykisk sygdom har voldsomme konsekvenser for dem, der står tættest på. Som pårørende kan man føle sig fortabt og alene, og situationen kan virke uoverskuelig og håbløs, så langt tanken rækker.

Oveni købet skal man, mens man står i et kaos af følelser og tanker, både magte at støtte den syge og tage vare på sig selv.

Mange pårørende oplever derfor – helt naturligt - det, der med en fagterm kaldes en traumatisk krise.

Normal reaktion

Krisen opstår, når man bliver udsat for en pludselig og uventet, alvorlig belastning, og krisetilstanden er en normal reaktion på en unormal begivenhed. Det betyder, at man står i en livssituation, hvor ens tidligere erfaringer og indlærte mekanismer til at håndtere situationer ikke er nok til at forstå eller beherske situationen.

Krisens fire faser

Der er almindeligvis fire faser i kriseforløbet. Chokfasen og reaktionsfasen kalder man akutfasen.

Krisetilstanden kan senere ændre sig til sorg – fx sorg over, at den syge har ændret personlighed og mistet muligheden for at leve den tilværelse, man havde forestillet sig for ham eller hende.

Chokfasen

Chokfasen kan vare fra et kort øjeblik til flere døgn. Fasen er præget af såkaldt autonome reaktioner fx

  • irritabilitet og overaktivitet
  • hjertebanken
  • mundtørhed
  • sveden
  • mavesmerter og kvalme
  • opkastning og diarré
  • appetitløshed
  • søvnproblemer
  • muskulære spændinger

Man prøver ofte at holde virkeligheden på afstand ved måske ligefrem at benægte det skete. Man kan virke behersket udadtil, mens kaos hersker indeni. Man kan ofte ikke huske, hvad der er sket, eller hvad der er sagt og måske reagerer man med voldsomme grådanfald, skrig eller latter.

Reaktionsfasen

Reaktionsfasen varer normalt en til seks uger, hvor man typisk har gentagne tanker om den traumeudløsende begivenhed og samtidig forsøger at glemme den. Man kan udvise angstreaktioner, har måske mange selvbebrejdelser og skyldfølelser og har svært ved at sove. Man kan stadig have de autonome symptomer, som ses under chokfasen. Og man kan endelig reagere med forskellige, såkaldte forsvarsmekanismer, benægte eller bebrejde andre det skete, fokusere på at finde rationelle forklaringer på det skete etc.

Bearbejdningsfasen

Denne fase følger nogle gange først et halvt til et helt år efter den traumatiske begivenhed. Her begynder man som regel at kunne magte en mere realistisk bearbejdelse af det, der er sket, og man kan så småt begynde at forholde sig til fremtiden. Men man kan stadig blive overvældet af følelser og glide tilbage i tidligere reaktionsmønstre.

Nyorienteringsfasen

I denne fase forsøger man at bære den traumatiske begivenhed og dens konsekvenser med sig i en acceptabel og realistisk dagligdag.

Når sygdommen bryder ud

Psykisk sygdom kan bryde ud akut eller komme snigende over flere år.

Nogle gange virker det, som om sygdomsudbruddet kommer her og nu fx ved debuterende skizofreni. Men der har måske – set i bakspejlet – været en længere periode, hvor den syge har holdt sig mere for selv, har været mere grublende end vanligt, men hvor man måske har slået det hen som et overgangsfænomen.

Som pårørende har man måske reageret med irritation, vrede eller utålmodighed på familiemedlemmet – og det er en helt normal og forståelig reaktion.

Hvis den syge bliver psykotisk

Man er som pårørende helt uforberedt, hvis sygdommen bryder ud med en akut psykose - vrangforestillinger eller hallucinationer.

Når man henvender sig til egen læge, vagtlæge eller psykiatrisk skadestue, kan man tilmed opleve, at man skal ”kæmpe” for at den syge bliver indlagt, nogle gange oven i købet mod den syges vilje.

Det kan opleves som traumatisk på den måde at skulle efterlade den psykisk syge på et psykiatrisk center, og det kan afføde reaktioner som tvivl og usikkerhed, selvbebrejdelser og skyldfølelser. Men her er det vigtigt at huske på, at professionelle har bekræftet, at en indlæggelse var nødvendig.

Når den syge virker rask

Nogle gange optræder den syge relativt klar og samlet foran lægen – og er måske kun meget modstræbende gået med til at opsøge en psykiatrisk skadestue. Den syge formår at svare relevant på lægens spørgsmål, bagatelliserer egne vanskeligheder og fremstiller de pårørende som alt for bekymrede.

Lægen kan ikke med baggrund i psykiatriloven indlægge den syge i sådan en situation. Ligesom lægen heller ikke kan tilbageholde patienten mod patientens vilje. Det efterlader helt naturligt de pårørende frustrerede, vrede og fortvivlede.

Efter diagnosen er stillet

Som pårørende kan man håbe på, at sygdommen – når den først er diagnosticeret – vil følge et roligt, fremadskridende forløb hen mod helbredelse. Det er desværre sjældent tilfældet. I stedet kan der i lange perioder være tilsyneladende stilstand eller ligefrem tilbagegang. Som pårørende kommer man derfor til at svinge mellem håb og skuffelse, mellem optimisme og opgivenhed – og det er i sig selv et stor pres.

Læs mere om, hvordan du som pårørende passer på dig selv.

Sygdommen kan fylde - for meget

Sygdommen og den syges problemer kommer ofte til at fylde meget – nogle gange alt for meget. Som pårørende har man især i begyndelsen sat sig selv og sine egne følelser til side, fordi man er optaget af den syges situation. Man har skulle være den stærke, udvise tolerance og tålmodighed i rigt mål. Der vil derfor komme et tidspunkt, hvor man som pårørende selv reagerer, da man har levet i en langvarig belastningstilstand.

Man bliver sårbar og hudløs og kan ydermere opleve

  • udtalte humørsvingninger
  • irritation og vrede
  • koncentrationsproblemer
  • hukommelsesproblemer

Ond cirkel

Man kommer let ind i en ond cirkel, når man som pårørende er under pres.

Vreden og humørsvingninger rammer måske det syge familiemedlem - og kan så senere resultere i dårlig samvittighed og skyldfølelse. Og derfor får man måske ikke sagt fra eller sat grænser på en konstruktiv og tilfredsstillende måde, hvor det kunne have været relevant – og nødvendigt – af hensyn til ens velbefindende og det fremtidige forhold mellem en selv og det syge familiemedlem.

Selvmordstrusler og selvmord

Angsten og bekymringen for, at den psykisk syge på et eller andet tidspunkt skal tage sit eget liv er noget, mange pårørende kender til.

Måske strækker man sig derfor meget langt, holder sig konstant i nærheden af den syge, lægger bånd på sig selv, hvor man ellers ville have sagt fra, eller drager uforholdsmæssigt megen omsorg for den syge i situationer, hvor han eller hun kunne have klaret opgaverne selv.

Det er helt normalt at føle vrede, skuffelse, utilstrækkelighedsfølelse og forbitrelse, når den syge – i afmagt - direkte eller indirekte truer med selvmord.

Men det er følelser, det er vigtigt at registrere og forstå baggrunden for – for ikke at komme til at trække sig fra den muligvis reelt selvmordstruede.

Risiko for isolation

Man kan som pårørende trække sig fra andre mennesker, selv de nærmeste, fordi presset og bekymringerne fylder så meget. Måske føler man, at man er nødt til at klare det hele selv, at ingen andre kan forstå eller hjælpe én. Man kan også opleve det uoverstigeligt svært at skulle bede andre – familie og venner – om hjælp af frygt for at være til besvær eller af blufærdighedsgrunde.

Synet på omgivelserne kan også ændre sig. Andres problemer kan opleves banale og meningsløse. Det, der før var væsentligt og betydningsfuldt for en, bliver ligegyldigt.

Men isolation gør det ikke nemmere at være pårørende. Man har i stedet brug for at leve hverdagen med, hvad det indebærer af social kontakt, for at have overskud til den syge.

Læs mere om, hvordan du som pårørende passer på dig selv.

Læs også:
Depression er en folkesygdom – især for kvinder
Socialminister Manu Sareen om sin depression: Når dæmonerne rører på sig
Gittes oplevelser med depression: Jeg ramte nul

Connies oplevelser med vinterdepression: Vinteren er rædsom
Jespers oplevelse med svær depression og ECT: Intet er som før
Sådan virker ECT
Gode råd til dig, der er pårørende
Psykisk førstehjælp ved depression
Sådan støtter du bedst en person i krise
Du kan godt få tilskud til psykolog, men ...
Kort om psykologordningen til angst og depression

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden