Jeg ramte nul

Gitte Jensen har været sygemeldt med en depression siden foråret 2013. Medicin og kognitiv terapi har fået hende på benene igen, men processen har været lang og hård, og frygten for tilbagefald fylder i tankerne.

Gitte

"Det er svært at forklare, så andre kan forstå, hvordan det føles. Men forestil dig, at du er fuldstændig drænet for energi og lyst til alt. Du er så træt, at selv det bare at rejse hovedet for en tår at drikke kræver lange overvejelser. At rejse sig for at tisse virker som en uoverkommelig mission.
En sms, der normalt tager fem sekunder at skrive, føles som et bjerg at bestige. Alt føles så uendeligt ligegyldigt og uoverskueligt."

Sådan havde 37-årige Gitte Jensen det i den periode, hvor hendes depression var allerværst. Hun lå under sin dyne og kunne ingenting. Levede af kiks og cola og var tømt for tanker, følelser og energi.

Gitte Jensen bliver sygemeldt i marts 2013. En mandag morgen, som stadig står lysende klart i hendes erindring:

"Dagen før sad jeg hjemme hos mine forældre. Jeg havde haft det skidt længe, men den dag begyndte tårerne bare at trille, og jeg kunne ikke selv forstå, hvad der skete. Hvorfor jeg ikke bare kunne tage mig sammen? Jeg kan huske, at jeg kigger på dem og kan ikke forklare, hvorfor jeg er så ked af det. Og jeg bliver jo også mødt med lidt undren. Det var en rigtig svær dag," husker Gitte Jensen.

Næste morgen fik hun en akut tid hos sin læge, som diagnosticerede hende med en depression og anbefalede medicin. Det accepterede hun trods indre modstand.

"Vi aftalte, at jeg kunne prøve at se, om det hjalp. Jeg var bange for at spise pillerne, men omvendt havde jeg det jo så dårligt, så jeg godt kunne se, at der måtte ske noget. Jeg vidste godt, at jeg havde en depression, men forståelsen og accepten af den havde jeg slet ikke på det tidspunkt."

Jeg havde haft det skidt længe, men den dag begyndte tårerne bare at trille, og jeg kunne ikke selv forstå, hvad der skete. Hvorfor jeg ikke bare kunne tage mig sammen?
 

Kunne ikke overskue arbejdet

Inden sygemeldingen havde Gitte Jensen længe haft problemer med at passe jobbet som ingeniør og projektleder. Fire måneder tidligere sagde hun faktisk sit drømmejob op, fordi hun følte sig stresset og savnede opbakning fra ledelsen.

"Jeg kan se nu, at jeg ledte efter en syndebuk som forklaring på, hvorfor jeg havde det så dårligt. Jeg gav arbejdspladsen skylden og fik nyt arbejde. Og måtte så sygemelde mig efter fire måneder."

Og vel at mærke efter fire måneder, hvor bunkerne på skrivebordet virkede uoverskuelige for Gitte Jensen, der kunne sidde og kigge på computerskærmen i timevis uden at komme i gang med arbejdet.

"De første måneder efter sygemeldingen havde jeg det faktisk o.k., måske takket være medicinen, men havde stadig ingen accept af, hvad der var sket med mig. Og så pludselig blev jeg rigtig dårlig og måtte blive i sengen. Jeg ramte nul. Jeg havde ikke mere at kæmpe med, havde ingenting."

Gitte Jensen blev henvist til psykiatrisk afdelings affektive team på Odense Universitetshospital og fik stærkere medicin, fordi hun havde det så dårligt. Hun gik også til samtaler med en sygeplejerske.

"Her begyndte jeg at kunne mærke små forandringer – jeg kunne måske slæbe mig ind på sofaen eller havde kræfter til at børste tænder."

Har aldrig følt mig god nok

På et tidspunkt fik Gitte Jensen mulighed for at deltage i et kognitivt terapiforløb hos en kvindelig læge. Og her begyndte tingene for alvor at lysne.

"Min motivation var, at jeg gerne ville vide, hvorfor jeg var blevet så syg, og hvordan jeg kan undgå, at det sker igen. Jeg har jo haft stor skyldfølelse over for mine forældre, som har plejet mig, men ikke har forstået, hvad der skete med mig."

Gitte Jensen mener selv, at kombinationen af medicin og kognitiv terapi har fået hende derhen, hvor hun er nu: Stadig sygemeldt, men med væsentligt mere energi og et lysere syn på livet.

"Skyklapperne og det meget unuancerede billede af verden er lettet. Jeg tror på, at medicinen tilfører de signalstoffer, jeg mangler i hjernen. Og terapien har hjulpet mig til at forstå, hvorfor jeg er blevet så syg og helt drænet for kræfter," siger Gitte Jensen og uddyber:

"Jeg har altid elsket mit arbejde højt, men jeg har aldrig følt, at jeg er god nok til det, jeg gør, så jeg har brugt rigtig meget tid og energi på at sørge for, at tingene var i orden. Frygten for, at nogen ville sige, at det ikke var godt nok eller grundigt nok, har lagt et urimeligt pres på mig, og jeg har ladet arbejdet fylde min fritid også, fordi jeg er single og ikke har børn. Så balancen mellem ‘nok’ og ‘godt nok’ har ikke været der. Terapien har hjulpet mig til at ændre min måde at tænke på – vende de negative tanker, være mere tålmodig og ikke lægge så stort et pres på mig selv om ‘bare at tage mig sammen’. Men at jeg var så længe om at se og reagere på de symptomer, jeg havde haft  i lang tid, inden jeg blev sygemeldt, kommer jeg nok aldrig til at forstå."

I dag står Gitte Jensen over for et jobafklaringsforløb i kommunen. Hendes drøm er på sigt at kunne vende tilbage til et almindeligt arbejde på 37 timer.

"Mit humør svinger stadig, men jeg kommer op hver dag. Jeg glæder mig også til at komme i gang igen, men er nervøs for, om jeg kan holde til det. Frygten for tilbagefald fylder meget, og den er større, når man først har været syg, som jeg har. Det er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet, og jeg ønsker det ikke for nogen."

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden