Intet er som før

Jesper har haft to alvorlige depressioner inden for 10 år. I dag er han rask og passer sit arbejde som lærer på en specialskole, men sygdomsforløbene fylder stadig meget i hans bevidsthed.

Jesper 1Det var gået lige så stille ned ad bakke. Jesper Jakobsens kone oplevede sin mand som meget energiforladt i tiden op til, at han blev indlagt. Selv husker Jesper næsten ingenting.

"Lægerne mener, at det måske var en fødselsdepression efter barn nummer to. Jeg kan bare huske, at jeg ikke kunne finde humør til noget. Jeg husker ikke julen det år, men nytårsaften var en noget trist affære. Vi var sammen med nogle venner, som ville spille et spil, men jeg havde ikke lyst til noget. Jeg husker også, at jeg havde besøg af en af vores fælles venner, en præst, og vi sad sammen og græd i køkkenet. Men derudover husker jeg ikke noget."

Husker kun brudstykker

Sådan startede Jesper Jakobsens første alvorlige depression i 2003. Den nu 47-årige familiefar med kone og to børn, som dengang var helt små, arbejdede som lærer på en folkeskole og var glad for sit job og sine kolleger. Men noget indeni ham var helt galt. Og en dag valgte Jesper Jakobsens kone at få en akut tid hos egen læge, der kontaktede det mobile team i regionen. Jesper blev indlagt med det samme – på den etage, "hvor man skal aflevere både snørebånd og bælte," som han udtrykker det.

"Det er også meget sparsomme billeder, jeg har herfra – brudstykker af, at vi for eksempel bestilte pizza, og at en af de andre patienter lavede ballade. Jeg har set billeder af, at mine børn har været og besøge mig, men jeg kan ikke huske det," fortæller Jesper Jakobsen.

En del af behandlingen for den alvorlige depression, Jesper Jakobsen blev diagnosticeret med, var ETC (elektrochok, red.). I alt 23 behandlinger blev det til over det halve års tid, Jesper Jakobsen var indlagt – først på den lukkede afdeling, siden på en åben og til sidst på et åbent bosted, i takt med at han fik det bedre og bedre.

"Jeg kan huske hende, som gav mig elektrochok, og at det var nede i en mørk kælder. Men jeg havde ingen holdning til, om det var godt eller skidt, eller om det hjalp mig. På det åbne bosted lavede de kognitiv adfærdsterapi, som gik ud på at spørge mig: 'Hvad er det værste, som kan ske?' – og det var det. Men jeg havde nogle rigtig gode samtaler med en sygeplejerske i forløbet, og en fyr tog mig med ud at løbe – det var rigtig godt," husker Jesper Jakobsen, der også fik antidepressiv medicin i hele forløbet.

"Den tog både toppen og bunden af humøret. Alt var leverpostej – en lang lige landevej. Den blev jeg først trappet ud af over et år senere."

Jeg tænker meget over, hvad det har betydet for børnene, at far pludselig var væk – det, som har gjort ondt på dem. Det har jeg det meget svært med og har dårlig samvittighed.

Vil ikke have angst på cv’et

Til gengæld var det positivt at vende tilbage til den skole, Jesper Jakobsen var sygemeldt fra.

"Jeg startede på 2-3 timer om ugen og var smadder nervøs for det. Men rigtig mange kom over og sagde hej igen, og vi græd lidt sammen. Det var virkelig super – næsten et mønstereksempel på, hvordan det skal være."

I årene efter har Jesper Jakobsen meget travlt i forskellige jobs og i en periode også med eget firma, som han dog måtte stoppe med, da det blev for meget.

"Men ikke noget, jeg blev syg af. Det var først i 2011, da vi startede op efter sommerferien på den specialskole, jeg arbejdede på. Vores leder var meget presset, og det gik ud over os kolleger. Der blev truffet dispositioner, jeg ikke forstod, og jeg følte mig meget træt, så jeg gik til lægen. Her fik jeg taget en test, som viste, at jeg havde angst, men det ville jeg ikke have på mit cv, som jeg sagde til hende. Så sagde hun: 'O.k., Jesper - du er deprimeret. Du skal sygemeldes.' Det havde jeg slet ikke set komme. Jeg tænkte i første omgang, at jeg ville sygemelde mig ugen ud og næste med, og så startede jeg igen. Men så kom det væltende …" 

Som hovedet på sømmet endte Jesper Jakobsen også med at blive fyret fra sit job kort efter sin sygemelding, og det lagde ham helt ned.

Dejligt at blive regnet med igen

Efter knap et års sygemelding, denne gang uden ind-læggelse, fik Jesper Jakobsen et par vikariater og endte med at blive fastansat igen på en specialskole, hvor han har været i jobpraktik. Det betyder rigtig meget for ham.

"Både at de gerne ville have mig, selvom de vidste, at jeg havde været sygemeldt med en depression, men også at jeg igen var en, man regnede med. Det gør man ikke helt på samme måde, når man er vikar. Og jeg er også parat til at gå ind og sætte mit stempel på tingene: Jesper har været her. Det er jeg godt i gang med."

Tilbage står imidlertid mange, mange tanker og følelser i Jesper Jakobsens sind efter de to sygdomsforløb.

"Jeg opfatter mig selv som rask i dag. Men jeg er blevet meget mere opmærksom på, at jeg har været syg, og er nået frem til, at jeg skal have medicinen resten af livet. Helt konkret kan jeg godt få rystelser igen, når jeg bliver presset. Det frygter jeg rigtig meget, fordi det er for mig tegn på, at jeg er på vej tilbage. Dem lægger medicinen låg på, selvom livet så er lidt leverpostej light."

Hukommelsen – eller manglen på samme – fylder også meget hos Jesper Jakobsen.

"Der er mange uvisheder. Og for pokker, hvor kan jeg glemme mange ting i hverdagen eller være nervøs for, at jeg har gjort det. Det gør også lidt ondt, at jeg ikke kan huske, hvem der besøgte mig, da jeg var indlagt – at jeg ikke har fået sagt tak til dem."

Men egentlig kan Jesper Jakobsen godt acceptere, at der er minder, som er helt væk. Det, som virkelig piner ham, er, hvordan hans sygdom har påvirket familien.

"Det har vi ikke talt om endnu. Jeg har heller ikke læst mine dagbøger fra den periode endnu. Det er for svært for mig. Jeg håber, jeg tør en dag. Men jeg tænker meget over, hvad det har betydet for dem, at far pludselig var væk – det, som har gjort ondt på dem. Det har jeg det meget svært med og har dårlig samvittighed. Jeg er også bange for, at jeg bliver så ked af det, at jeg ryger ned ad bakken igen, og så kommer jeg jo til at gøre dem ondt igen."

Så hvad har Jesper Jakobsen fået ud af sit forløb? Det er et spørgsmål, han både selv stiller og besvarer:

"Ja, nu sidder jeg og tuder til X Faktor fredag efter fredag, når Blachman roser de unge. Jeg er blevet god til at aflæse og spørge folk, om de har det godt. Jeg har i det hele taget svært ved at ignorere mine følelser og taler åbent med mange om, hvordan jeg har haft det. Jeg har fx en papbror, som har fået en depression, og ham taler jeg med. Det er fedt."

Du er blevet en blød mand?

"Ja, det kan du tro," griner Jesper Jakobsen og tilføjer:

"Signaler og symptomer på sygdommen fylder rigtig meget i min bevidsthed, og intet er som tidligere. Så på den måde tror jeg aldrig, at jeg vil kunne slippe det, at jeg har været syg."

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden