Når dæmonerne begynder at røre på sig

Tidligere Socialminister Manu Sareen har valgt for første gang at tale åbent om sin depression, da Psykiatri-Information møder ham. Det er der kun én grund: at bryde et tabu. Det, der hjalp ham allermest, da han var syg, var nemlig at høre, hvordan andre var kommet igennem sygdommen.

Manu Sareen 400X779"Jeg opdagede det jo ikke. Virkelig ikke," siger socialminister Manu Sareen om sin depression tilbage i 2000. På det tidspunkt arbejdede han med udsatte børn og unge og havde også selv stiftet familie.

"Vi var gået fra 0 til 2 børn på kort tid," som han siger det, og der var i det hele taget sket meget, både privat og i karrieren.

"Jeg knoklede helt vildt og havde fået et topjob inden for mit felt på Døgnkontakten for børn og unge, hvor vi blandt andet tvangsfjernede børn. Også inden jeg kom til Døgnvagten, var jeg arbejdsmæssigt i et ret hårdt miljø. Jeg er et meget roligt menneske, men i forbindelse med en konflikt på mit arbejde, flejnede jeg helt ud. Jeg skældte ud på både min leder og souschef og råbte og skreg, at det ikke kunne være rigtigt, og så rejste jeg mig op, smækkede med døren og gik hjem," fortæller han.

"Det var heldigvis en rigtig god arbejdsplads med gode ledere. Souschefen ringede til mig senere på dagen og sagde: ‘Det ligner ikke dig.’ Og det vidste jeg jo godt. Hun var meget omsorgsfuld og sygemeldte mig."

Det kan godt være, at Manu Sareen havde knoklet derudad uden at opdage symptomerne, men det sluttede brat:

"I det sekund, jeg blev sygemeldt, kom jeg ud i frit fald. Jeg svævede bare ned i det der store sorte hul."

Kan du huske, hvordan du havde det?

"Ja, det kan jeg. Det glemmer jeg aldrig. Man ryger ned … og det er uhyggeligt, hvad man møder dernede, når de sovende hunde begynder at vågne, når dæmonerne begynder at røre på sig. Jeg tror ikke, man kan forestille sig, hvad det vil sige, medmindre man har prøvet det. Det kom helt bag på mig, at selv om man stadig ikke har ramt bunden, så mærker man i bogstaveligste forstand de der sorte skyer hænge over hovedet. Man mærker en tristhed, en nedtrykthed, som ikke bare er, som når Danmark taber en landskamp, eller hvis man ikke har fået et job, men som kommer dybt inde fra knoglerne."

Sygemeldingen gav ro, fortæller han.

"Det var det gode … at i og med at jeg blev sygemeldt, så blev jeg også frataget ansvar. Og så kan man rulle sig ind i dynen og bare ligge, og det var behageligt."

Der var jo stadig en hverdag med børnene, og de første dage efter sygemeldingen var voldsomme, husker han.

"Men du er jo ikke handikappet, så du kan godt bevæge dig rundt og deltage, men det bliver ud fra den laveste fællesnævner. Det er uden smil. Det mest skræmmende er, at man mister sin mening med livet. Jeg var ikke på nogen måde selvmordstruet, men jeg mistede den der livsgnist. Alt forekom mig fuldstændig ligegyldigt.”

Havde ikke lyst til medicin

Hverken Manu Sareens praktiserende læge eller den psykiater, han blev henvist til, var i tvivl om, hvad der var galt.

"Psykiateren ville have mig på antidepressiv medicin, og så gik tiden med at finde den rette type. Det var næsten det værste. Jeg havde ikke lyst til medicin, men jeg stod med ryggen op ad muren og faldt længere ned i hullet. Jeg prøvede forskellige præparater, der alle havde generende bivirkninger. Jeg var skræmt af det, og noget af medicinen ændrede min karakter, så jeg måtte stoppe med det. Jeg endte med at spise et præparat i en periode, selv om det gav mig sådan en ligegyldighedsfølelse. Jeg gik hjemme i nogle måneder og blev mere eller mindre repareret.”

Var der andre ting, der hjalp dig?

"Ja, det, der hjalp mig allermest, var at høre om andres oplevelser med sygdommen. Det hjalp mig at høre fra andre, at de var kommet igennem det. Jeg tænkte, at der også var håb for mig. Når man er så langt nede, kan det være svært at tro, så det at tale med andre var guld værd for mig. Og det er den eneste grund til, at jeg står frem. Det er med rystende hånd, at jeg går ud med det i offentligheden, især som minister. Du kan koge det ned til én ting: Det er tabu. Andres åbenhed har hjulpet mig meget, og dette er min måde at betale tilbage på i al sin enkelhed."

Efter nogle måneder stoppede Manu Sareen med medicinen.

"Jeg ved godt, at det hjælper mange, og det respekterer jeg, men jeg kunne ikke holde ud ikke at kunne mærke mig selv som menneske. Så jeg stoppede fra det ene øjeblik til det andet. Jeg ved godt, man ikke må, men det gjorde jeg. Jeg tænkte, at jeg måtte gribe det meget systematisk an, og det gjorde jeg ved at løbe, spise sundt, få frisk luft og lære at sige fra."

Det er de regler, Manu Sareen stadig lever efter.

Det må være udfordrende at holde sig sund i din position?

"Det kan man heller ikke altid, specielt ikke som socialminister, der er et stort område med et stort ansvar. Men jeg prioriterer min sundhed og at holde roen. I dag er jeg fx frustreret over, at jeg ikke kan nå at løbe, men vi har et møde på fire timer. Min allerstørste hemmelighed er, at jeg prioriterer min nattesøvn meget højt. Jeg ved, at jeg er mere udsat i dag i dette job, end jeg nogen sinde har været, og derfor er der kommet flere leveregler til, fx at jeg aldrig drikker alkohol i hverdagene, fordi det ødelægger søvnen. I dag kender jeg signalerne, og derfor er jeg ikke bange for, at depressionen kommer igen. Det ved jeg, den ikke gør, for når man har været helt derude, så kender man sine grænser."

(Tekst: redaktør Marie Ejlersen, foto: Socialministeriet)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden