OCD: Det stopper aldrig, hvis man lader det løbe løbsk

Anders Hjort har, til trods for at han har OCD, i mange år haft et velfungerende arbejdsliv i den danske mediebranche. Her fortæller han om, hvordan han klarer de travle arbejdsdage med evige deadlines og forventningspres – samtidig med at tvangstankerne og angsten skal holdes i ave.

Alt nyt er en udfordring for mig. Jeg har, for at sige det præcist, en angst for alle nye ting. For eksempel har jeg altid de samme fire kort i min højre bukselomme. Først ligger mit dankort i sit etui, så mit lyserøde kørekort, mit gule sygesikringsbevis og yderst mit hvide personale-adgangskort. Kortene skal ligge i en bestemt rækkefølge, i den samme orden. Sådan føler jeg mig mest tryg. Hvis der kommer kludder i kortene, eller jeg skal udskifte et af dem, begynder jeg at spekulere på, om der vil ske noget dårligt. Om netop det, at jeg har fået et nyt kort, vil kunne få en betydning. At jeg vil blive kørt ned, når jeg er på vej hjem fra arbejde. At min kone vil forlade mig. Eller at Trump pludselig vil kunne finde på at trykke på atombombeknappen.

OCD er som en flod

Det er sådan, min OCD fungerer. Den er som en vild flod, der ikke bøjer af for noget. Og jeg har stået i utallige situationer i mit arbejdsliv, hvor det ikke var synderligt gunstigt at have OCD.

 

Jeg var indlagt på Rigshospitalet omkring 100 gange, og det var der, min OCD startede, selvom jeg dengang ikke havde den fjerneste anelse om, hvad OCD var

 

Gennem 10 år var jeg journalist på Politiken, hvor jeg primært arbejdede som netjournalist. Det betød, at jeg kunne skrive op til fem artikler om dagen, og på nettet er der jo konstante deadlines. Når du har afleveret en artikel, går du i gang med den næste. Og samtidig er man aldrig bedre end den sidste, man har afleveret. Oven i det skal alle mine artikler være perfekte. Der må ikke være slåfejl, og der må ikke være kommafejl.

De mange ritualer

Jeg sad på Rådhuspladsen, i et storrumskontor, på skiftende arbejdsstationer. Det var en stressfaktor i sig selv. Mange dage brugte jeg flere timer på at rykke rundt på stolen, til den var placeret rigtigt. Jeg rykkede op og ned på hæve-sænke-bordet. Indstillede lampen, lagde blokken og kuglepennene på det rigtige sted på bordet, skruede op og ned for lysstyrken på computerskærmen, indtil det føltes rigtigt. Men det var ikke det mest besværlige. Det var koderne. Politiken var jo i mange år – og er stadig – et terrormål, og derfor skulle vi hver morgen igennem flere sluser, hvor vi skulle bruge kort og en personlig kode for at komme ind i huset.

Anders Hjorts råd til dig, der kæmper med OCD på arbejdet

  1. Vær åben. Der er ikke nogen skam i at have OCD. Vær ærlig, fortæl dine kolleger og din chef om, hvad det er, du kæmper med.
  2. Søg hjælp. Hvis du ikke allerede har gjort det, så tal med en professionel. Det hjælper at få indkredset og afklaret, præcis hvad udfordringerne er på jobbet.
  3. Skab orden. Lav for eksempel en liste over, hvordan du får mest ro, både i hjernen og i kroppen. Skab evt. nogle rutiner, der kan være dit helle i en travl arbejdsdag.

De svære tal

Jeg havde utrolig svært ved at skifte de koder, fordi jeg tror på, at tal har en betydning. Især ulige tal er svære for mig. Hver tredje måned skulle vi også skifte koden på computeren, og jeg oplevede engang, at dem, der sad i helpdesk, uden at informere mig havde givet mig en ny kode, hvor de havde valgt tallene. Koden indeholdt tallet 13, og det gjorde mig slet og ret fysisk dårlig. Jeg kunne ikke trække vejret ned i maven. Mine knoer begyndte at spænde, det øverste af min rygrad strammede, mine kinder blev varme og røde.

Det gjorde ondt ved mine tindinger og på to punkter på min pande. Til sidst måtte jeg gå ud på gaden, lukke øjnene, lave åndedrætsøvelser, trække vejret helt ned i maven og få ro på. Og så gik jeg tilbage på arbejdet og sørgede for at lave en ny kode, der kun havde ’gode’ tal i sig.

Indlagt 100 gange

Jeg voksede op i en akademikerfamilie på Østerbro, i Kartoffelrækkerne, i 1970’erne. Født tre måneder for tidligt blev jeg straks lagt i kuvøse, og gennem hele min tidlige barndom havde jeg komplikationer med min mave. Det var altid, som om alting kunne brase sammen ud af det blå. Den ene dag kunne jeg løbe rundt sammen med mine venner og spille fodbold og tennis, og alt var godt. Den næste dag ville et eller andet gå galt, så jeg blev kørt med udrykning til hospitalet. Jeg var indlagt på Rigshospitalet omkring 100 gange, og det var der, min OCD startede, selvom jeg dengang ikke havde den fjerneste anelse om, hvad OCD var.

Det imaginære sikkerhedsnetværk

Oven i det døde min far, da jeg var 10 år, af en blanding af pille-misbrug og alkoholmisbrug. Og da jeg var 17 år, begik min mor selvmord. Dét, at noget så slemt kunne ske, at verden kunne være så uretfærdig, gjorde, at min OCD stak endnu mere af. Jeg begyndte at tro endnu mere på, at der ville ske forfærdelige ting, hvis jeg kom til at træde på en af stregerne på fortovet eller kom til at gå under en stige, ligesom mine fobier og tvangstanker spredte sig til endnu flere ting: bøger, møbler, lamper, tøj, steder, navne, tal, parfumer, sko, kontaktlinser, lightere. Tal, rækkefølger og farver.

Jeg begyndte ubevidst at opbygge et imaginært sikkerhedsnetværk omkring mig. Og hvad værre var; jeg udførte alle mine ritualer i det skjulte.

Trang til at skrive og fortælle

Jeg har skrevet, så længe jeg kan huske. Min mor var bibliotekar, så som helt lille løb jeg rundt på de lange biblioteksgange på hendes arbejde. Det lyder måske banalt, men bøgerne var mit frirum. En fantasiverden, hvor jeg kunne drømme mig væk. Med det kom trangen til at skrive, til at fortælle. I gymnasiet var jeg en af de bedste i dansk stil, men det var først langt senere, efter at jeg havde været ude at rejse jorden rundt, at jeg begyndte at tage det alvorligt. Jeg fik et studenterjob på Berlingske i midten af 1990’erne, hvor jeg delte post ud på redaktionen. Jeg læste fire-fem aviser hver dag i et år for at forberede mig på den almenvidentest, man skulle klare for at komme ind på journaliststudiet. Men OCD’en fulgte selvfølgelig med.

De blå Vicks

Den dag jeg gik til optagelsesprøve, havde jeg tilfældigvis købt en pakke blå Vicks; de overdrevet friske halstabletter med isbjørnen. Jeg købte dem på vej ud til skolen, uden at tænke nærmere over det. Hele den dag åd jeg tabletterne og blev ved og ved med at suge på dem, fordi jeg var nervøs for, at jeg ikke ville bestå prøven og komme ind på studiet. Da dagen var slut, havde jeg spist alle tabletterne i pakken, og da jeg kom hjem igen, var min tunge helt blå. Der gik en uges tid, før jeg fik svar fra skolen, og svaret var heldigvis positivt, hvilket betød, at jeg havde været dygtig eller heldig nok til at blive optaget. Derfor var dét at spise blå Vicks pludselig et ritual – med positivt fortegn. Og i flere år havde jeg altid en pakke Vicks på mig.

Fokus på detaljerne

I dag er det lang tid siden, at jeg har spist en Vicks, og jeg kan åbenbart godt klare at have et godt arbejdsliv uden det. Når jeg er på og arbejder, så er jeg meget på. Min OCD gør også, at jeg er ekstremt detaljeorienteret. Jeg lægger mærke til alt. Små ting, farver, bevægelser, tal, hvor ting står i et rum.

Vigtigt at komme væk fra tasterne

Jeg er nok af den overbevisning, at i og med at jeg stadig er her, så skal jeg også gøre mit bedste, lave noget, der er vigtigt. Lige nu veksler jeg mellem at være på nyhedsredaktionen på TV 2, skrive freelance og holde foredrag.

 

Jeg er nok af den overbevisning, at i og med at jeg stadig er her, så skal jeg også gøre mit bedste, lave noget, der er vigtigt

 

Samtidig forsøger jeg at skabe et mere harmonisk arbejdsliv, hvor jeg ikke kun sidder ved et skrivebord dagen lang og hamrer i tasterne, men også kommer ud og møder folk og laver lange reportager og fortællinger.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883