Del 2: De farlige ord

Men selvfølgelig er det ikke altid let at håndtere min OCD. Jeg har det eksempelvis svært med at få kritik af redaktører. For jeg vil jo have, at tingene skal være på min måde, på den måde, som jeg har skrevet det. Jeg kan blive helt manisk og kan næsten ikke få vejret, hvis andre tager min tekst og rykker rundt på noget eller føjer ord ind eller sletter ord uden at spørge først. Og det kan godt gøre det svært, når man arbejder med et fag som journalistik.

Jeg har også nogle andre praktiske udfordringer. Jeg har eksempelvis ord, som jeg aldrig bruger, og som jeg aldrig skriver i mine artikler. Der er især to ord, som er ’farlige’. I får mig heller ikke til at skrive dem her. Jeg må have skrevet mange tusinde artikler på Politiken og i andre medier, og jeg garanterer, at ingen af disse to ord figurerer i nogle af de artikler.

Ritualerne skal udfordres

Vendepunktet i mit liv kom, da jeg mødte den kvinde, der nu er min kone. På det tidspunkt var jeg i konstant alarmberedskab. Jeg havde 229 jinx, som jeg kalder mine ritualer, og det er dem, der definerer min OCD. Ikke ret lang tid efter at vi havde mødt hinanden, sagde hun, at jeg skulle have noget hjælp. Og det fik jeg så. Jeg gik til psykolog, og det var en åbenbaring. Jeg havde ikke været mere end 10 minutter i hans konsultation, før han fortalte mig, at jeg havde OCD.

 

 

I dag har jeg på sin vis affundet mig med, at OCD er en del af mig, og at den måske altid vil være det. Min psykolog sagde, at jeg formentlig har haft det i over 30 år, og at det nok også vil tage mig 30 år at slippe af med det.

 

Og at jeg ikke var alene. 1-2 procent af alle danskere har OCD, formentlig mange flere, og det havde en enorm betydning for mig at indse, at det ikke kun er mig, der går rundt og gør alle disse mærkeligheder. Sammen med psykologen begyndte jeg i det små at udfordre alle mine ritualer, og samtidig fik jeg medicin, hvilket også hjalp. Derfor kan jeg stadig fungere. Og arbejde. Og gøre mit bedste. Hvis jeg ikke havde fået den hjælp, så havde jeg ikke kunnet leve, som jeg gør nu. 

Anders Hjorts råd til at hjælpe en ven eller kollega som (måske) har OCD

  1. Vær ikke fordømmende. Spørg ind til, hvorfor vedkommende måske har det svært med at få en ny computer eller sidde et nyt sted i lokalet.
  2. Accept. Vi har alle vores forskelligheder. Accepter, at nogle måske har mere brug for tryghed og faste arbejdsgange end andre.
  3. Vær forstående. Skub ikke vedkommende for meget, så han eller hun ryger ud over kanten. Og tal samtidig åbent om tingene. Det hjælper altid at kunne dele de udfordringer, man har med sin OCD.

Det sværeste er at glemme det, man er bange for

I dag har jeg på sin vis affundet mig med, at OCD er en del af mig, og at den måske altid vil være det. Min psykolog sagde, at jeg formentlig har haft det i over 30 år, og at det nok også vil tage mig 30 år at slippe af med det. For hjernen kan være ekstrem. De strømme af tanker og overbevisninger, der løber igennem den, kan være noget så stædige og vedholdende, uanset hvor urealistiske og irrationelle de må forekomme. En tanke kan ramme mig, og så sidder den fast, hvorpå kroppen går i panik. Og den forsvinder kun, hvis man forliger sig med den, tror på det bedste. Eller glemmer den. Men det er noget af det sværeste. At glemme det, man er bange for. Hvis man først lader sig rive med, hvis man lader det løbe løbsk, så stopper det aldrig. 

OCD’en følger med

Noget af det vigtigste, jeg har lært, er at være ærlig omkring min OCD. Først nu, efter at have arbejdet som journalist i over femten år, har jeg indset, at stressen ved mit arbejde er en udløsende faktor for min OCD. Jo mere stress på, jo flere arbejdsopgaver, jeg har, jo mere begynder min hjerne at spekulere over andre ting. Man kan sige, at jeg måske ville leve et lettere og mindre OCD-præget liv, hvis jeg boede i et lille træskur ude på landet uden 

el og computer og alle mulige andre ting. Men selv der ville jeg garanteret kunne finde et eller andet, der skulle stå på en bestemt måde. En dør, der skulle lukkes på kun én måde. Eller et bestemt antal brændestykker, der skulle puttes i ovnen, eller hvad ved jeg. For jeg har OCD. Og den følger med overalt, hvor jeg går.

OCD’en kan opstå ud af det blå

For nylig var jeg i Randers og tale for en stor forsamling. Det kan være ret angstprovokerende at stå foran en masse mennesker, som man ikke kender. Men jeg er ved at have oparbejdet en rutine, der gør, at det fungerer. En tro på, at jeg godt kan det. Til sidst i foredraget var der spørgsmål fra salen, og så fortalte en kvinde på forreste række, som var omkring min alder, om hendes problem. Hendes dreng på 14 år havde fået svær OCD. Han havde haft halsbetændelse flere gange inden for en kort periode, og så begyndte han at tro, at det måtte der være en årsag til: bakterier. 

Det er mange gange sådan, OCD opstår. Især blandt teenagere. Og tro mig, der er mange af dem derude på skolerne, der kæmper med det og samtidig ikke taler med nogen om det. Til at begynde med, på grund af bakterierne, nægtede hendes dreng, som ellers var velfungerende, at sidde ned på stolene i sin klasse. For andre elever havde jo siddet der. Gennem flere måneder stod han op i timerne. Og da det så heller ikke fungerede længere, holdt han helt op med at gå i skole. Det havde stået på i over et år nu, og hans mor var i vildrede. Hendes drengs OCD fyldte nu alt i deres familie, for hvordan overbeviser man en ellers sund og rask teenagedreng om, at der ikke er bakterier på en stol i klassen? 

Ærlighed frem for alt

Præcis sådanne historier gør, at jeg bliver ved med at fortælle om min OCD. For børn og unge som denne dreng har virkelig brug for hjælp. Hvis jeg fortæller åbent om, at det godt kan lade sig gøre at have et arbejde, færdiggøre et studie og i det hele taget fungere som menneske, selvom man har OCD, kan det måske hjælpe – bare en lille smule.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883