Mit forløb hos Psykiatrifonden rykkede afgørende ved mine muligheder for at komme tilbage til arbejdsmarkedet

Med 23 år bag sig som økonom og IT-projektleder har Hanne B. Stegemüller haft en lang karriere på arbejdsmarkedet. Tilbage vendende depressioner og bipolar lidelse satte en stopper for en 37-timers arbejdsuge, men ikke for lysten til at arbejde. Efter et udviklings- og afklaringsforløb i Psykiatrifonden føler hun endelig, at hun er tilbage på sporet og klar til at trække i arbejdstøjet igen.

I 2015 begyndte Hanne B. Stegemüller i et udviklings- og afklaringsforløb i Psykiatrifonden. Vejen hertil havde været lang og kroget. I 2013 ”gik mit liv i stå”, som hun siger. Inden livet gik i sort, havde hun bestridt en lang række stillinger som økonom og IT-projektleder i forskellige ministerier og styrelser. På trods af tilbagevendende depressioner formåede hun alligevel at opretholde en hverdag og karriere. Men ved juletid for omkring 10 år siden blev det for meget for hende.

Hanne B. Stegemüller

I dag er Hanne B. Stegemüller ved at søge nyt fleksjob, da der ikke er mere arbejde i hendes nuværende job. Hendes mål er at finde et fleksjob på 15 timer om ugen. Det arbejder hun på at finde i samarbejde med sin fleksjobkonsulent i kommunen.

Det store knæk 

”I 2006 forsøgte jeg at tage mit eget liv. Dengang var jeg ansat i Udenrigsministeriet og drev et stort IT-projekt, som inkluderede samtlige danske ambassader og hovedsædet på Asiatisk Plads i København. Jeg havde haft en svær jul, hvor jeg havde været alene – også selve juleaften. Da jeg vendte tilbage til arbejdet efter nytår, kunne jeg slet ikke magte det. Så jeg tog hjem og forberedte mit selvmord.” Heldigvis bliver hun ringet op af en familierådgiver fra arbejdet, som spørger: ”Hvad sker der hos dig?”.

”De havde lugtet lunten, og at noget var galt. Vi blev enige om, at vi skulle tage på psykiatrisk skadestue sammen. Det reddede mit liv, men af en eller anden grund blev jeg ikke indlagt, på trods af at jeg var selvmordstruet,” fortæller Hanne B. Stegemüller.

På gensyn til arbejdsmarkedet

Efter denne episode er karrierelivet ikke helt det samme for Hanne. ”Jeg klarer ikke arbejdsmarkedet så godt længere. Min egentlige karriere stopper i 2013, men der er store huller i min hukommelse. Det er desværre en ret almindelig bivirkning ved bipolar lidelse og de ECT-behandlinger, jeg har fået – selvom de har hjulpet mig meget.” Selvom hun ikke kan varetage et job af samme karakter og type som før, er hun bestemt ikke færdig med at arbejde. Tværtimod. Faktisk har hun i en del år kæmpet med systemet for ikke at få tilkendt en førtidspension, fortæller hun:

”For nogle er deres lykke gjort, hvis de får tilkendt førtidspension. Men ikke for mig! Jeg vil arbejde og bidrage. I 2015 kommer jeg på en dygtig overlæges anbefaling og pga. Hvidovre Kommunes velvilje i et udviklings- og afklaringsforløb hos Psykiatrifonden. Det blev til et års forløb, som rykkede afgørende ved mine muligheder for at komme tilbage til arbejdsmarkedet.” 

Vendepunktet 

Året inden afklaringsforløbet havde Hanne B. Stegemüller fået stillet diagnosen bipolar lidelse. Det var en kæmpe lettelse for hende endelig at blive diagnosticeret rigtigt. Og med diagnosen i hånden kunne hendes to rådgivere fra Psykiatrifonden med socialrådgiver- og psykologbaggrund gå i gang med at afklare hendes ressourcer og barrierer for hendes arbejdsevne – og med at finde en passende praktikplads.

 

Da jeg fik praktikpladsen og efterfølgende fleksjobbet, var det et vendepunkt. Det gjorde, at jeg for alvor følte, at jeg var tilbage igen

 

”Jeg var bare tændt på at komme ud på arbejdsmarkedet i en helvedes fart, men der var mine rådgivere gode til at fortælle mig, at jeg ikke skulle overperforme. Det er tit sådan, det går galt, fik de mig til at indse,” siger hun med et smil i stemmen. Efter nogle måneders forløb fandt hendes erhvervsrådgiver et praktikophold i HR-afdelingen i Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun skulle implementere et HR-system. Det gik så godt, at hun efterfølgende blev ansat året ud i en fleksjobstilling.

”Da jeg fik praktikpladsen og efterfølgende fleksjobbet, var det et vendepunkt. Det gjorde, at jeg for alvor følte, at jeg var tilbage igen.”

Af Peter Andersen, redaktør og videnskabsjournalist 

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883