Nicolai og diagnoserne - ”Jeg skulle ikke regne med at blive til noget”

Nicolai Berthelsen er 20 år gammel. Han har stået i lære som fotograf ved Creativ Company de sidste fire år. Til februar er han færdigudlært og kan se frem til ikke alene at blive fastansat, men også at blive den yngste færdiguddannede fotograf i danmarkshistorien. Men med diagnoserne OCD, ADD ”og en smule autisme” var det ikke den fremtid, han selv havde turdet håbe på.

Hvordan fandt du ud af, at du gerne ville være fotograf?

”Skolen har aldrig rigtigt været mig. Lektierne stressede mig fx meget. Ikke fordi jeg ikke kunne finde ud af dem, men fordi jeg ikke kunne lide formen og presset. Jeg har kraftig OCD, og det kom til udtryk ved, at når jeg var presset over skole og lektier, så kunne jeg bruge seks timer på at falde i søvn om aftenen."

Nicolai forsætter: "Jeg havde en masse rutiner og tvangshandlinger, som jeg skulle klare i en særlig rækkefølge, før jeg kunne gå i seng. Og hvis det glippede, så blev jeg nødt til at starte forfra. Det blev en ond cirkel, for så var jeg endnu mere presset den næste dag. Men i 8. og 9. klasse begyndte jeg at fotografere ved siden af skolen og tænkte ved mig selv: ’Det er det her, jeg vil. Det kan jeg finde ud af.’”

NICOLAI BERTHELSENS RÅD TIL DIG, DER KÆMPER MED PSYKISK SYGDOM, OM AT KOMME IND PÅ ARBEJDSMARKEDET

  1. Giv aldrig op. Det er klicheagtigt, men GIV ALDRIG OP! Lige meget, hvad andre siger. Der er et godt liv, der venter på dig derude.
  2. Skab chancer for dig selv. Det kan føles som en stor risiko at tage en chance, særligt hvis man kæmper med noget psykisk. Men spørg dig selv: ”Hvad er det værste, der kan ske?” Tag nogle chancer. Jeg havde fx ikke været, hvor jeg er i dag, hvis ikke jeg havde takket ja til fritidsjobbet for fem år siden, selvom jeg ikke helt følte, at jeg magtede det dengang.
  3. Find ud af, hvad der gør dig glad. Find nogle ting, der gør dig glad, og hold fast i dem. Job, fritid eller hvad det nu kan være. Selv på dårlige dage, skal du have noget, der gør dig glad. For mig er det styrketræning. Selv på de værste dage kan det gøre mig glad. Det kan også være en person – min morfar betyder fx meget for mig

Du har været meget igennem. Hvordan er det lykkedes dig at nå dertil, hvor du er i dag?

”Omkring 7. klasse blev jeg indlagt i Herning på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling pga. et selvmordsforsøg. Da jeg blev udskrevet, fik jeg at vide, at jeg skulle holde mig fra holdsport og nok skulle i en specialklasse. Jeg var ikke ’socialt kompatibel’, som det hed. Men jeg ville gerne blive ved med at spille håndbold og gå i almindelig skole. Så det gjorde jeg. Når jeg får at vide, at noget ikke kan lade sig gøre, så bliver jeg stædig."

"Men generelt følte jeg i de år, at jeg fik at vide: ’Du bliver aldrig til noget, og du kommer aldrig til at leve et normalt liv.’ Men så skete der utrolig meget på utrolig kort tid, da jeg startede i fritidsjob hos Creativ Company i 9. klasse. Efter skole cyklede jeg herud og hjalp til. Efter et par måneder fik jeg at vide, at jeg kunne få lærepladsen som fotograf.”

Hvad synes du om at arbejde hos Creativ Company?

”Det er fantastisk. Herude er jeg fuldstændig ’normal’, uanset hvem jeg er. Nogle ved, at jeg har en diagnose, andre ved det ikke og bliver meget overraskede, hvis de får det at vide. Det er ikke noget, jeg går og skjuler, men omvendt er det heller ikke noget, folk går op i. Der er en stor forståelse og respekt for hinanden, og vi hjælper hinanden, hvis vi kan se, at en kollega er presset.”

Hvad gør I, hvis du ikke kan arbejde en dag på grund af dit psykiske helbred?

”Jeg er ansat på helt almindelige vilkår med den undtagelse, at vi har en paragraf 56 i kontrakten. Det betyder, at jeg kan gå før tid en dag, hvis jeg har brug for det pga. min diagnose, uden at fir-maet mister penge. I går havde jeg fx en dag, hvor jeg ikke havde det godt. Jeg havde brug for at sove. Så jeg ringede til afdelingen og sagde: ’Den er gal med min diagnose i dag.’ Så sagde de: ’Det er vi kede af at høre, Nicolai, sov godt.’ Det gør, at jeg ikke føler mig unødigt presset, firmaet mister ikke penge, og stat og kom-mune skal ikke bruge unødvendige ressourcer på mig.”

Du er snart Danmarks yngste fotografuddannede – hvordan føles det, når man tænker på, at du havde fået at vide, at du ikke skulle regne med at blive til noget?

”Jeg er stolt! Generelt er jeg meget usikker på mig selv og tror ikke, at jeg er god nok. Men når jeg lige tænker over, hvad jeg har udrettet på de sidste fem år, så tænker jeg: ’Du gjorde det!’ Det sprænger rammerne for, hvad jeg selv havde turdet håbe på, at jeg kunne forvente mig af fremtiden.”

Af Peter Andersen, videnskabsjournalist

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883