Vær åben og find din egen historie

Det er søndag og indsamlingsdag for Dansk Flygtningehjælp. Jeg har fået to børnebørn med på ruten på den ”mindre fornemme” del af Frederiksberg. En dannelsesrejse gennem et stykke aktuelt Danmark på godt og ondt, mellem forskansning og medfølelse. Opgangene, vi prøver at komme ind i, er nedslidte med solide, nærmest armerede indgangsdøre. Der hænger hjertestartere de fleste steder – som en symbolsk markering af, at der er behov for hjerterum og hjertevarme i Danmark.

Flygtninge og psykisk sårbare i samme båd

Mange steder lukkes vi slet ikke ind i opgangen, selv om det er tydeligt, at der er liv i vinduerne.

”Ikke i min opgang,” siger en mandsstemme, da vi præsenterer os som indsamlere fra Dansk Flygtningehjælp. Men i samme opgang bliver vi også godt modtaget af en lille familie, der takker os, fordi vi kommer. Eje-ren af kiosken i nærheden, der er indvandrer, tømmer kassen for småpenge og giver pigerne en slikkepind. Til sidst takker han os hjerteligt for det, vi gør. Med andre ord et meget broget billede.

Børnene er optagede af, at 200 mennesker kan få rent drik-kevand for de penge, som vi har indsamlet. En lille indsats med en stor virkning. Jeg tænker, at holdningen til flygtninge og indvandrere i al sin dobbelthed ligner de holdninger, mennesker med psykisk sygdom er blevet mødt med til alle tider. Men på det område er der faktisk sket meget, selvom der fortsat mangler en del.

Når børn er pårørende

Vi afholdte i Psykiatrifonden i november et arrangement om at være barn og pårørende. Elisabeth Møl-ler Jensen, som er tidligere direktør i Kvinfo og nu som et poetisk filmet brev til sin far, der blev syg, da hun var barn, og som senere fuldstændig afskar kontakten til sine fire børn (du kan læse et interview med Esther i sidste udgave af bladet).

Arbejdet med filmen handlede også om at få et ejerskab til sin egen historie. Og hun fortalte, at i søskendeflokken havde den betydet, at de kunne dele de fire forskellige historier, de havde om den samme far og barndom.

Åbenhed og fortællingen om sig selv

Elisabeth er 70 år, og Esther i 30’erne. De drøftede, om den barriere af skam, der skulle overvindes for at kunne fortælle historien, var mindre for Esther end for Elisabeth, fordi der trods alt tales mere åbent om psykiske sygdomme nu end før. Deltagerne var aktive og medlevende og alle meget berørte, og for de to oplægsholdere var det en særlig oplevelse at tale til mennesker, der alle delte lignende historier. Åbenhed om psykisk sygdom og det at kunne finde sin egen historie med smerte og glæder i det sprog, der falder en lettest, var en slags konklusion på aftenen.

Det gode arbejdsliv og vigtige kulturmøder

Psykiatrifonden har en væsentlig del af æren for den åbenhed og viden, der findes. Og dette nummer af bladet fortsætter sporet med oplysning og åbenhed med fokus på det gode liv med psykisk sygdom på arbejdsmarkedet. Kulturen er en af de mange veje til fortælling og fortolkning.

På Kulturmødet på Mors i august måned var jeg og andre fra fonden deltagere i debatter om kulturens rolle i forhold til at bedre psykisk sygdom. Det var meget positivt og et godt eksempel på, at psykisk sårbarhed og sygdom tænkes ind i den offentlige dagsorden på mange områder. Det sociale ansvar, som også ligger i dette, skal udspille sig i kultur- og erhvervsliv, i uddannelser, i politik og i frivilligt arbejde.

Til sidst vil jeg blot gentage: Danmark har brug for en ny Psykiatriplan, der sikrer handling og opfølg-ning. Der er alt for mange historier om manglende sammenhæng, om forsømmelser, om ansvarsforflygtigelse og om manglende hjerterum.

Anne Lindhardt

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883