Gør dit barn robust

Opdragelse. Det er nemt at springe den del af familielivet over og gå direkte til søndagshygge i sofaen. Men god og kærlig opdragelse er faktisk en gave til vores børn, siger psykolog i Psykiatrifonden, Charlotte Diamant.

”Opdragelse er vigtig, fordi børn har brug for tydelige regler og værdier, som de kan navigere ud fra. Børn er ikke født med en værktøjskasse. De skal have hjælp til at manøvrere på den sociale arena, regulere deres følelser, udsætte egne behov, så de er rare at være sammen med. Det giver børn ro og trivsel og et godt selvværd,” siger Charlotte Diamant, psykolog i Psykiatrifonden.

Give normer videre

Opdragelse er at give viden og normer videre til sit barn. Det er normerne for, hvordan man fx er en familie sammen, hvordan man taler til og om hinanden, hvordan man deler opgaver og håndterer konflikter, om man siger undskyld og tak for mad, om man selv tager flyverdragt på og bliver ved med at spille klaver, også når det bliver svært eller endnu værre: kedeligt.

God opdragelse ruster børn til det, som mange børn savner i dag, hvis man skal tro pædagoger, lærere og psykologer: At kunne begå sig blandt andre, være en god kammerat, være vedholdende, tackle udfordringer, vente på, at det bliver ens tur og kontrollere fx vrede og skuffelse.

Opdragelsen er først og sidst forældrenes opgave og ansvar.

Forældretyper

Der findes tre overordnede forældretyper, når det handler om opdragelse: Den autoritære type (den myndige), den laissez-faire (den milde) og den autoritative (den milde og myndige).

De autoritære forældre er forældre af den gamle skole. Det er dem, der stiller regler op, er lidt distancerede og ikke særligt lyttende. Børn skal indordne sig, være lydige og far og mor stiller ofte høje krav til børnenes præstationer.

Laissez-faire-forældrene er den moderne type forældre, som er imod regler og krav – måske i troen på, at børnene selv kan finde ud af det.

”Laissez-faire-forældrene er meget kærlige og eftergivende, vil ikke tage kontrollen, og der er heller ikke meget struktur og forudsigelighed i hverdagen. Hvis barnet ikke vil have børstet tænder, siger de ’pyt med det’, selvom de jo godt ved, at barnet kan få huller i tænderne. Forældrene er konfliktsky og synes, det er ubehageligt at skulle sætte grænser, og det er da heller ikke rart, når ens barn skriger i protest,” siger Charlotte Diamant.

Ikke indre ballast

Hverken den autoritære type eller laissez-faire-typen bidrager positivt til børnenes tro på sig selv, fordi de enten stiller for urimelige krav eller slet ingen.

”Den autoritære type forældre giver ikke plads til andre muligheder end forældrenes. Det kan give indestængt vrede og aggressioner hos børnene. Hvis forældrene insisterer på, at den 14-årige skal i seng tidligere end klassekammeraterne, føles det meget urimeligt for barnet ikke at have noget at skulle have sagt noget. Det er rigtigt svært for barnet at være i. Måske bliver han eller hun ond i sulet og bliver hverken god til at gøre sin egen mening gældende eller høre på andre og lade dem komme til. Barnet kan blive en tryner,” forklarer Charlotte Diamant.

Børn af laissez-faire-forældre kan blive urolige og fylde for meget. ”Børn har jo ingen erfaringer med sig fra fødslen. Så når der ingen regler eller struktur er, skal de bruge energi på at regne ud, hvordan reglerne er, og det gør dem ængstelige og bekymrede. De skal hele tiden lede efter de grænser, der ikke er der,” siger Charlotte Diamant.

Den autoritative type er ”bedst”

Den autoritative forældretype er den, hvis børn på længere sigt får mest robusthed med sig.

”Den autoritative forælder er den milde og myndige type. Det er den type forældre, der ved, at det er vigtigt at sætte grænser for børn, så børnene ikke skal lede efter dem selv. Samtidig er der meget nærhed i relationerne,” siger psykologen.

Autoritative forældre er tydelige og har positive forventninger til deres børn. De siger fx: ’Her i huset siger vi tak for mad og bliver siddende ved bordet, til alle er færdige’. Forældrene er gode rollemodeller, der handler, som de taler og holder fast i deres meninger, fordi de er baseret på værdier. De har tydelige rammer for barnet – fx fast sengetid - ligesom der er tid og rum til at læse bøger og hyggesnakke.

Autoritative forældrene står fast i konflikterne, men skælder ikke ud og har få sanktioner. De er kærlige og anerkender barnet og hans eller hendes forsøg på at leve op til krav og normer. Det kan fx være krav om, at man skal bidrage med noget til fællesskabet, fordi børn vokser af at løse opgaver - også når de protesterer over dem.

”Når man stiller rimelige krav til børnene og udfordrer dem på en måde, der svarer til deres alder, hjælper man dem videre i deres udvikling. I stedet for at rose dem for resultatet, kan man så anerkende dem for den indsats, de har gjort: at de har prøvet,” siger Charlotte Diamant.

Øvelse i tydelighed

Forældre kan med fordel spørge sig selv, hvilke ønsker for opdragelsen, de har, mener psykologen:

”Man kan prøve at spørge sig selv, hvad der er det vigtigste, ens barn går ud i verden med. Er det lydlighed? Skal ens bare være kærligt og i stand til at tilpasse sig? Man kan også spørge sig selv, om man gør, som man gør, fordi ens forældre gjorde det, eller fordi man synes, det er rigtigt. Når man så har tænkt over det, bliver det også lettere at have meninger og være fast i kødet; så er man ikke så meget i tvivl, når man står i en konflikt,” siger Charlotte Diamant.

Samtidig er det vigtigt, at man ikke opdrager søskende med forskellige temperamenter ud fra en ’one size’-tankegang.

”Budskabet til børnene er det samme. Men hvis du har et barn, der ikke larmer og er til meget tætte relationer, skal du hviske dit budskab, mens det barn, der kravler rundt i trætoppen, skal høre budskabet højt og tydeligt,” siger psykologen.

(Tekst: Journalist Mette Damgaard Sørensen, 2015)

 

 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden