Depression, selvmord og misbrug: Når rollemodeller er med til at bryde de negative mønstre

Forebyggelse er også at bryde dårlige mønstre, måske med hjælp fra nogen. Lisbeth Hersø Rasmussen har været igennem det hele. Hun voksede op med en voldelig far, der drak og slog. Hun slap væk, men faldt tilbage i dårlige mønstre, hvilket hun ellers havde svoret, at hun ikke ville, da hun selv fik børn. Heldigvis har hun også mødt rolle­ modeller på vejen, som er skyld i det vigtigste: at hun er her endnu, kæmper hver dag, og at hun selv griber ind, hvis hun ved, at et barn har det svært.

undefinedI dag er Lisbeth Hersø Rasmussen 45 år, bygningsmaler og lige flyttet ind i sin hule, som hun kalder huset på 114 kvadratmeter på Mors. Den store murermestervilla har hun lige solgt. Den var for stor til hende og niårige Philip, og måske var der også for mange dårlige minder der. Ligesom mange andre steder i Lisbeths liv. Og selvom fortidens mønstre og monstre kan være svære at lægge bag sig, så kan det lade sig gøre. Det kræver vilje, og det kræver modet til at bede andre om hjælp.

I murermestervillaen så fremtiden ellers lys ud for første gang i mange år. Lisbeth er selv vokset op i Nordsjælland med en tyrannisk far, der slog hende og hendes bror, og hendes mor fik også tæsk. Men moren var aldrig i stand til at bryde op. De ser ikke hinanden så meget i dag, og faren døde for en del år siden. 

Kommunen greb ikke ind første gang

Måske vil man gerne tro, at lærere og pædagoger griber ind, når de ser et barn som Lisbeth, og at der så sker noget. Det gør der langtfra altid.

”Jeg kom i skole en dag med et blåt øje. En af lærerne lagde mærke til det og sagde det videre på skolen. Det var nok derfor, at der kom en dame fra kommunen hjem til os og talte med vores forældre, men vores far fik bare lov at slippe afsted med at sige, at han skældte mig ud, når jeg ikke gik ud med skraldespanden. Derudover skete der skam ikke noget hjemme hos os, sagde han. Og det åd hun åbenbart, damen fra kommunen. Der skete i hvert fald ikke mere,” fortæller Lisbeth.

Virkeligheden var, at hun, hendes storebror og deres mor blev slået og sparket og kørt psykisk ned stort set hver dag af den tyranniske, voldelige far.

Tiltrængte nye toner

Det var en anden lærer, som for alvor greb ind senere. Da Lisbeth gik i 10. klasse, var hun en pige på 15, der altid havde haft
det svært i skolen. Hun havde altid fået at vide af sin far, at hun ikke duede til noget, og at hun med sikkerhed aldrig nogensinde ville få en uddannelse. Hun kan for eksempel stadig høre ham råbe: 
”Hvis du ikke kan matematik, så bliver du sgu ikke til noget!” 

Og som Lisbeth siger: ”Når man hele tiden får at vide at man er dum, så bliver man det også.”

Hendes nye klasselærer kunne hurtigt se, at det var helt galt hjemme hos Lisbeth. Og hun var ikke en lærer, der gik hjem klokken 16 og glemte alt om arbejde og elever. Hun gjorde meget mere. Læreren fik i stand, at Lisbeth flyttede hjem til hende og hendes mand i nogle måneder for at få hjælp til at komme godt ud af skolen og videre.

”Det var en god tid. Pludselig var der nogen, der fortalte mig, at jeg var god til noget. Og hvis jeg lavede noget, jeg ikke skulle, så blev jeg ikke banket sønder og sammen. Vi fik en god snak i stedet,” fortæller Lisbeth.

Efter 10. klasse flyttede hun ind på et sted for teenagere, der havde det svært. Det var også en god tid.

”Vi røg noget hash og gjorde også andre ting, der sikkert ikke var for kloge, men vi fik lov at være unge og lære os selv at kende,” fortæller Lisbeth. Stedet var baseret på frihed under ansvar. Lisbeth boede sammen med tre andre unge, og de skulle selv sørge for indkøb, madlavning, rengøring osv. Når det gik i fisk og pengene var blevet brugundefinedt på noget andet, end de egentlig skulle, kunne pædagogerne tage over og hjælpe flokken tilbage på sporet. 

Mønsteret gentager sig

I årene, der kom, fik Lisbeth sine store døtre på i dag 16 og 22 med to forskellige kærester. Den ene kæreste viste sig at være voldelig som faren, og den anden kom i fængsel for narkokriminalitet. Hun havde lovet sig selv aldrig at falde i samme rille som sin mor med druk, vold og utryghed, men pludselig stod hun midt i det i flere omgange. Og hver gang blev hun slået mentalt hjem og ned i den dybeste kulkælder. Følelserne af, at hun jo ikke duede til noget, fik næring, og kun fordi hun havde ansvar for og stor kærlighed til sine piger, lykkedes det hende at rette skuden op og komme i gang med job og uddannelse, siger hun.

Hendes stærke vilje eller råstyrke, som hun selv kalder det, slog heldigvis også igennem. Hun ville gerne være bygningsmaler. Hun havde altid drømt om at male ligesom sin morfar, og selv om hendes lærer på produktionsskolen sagde, at det nærmest ville være umuligt at finde en læreplads, ringede hun rundt. Da læreren kunne se, at hun knoklede for det, gav han hende en lap papir med navn og nummer på en malermester med ordene: ”Du skal ringe til ham her.” Et par dage efter begyndte hun at arbejde hos den malermester, og nogle måneder senere blev det til en rigtig læreplads.

Hun blev sat i gang, og mester og de andre malere havde tillid til hende. Der var de drillerier, der næsten skal være på en arbejdsplads i byggeriet, men mester gav hende også hele tiden nye, faglige udfordringer, fordi han troede på hende. 

Ender jeg som min far?

Undervejs i læretiden gik hun ned med det, der viste sig at være en depression. Lisbeth fortæller, at hun i en periode var begyndt at råbe af sine børn og være hård ved dem.

”Jeg kunne pludselig se mig selv ende som min far, for hvornår begyndte jeg måske at slå dem? Det skulle de ikke opleve, så jeg gik til lægen og kom på den måde i kontakt med en psykiater.”

Da viste det sig, at Lisbeth formentlig har levet med en depression, siden hun var teenager. Hun får fortsat medicin i dag, og det er en stor hjælp. En hjælp, hun selv bad om. 

Næste morgen var han væk

Hun havde levet sammen med Kristian, Philips far, i et par år, da han også fik en depression. Han mistede sin mor, og han havde altid været meget tæt på hende. Men modsat Lisbeth ville han ikke tage imod hjælp

”Jeg sagde mange gange til ham, at jeg syntes, han skulle gå til læge. Men det ville han ikke. Og en morgen var han væk,” fortæller Lisbeth.

Kort tid efter blev Kristian fundet, og Lisbeths værste frygt blev til virkelighed. Kristian havde hængt sig i et træ i nærheden af den gamle murermestervilla. Han havde efterladt et langt brev, hvor han blandt andet skrev til hvert af børnene, også de to, som ikke var hans egne, at han håbede, deres liv ville forme sig på en god måde, og at de skulle få en uddannelse frem for alt.

Lisbeths verden gik i stykker. Hendes tanker begynder at cirkle om selvmord. Tanker om, at hun ikke er noget værd. Og måske er det også bedre at tage børnene med, for undefinedhvordan skal det gå dem, tænker hun

Måske kunne hun være endt med selv at blive en del af den tragiske statistik over hele familier, der går til grunde, fordi mor eller far vælger at tage livet af sig selv og børnene. Men sådan gik det ikke. Lisbeth valgte at fortælle det hele til sin psykolog, selv om hun skammede sig dybt over det. Psykologen lyttede, og så lavede de to en klar aftale: Lisbeth skulle holde sig i live fra nu til næste torsdag, hvor hun havde tid hos psykologen igen.

Den aftale havde de gennem flere måneder.

”Det var overkommeligt, og i lang tid var det en kæmpe hjælp at leve fra uge til uge,” fortæller Lisbeth. 

Mor, du er så overbeskyttende!

Årene efter Kristians død har været svære, det siger sig selv. Ikke mindst for Philip, der var fire år, da han mistede sin far.

”Nogle gange græd han nede i børnehaven, fordi han var bange for, at jeg ikke kom og hentede ham. Men det gjorde jeg, og jeg har gjort virkelig meget for, at han aldrig skal tro, at jeg ikke er der,” siger hun.

Det blev også for meget af det gode. Det ved hun godt i dag. For som hun siger, blev hun også en mor, der pakkede sit barn ind i vat og bomuld. Han fik ikke lov til at cykle ude på vejen, før han var otte år.

”Men en dag kom han simpelthen selv og sagde til mig, at jeg var overbeskyttende. Han brugte endda det ord,” griner hun.

Så lærte hun, at hun måtte slippe ham lidt fri, så han kunne være en ganske almindelig dreng.

Man skal blande sig

I dag er Lisbeth godkendt til et fleksjob og håber at komme i gang som bygningsmaler igen. Hun er blevet mormor. Og i dag er hun sikker på to ting: Aldrig mere skal hun bo sammen med en mand, og aldrig mere skal et barn komme noget til, hvis hun kan gøre noget for at forhindre det.

I en periode kom en af Lisbeths ældste datters klassekammerater ofte hjem til dem og sagde, at hendes mor slog hende. Lisbeth kontaktede kommunen og politiet, men pigen blev sendt hjem igen. Det skete tre gange, hvor Lisbeth hver gang kontaktede kommunen. Senere kom pigen i plejefamilie.

”Da jeg var barn, var der nok en tendens til at tænke, at man jo heller ikke skulle blande sig. Men det skal man. Børn bliver ødelagt, og vi kan ikke bare se på. Det gør mig gal og vred,” siger Lisbeth.

Hendes storebror lever et godt liv i dag og arbejder som sygeplejerske. Lisbeth måtte meget igennem, men alt i alt skinner solen også på Mors. Nu.

”Jeg ville gerne have vist min far, at vi har klaret os. Mange har sagt til mig, at jeg skal tilgive ham og komme videre. Men lige præcis det kan jeg ikke,” siger Lisbeth. 

Af Sarah Cecilie Boss, journalist og pressechef, Psykiatrifonden

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden