Guide: Sådan styrker du din mentale sundhed livet igennem

Det er vigtigt for vores livskvalitet, at vi trives og har det godt – kort sagt, at vi er mentalt sunde – og det er afgørende i alle livets faser og overgange. Men hvad skal man være opmærksom på som fx ung eller voksen? Vi har talt med både børn og voksne fra Det Danske Spejderkorps, DGI og Cykling uden alder, som alle er en del af indsatsen ABC for mental sundhed

Mental sundhed kan for mange virke diffust, og derfor har indsatsen ABC for mental sundhed kogt det ned til tre enkle huskeregler: Gør noget aktivt, gør noget sammen og gør noget meningsfuldt. Det handler om, hvad der giver livet mening, glæde og værdi – fra barn til ung og til voksen.

Psykiatrifonden en del af ABC

ABC for mental sundhed er den første mental sundhedsfremme-indsats, der retter sig mod hele befolkningen. Indsatsen oplyser om, hvad man selv kan gøre for at styrke sin mentale sundhed, og så har den et stærkt fokus på at skabe de bedste rammer for befolkningens trivsel. ABC for mental sundhed er støttet af Nordea-fonden.

Fællesskaber styrker vores mentale sundhed

Vi har alle brug for at høre til – også børn og unge – og det er vigtigt at være en del af fællesskaber. Nogle af dem, der ved det, er Asta, Frederik og Signe på 13 år og Oscar på 14 år, som hver tirsdag mødes med andre unge om det at være spejder. 

”Jeg synes, det er meget anderledes end andre fællesskaber. Der er jo fællesskaber i stort set alle sportsgrene, men lige præcis til spejder er det meget tæt, og det giver noget større,” fortæller Oscar entusiastisk. Frederik stemmer i og forklarer: ”Når man er til spejder, så føler man, at man er en del af et fællesskab. Fx på sommerlejr føler man, at man er en del af noget rigtig stort.” Også for Asta handler spejder især om det fællesskab, man får ud af det.

Tid til ro og fordybelse

Noget af det vigtigste for Signe er, at der altid er nogen, man kan komme til, og da vi taler med gruppen, er det fællesnævnere som sammenhold, fællesskab og at hjælpe hinanden, der går igen. Og så er naturen en vigtig faktor. ”Vi kan alle have behov for at koble fra og have tid til ro og fordybelse uden fx sociale medier. Og her ved vi fra forskning, at det er godt for vores mentale sundhed at være i naturen,” forklarer Vibeke Koushede, seniorforsker ved Statens Institut for Folkesundhed og ekspert i mental sundhedsfremme.

De små ting tæller

Det er vigtigt at være aktiv – både fysisk, mentalt og socialt. Men der kan være perioder i livet, hvor man har mere eller mindre mulighed for at engagere sig i nye aktiviteter, fx når man får børn. Og her er det vigtigt at huske, at der er mange niveauer af aktivitet.

”Småbørnsforældre kan overveje at lave noget med andre familier eller give hinanden friaftener. Og så kan man finde aktiviteter, som hele familien kan være en del af, og her er Familieidræt fra DGI et rigtig godt eksempel,” fortæller Vibeke Koushede.

3 gode råd til at holde dig mentalt sund hele livet igennem

  • Hold dig aktiv, men husk, at der er mange måder og niveauer at være aktiv på. Tid til ro og fordybelse er også vigtigt.
  • Plej dit netværk og værn om dine sociale relationer. Fællesskaber kan være med til at gøre de gode stunder bedre og give støtte i perioder, hvor vi har brug for det. Mental sundhed er noget, vi skaber sammen.
  • Tænk over, hvor du henter din energi, og hvornår du har det som en fisk i vandet. Det kan fx være en hobby eller en sag, du er engageret i. Overvej, om du kan gøre mere af det, der giver dig glæde og energi i hverdagen.

Aktiviteter for hele familien

At Familieidræt er en god måde at være aktive sammen på, kan 39-årige Therese Ravn skrive under på. Før hun blev mor, var der fuld fart på med løb, kajaksejlads og udeliv. Det blev dog svært at holde fast i med børn, og derfor besluttede hun for otte år siden at blive en del af Familieidræt. I dag er børnene seks og ni år, og familien har været på både Cirkusholdet, Vandhundene og Familieidræt i det fri.

”For mig et det vigtige at være aktive sammen. I en travl hverdag har man ikke så meget tid sammen, men med Familieidræt får vi fælles oplevelser, og det giver energi og plus på familiekontoen,” forklarer hun.

Exitplan fra arbejdsmarkedet

Vores mentale sundhed er ikke statisk og skal vedligeholdes hele livet igennem. Også når vi vinker farvel til det travle arbejdsliv og går på pension.

Inden man forlader arbejdsmarkedet, kan det derfor være en idé at lave en ’exit-plan’, hvor man fx overvejer tidligere hobbyer eller aktiviteter, man ikke har engageret sig i længe. Der er også et hav af muligheder for at blive frivillig, og det ved vi fra forskning styrker vores mentale sundhed.

At gøre noget for andre

Jesper Lauridsen på 59 år blev for tre år siden en del af Cykling uden alder, hvor 3.600 frivillige landet over cykler ture med plejehjemsbeboere. Han var nået til et punkt i sit liv, hvor børnene så småt var fløjet fra reden, og der manglede noget i hverdagen. Som deltager i projektet plejer og styrker han både sin egen og de ældres mentale sundhed.

Hans første cykeltur var med Gudrun fra Vanløse. De to kørte forbi Gudruns gamle hus og fik en snak med de nye beboere – bl.a. om det træ i haven, som Gudrun og hendes mand havde plantet sammen 70 år tidligere.

”Det gav Gudrun en fantastisk oplevelse, og man kunne mærke hendes glæde og begejstring over at være tilbage,” fortæller Jesper Lauridsen og fortsætter: ”Det giver nogle berigende oplevelser at cykle med de ældre, og man kan se, at der sker noget med dem – og der sker også noget med mig. Glæden ved at glæde andre er vel en af de største glæder, man kan få.”

Af Sarah Vadgaard, kampagnekoordinator

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883