Peter Wangel - Om kampen med depression, mani og psykoser i de unge år og bekymringen for, at ens børn arver sygdommen

Når man venter barn, sætter det uundgåeligt en masse tanker i gang. Kommer barnet fx til at ligne sin far eller mor og på hvilken måde? For musiker Peter Wangel har spørgsmålet en ekstra dimension og alvor bag – for hvad hvis hans søn kommer til at arve hans psykiske sygdom? En sygdom, som gjorde, at han fra den ene dag til den anden blev det modsatte af alt det, han plejede at være. Alligevel ville han ikke være sygdommen foruden, for det har også givet ham troen på sig selv.

Peter Wangel

Peter Wangel er i dag ikke mærket af sygdommen, som han har været tidligere, men han har ”et lager af melankoli, som han kan trække på i sin musik,” fortæller han.

Klokken er blevet mange. Vennerne er smuttet hjem efter en hyggelig aften på teenageværelset i Birkerød. Det er gået, som det plejer. De har hygget sig, hørt musik og fået et par øl, for det var den tid i livet, hvor man var begyndt at drikke lidt, husker Peter Wangel. Men nu hvor vennerne er gået, og han ligger i sengen, er der noget, som ikke er, som det plejer. Han kan ikke falde i søvn. En time bliver til to. To til tre. Stadig ingen søvn. Da solen endelig står op, har han ikke lukket et øje.

”Det var starten på mine depressioner. Nogle mennesker sover hele tiden, når de har en depression, men jeg har haft det om vendt. Jeg kunne slet ikke sove og blev derfor ’helt zombie-agtig’ – som min søster sagde,” husker han.

Et mønster tegner sig

Det hele sker så pludseligt, at han ikke forstår, hvad der foregår. Han ved bare, at han har det elendigt og ikke kan sove. ”Fra den ene dag til den anden blev jeg fuldstændig det modsatte af, hvad jeg plejede at være. Jeg var en glad og energisk fodbold-dreng, men pludselig kunne jeg ikke sove, jeg fik social angst og var bange for, hvad andre tænkte om mig. Det var ganske frygteligt. Man mister lysten til alt. Det er et konstant tankemylder, hvor man bare ligger i sin seng og prøver at sove fra det. Men så gik der en uges tid, og så var det ovre.”

Mønstret gentager sig igennem 8. og 9. klasse. 90 % af tiden har han det fint, men uden varsel rammer depressionerne ham og vender alt på hovedet i 1-2 uger.

Familie og venner undrer sig også over, hvad der er i vejen, men da han altid hurtigt kommer til hægterne igen og klarer sig fint i skolen, bliver det meste bortforklaret med et følsomt teenage-sind, og at det nok går over med alderen.

Det store skifte udløser manien

Psykisk sygdom rammer sjældent som lyn fra en klar himmel, som Peter Wangel oplevede indtoget af depressioner, men bliver ofte udløst af en begivenhed, fx stress, ensomhed eller et stort skifte i livet.

 

Forudsætningen for at få det bedre er selvindsigt og selverkendelse

 

Da han starter på efterskole, betyder skiftet, at en ny sindstilstand melder sig:

”Da jeg kommer på efterskole i 10. klasse, er det et kæmpe skift i mit liv, og det er jo typisk sådan noget, der kan udløse psykisk sygdom. Så på efterskolen får jeg min første mani, hvor jeg er meget oppe at køre. Jeg kan huske, at jeg lå og skrev digte hele natten, når jeg ikke kunne sove, som jeg selv syntes var geniale, og at jeg kunne løbe som en besat på fodboldbanen. Jeg var også ekstremt social og blev venner med rigtig mange, samtidig med at andre ikke kunne fordrage mig, fordi jeg var maks. på hele tiden!”

I lære hos Kashmir

Efter tre måneder begynder Peter Wangel dog at falde til ro, og alt i alt bliver det et rigtigt godt år på efterskolen. Ikke mindst fordi han opdager musikken, som bliver kimen til hans egen vej i livet. Året er nemlig 2003, og det danske rockband Kashmir har udgivet deres i dag legendariske plade Zitilites med hits som Rocket Brothers og Surfing the Warm Industry. Det stemningsfulde tekst- og lydunivers rammer noget dybt i ham:

”I Kashmir møder jeg melankolien i musikken, som jeg virkelig bliver draget af. For den melankoli har jeg jo selv følt, siden jeg var 14. Det var derfor, jeg blev så vild med Kashmir, for jeg kunne genkende mig selv i musikken. Man skal nå en vis alder og modenhed, før man kan begynde at tage de ting ind. Og det kunne jeg 100 procent på det tidspunkt.”

Drivkraften fra bipolariteten

På efterskolen begynder drømmen om at blive noget ved musikken hurtigt at spire. Men fra teenagedrømme og til rent faktisk at tro på det og sig selv og blive ved er der langt. Rigtig langt. Men Peter Wangel har aldrig tvivlet eller tøvet. Det ligger ikke til hans sind. ”Jeg har en tro på egne evner. Det har jeg altid haft, så det gjaldt også musikken – også selvom de personer, jeg boede med på efterskolen måske ikke syntes det,” siger han med henvisning til de mange timer, han brugte på at øve guitar på værelset på efterskolen. Troen på sig selv og drivkraften er nogle af de positive ting, som Peter Wangel tillægger sin bipolaritet.

”Når man er manisk, er man fyldt med selvtillid, og man har en enorm tro på sig selv. Lige indtil det ramler. Men fra manien tror jeg, at jeg har en drivkraft og en energi, som jeg kan trække på i mit liv. Jeg er ikke en tvivler, modsat mange af de andre musikere, jeg har mødt. De kunne øve i hundrede år på en sang og stadig ikke syntes, at det var godt nok. Sådan har jeg det ikke. Jeg har skrevet tusindvis af sange, som ikke skal bruges til noget, men som har taget mig videre til den næste, indtil den virkelig gode sang var der. Det er svært at forklare, men på den måde har min bipolaritet også været en meget naturlig og positiv drivkraft i mit liv. Jeg ville ikke være den foruden.”

Fra fire akkorder til dramatisk vuggevise-hit

Arvelighed og bipolarlidelse

Forskningen har vist, at børn af personer med bipolar lidelse har større risiko for selv at få psykiske sygdomme, herunder også bipolar lidelse, end man tidligere har antaget. Fx viser flere follow-up-undersøgelser, at op til halvdelen af børnene havde symptomer på angst, depression, spiseforstyrrelser, belastningsreaktioner og bipolar lidelse inden 22-års-alderen. På landsplan bliver ca. 1 % af alle danskere ramt af sygdommen.

 

Læs mere om bipolar lidelse

Gåpåmodet og musikaliteten har gjort, at han i dag har godt gang i musikkarrieren. På efterskolen lånte han sin fars gamle guitar, lærte fire akkorder og har derfra lært sig selv kunsten at synge, skrive og spille guitar. Siden da er der sket meget, og hans musik er blevet spillet på både P3 og P6 Beat.

Da vi møder ham i hans lille og hyggelige lejlighed på Frederiksberg, har han netop været på den anerkendte SPOT Festival og spille med sit band Wangel i forbindelse med en ny plade. Her står singlen Reason som en central sang.

”I sangen synger jeg: ’Vil du hade det, hvis du arver min sygdom?’. Sangen er både en vuggevise til min på det tidspunkt ufødte søn, men samtidig udvikler den sig også dramatisk, fordi der ligger den her ukendte fare i form af, at sygdommen kan være arvelig. Jeg ved ikke, hvad der sker i fremtiden, men risikoen for, at min søn arver min bipolaritet, er der jo. Det handler sangen om.”

Manien bliver til psykoser

For bedre at kunne forstå, hvorfor han har skrevet sangen, skal vi tilbage i tiden igen. For de svære tider med depressioner og manier var ikke overstået med efterskolen. Tværtimod.

”I gymnasiet blev det hele meget værre. Mine depressioner blev længere og psykotiske. Jeg fik vrangforestillinger og frygtede, at nogen ville slå mig ihjel, samtidig med at jeg også havde manier. I 3. g fik jeg en kæmpe manisk psykose, hvor jeg snakkede løs, ikke kunne finde ro og bare fes rundt. Til sidst troede jeg, at jeg var Jesus! Det endte med, at jeg blev hentet af politiet ved en sø og blev tvangsindlagt. Det var voldsomt, men helt klart den bedste løsning, for jeg var uden for rækkevidde.”

"Når jeg skal forklare andre, hvor syg jeg har været, siger jeg altid, at hvis man er et almindeligt “humørstabilt” menneske, så bevæger man sig omkring 0. Men jeg har været helt nede på -10 som depressiv og helt oppe og ringe på +10 i manisk tilstand."

Bælte og ECT

Da han bliver indlagt på Hillerød Psykiatriske Hospital, er det imod hans vilje. Han er ikke direkte voldelig, men han er truende og langtfra stabil.

”Jeg var meget manisk, da jeg blev indlagt, og lå i bælte on and off i en uge. Jeg endte med at få ECT (elektrochokbehandling, red.) to gange, som var det eneste, der kunne slå mig ud. Det reddede sgu min røv, for medicinen prellede bare af på mig, selvom jeg fik store doser.”

Selvom det kan være en voldsom oplevelse at være udsat for tvang, er han glad for, at personalet og personerne omkring ham tog de svære beslutninger på hans vegne.

”Jeg husker det ikke som noget traumatisk for mig, og jeg er glad for, at de gjorde, som de gjorde. Nogle gange skal der desværre noget tvang til. Selvfølgelig skal man prøve at undgå det, men i sådan nogle tilfælde, hvor man er så syg, så er man nødt til at blive fastholdt, fordi man er til fare for sig selv og andre.”

Sangen Reason

Sangen er både en vuggevise til min på det tidspunkt ufødte søn, men samtidig udvikler den sig også dramatisk, fordi der ligger den her ukendte fare i form af, at sygdommen kan være arvelig. Jeg ved ikke, hvad der sker i fremtiden, men risikoen for, at min søn arver min bipolaritet, er der jo.”

Hør Reason

Lithium og psykoedukation

Da Peter Wangel bliver udskrevet, er han i behandling med lithium og starter samtidig på et toårigt forløb med psykoedukation på Rigshospitalet, hvor han lærer om sygdommen, og om hvordan den kan påvirke ens liv.

”For nogle er lithium et mirakelmiddel, og det har det heldigvis også været for mig. Det er noget, jeg skal tage resten af mit liv, men det gør jeg gerne, for det holder mig stabil.”

Og skulle det ske, at nogle af symptomerne dukker op, ved han, hvordan han skal takle det.

”Jeg har kun haft lidt symptomer, som jeg har kunnet klare ved at bruge de værktøjer, som jeg lærte i psykoedukation. Fx hvis jeg har svært ved at sove, fordi jeg er lidt ekstra oppe at køre over, at P3 spiller min musik eller noget, så ved jeg, at jeg måske skal tage en sovepille for at falde ned,” siger Peter Wangel med et smil på læben.

Selvindsigt og selverkendelse er udgangspunktet

Selvom Peter Wangel tilskriver lithiumbehandlingen stor betydning, så understreger han, at forudsætningen for at få det bedre er selvindsigt og selverkendelse. En erfaring, han også har gjort sig mange år senere, da han i et år arbejdede som mentor på en lukket psykiatrisk afdeling.

”Det vigtigste for at blive rask og leve et godt liv med bipolar lidelse er at blive bevidst om sine symptomer og kunne handle konstruktivt på dem, men det er allervigtigst at nå frem til en erken delse og accept af sin sygdom. Det fik jeg især bekræftet, da jeg arbejdede som recovery mentor på en lukket psykiatrisk afdeling. Jeg ville rigtig gerne hjælpe dem, der ikke var bevidste om deres egen sygdom, for så længe man ikke er det, så er det svært at blive behandlet og komme videre.”

Det var også sådan, det var for ham selv. Det var først efter indlæggelsen, at han for alvor forstod, hvilke konsekvenser sygdommen havde for ham, og hvor vigtigt det var, at han skulle tage lithium helt regelmæssigt, hvis det skulle virke.

Støtte, kærlighed og åbenhed

Psykiatri-Information

Artiklen er bragt i Psykiatri-Information. Som støttemedlem får du Psykiatri-Information i postkassen 4 gange årligt. Derudover får du også 10 % på bøger fra Psykiatrifondens forlag.

 

Bliv støttemedlem!

Da Peter Wangel vender tilbage til 3. g efter en måneds indlæggelse, finder han igen sin indre drivkraft frem og består sine eksamener og får huen. Men han kunne ikke have gjort det uden støtte og kærlighed fra familie og venner.

”Mens jeg var indlagt, indkaldte mine forældre alle mine venner og deres forældre til et møde, hvor de snakkede tingene igennem og forklarede, hvad der var sket. Det er jeg meget glad for, for det gjorde det meget nemmere for mig at vende tilbage til gymnasiet. Folk forstod, hvad der var sket, og var klar til at tage godt imod mig.”

Måske er det en af grundene til, at han alt i alt husker gymnasietiden som en god tid, på trods af alle de depressive og maniske perioder og den voldsomme indlæggelse.

”Jeg har været heldig at have så ressourcestærke forældre, som jeg har. Sådan er det jo desværre ikke for alle. Så på den måde har det sikkert været nemmere for mig end for de fleste,” reflekterer han. Dermed er vi tilbage ved svaret på det store spørgsmål om, hvad der vil ske, hvis hans i dag nyfødte søn, Elvin, arver sygdommen, og hvad han kan gøre for ham i så fald.

”Jeg vil gøre det samme for mit barn, som mine forældre gjorde for mig, nemlig at give al den kærlighed og tryghed, som jeg overhovedet kan, og skabe de bedste relationer til og for min søn. For det er helt sikkert det, som har gjort, at jeg har klaret den.”

Af Peter Andersen, redaktør og videnskabsjournalist

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883