Interview med Ingolf Gabold: Inddampet virkelighed

Kaj Holgers søn, Erik, læge Christian Sommer fra Frederiksværk og statsminister Birgitte Nyborg. Alle har de psykisk sygdom inde på livet. Tidligere dramachef Ingolf Gabold fortæller hvorfor.

Ingolf Gabold

Ingolf Gabold er dansk komponist, der også har virket i mange andre roller, senest som dramachef i DR. Han er manden bag kendte serier som fx Krøniken, Rejseholdet, Ørnen og Forbrydelsen.

Siden 1999 har Ingolf Gabold spillet en central rolle i dansk tv-dramatik. Som dramachef på Danmarks Radio er han manden bag en lang række dramaserier, som har samlet danskerne foran tv’et søndag efter søndag i den bedste sendetid: Rejseholdet, Krøniken, Ørnen, Sommer og Borgen for blot at nævne nogle. 

Der er tale om serier, der - ud over at indeholde den gode historie - også afspejler vores samfund og de vilkår, vi lever under her og nu, forklarer Ingolf Gabold, da vi sidder ved det lange spisebord i lejligheden på Østerbro. Her har man indtryk af, at mange manuskriptforfattere gennem årene har siddet og diskuteret plot-opbygning og dramaturgiske spændingskurver, men i høj grad også karaktertræk, psykologi og psykiatriske diagnoser. For når serierne afspejler virkeligheden, er det naturligt, at figurerne også oplever livets op- og nedture og ind imellem har psykiske sygdomme og problemer inde på livet – ligesom alle andre. Bare tænk på karakterer, som de fleste danskere har været på fornavn med gennem årene: radiofabrikant Kaj Holger og hans søn Erik, der havde bipolar lidelse, læge Christian Sommer fra Frederiksværk, der fik Alzheimers, statsminister Birgitte Nyborg, hvis datter blev indlagt pga. angst, men også efterforskerne fra Rejseholdet, der opklarede stribevis af drab og fik indblik i sindets mørkeste sider. 

”Hvis vi vil lave dramatik, der skildrer hele mennesker og ikke tegneseriefigurer, så er man nødt til at have psykologien og det psykiske element meget stærkt med,” siger Gabold.  

Den menneskelige forbrydelse 

Taler man om krimigenren, er sindet rolle indlysende, siger Gabold. Særligt i forhold til de lange serier, som DR startede med at arbejde på i 2001.

”Vi lavede 32 afsnit af Rejseholdet, der skildrer tragiske forbrydelser i Danmark. Det handler om de mørke kringelkroge i menneskesindet, som får mennesker til at begå et mord. Vi gjorde meget ud af at forklare, hvad baggrunden var for, at disse mennesker begik forbrydelsen. Ikke for at undskylde dem, men fordi vi synes, at det var vigtigt at fortælle, at sådan noget eksisterede og levede i blandt os. Og lige så uacceptabelt det var, lige så virkeligt var det. Virkeligheden er jo både acceptabel og uacceptabel, og her handlede det om uacceptabel virkelighed og følgerne af det. Vi havde et motto, som kom fra en af cheferne i Politiets rejsehold: ’Man jæger et bæst og fanger et menneske’. Det, vi forsøgte, var at menneskeliggøre forbrydelsen, at få en forståelse for, hvad der var sket,” fortæller Gabold. Hvert afsnit sluttede med en tekst, der beskrev, hvilken dom personen havde fået. ”Ligeså tørt, som det skulle være, nemlig på skrift,” siger Gabold, der understreger, at alle afsnittene var grundigt researchede med hjælp fra Politiet.

 

Hvis man vil lave dramatik, der skildrer hele mennesker og ikke tegneseriefigurer, så er man nødt til at have psykologien og det psykiske element meget stærkt med.

 

”Der er ikke nogle forbrydelserne i serien, der ikke ville kunne lade sig gøre under bestemte omstændigheder. Det er ikke sket, det sker heller ikke i morgen, men det kunne ske hvis …”.

Op af undergrunden 

Hvor Rejseholdet tog sig af det, man måske kan kalde den nære kriminalitet, bredte Ørnen fra 2004 sig ud over landets grænser. Det havde betydning for hovedpersonens psyke, forklarer Gabold.

”Kriminalinspektør Hallgrim Hallgrimsons sind bliver forstærket og kompliceret i takt med kompleksiteten i de kriminalsager, han arbejder med i Europa. Og det er ikke uden grund, at han er islænding. Manuskriptforfatterne Peter Thorsboe og Mai Brostrøm talte meget om Island, om lavaen, tuffen, sagaerne, jordnærheden, tætheden. Alt, som stiger op af undergrunden, op i sindet og giver store fortællinger. Ørnen er sådan en skikkelse.”

Ørnens traume er, at han har klatret i fjeldet som barn, ligesom alle de andre børn på Island. Da han og vennen Niels som ti-årige klatrer, mister Niels fodfæstet. Hallgrim holder Niels’ hånd, så længe han kan, men må slippe, og det kommer han sig aldrig over. 

”I første afsnit kommer Hallgrim hjem og fortæller det til sin mor, og det udløser en syngende lussing. Så i stedet for trøst bliver han yderligere straffet. Det sætter sig i hans sind og i hans forhold til andre, f.eks. i hans kærlighedsforhold. Han er bange for følelsesnærhed til kvinden, for kærligheden,” fortæller Gabold. 

Identifikation, fascination og information 

Identifikation, fascination og information. Det er de tre store bryggerheste trækker vores dramatik, forklarer Gabold. ”Vi skal kunne identificerer os med karaktererne , og det kan vi kun, hvis de har en eller anden betydning for os. Hvis de er rene fiktionsfigurer, så lever vi ikke med dem i lidelse, glæde, nød og sorg. Det skal vi. For at vi kan det, må vi placere dem i et fascinerende miljø, som vi kender lidt til, f.eks. politimiljø, som vi tror, vi har et forhold til, fordi vi har set betjente i gadebilledet. Men hvad der foregår i Rigspolitiet, det ved vi sgu ikke meget om. Så det er fascinerende. Det er også fascinerende at være i et lægehus,” fortsætter han om familieserien Sommer, der følger livet i og omkring Christian Sommers lægepraksis i en dansk provinsby. Derfor starter hvert afsnit af Sommer med, at en patient kommer med et problem i konsultationen. ”Det kunne jo være os selv,” siger Gabold.

Den svækkede patriark  

Familien Sommer er værd at lave dramatik om, fordi de repræsenterer en del af vores tankegang, civilisation og samfundsliv i Danmark, forklarer Gabold.

”Det, der interesserede os, da vi lavede Sommer, var patriarkatet, der specielt i den vestlige verden - og særligt i Skandinavien - er vigende i forhold til andre mønstre og familieformer. Vi stillede spørgsmålet: Hvad sker der i det øjeblik, hvor en gammel familiepatriark, som også er patriark over for patienter i en provinsby, glider ud? Det med at lade ham dø havde været hurtigt overstået, og den dramatiske spænding er i meget høj grad til stede, fordi han er med i afsnit 1 til 20. Vi gav ham Alzheimers, så han mere og mere mister sig selv som karakter, som identitet, som mand, som Christian Sommer. Han dør ikke, men han er heller ikke til stede. Han glider fra centrum som familieoverhovedet ud i periferien. Det var vanvittig spændende og inciterende og vanskeligt, for hvad sker der så? Resten af familien har svært ved at finde en ny orden, fordi han stadig er der, den gamle. Det var alfa omega. Efterhånden som han viger, får du konflikten i forhold til hans to sønner og i forhold til hustruen Sofia,” fortæller Gabold.

”De unge kvinder i Sommer sejrer,” tilføjer han nærmest tilfreds. ”Adams kæreste Anna med moderskabet med lille Rose. Og Jacobs kæreste Mille, som er en helt anden karakter. Mille er vild, hun fotograferer, flytter til København, får en ung elsker, drikker for meget, er en umulius. Den oprørske kvinde, men det er hende, der til sidst med en arv fra sin mor køber lægehuset og vender tilbage til Jacob. Det er jo en bevægelse, der er i gang,” tilføjer han lakonisk. ”Kvinder, der banker derud af, mens vi ser nogle svagere mænd, tabermænd, omkring dem. Det er synd. På den anden side er det den pris, det her skift betyder.” 

”Det kvindebillede er karakteristisk for vores dramatik. Vi har en fin tradition for det: Kvinden, der overtager den nordiske familieledelse. Det starter med Ingeborg i Matador. Og Agnes, som er den unge moderne kvinde, der agerer, og som vil karriere på mændenes vilkår og i mændenes verden. Karin i Krøniken. Og senest Birgitte Nyborg i Borgen,” forklarer Gabold. 

Skellet mellem generationerne

Med Krøniken (fra 2004) er vi i efterkrigstidens Danmark. I skellet mellem en konservativ generation, der har oplevet krigen som voksne med fattigdom, arbejdsløshed og utryghed og en ny ubekymret generation fuld af gåpåmod, der er klar til at gå fra at være danskere til at være verdensborgere.

”Det er meget karakteristisk, at Kaj Holger sidder med sin radiofabrik, og at hans søn Erik kommer hjem fra USA og bare ved, at de ikke skal lave radioapparater mere. De skal lave fjernsynsapparater. Det er jo en klar konflikt, der politisk og kulturelt peger ind i den begyndende velfærdsstat. Men ja, den psykologiske side af sagen er, at Kaj Holger i sin konservative holdning til sin søn er ufølsom, firkantet og hverken har forståelse for eller empati med Eriks virkelighed, og at han derfor skubber sønnen mere og mere fra sig. Nedenunder ligger der så hos Erik en maniodepressiv tendens, som gør, at han er særlig sårbar. Og Kaj Holger går så hårdt på sønnen, så han, om man så må sige, bliver så syg, så han begår selvmord,” siger Gabold.  

Var Eriks sygdom vigtig for historien? Hvorfor er konflikten mellem far og søn ikke stærk nok i sig selv?

”Det er klart, at når man har 22 afsnit til et stykke dramatik, der starter i efterkrigstidens Danmark og fører os op til, at Danmark bliver meldt ind i EF i 1972, så bliver det en inddampet virkelighed. Serien tæller mange forskellige konflikter. Den politiske og kulturelle konflikt mellem et konservativ og mere socialdemokratisk orienteret samfund, konflikten mellem mand og kvinde, mellem kvinderne på arbejdsmarkedet og mændene, som lige pludselig kunne føle sig truede … derfor skærpede vi konflikten mellem Kaj Holger og Erik. Og det virkede jo. Da Erik døde i afsnit 15, skrev aviserne, at det var som om en af vores nære familiemedlemmer havde begået selvmord. Der var så stærk identifikation, at folk jo var rystede. Folk synes, at det var unødvendigt hårdt, og kunne vi ikke godt have ladet være med det. Det var et valg fra vores side, og jeg mener også, at vi var sande. Jeg mener ikke, at vi var melodramatiske.”

Inddampet virkelighed 

Det er dramaturgi, der kommer til at afgøre, hvor skarpskåret og – negativt sagt - hvor unuanceret historien og karaktererne bliver. ”Vi har ikke tre timer på en teaterscene til at redegøre for Noras liv i forhold til Helmer fra start til slut (Ibsens Et Dukkehjem, red.). Vi har en time og derfor er vi nødt til at være ret præcise, også for at det er begribeligt for det brede publikum.”  

Er der ikke fare for, at karaktererne - og måske særligt deres psykiske liv, måske konkrete diagnoser - bliver mere stereotype, end godt er? 

”Jo, men på den anden side … den anden mulighed er at lade emnet ligge, og det ville være hamrende forkert. Hellere få en inddampet virkelighed, som ind imellem er lige lovlig hårdt trukket op, efter min bedste overbevisning. Når vi bare ikke vil noget ondt med det. Vi har jo aldrig nogen sinde været interesseret i at udstille folk,” fortæller Gabold. 

Billeder af danskernes liv 

”Det gør ond på mig, at vi har det skudsmål fra kritikere i pressen, at vi er banale, og at vi repræsenterer klicheernes holdeplads. Jeg synes ikke, det er så banalt eller klichefyldt, som man vil gøre det til. Og jeg synes i forhold til vores opgave som publicservicekanal, at man skal lade være med at tage de to begreber frem. Det giver ingen mening. Vi laver det, jeg kalder Danmarksbilleder, billeder af danskerne liv, færden og virkelighed. Ikke for 80.000 solgte sæder i biografen, men for 1,5 mio. danskere hver søndag.”

”Du kan ikke nå at fortælle det på en time, hvis folk skal tage stilling til, hvordan personen er i nuancen. F.eks. har vi chaufføren, der kører Rejseholdets store lastbil. Jeg synes, det bliver for kompliceret, hvis han f.eks. havde læst etnologi på Universitetet og var specialist i hornskeer på Langeland fra 1733-55. Så havde han ikke kunne få arbejde inden for sit speciale, var derfor endt i postvæsenet, hvorefter han havde anskaffet sig en truck. Hold kæft at skulle tage stilling til det! Det du reelt kan tage stilling til i løbet af et øjeblik er, at han er gammel landsholdsspiller. Hvorfor er han begyndt at køre truck? Fordi han har en knæskade. Det må man ikke kalde en kliche eller for banalt. Det må man kalde fortællekunst, når man har den tid og bredde, som vi har. Jeg har ikke brug for at lave noget, der er så nuanceret, at folk sidder og vrider hjernen af led for at finde ud af, hvem dette komplekse mennesker egentlig er,” pointerer Gabold.  

Psykiatri-Information

Artiklen er bragt i Psykiatri-Information. Som støttemedlem får du Psykiatri-Information i postkassen 4 gange årligt. Derudover får du også 10 % på bøger fra Psykiatrifondens forlag.

 

Bliv støttemedlem!

Hvert barn er sin egen fortælling  

Hvilke karakterer har rørt dig mest?  

”Mille i Sommer rør mig dybt, fordi hun er så umulig, og fordi hendes vej hen til den form for ansvarlighed, der gør, at hun kan blive familieoverhoved, er så lang og brudsom. Jeg er også meget optaget af Kaj Holgers kone Karin, som er en helt vidunderlig figur, der ind i mellem giver ham kniven og forsvarer sine børns, specielt Eriks, levemåde. Da Ida er gravid med Erik, opsøger Karin hende og prøver at få hende til at begribe, at det, at hun nu skal have et barn med Erik, er en vigtig ting. Hun siger det så smukt: ”Hvert barn er sin egen fortælling, og den fortælling må vi understøtte, den må vi ikke ødelægge.” Det er meget rørende. Måske fordi jeg stadig har statsminister Birgitte Nyborg så tæt på, synes jeg selvfølgelig, at det er meget rørende og essentielt for hende, at hun i første omgang opgiver sit liv som politiker, fordi datteren er så syg,” siger han. 

De er alle sammen pårørende… 

”Ja,” siger han næsten overrasket. ”Altså Eriks lidelser følger vi jo, men det er klart, at vi har dobbeltblikket. Vi ser det også fra omgivelsernes side. Den, som er gift med. Den, hvis job er afhængig af. Den, der må ofre noget for at være med til at vinde fællesskabet med det andet menneske, ” slutter Ingolf Gabold.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883