Det har taget mig et helt liv at lære at sige til og fra

FEMINAS chefredaktør, Camilla Kjems, er helt åben om, at hun har taget angst- og antidepressiv medicin halvdelen af sit liv. Det virker og holder katastrofetankerne i skak. Men for omkring fem år siden gik der noget afgørende op for hende på et lederkursus: Hun var ikke bag rattet i sit eget liv. Erkendelsen førte til både krise og ensomhed, men også til håb, mødet med en dygtig terapeut og en større indsigt i, hvad der holder hende på ret køl i hverdagen.

Camilla Kjems er en kvinde, som har fart på. Det skal der helst være, for ellers begynder hun at kede sig. Men hvad værre er, så giver kedsomheden plads til de dårlige, selvhadende tanker, som hurtigt begynder at melde sig. ”Jeg er ikke god nok.” ”Det hele kan være lige meget.” ”Jeg kan ikke finde ud af noget, og ingen kan lide mig.”

CAMILLA KJEMS' RÅD TIL ANDRE, DER KÆMPER MED DEPRESSION OG ANGST

1. Erkend, at du har brug for hjælp

”Skam lægger låg på alt for meget hos os. Skam over ikke at leve op til dig selv og andres forventninger og over ikke at kunne klare det selv. Men for at komme videre er det vigtigt at sige det højt til ens nærmeste og professionelle, så man kan få hjælp til at komme videre.”

2. Bed om hjælpen

”Venner, familie, læge, psykologer kan hjælpe dig til at komme videre – hvis de ikke selv kan hjælpe, så kan de i hvert fald hjælpe dig med at finde nogle, der kan.”

3. Mod til at ændre det, du kan ændre på

”I sidste ende er det kun dig, der har mulighed for at ændre på ydre og indre faktorer, som gør, at du har det, som du har det. Der er ikke andre, der kan gøre det for dig. Men det kræver mod og viljestyrke at komme igennem det.

At disse tanker dukker frem, er ikke i sig selv unormalt, men problemet for Camilla Kjems er, at følelserne og tankerne er tilbagevendende og næsten umulige at stoppe. Hun ender i et hul så dybt, at hun til sidst tænker: ”Alting var meget bedre, hvis jeg bare var død.”

Når hun har det på den måde, er det kun hendes psykolog, medicinen og de nærmeste, der kan få hende op af hullet igen. Og så hende selv ikke mindst.

”Når du er fanget i dit eget sind, kræver det mod og vilje til at leve videre, og i sidste ende er det kun dig selv, der kan kæmpe den kamp,” siger hun med en stemme, som afslører, at den styrke har hun skullet finde frem mere end én gang før i sit liv.

Mødet med begrænsningens mur

Første gang det for alvor gik op for hende, at der var noget mere alvorligt på spil, var under sabbatåret efter gymnasiet. Hun var taget alene til Paris for at blive klogere på livet, arbejde og fejre ungdommen i byernes by. Det var sjovt, og der var fart over feltet. Lidt for meget måske.

”En dag i metroen oplevede jeg, at tunnelen lukkede sig fuldstændig om mig, jeg fik vejrtrækningsproblemer og fik et angst anfald. Det kan jeg jo se nu, var et tegn på udmattelse, at jeg ikke havde lyttet til mig selv, og at det var tid til at komme hjem og finde mig selv. Det var første gang, jeg mødte begrænsningens mur – at min krop sagde fra, før jeg selv var klar over, at den var gal. For jeg syntes egentlig, at jeg havde det fint.”

Da hun kom hjem til Danmark, så hun en psykiater, som konstaterede, at hun led af tilbagevendende mellemsvære depressioner. Der blev ikke brugt så meget tid på at undersøge hvorfor. Det var nok arveligt, konstaterede psykiateren, som gav hende nogle piller, der skulle holde hende stabil. Og det virkede – for det meste. At det skyldes noget arveligt, har Camilla Kjems nu aldrig selv købt. For der er ingen i hendes familie, der har døjet med tilbagevendende depressioner.

Livet med mand, børn og Fontex

I årene der fulgte, mødte Camilla Kjems den mand, som hun blev gift med, fik tre børn, købte hus og indledte lederkarrieren. I de år var der nok at se til i en travl hverdag, hvor livets hamsterhjul kræver, at speederen bliver trådt i bund, for at enderne kan nå hinanden.

Depressionsmedicinen, som hun tog, dengang Fontex, hjalp hende til at styre igennem og holdt hende kørende. Det er hun taknemmelig for. Men lige så stille begyndte det også at gå op for hende, at hun ikke rigtigt vidste, hvem hun selv var – og hvad værre var, at det gjorde hendes børn og mand måske heller ikke rigtigt.

”Jeg tilpassede mig bare andres behov. Jeg fik mine børn, dyrkede min karriere, tog min medicin, trappede lidt ned og op igen. Jeg havde jo også min mand til at fortælle mig, at jeg måtte slappe lidt af indimellem. Der var for travlt til at sætte spørgsmålstegn ved noget. Det, der handlede om mig, og hvordan jeg havde det, blev skubbet i baggrunden i de år.”

 

I min barndom erfarede jeg, at der ikke var plads til mine behov, og så tager det nærmest et helt liv at lære at sige til og fra.

 

Men alt det ændrede sig drastisk, den dag hun kom på et lederseminar og blev præsenteret for ideen om, at du skal kunne lede dig selv, før du kan lede andre. Det vender vi tilbage til.

Skilsmissebarnet, der blev glemt

Camilla Kjems' krøllede hår bølger, og øjnene lyser, når hun energisk og åbent fortæller om sit liv. Hun ved godt, at hun har udseendet med sig. Hendes karriere kører, og i dag er hun chefredaktør på FEMINA, hvor hun sidder med et stort lederansvar for både medarbejdere og forretning. Oven i det hele er hun mor til tre og bor pænt og flot i Københavns spraglede Nordvest-kvarter.

Det er derfor naturligt, at vi kommer ind på det, som mange ikke forstår – og som hun også selv kan have svært ved at forstå: at hun af alle kæmper med angst, selvværdsproblemer og depressioner, når hun har alt, hvad hun ønsker sig?

Camilla Kjems har selv søgt efter svaret i mange år og er efterhånden kommet frem til, at en del af forklaringen skal findes i en cocktail af manglende opmærksomhed fra forældrene og deres nye kærester i de personlighedsdannende år, fra hun var 10-14 år. ”I min barndom erfarede jeg, at der ikke var plads til mine behov, og så tager det nærmest et helt liv at lære at sige til og fra. Da mine forældre blev skilt, fandt de sig nogle nye kærester. Både min fars og mors nye kærester var småpsykopatiske, manipulerende og holdt mig udenfor på alle måder. Det var et mentalt omsorgssvigt, som har haft en større effekt på mig, end jeg selv har vidst af

Sig fra i tide, ellers vælter sindet

Netop erkendelsen af det, hun oplevede i barndommen, og dets betydning har Camilla Kjems arbejdet med hos sin terapeut de seneste år. For roden til problemet kan medicinen aldrig løse. Det ved hun godt. ”At tage mig selv og mine behov alvorligt har været en vigtig erkendelse for mig i forhold til at få et liv i balance. At det er okay at sige fra og til. Det lyder sindssygt banalt, og der er skrevet en milliard artikler om det. Men hold kæft hvor er det svært!” Men hvis hun ikke siger fra i tide kommer regningen snigende. ”Det er mit sind, der vælter. Ikke min krop. Lige så stille kan jeg ikke mærke mig selv, og så ved jeg, at den er ved at være gal igen.” ”Som om hjernen bliver besat”

Og når den først er gal, så er den virkelig gal. Angst og depression er en sindstilstand, som kun dem der har prøvet det, rigtigt kan forstå.

”Hvis folk prøvede det, ville de blive overraskede over, hvor skræmmende det er at have angst eller depression. Det er som et fængsel, hvor du ikke kan stille noget op – som om ens hjerne er blevet besat! Du kan ikke bare 'tage dig sammen', som mange tror,” forklarer Camilla Kjems og fortsætter: ”Jeg havde to uger i efteråret, hvor jeg havde det rigtigt dårligt, og hvor en af mine medarbejdere kom ind på mit kontor og med tårer i øjnene sagde: ’Den er jo helt gal med dig.’ Hun kendte det ikke fra sig selv eller andre, men hun kunne godt se, at jeg var fanget i angsten og ikke kunne handle mig ud af det, som jeg ellers gør i de udfordringer, jeg støder ind i på arbejdspladsen.”

Selvledelse blev en øjenåbner

Camilla Kjems har været leder i erhvervslivet i mange år. Hendes succes på lederposten tilskriver hun bl.a. sit sensitive sind. Hun kan opfatte stemninger og problemer hos en medarbejder, som andre måske overser, og hun ved, hvad hun kan gøre for at løse problemerne. Der var dog én ting, hun manglede i sit lederskab, opdagede hun, da hun deltog i et lederkursus: at påføre dig selv iltmasken, før du forsøger at hjælpe andre.

”Da jeg var i midten af 30’erne deltog jeg i et lederkursus, som havde et modul, der hed ’Led dig selv’. Her gik det stille og roligt op for mig, at jeg slet ikke ledte mig selv. ’OK. Jeg har en karriere, hvor jeg leder medarbejdere og forretninger, men jeg er jo slet ikke in charge of my own life’ kan jeg huske, at jeg tænkte.” ”Det var en kæmpe ahaoplevelse, og jeg fornemmede lige pludselig et håb, men på den anden side betød det jo også, at jeg havde taget en masse forkerte beslutninger, jeg blev nødt til at gøre op med. Det var også det, der førte til skilsmissen fra min mand, og derefter fulgte ensomheden og en dyb krise, hvor jeg skulle finde mig selv på ny.”

 

At tage mig selv og mine behov alvorligt har været en vigtig erkendelse for mig i for-hold til at få et liv i balance. At det er okay at sige fra og til. Det lyder sindssygt banalt, og der er skrevet en milliard artikler om det. Men hold kæft hvor er det svært!

 

Tilbage til terapien

I tiden efter skilsmissen begyndte Camilla Kjems igen at se en psykolog, som hun har set regelmæssigt siden. Det hjælper hende til bedre at kunne holde overblikket, når sindet begynder at vælte.

Et af de værktøjer, som psykologen har givet hende, og som hun benytter flittigt, er at skrive sine tanker og følelser ned, når livet bliver for overvældende.

”Det hjælper at få malstrømmen af følelser og tanker ned på papir. Både fordi det hjælper mig til bedre selv at kunne analysere, hvad der rent faktisk er på spil. Men også fordi jeg kan sende teksten til min psykolog, og så kan hun måske sige: ’Jamen, se! Du tænker jo som en 10-årig i den og den situation.’ Det handler slet ikke om noget nutidigt, men om noget i fortiden.”

Foruden medicin og terapi er regelmæssig motion, yoga, naturoplevelser, faste sengetider og det at ”trække stikket indimellem” med til at holde hende på sporet.

Vigtigt med mere forskning

Og for tiden går det godt. Der har ikke været de store udsving i humøret. Men for et halvt års tid siden var den gal igen. Hun lå bogstaveligt talt i sin seng og hulkede og kunne igen ikke se lyset for enden af tunnelen. Så på spørgsmålet om, om hun synes, at hun har fundet den perfekte behandling, er svaret klart nej.

”Den lammende angst kan komme igen, og selv med alt det, jeg ved, og alle de redskaber, jeg har, ved jeg aldrig om, jeg kommer ud på den anden side. Og jeg ved heller ikke, hvad der præcis udløser angsten eller depression. Det kan jo lige så godt være noget kemisk i min hjerne, som jeg ikke kan styre. Det er også derfor, det er så vigtigt, at de forsker mere i psykisk sygdom, så vi kan blive klogere på sindet og de psykiske sygdomme. Vi ved så lidt om hjernen, når det kommer til stykket."

Af Peter Andersen, redaktør og videnskabsjournalist

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883