Psykofarmaka - en omdiskuteret behandlingsform

Historien om medicin for psykisk sygdom, psykofarmaka, er en historie om rejsen fra spændetrøjer, opium og feberkure til 50’ernes gennembrud, som ledte til opdagelsen af de typer af psykofarmaka, vi kender i dag. Men det er også historien om stærke følelser for og imod, om bivirkninger og om behandling, der ikke hjælper alle.

Den mest frugtbare periode for udviklingen af medicin til behandling af psykiske sygdomme har indtil nu været 50’erne og 60’erne. Inden for bare ti år opdagede man fire banebrydende medicintyper: litium, der kunne stabilisere stemningslejet, klorpromazin med antipsykotisk virkning, antidepressivt virkende medicin som imipramin og de angstdæmpende benzodiazepiner klordiazepoxid og diazepam.

Det var en revolutionerende udvikling. Patienter kunne behandles, så alle kunne se, at det virkede, uden at patienterne som tidligere blev sløvet i voldsom grad. Og man blev optimistisk i forhold til den psykiatriske behandling i en grad, der forandrede atmosfæren på de store hospitaler. Samtidig begyndte en ihærdig forskning i psykofarmakologien for at finde ud af, hvordan medicinen rent faktisk virkede, og for at udvikle nye lægemidler og behandlingsformer.

Små fremskridt

Siden er fremskridtshastigheden stilnet af. Der har ikke været de epokegørende nyopdagelser siden, men man har videreudviklet på lægemidlerne. Det har forbedret medicinen og mindsket bivirkningernes omfang, men virkningen er stadig grundlæggende baseret på de gammelkendte mekanismer. Et velkendt eksempel på videreudvikling og minimering af bivirkninger er de antidepressive lægemidler, der i folkemunde kom til at hedde ”lykkepiller”, som kom frem i 1990’erne.

Forskellig følsomhed

Den nye viden betyder, at man langt bedre kan målrette behandlingen og minimere bivirkninger hos den enkelte. Nogle mennesker er fx meget følsomme for medicin og oplever voldsomme bivirkninger selv ved små doser, mens andre har den modsatte oplevelse.

Det er der flere forklaringer på. Dels er der lang vej, fra man sluger tabletten, til virkning eller bivirkning begynder, dels er der mange muligheder for variationer undervejs: Der er forskel på, hvordan mennesker optager medicin fra tarm til blod, der er forskel på, hvordan medicinen binder til hjernens receptorer (modtagere), og der kan være forskel på, hvordan psyken reagerer på de kemiske forandringer i hjernen. Dertil kommer, at mennesker nedbryder medicin vidt forskelligt.

Psykiatri-Information

Artiklen er bragt i Psykiatri-Information. Som støttemedlem får du Psykiatri-Information i postkassen 4 gange årligt. Derudover får du også 10 % på bøger fra Psykiatrifondens forlag.

 

Bliv støttemedlem!

Gennembrud på vej?

I de kommende år er der mulighed for, at der igen sker store landvindinger i forskningen i psykofarmakologi. Dels gennem udviklingen af personlig medicin, som du kan læse mere om her i bladet, dels gennem nye studier og forsøg med bl.a. store computermodeller og ikke mindst gennem den igangværende kortlægning af genetik og miljøs konkrete betydning for udviklingen af psykisk sygdom.

Kilder: Psykofarmaka, Jes Gerlach og Per Vestergård, Psykiatrifondens Forlag 2010. Psykiatrisk konsulent i Psykiatrifonden Per Vendsborg. Medstat.dk. Dagens Medicin.

Af Sarah Cecilie Boss, journalist og pressechef

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883