Vær en god leder – tal om det

Har du en medarbejder med fx depression, angst eller stress? Så er en af dine vigtigste opgaver som leder er at turde tale om tingene. Læs interviewet og se videoen.

Mange ledere er tilbageholdende med at tale om psykisk sygdom med den enkelte medarbejder.

- Men det er synd, for samtalen er helt afgørende, siger chefpsykolog Michael R. Danielsen fra Psykiatrifonden.

 

Tal om det

- For medarbejdere med psykisk sygdom kan det i sig selv være en hjælp, at lederen er informeret. Bare det at dele den viden kan være en lettelse. Og det betyder slet ikke, at medarbejderen forventer, at lederen løser alle problemer, siger Michael R. Danielsen.

Som leder er du måske tilbageholdende med at tage den første samtale, fordi du er bange for, hvad den kan føre med sig. I den sammenhæng er det vigtigt at fokusere på de konkrete ting, som kan gøre arbejdsdagen lettere.

Lav konkrete aftaler

- Som leder skal du lytte efter, hvad det er medarbejderen har brug for af støtte. Men samtidig er det vigtigt at afgrænse det professionelle fra det private. Hvad der foregår hjemme hos medarbejderen, er nok ikke noget, du bør involvere dig i, siger han.

Målet med samtalen skal primært være at nå frem til nogle helt konkrete aftaler om, hvorvidt medarbejderen har brug for særlige arbejdsvilkår eller anden form for støtte på arbejdspladsen.

Informer kollegerne – men ikke om alt

For lederen kan det være fristende at holde medarbejderens sygdom hemmelig for de øvrige ansatte. Men det er sjældent en god ide, understreger Michael R. Danielsen.

- Hvis du og medarbejderen indgår en aftale, f.eks. om ændrede arbejdsopgaver, så er det vigtigt, at kollegerne får besked om det. Du skal nok ikke fortælle om selve diagnosen. Men de skal vide, at der er en grund til, at der pludselig er en, som arbejder mindre, har fået lov at arbejde hjemme, eller lignende. Ellers kan det meget let føre til utilfredshed – sådan som forskelsbehandling ofte gør, siger han.

Åbenhed skaber tryghed

Til gengæld kan åbenhed om psykisk sygdom ofte skabe et bedre og mere trygt klima på arbejdspladsen.

- Medarbejdere får større tillid til deres arbejdsplads og leder, når de ser, at der bliver taget hånd om en kollega. Det giver dem troen på, at de selv vil få hjælp, hvis de en dag skulle få brug for det, siger Michael R. Danielsen.

3 gode råd

Tal om det

Invitér medarbejderen ind og find ud af, hvad der er på færde. Fælles viden er en hjælp for begge parter.

Indgå klare aftaler

Lav klare aftaler i forhold til den nuværende situation og for at medarbejderen kan håndtere arbejdsopgaverne på længere sigt.

Husk opfølgning

Beslut fra starten den opfølgning, som skal sikre, at aftaler bliver overholdt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden